Er mennesket et metafysisk dyr?
Fire kvinder satte sig i 1940'erne for at bevise, at også etiske udsagn har sandhedsværdi. De blev ikke særligt kendte, men en bog udgivet i år prøver at yde dem retfærdighed.Fire ekstraordinære kvinder stillede i 1940’erne det spørgsmål, om etiske udsagn blot er udtryk for likes eller dislikes.
Sagen var, at filosofi i Oxford var blevet overtaget af de logiske positivister, der konsekvent mente, at enten henviser et udtryk til et faktum, en observerbar ting, eller også er det blot et ubeviseligt udråb. Etiske udsagn har således ingen sandhedsværdi.
Det satte fire kvinder, Elizabeth Anscombe, Mary Midgley, Philippa Foot og Iris Murdoch, sig for at imødegå. En nyligt udkommet bog, ’Metafysiske dyr’, fremstiller deres intellektuelle modning i lyset af krigen og deres egne levede erfaringer. Var afstandtagen fra Holocaust-rædslerne ikke udtryk for en nødvendig etik for menneskeheden og menneskeligheden, spurgte de? Da Oxfords akademiske top i 1956 ville udnævne præsident Truman til æresdoktor, kaldte Anscombe til modstand, fordi han havde beordret atombombningen af Japan. I øvrigt var hun bobestyrer for den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein og oversatte hans sene værker fra tysk til engelsk.
Omvendt i dagens politiske liv erfarer vi, at danske værdier – hvad de så er, moralske, etiske eller likes og dislikes? – ikke accepteres som individuelle valg. De skal tvinges ned i halsen på de vantro.
Skellet mellem er og bør hærger stadig i videnskaberne, selvom hegnspælene er flyttet, så ’er’ har vundet terræn. Derudover hylder videnskaben logik som den drivende analyseform, eventuelt i matematisk form. Således er universitetsøkonomi en sær blanding af data, der tit er konstruerede såsom inflationstal og lykkeindeks, og matematiske metoder. Hvis noget bliver besværligt, siger økonomer blot, at det er politisk.
Omvendt i dagens politiske liv erfarer vi, at danske værdier – hvad de så er, moralske, etiske eller likes og dislikes? – ikke accepteres som individuelle valg. De skal tvinges ned i halsen på de vantro.
Lad os se nærmere på de to sfærer, den døde tingslige versus den luftige etisk-moralske, som jeg selv beskæftigede mig med i mit speciale. De fleste begreber peger hverken hen på kolde fakta eller noget dybtfølt ønskværdigt. Hvad er kapital for eksempel? Nogle forstår den godt nok som ting, maskiner, men så farer de vild. Det er et begreb, der har modstykke(r) i verden, men dets empiriske fremtræden flytter sig. Og hvad med penge?
De fire kvinder diskuterede spørgsmålet i et erkendelsesteoretisk perspektiv. Er eksistens det samme som realitet? Et berømt eksempel. ’Cogito, ergo sum’, sagde René Descartes i 1641, ’jeg tænker, altså er jeg’. At påstå, at jeg tænker, kan naturligvis ikke bevise min eksistens, men der kan puttes mening i udsagnet, hvis man forstår det ud fra menneskets livsytringer og selvbevidsthed. Menneskelig væren hænger sammen med tænkning.
Et menneske er både metafysisk og fysisk, et dyr med mange livsytringer. Sproget er fælles, i sproget formidles i sidste ende også den etiske forpligtelse, såvel som information, udstedelse af instruktioner, fremstilling af os selv, så andre skal have føling med os (helst).
Den materialistiske historieopfattelse definerer objektivitet på to måder. Først, mennesket er skabt gennem arbejde med naturen, det får og udvikler sit sprog i aktivitet med andre mennesker, men for det andet har det i sit virke skabt samfundsstrukturer med indbyggede klasseforskelle. Det kan forklare, hvorfor der ikke kan opnås enighed om en række forhold – interesserne dominerer – men grundlæggende har den udbyttede klasse objektivt set ’ret’, selvom det ikke altid ser sådan ud.
Så nej, der er ikke klare grænser mellem ’er’ og ’bør’. Vores ordforråd er mere kompliceret end som så. Tænke sig, at vi på Århus Universitet i 1960’erne skulle lære det logisk-positivistiske nonsens til filosofikum.
De fire kvinder brød mange grænser ned. De blev ikke særligt kendte. Bogen prøver at yde dem retfærdighed.
Claire Mac Cumhaill & Rachael Wiseman, Metaphysical Animals: How four women brought philosophy back to life. Penguin 2023, 398 sider.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.