Læserbrev
Der er tre grundlæggende problemer med CIA: dens mål, metoder og manglende ansvarlighed. CIA’s operationelle mål er, hvad end CIA eller USA’s præsident definerer som værende i USA’s interesse på et givet tidspunkt, uanset international eller amerikansk lov. Dens metoder er hemmelighedsfulde og vildledende. Dets uansvarlighed betyder, at CIA og præsidenten fører udenrigspolitik uden offentlig kontrol. Kongressen er en dørmåtte, et sideshow.
Som Mike Pompeo, en tidligere CIA-direktør, sagde om sin tid i CIA: “Jeg var CIA-direktør. Vi løj, vi snød, vi stjal. Vi havde hele træningskurser. Det minder os om det amerikanske eksperiments storhed.”
I mindst 20 år har CIA været dybt involveret i at puste til den voksende katastrofe i Ukraine, herunder den voldelige omstyrtelse af Ukraines præsident Viktor Janukovitj i februar 2014.
CIA blev etableret i 1947 som efterfølgeren til Office of Strategic Services (OSS). OSS havde spillet to forskellige roller under Anden Verdenskrig, efterretning og undergravende virksomhed. CIA overtog begge roller. På den ene side skulle CIA levere efterretninger til den amerikanske regering. På den anden side skulle CIA underminere “fjenden”, det vil sige den, som præsidenten eller CIA definerede som fjenden, ved hjælp af en bred vifte af foranstaltninger: snigmord, kup, iscenesat uro, bevæbning af oprørere og andre midler.
Det er den sidstnævnte rolle, der har vist sig at være ødelæggende for den globale stabilitet og retsstaten i USA. Det er en rolle, som CIA fortsat forfølger i dag. I virkeligheden er CIA USA’s hemmelige hær, som er i stand til at skabe kaos i hele verden uden at skulle stå til ansvar for noget som helst.
Da præsident Dwight Eisenhower besluttede, at Afrikas spirende politiske stjerne, den demokratisk valgte Patrice Lumumba fra Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo), var “fjenden”, medvirkede CIA til mordet på ham i 1961 og underminerede det demokratiske håb for Afrika. Han ville næppe blive den sidste afrikanske præsident, der blev væltet af CIA.
Church-komiteen
I sin 77-årige historie er CIA kun blevet holdt ordentligt offentligt ansvarlig én gang, i 1975. Det år ledede senator Frank Church fra Idaho en senatsundersøgelse, der afslørede CIA’s chokerende hærgen med snigmord, kup, destabilisering, overvågning og Josef Mengele-type-tortur og medicinske “eksperimenter”.
Church-komiteens afsløring af CIA’s chokerende ugerninger er for nylig blevet beskrevet i detaljer i en fremragende bog af den undersøgende journalist James Risen: “The Last Honest Man: The CIA, the FBI, the Mafia and the Kennedys – and One Senator’s Fight to Save Democracy” (CIA, FBI, mafiaen og Kennedyerne – og en senators kamp for at redde demokratiet).
Den ene episode med tilsyn opstod på grund af et sjældent sammenfald af begivenheder.
Året før Church-komitéen blev nedsat, havde Watergate-skandalen væltet Richard Nixon og svækket Det Hvide Hus. Som Nixons efterfølger blev Gerald Ford, et ikke-valgt tidligere kongresmedlem, præsident, og han var tilbageholdende med at gå imod kongressens tilsynsprivilegier. Watergate-skandalen, som blev undersøgt af Senatets Ervin-komité, havde også styrket Senatet og demonstreret værdien af Senatets tilsyn med den udøvende magts magtmisbrug. Afgørende var det, at CIA for nylig var blevet ledet af direktør William Colby, som ønskede at rydde op i CIA’s operationer. Desuden døde FBI-direktør J. Edgar Hoover, kilden bag omfattende ulovligheder, som også blev afsløret af Church-komiteen, i 1972. *(Nixons vicepræsident, Spiro Agnew, trådte tilbage i 1973 på grund af korruptionsanklager. O.a.)
I december 1974 offentliggjorde den undersøgende journalist Seymour Hersh, dengang som nu en stor journalist med kilder i CIA, en beretning om CIA’s ulovlige efterretningsoperationer mod den amerikanske antikrigsbevægelse. Senatets daværende flertalsleder Mike Mansfield udpegede derefter Church til at undersøge CIA. Church var selv en modig, ærlig, intelligent, uafhængig og frygtløs senator – kvaliteter, der er en kronisk mangelvare i amerikansk politik.
Hvis bare CIA’s slyngelagtige operationer var blevet forvist til historien som et resultat af de forbrydelser, som Church-komiteen afslørede, eller i det mindste havde bragt CIA under juridisk kontrol og offentlig ansvarlighed. Men sådan skulle det ikke gå. CIA har fået den sidste latter – eller rettere, har fået verden til at græde – ved at fastholde sin fremtrædende rolle i amerikansk udenrigspolitik, herunder oversøisk undergravning.
Hemmelige operationer på alle kontinenter
Siden 1975 har CIA kørt hemmelige operationer til støtte for islamiske jihadister i Afghanistan, som fuldstændig ødelagde Afghanistan, mens de gav ophav til al-Qaeda. CIA har sandsynligvis kørt hemmelige operationer på Balkan mod Serbien, i Kaukasus mod Rusland og i Centralasien mod Kina, som alle har indsat CIA-støttede jihadister. I 2010’erne gennemførte CIA dødbringende operationer for at vælte Syriens Bashir al-Assad, igen med islamiske jihadister. I mindst 20 år har CIA været dybt involveret i at puste til den voksende katastrofe i Ukraine, herunder den voldelige omstyrtelse af Ukraines præsident Viktor Janukovitj i februar 2014, som udløste den ødelæggende krig, der nu opsluger Ukraine.
