I et brev til Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, udtrykker en gruppe af ansatte ved EU “bekymring” over Unionens “ubetingede støtte” til Israel i den igangværende krig mod Palæstina.
Ifølge det paneuropæiske netmedie Euractiv menes omkring 850 EU-ansatte at have underskrevet brevet, der blev sendt til Ursula von der Leyens kontor den 20. oktober.
“Vi er kede af den åbenlyse dobbeltmoral, der betragter Ruslands blokade (af vand og brændstof) mod det ukrainske folk som en terrorhandling, mens Israels identiske handling mod befolkningen i Gaza ignoreres fuldstændigt”, lyder det fra de ansatte.
FN advarede den 25. oktober om, at de er ved at løbe tør for brændstof i Gaza, hvilket tvinger dem til at skære kraftigt ned på nødhjælpsindsatsen i området, der er blokeret og ødelagt af israelske luftangreb.
Ubetinget og ukontrolleret støtte
Underskriverne af brevet til kommissionsformand Ursula von der Leyen består af ansatte ved EU-Kommissionen og andre medarbejdere i EU. I brevet fordømmer de både Hamas’ angreb på civile israelere og Israels “uforholdsmæssige reaktion mod 2,3 millioner civile palæstinensere”.
De ansatte kritiserer, at EU – med den ikke-folkevalgte kommissionsformand Ursula von der Leyen i spidsen – har valgt en ensidig tilgang til fordel for Israel i forbindelse med krigen.
“Vi er især bekymrede over den ubetingede støtte fra Kommissionen, som du (Ursula von der Leyen, red.) repræsenterer, til en af de to parter. Denne støtte kommer til udtryk på en ukontrolleret måde, eksempelvis ved at EU’s bygninger har været oplyst med det israelske flag.”
“Vi kan ikke forblive tavse”
De ansatte ved EU kritiserer, at Unionen og Ursula von der Leyen tilsyneladende anser det som ligegyldigt, at Israel massakrerer civile mennesker i Gaza, “hvor menneskerettigheder og international humanitær lov tilsidesættes.”
Gazas sundhedsministerium meddelte torsdag, at Israel siden den 7. oktober har dræbt over 7000 mennesker, inklusive mere end 2000 børn, i Gaza.
“Hvis Israel ikke stopper øjeblikkeligt, vil hele Gazastriben og dens indbyggere blive slettet fra planeten”, advarer de EU-ansatte i deres brev til kommissionsformanden.
“Vi kan ikke forblive tavse observatører, når den institution, du repræsenterer som formand, ikke alene har været ude af stand til at standse den palæstinensiske tragedie, der har udspillet sig i årtier i fuld straffrihed, men med sine seneste beklagelige handlinger eller holdninger synes at give frie hænder til accelerationen og legitimeringen af en krigsforbrydelse i Gazastriben”, fortsætter de.
Læs også
Våbenhvile
Til kongressen for den tyske kristendemokratiske ungdomsfløj CDU/CSU sammenlignede Ursula von der Leyen Israels rolle i krigen mod Gaza med Ukraines forsvar mod Rusland. Her sagde hun følgende:
– Alle disse konflikter har én ting til fælles: De handler om kampen mellem dem, der søger fred, balance, frihed og samarbejde – og dem, der ikke ønsker noget af dette, fordi de profiterer på kaos og uorden.
De EU-ansatte opfordrer Ursula von der Leyen til at bevæge sig væk fra den ensidige tilgang til krigen i Gaza og i stedet kræve våbenhvile for at få stoppet blodbadet mod den palæstinensiske civilbefolkning.
“Vi beder dig om at bruge din position til at hjælpe med at sætte en stopper for de grusomheder, der udspiller sig for øjnene af os. Vi opfordrer dig til, sammen med lederne i hele EU, at opfordre til våbenhvile og beskyttelse af civile liv”, skriver de.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.