Udtalelse
I 2008 blev en kvindelig socialpædagog på et bosted i Køge Kommune forsøgt kvalt af en beboer. Vedkommende fik anerkendt et erhvervsevnetab af Arbejdsskadestyrelsen på en høj procentdel af tab af erhvervsevne, og derfor kunne man forvente, at kvinden fik erstatning for tabet af væsentlig erhvervsevne, så det ikke endte i en social deroute.
Sådan gik det ikke.
I stedet for at kunne klare sig økonomisk endte det med fattiggørelse, ydmygelser og helbredsmæssige problemer, der stammede fra arbejdsulykken.
Det er stødende for retsbevidstheden, at den erstatningsansvarlige på den måde slipper for at betale erstatning.
Fra 2008 til 2024 har der været mange afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen/Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring, hvor man sidder tilbage med den fornemmelse, at det ikke drejede sig om at træffe de rette og lovlige afgørelser, men om at undgå at udbetale erstatning for tab af erhvervsevne. Over 16 år og mange afgørelser kan det være svært for mange at få et overblik, og det må konstateres, at det også har været tilfældet for arbejdsskadeforsikringsmyndighederne.
Derfor er det ikke underligt, at skadelidte har haft svært ved at følge med i de mange afgørelser, og det har næsten været umuligt at adskille dem fra hinanden.
Erhvervsevnetabet regnes ud fra den indkomst, skadelidte har nu, og hvad skadelidte ville have tjent, hvis skaden ikke var sket.
Det er alt efter de nævnte perioder beregnet tabsprocenten af erhvervsevne – og selvom den viser store procenter, ender det med, at pågældende ikke får nogen erstatning.
Dette sker enten på grund af arbejdsskadeforsikringslovens § 17a om udregning for skadelidte i fleksjob, eller fordi arbejdsskadeforsikringsmyndighederne påstår, at der er andre årsager end arbejdsskaden, som med overvejende sandsynlighed kan medføre fradrag i erstatningen.
I dette tilfælde er arbejdsskademyndighedernes påstand om, at der er andre årsager til erhvervsevnetabet, ikke overbevisende og ikke bevist.
Det er påfaldende, at hver gang skadelidte fik en lavere indkomst og dermed må formodes at erhvervsevnetabsprocenten ville vokse – for eksempel hvis skadelidte ikke længere er i fleksjob, men modtager fleksydelse eller kommer på førtidspension – så kommer erhvervsevnetabsprocenten ikke over 15 procent, og derfor er der ingen erstatning for tabt erhvervsevne.
Det har kunnet lade sig gøre, fordi arbejdsskadesmyndighederne først fastsatte erhvervsevneprocenten til 25 procent, hvilket senere blev forhøjet til 50 procent, derefter igen forhøjet til 66,6 procent, og atter igen forhøjet til 75 procent.
Det virker,som om, når arbejdsskadesprocenten vokser i kroner, så stiger andre årsager til arbejdsskaden også, med den følge at arbejdsskademyndighederne er sikre på, at erhvervsevnetabsprocenten kommer ned under de 15 procent.
Der er ingen begrundelse for, hvorfor andre årsager til arbejdsskaden stiger med helt op til 50 procent. Borgerne burde forvente, at når myndighederne træffer en afgørelse, så er den både rigtig og lovlig – og at den ikke kan ændres efter forgodtbefindende eller for at passe til et bestemt resultat, nemlig at få en erhvervsevneprocent under 15 procent.
Det er tankevækkende, at det var Køge Kommune, der var erstatningsansvarlig for skadelidtes pådraget skade, men at Køge Kommunes forsikringsselskab klagede over afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring – og opnåede det gunstige resultat for Køge Kommune, at skadelidte ikke fik erstatning.
Dermed kan det konstateres, at Køge Kommune kan eliminere et erstatningskrav ved at oprette et forsikringsselskab, der får ret til at klage over den afgørelse i skadelidtes sag.
Det er stødende for retsbevidstheden, at den erstatningsansvarlige på den måde slipper for at betale erstatning.
Højesteret har den 9. april 2024 afsagt en dom, hvor Ankestyrelsen fastsætter praksis med at afvise erstatning, hvis erhvervsevnen ikke er mindst 15 procent.
Højesteret fastslår, at der skal gives erstatning for erhvervsevnetab på mindre end 15 procent, og erstatningen skal udregnes efter et erhvervsevnetab på 15 procent.
I Højesterets dom er følgende anført: Parterne er enige om, at den nedre grænse på 15 procent i arbejdsskadeforsikringslovens § 17 ikke er absolut, og at en tilskadekommen ifølge forarbejderne til § 17 har ret til erstatning, selv om erhvervsevnetabet er mindre end 15 procent, hvis vedkommende har en varig indtægtsnedgang af nogen betydning som følge af arbejdsskaden.
Der er endvidere enighed om, at dette også gælder i et tilfælde, hvor den tilskadekomne er i fleksjob, og erhvervsevnetabet skal opgøres efter § 17a, jf. også Ankestyrelsens principmeddelelse 14-20.
Parterne er uenige om, hvornår en indtægtsnedgang på mindre end 15 procent må anses for at være af nogen betydning.
Ankestyrelsen har anført, at det er med rette, at styrelsen i praksis kun anser en indtægtsnedgang for at være af nogen betydning, når den er tæt på 15 procent.
Højesteret finder, at det afgørende kriterium ifølge forarbejderne til arbejdsskadeforsikringslovens § 17 er, om der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen som følge af arbejdsskaden, men der er ikke holdepunkter for, at erhvervsevnen skal være tæt på 15 procent, før dette kriterium er opfyldt.
Der henvises navnlig til Folketingets Socialudvalgs betænkning i Folketingstidende 1977-78, Tillæg B, betænkning over lovforslag nr. L 47, sp. 315.
Herefter og i øvrigt af de grunde, dom af landsretten har anført, finder Højesteret, at A havde et klart og varigt erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden.
Det er et princip i dansk erstatningsret, at skadelidte skal stilles i samme økonomiske situation efter skaden som før arbejdsulykken.
Det er svært at se, om det er tilfældet i forhold til skadelidte, der siden 2008 har fået mange midlertidige afgørelser fra arbejdsskadeforsikringsmyndigheden.
Skadelidte har blandt andet på grund af store ledigheds- og sygeperioder samt korte perioder i fleksjob fået ændret udregningen af erhvervsevnetabserstatning.
Siden 2014, hvor indkomsten ved ændringer af skadelidtes tilknytning til arbejdsmarkedet er blevet ændret, og indkomsten tilsvarende lavere, har skadelidte erfaret, at procenten for påståede andre årsager til arbejdsskaden er blevet sat op, således at den passer til, at erhvervsevnetabsprocenten holder sig under 15 procent.
Det er kritisabelt og bestemt ikke en retsstat særligt værdigt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
