Læserbrev
Rettet den 22. april: Citatet fra organisationen “Reddernes Fagforening” er blevet slettet, da redaktion er blevet gjort opmærksom på, at organisationen ikke repræsenterer medlemmerne af FOA Ambulance.
To ud af tre stemmeberettigede har stemt, og af dem har næsten 90 procent stemt ja til OK24. Dermed er afslutningen nået på forhandlingerne om de offentlige overenskomster, og fagtoppen fik det, som de ville have det, et massivt ja til forligene.
Mona Striib, formand for Forhandlingsfællesskabet, er glad for resultatet af afstemningen. Hun fortæller, at det understreger, at forhandlerne har hentet nogle gode resultater hjem til medlemmerne.
– Vi har blandt andet sikret reallønsfremgang for alle ansatte og forbedringer i forhold til fleksibilitet, arbejdsmiljø, den danske model og barsel, siger Mona Striib i en pressemeddelelse.
Men ikke alle er lige så tilfredse med resultatet. Blandt andet har 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejders Fagforening (BJMF) stemt nej.
Rasmus Bredde fra BJMF fortæller i en pressemeddelelse, at 71,9 procent i foreningen har stemt, og 72 procent af dem stemte nej.
– Vi har kæmpet for højere løn, mere fritid og mod overvågning. Vi har sendt et klart signal om, at resultatet ikke er godt nok, udtaler Rasmus Bredde.
Spillereglerne er lavet om og noget mere, end jeg bryder mig om. Jeg bliver utryg ved måden, OK24 er foregået på. Det er som om alt det, vi har kæmpet for i årtier, bliver fjernet nærmest over en nat.
Marianne Priskorn, sygeplejerske og tillidsrepræsentant, Hvidovre Hospital
I FOA har blandt andet dagplejerne, LFS og FOA Ambulance stemt nej til overenskomsten. Mona Striib, som udover at være formand for forhandlingsfællesskabet også er forbundsformand for FOA, fortæller, at man tager det alvorligt, når faggrupper vælger at stemme nej til overenskomsten.
– Det er ikke alle, der har været jublende glade. Det betyder selvfølgelig, at vi har et særligt fokus på, hvad årsagen til det nej er. Det skal vi dykke ned i, siger Mona Striib til Fagbladet FOA.
Manglende diskussion om arbejdsvilkår
Også Marianne Priskorn, der er tillidsrepræsentant på mave-tarmafdelingen på Hvidovre Hospital, anbefalede og stemte selv nej til OK24. Hendes egen fagforening, Dansk Sygeplejeråd (DSR) stemte ja til overenskomsten, og selvom hun havde forventet det, så mener hun stadig, at det var vigtigt at anbefale et nej.
– Personligt havde jeg det sådan, at jeg syntes, det var vigtigt at markere en kritik, ikke mindst af sammenblandingen af politik og OK-forhandling. Det, synes jeg, har været meget uheldigt og uhensigtsmæssigt. Det hører ingen steder hjemme, og det ville jeg vise min afstandtagen til, siger hun til Arbejderen.
En anden fagligt aktiv, som stemte nej i modsætning til sin egen forening, er Peter Jensen. Han sidder i bestyrelsen i Københavns Lærerforening, hvor et flertal anbefalede at stemme ja, og for ham har der manglet en diskussion om arbejdsvilkår i overenskomstforhandlingerne.
– Løn fylder generelt ikke så meget for lærere i forhandlingerne, det handler mere om vilkårene. Derfor overrasker det mig også, at så mange har stemt ja, når debatten om arbejdsvilkår slet ikke har fyldt den her gang, for eksempel en genforhandling af vores arbejdstidsaftale, siger Peter Jensen til Arbejderen.
Spørger man, hvorfor han tror, at resultatet blev som det blev, så peger han på, hvor offensive fagtoppen har været for at skaffe et ja til OK24. Blandt andet, hvordan det var en sjældenhed, at fagforeninger eller klubber anbefalede deres medlemmer at stemme nej.
– Mange fagforeninger og klubber har jo lagt massivt ind på at anbefale et ja, og jeg tror, mange som udgangspunkt følger deres egen forenings anbefaling, fortæller han og tilføjer:
– Og så tror jeg også, at mange offentligt ansatte er bange for at gå i konflikt efter lærerkonflikten i 2013 og sygeplejerskestrejken i 2021.
Sammenblanding mellem politik og OK
Marianne Priskorn er enig med det synspunkt. Hun fortæller, at det faktum, at forligene kun er to-årige, samt at en stor del af lønforhøjelsen udbetales nu, sandsynligvis også har påvirket ja-procenten.
Dog mener hun også, at vigtige emner som ligeløn er blevet helt glemt i diskussionen om OK24. I stedet har det handlet om problemer med rekruttering og fastholdelse, som hun ikke mener, at OK24 kommer til at løse.
– De fik drejet trepartsaftalen til at handle om rekruttering, så ligelønsproblematikken er urørt. Man havde ellers momentum, men det tog de ikke fat på, og jeg er noget bekymret for, om de overhovedet griber ligelønsdagsordenen igen. Det sker i hvert fald ikke uden et fagligt pres, siger Marianne Priskorn.
Netop trepartsaftalen, som vil give udvalgte faggrupper en lønstigning, mod at der for eksempel tages flere vagter på skæve tidspunkter, har fyldt meget i diskussionen om OK24. Den blev indgået, lige før forhandlingerne begyndte, og har dermed sat sit præg på hele processen.
Peter Jensen mener, at det er fair, at historisk lavtlønnede faggrupper får mere i løn. Dog mener han, at det øvrige indhold i trepartsaftalen rummer nogle elementer, som ikke er blevet diskuteret nok blandt de offentligt ansatte.
Hvad vil der ske i fremtiden?
– Lønløftet i treparten koster jo så noget på arbejdsvilkårene, som jeg ikke mener, man har fået talt nok om under forhandlingerne. Det kan jeg godt forestille mig, at man slår sig på i fremtiden, siger han.
Også Marianne Priskorn mener, at trepartsaftalen har været dyrt betalt. Hun mener også, at den sammenblanding af trepart og overenskomst er en tendens, som kan blive et alvorligt problem for fagbevægelsen.
– Jeg er måske bare negativ, men jeg tænker meget over, hvad der ligger bag forløbet i år. Spillereglerne er lavet om og noget mere, end jeg bryder mig om. Jeg bliver utryg ved måden, OK24 er foregået på. Det er som om alt det, vi har kæmpet for i årtier, bliver fjernet nærmest over en nat, fortæller hun.
Konkret peger hun på, at finansminister Nicolai Wammen før forhandlingerne annoncerede, at lønrammen maksimalt kunne blive 8,8 procent. Fagbevægelsen havde ellers krævet to-cifrede lønstigninger, men efter forhandlingerne landede resultatet præcist på de 8,8 procent.
– Det virker mere som et diktat. Og hvilke konsekvenser får det for fremtidige overenskomstforhandlinger? Jeg håber, at fagbevægelsen vil bruge den kommende tid til at diskutere det her, så vi kan stå bedre forberedt til de offentlige forhandlinger i 2026, understreger Marianne Priskorn.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
