Læserbrev
Røde faner, taler fra ølkasser og fagligt fællesskab. Den 1. maj er det Arbejdernes Internationale Kampdag, som traditionen tro vil blive fejret landet over med forskellige arrangementer, særligt fra fagbevægelsens side.
Arbejderen har spurgt to tillidsrepræsentanter, hvad de ser som de vigtigste prioriteringer for fagbevægelsen den 1. maj. Efter et år med trepartsforhandlinger og fornyelse af de offentlige overenskomster, så har der været nok at tage fat på for den danske fagbevægelse.
Andreas Grubbe er tillidsrepræsentant på FGU i Skanderborg. Han har derfor været direkte involveret i årets største faglige begivenhed, nemlig OK24. Ifølge ham blev det desværre ikke den sejr, som han havde håbet på.
– Lønnen på det offentlige område er jo ikke fulgt med inflationen, selv efter OK24. Vi gik ind med nogle forhåbninger om en to-cifret stigning, og det fik vi ikke. Jeg håber derfor, at vi kan få sat fokus på, at vi stadig har en kamp at tage for bedre lønvilkår, fortæller han.
Der har været en berøringsangst for at mene noget i toppen af fagbevægelsen, da man ikke vil støde folk. Jeg kan jo se ude på arbejdspladserne, at det er, når man tør mene noget, at man kan mobilisere folk.
Andreas Grubbe, tillidsrepræsentant, FGU Skanderborg
Også Brian Rünitz, fællestillidsmand i Jakon, mener, at løn- og arbejdsvilkår er vigtige at få sat spot på 1. maj. For ham er det specifikt problemet med social dumping, som optager ham.
– Vi må og skal have et kædeansvar ind i vores overenskomster, ellers er der jo nærmest ingen grund til at have en fagbevægelse. Vi kan jo se, hvordan den her systematiske underbetaling foregår, særligt på byggepladserne, siger han og tilføjer:
– Og så siger vores topforhandlere, at det ville være for dyrt for os at kræve kædeansvar i overenskomsterne. Jeg siger bare, at det er for dyrt at lade være.
At turde mene noget
Et andet fokuspunkt for Andreas Grubbe er, at fagbevægelsen generelt skal være mere offensiv. Han understreger, at man skal mene noget som fagbevægelse, hvis man vil mobilisere folk til at tage aktiv del i de faglige kampe.
– Der har været en berøringsangst for at mene noget i toppen af fagbevægelsen, da man ikke vil støde folk. Jeg kan jo se ude på arbejdspladserne, at det er, når man tør mene noget, at man kan mobilisere folk, udtaler han og tilføjer:
– For eksempel synes jeg, at vi skal til at være mere offensive på en 30-timers arbejdsuge. Det er måske ikke noget, som kommer lige med det samme, men hvis man ikke stiller kravet, så sker det i hvert fald ikke.
Brian Rünitz mener også, at man skal komme mere på banen med reelle holdninger fra fagtoppen. For tiden er en stor diskussion blandt fagligt aktive, hvorvidt man skal indføre medlemsfordele i overenskomsterne.
Altså særlige goder som kun vil gælde for de arbejdere, som er medlemmer af den overenskomstbærende fagforening. Brian Rünitz mener ikke, at det er vejen at gå for fagbevægelsen, og han savner, at der er folk i fagtoppen, som går ud og taler imod.
– Jeg synes i stedet for, at vi skal tilbage til gamle dyder om organisering, hvor vi fortæller om, hvorfor det er vigtigt at stå sammen og kæmpe for vores forhold og ikke hvilke sær-goder, der kan følge med, siger han.
Stå sammen på tværs af faggrupper
Fællestillidsmanden fortæller også, at han gerne vil have fokus på at hæve lønnen for de allerlavest lønnede på arbejdsmarkedet. For ham er det vigtigt, at man altid har for øje, at dem, som tjener mindst, skal have det største løft.
Uligheden i løn er også noget, som optager Andreas Grubbe. Han påpeger, at fagbevægelsen burde gøre mere for, at lønstigninger bliver givet i kroner og øre i stedet for i procenter, som er tilfældet i dag.
– Det øger uligheden, når det gives ud i procenter. Det er noget, som de progressive dele af fagbevægelsen må stå sammen om at kæmpe for. Generelt så jeg gerne mere samarbejde faggrupper imellem, understreger han.
Han mener også, at hele den danske model på det offentlige område skal til diskussion. Blandt andet har sammenblandingen mellem trepartsaftale og OK24 for ham været et stort problem i forhold til at forhandle overenskomsterne for de offentligt ansatte.
– Læg hertil, at man har en finansminister, som, før forhandlingerne går i gang, er ude og sige, at lønrammen bliver på 8,8 procent. Og så ender den også på det, siger han og tilføjer:
– Det virker jo på ingen måder som en reel forhandling, men snarere et løndiktat. Det synes jeg virkelig, at der skal fokus på, ellers er der jo ingen grund til at have den danske model på det offentlige arbejdsmarked.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