Hvad ved vi om disse operationer? Kun de dele, som whistleblowere, et par frygtløse undersøgende journalister, en håndfuld modige forskere og nogle udenlandske regeringer har været villige til eller i stand til at fortælle os, og alle disse mulige vidner vidste, at de kunne blive udsat for alvorlige repressalier fra den amerikanske stat.
Der har været lidt eller ingen ansvarlighed fra den amerikanske stat selv eller meningsfuldt tilsyn eller tilbageholdenhed pålagt af Kongressen. Tværtimod er regeringen blevet mere og mere besat af hemmeligholdelse og forfølger aggressive retssager mod afsløringer af klassificerede oplysninger, selv når, eller især når, disse oplysninger beskriver statens egne ulovlige handlinger.
En gang imellem kommer en tidligere amerikansk embedsmand med afsløringer, som da Zbigniew Brzezinski afslørede, at han havde overtalt Jimmy Carter til at give CIA til opgave at træne islamiske jihadister for at destabilisere regeringen i Afghanistan med det formål at få Sovjetunionen til at invadere landet.
I tilfældet Syrien lærte vi fra et par historier i New York Times i 2016 og 2017 om CIA’s undergravende operationer for at destabilisere Syrien og vælte Assad, operationer, der blev beordret af præsident Barack Obama. Det er et tilfælde af en forfærdelig fejlslagen CIA-operation i åbenlys strid med international lov, som har ført til et årti med kaos, en eskalerende regional krig, hundredtusindvis af døde og millioner af fordrevne, og alligevel har der ikke været en eneste ærlig anerkendelse af denne CIA-ledede katastrofe fra Det Hvide Hus eller Kongressen.
I tilfældet med Ukraine ved vi, at USA spillede en stor og skjult rolle i det voldelige kup, der væltede Janukovitj og kastede Ukraine ud i et årti med blodsudgydelser, men den dag i dag kender vi ikke detaljerne. Rusland gav verden et indblik i kuppet ved at opsnappe og derefter offentliggøre en samtale mellem Victoria Nuland, USA’s daværende assisterende udenrigsminister (nu viceudenrigsminister) og USA’s ambassadør i Ukraine Geoffrey Pyatt (nu USA’s assisterende udenrigsminister), hvor de planlægger dannelsen af en regering efter kuppet. Efter selve kuppet trænede CIA i al hemmelighed specialstyrker fra det regime, som USA havde hjulpet til magten. Den amerikanske regering har været tavs om CIA’s hemmelige operationer i Ukraine.
Ingen holder CIA ansvarlig
Vi har god grund til at tro, at CIA-agenter udførte ødelæggelsen af Nord Stream-rørledningen, ifølge Seymour Hersh, som nu er en uafhængig journalist. I modsætning til i 1975, hvor Hersh var ansat i New York Times på et tidspunkt, hvor avisen stadig forsøgte at holde regeringen ansvarlig, nedlader Times sig ikke til at undersøge Hershs beretning.
Selvfølgelig er det op ad bakke at holde CIA offentligt ansvarlig. Præsidenter og kongressen prøver ikke engang. Mainstreammedierne undersøger ikke CIA, men foretrækker i stedet at citere “højtstående unavngivne embedsmænd” og den officielle mørklægning. Er mainstreammedierne dovne, underkuede, bange for annonceindtægterne fra det militærindustrielle kompleks, truede, uvidende eller alt det? Hvem ved?
Der er et lille glimt af håb. Tilbage i 1975 blev CIA ledet af en reformator. I dag ledes CIA af William Burns, en af USA’s mangeårige førende diplomater. Burns kender sandheden om Ukraine, da han fungerede som ambassadør i Rusland i 2008 og skrev til Washington om den alvorlige fejltagelse, det var at skubbe NATO’s ekspansion ind i Ukraine. I betragtning af Burns’ omdømme og diplomatiske præstationer ville han måske støtte det presserende behov for ansvarlighed.
Omfanget af det fortsatte kaos som følge af CIA-operationer, der er gået galt, er forbløffende. I Afghanistan, Haiti, Syrien, Venezuela, Kosovo, Ukraine og mange andre steder fortsætter de unødvendige dødsfald, den ustabilitet og ødelæggelse, som CIA’s undergravende virksomhed har udløst, den dag i dag. Mainstreammedierne, akademiske institutioner og Kongressen bør undersøge disse operationer efter bedste evne og kræve frigivelse af dokumenter for at muliggøre demokratisk ansvarlighed.
Næste år er det 50 år siden, Church-komitéen holdt sine høringer. Halvtreds år senere, med præcedens, inspiration og vejledning fra Church Committee selv, er det på tide at åbne persiennerne, afsløre sandheden om det USA-ledede kaos og begynde en ny æra, hvor amerikansk udenrigspolitik bliver gennemsigtig, ansvarlig, underlagt retsstatsprincippet både nationalt og internationalt og rettet mod global fred i stedet for undergravning af opfattede fjender.
Denne artikel er hentet fra Common Dreams februar 2024 og har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2024.
Jeffrey D. Sachs, professor i bæredygtig udvikling og professor i sundhedspolitik og ledelse ved Columbia University, er direktør for Columbia Centre for Sustainable Development og FN’s udviklingsnetværk for bæredygtige løsninger. Han har fungeret som særlig rådgiver for tre FN-generalsekretærer. Hans bøger omfatter The End of Poverty, Common Wealth, The Age of Sustainable Development, Building the New American Economy og senest A New Foreign Policy: Beyond American Exceptionalism.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
