Læserbrev
WFTUCENTRAL.org/history
Log ind for at svareDen fair løsning kræver et kinderæg
En fair løsning på sygeplejerskernes konflikt kunne være kombinationen af et dybere regionalt greb i baglommen til sygeplejerskernes løn samt en regeringsudmelding med et folketingsflertal bag om en trepartsforhandling om ligeløn.
|
Sygeplejerskerne kæmper en brav kamp for lønforbedringer, men er oppe imod hårde odds. Den folkelige opbakning er nogenlunde intakt, men for tilskuere er det foreløbigt svært at se konturer af en afslutning, som lader sygeplejerskerne forlade kamppladsen med oprejst pande.
De strejkende konkurrerer med danskernes sommerferietrang ovenpå coronanedlukninger, rød-hvide fodbolddrømme, tennisspillere i infight, cykelryttere på sejrsskamlen og olympiske atleters præstationer af enhver art.
De offentlige arbejdsgiveres mulighed for at bruge lockout af de ansatte offensivt må væk, så lockout kun kan varsles, hvis lønmodtagerne har varslet strejke.
Det er naturligvis sygeplejerskerne alene, der udstikker målene for deres kamp, men set udefra er det svært at øjne en snarlig løsning.
Det er i sagens natur parterne på arbejdsmarkedet, der lægger arm, og det skal regeringer af enhver farve holde sig væk fra.
Et klassisk regeringsindgreb kan næppe se helt bort fra det forlig, som de øvrige organisationer har indgået, og så begynder det at ligne politisk tæsk til de strejkende.
Regering og Folketing kan imidlertid godt spille en rolle uden at blande sig i parternes armlægning, men det kræver i mine øjne et helt kinderæg.
Løft til sygeplejersker og trepartsforhandling
Som kortene er blandet, vil en fair løsning uden uddeling af tæsk til en af parterne kunne være kombinationen af et dybere regionalt greb i baglommen til sygeplejerskernes løn samt en regeringsudmelding med et folketingsflertal bag om en trepartsforhandling.
En sådan trepartsforhandling skulle fastlægge rammerne for en flerårig investeringsplan for ligeløn i form af ekstra puljer i de kommende år og definition af kvindefag og omfanget af løngabet mellem kønnene.
Det vil være oplagt, at Folketinget som betingelse sikrer sig, at det ene køn ikke én gang til lønmæssigt løber fra det andet, ved at forlange, at parterne som det sidste element i kinderægget aftaler en opfyldningsmekanisme, der automatisk træder i kraft, hvis det igen går galt med ligelønnen mellem kønnene.
Og så har både Folketinget, regeringer uanset farve og overenskomstparterne på det offentlige arbejdsmarked en oplagt interesse i, at fremtidige uenigheder mellem arbejdsgiversiden, hvad enten det er staten, kommunerne eller regionerne, og medarbejderne løses indenfor den danske models rammer og ikke ender på politikernes bord.
En ny model på det offentlige område
Det kræver ændringer i modellen på det offentlige område, som tydeligere og tydeligere fremstår som en light-udgave af modellen på det private arbejdsmarked. Der er ganske enkelt nogle grundlæggende forskelle på de to arbejdsmarkeder, som gør, at modellen på det offentlige arbejdsmarked på nogle områder skal afvige fra den private sektor.
Der er brug for at få armslængde mellem Christiansborg og overenskomstforhandlerne på arbejdsgiversiden. Det gik helt galt med Moderniseringsstyrelsens ageren under overenskomstforhandlingerne i 2018. Men de mellem regering og arbejdsgivere koordinerede bøllebank til lærere og undervisere ved OK13 viser, at nedlæggelsen af Moderniseringsstyrelsen ikke er nok.
Der skal en egentlig adskillelse til, hvor politikerne udsteder mandatet til de statslige arbejdsgiverforhandlere, som herefter gennemfører overenskomstfornyelsen uden yderligere politisk indblanding.
Der er brug for, at alle parter har indflydelse på den økonomiske ramme, som forhandlingerne handler om. Derfor bør overenskomstforhandlingerne indledes med en fælles forhandling mellem arbejdsgivere og lønmodtagere i både staten, kommunerne og regionerne.
Forligsmandsinstitutionen må have reelle værktøjer til at prøve at skabe forlig på det offentlige område. På det private arbejdsmarked er der et fælles Statistikudvalg, som sikrer et fælles grundlag for vurderinger af økonomiske forhold ved overenskomstfornyelser. Et tilsvarende tilpasset udvalg til fælles brug i den offentlige sektor og ikke mindst som værktøj til forligsmanden ved forhandlingssammenbrud mangler.
Begrænsning af lockout
De offentlige arbejdsgiveres mulighed for at bruge lockout af de ansatte offensivt må væk, så lockout kun kan varsles, hvis lønmodtagerne har varslet strejke. Og lockoutens omfang må ikke i procent af de ansatte overstige den varslede strejke.
Ingen organisation kan kæmpe imod en offentlig arbejdsgiver, som kan sende alle medarbejdere hjem, uden at det koster arbejdsgiveren en rød øre. I forvejen tjener de offentlige arbejdsgivere stort, når de faglige organisationer varsler strejke. Her skal lønmodtagerne til lommerne eller til strejkekassen, mens den offentlige arbejdsgiver som en anden Joakim von And kan bade i sin pengetank.
Grundlæggende handler disse og andre ændringer af den danske model i den offentlige sektor om at skabe en rimelig balance i styrkeforholdet mellem parterne.
27. juli 2021 | 09:03
