Mit navn er Rune – jeg kommer som aktivist i både Alle på gaden for et frit Palæstina-initiativet og Palæstina Solidaritetsnetværk.
Jeg skal hilse fra den nyopsatte lejr på Københavns Rådhusplads. En lejr af aktivister, der her til morgen rykkede ind med erfaringerne fra de studerendes lejr på KU (Københavns Universitet, red.) i bagagen og med krav om total dansk våbenembargo mod apartheidstaten. Hundreder af aktivister har i ugevis forberedt lejren med gejst, kampvilje og solidaritet.
Vi ved ikke, hvor længe lejren får lov at fortsætte, hvor længe det er nødvendigt at fortsætte. Men kravet er klart og utvetydigt: Det er et stop for salg af Termas, MyDefence og Brüel og Kjærs våben til Netanyahus folkemord. Det er stop for køb af våben fra Israel. Det er konkret solidaritet i kampen mod folkemordet.
Kampen for et frit Palæstina har mange fronter.
For som BJMF skriver i præsentationen af dagens grundlovsmøde, så rimer demokrati på international solidaritet.
Jeg kan ikke tænke på et bedre sted at understrege det end her – et grundlovsmøde i samarbejde mellem fagbevægelsen og EU-modstanderne. For vi har brug for hinanden.
Solidaritetsbevægelsen med Palæstina har aldrig været stærkere. Der har aldrig været mere brug for den. Styrken i bevægelsen er den bredde, den dybde og den samhørighed, vi ser i alle dens udtryksformer. Vi ser de store demonstrationer dag efter dag, uge efter uge. Vi ser blokader mod danske firmaer, der får profit på at sælge eller sejle våben til Israel. Og vi støtter hinandens kampformer.
Senest i går morges, hvor jeg var en blandt mange aktivister, der blokerede det lille, smudsige rederi H. Folmer, efter de trodsede spansk forbud og sejlede sprængstoffer til Haifa. Sprængstoffer der skal bruges til at jævne huse, skoler og hospitaler i Gaza med jorden. Blokaden lykkedes, og der blev ikke taget nye ordrer i hvert fald den dag.
Men solidaritetsbevægelsen kan det ikke alene. Der er brug for de fagligt aktive transportarbejdere, havnearbejdere, der ved, hvor våbnene skal lastes – så de kan følge spanske og italienske arbejderes linje og stoppe leveringen.
Der er brug for modstanden mod EU – ud af EU! – for at stoppe den katastrofale associeringsaftale, som EU holder med Israel. Netop den associeringsaftale, der holder en hånd under Israels krigsøkonomi, og som de misbruger til at sælge deres stjålne varer fra de besatte områder til favorable vilkår i danske butikker. Vi boykotter Israel. Kampen mod associeringsaftalen er en del af den boykot.
Den hidtil bedste tale til vores mange, mange demonstrationer definerede kampen for et frit Palæstina som menneskehedens skillelinje. Palæstinas kamp er lige nu fokus i menneskehedens brede, internationale kamp for retfærdighed, ordentlige liv og en jordklode, der kan overleve.
Jeg vil tilføje, at kampen for et frit Palæstina har mange fronter. Lejren på Rådhuspladsen er en af dem, de fagligt aktive kammeraters kamp mod krigsprofitter er en af dem, EU-modstandernes kamp mod ulige og destruktive handelsaftaler er en af dem.
En anden af fronterne er den hånd, som vi i solidaritetsbevægelsen rækker ud til fagforeningerne og EU-modstanderne. Tag imod hånden, kæmp på alle fronterne!
Styrk den internationale solidaritet!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.