KØBENHAVN: Slagmark – en israelsk soldats bekendelser
4.-20. april 2024.
Vi kender ham fra alle krige i verdenshistorien. Den unge idealistiske soldat, hvis samvittighed bliver stadig mørkere for hver umenneskelig ordre, han sættes til at udføre.
Her befinder vi os i 1948, kort efter oprettelsen af staten Israel. En jødisk kommandoenhed sendes ud for at indtage en palæstinensisk landsby og deportere beboerne. Soldaterne jubler, men én af dem martres af angrebets brutalitet og må konstatere, at hans folk er ved at gøre mod andre, præcis hvad andre gennem tiden har gjort mod dem.
Mange år efter kan soldaten stadig ikke slippe sin oplevelse, og hudløst genoplever han den skæbnesvangre dag med dens brogede persongalleri af tvivlsomme venner og forsvarsløse fjender. Måske for at forstå, måske for at anklage eller måske endda for at tilgive. Men er dét overhovedet muligt?
Slagmark er en både barsk og rørende reportage, dramatiseret efter en delvist selvbiografisk roman af den kontroversielle israelske forfatter Yizhar Smilanksy.
Jacque Lauritsen gæster endnu engang Teater FÅR302 med en medrivende monolog.