AALBORG: Bavnebål imod motorvej i Egholmlinjen
Kom til Bavnebål på Egholm den 1. oktober. På denne efterårsdag tænder vi bål imod en 20 kilometer motorvej blandt andet hen over Egholm, og planen er, at der fra færgen bliver fakkeltog. Senere vil der være tale af Louise Faber og fællessang med musik af Else Marie Holbøll og Signe Wang Carlsen.
Færgen afgår klokken 19, og bålet starter derfor cirka 19:15.
Eventet er organiseret af det landsdækkende koordinationsudvalg, og der vil være tilsvarende bavnebål andre steder i landet på samme tid.
Vi tænder bavnebål 1. oktober, fordi en fare er under fremrykning.
Bavnebål blev oprindeligt tændt som meddelelse om, at en fjende var på vej. En “bavn” er en brændestabel, der blev antændt for at advare om, at fjenden var i nærheden. Bålet tændes på en høj, en bavnehøj eller på en strand, hvor det kan ses vidt omkring.
I dag er der også grund til at advare om, at en trussel i den grad er på vej: Ødelæggelsen af klima, miljø og natur.
Hvem truer os?
Det gør politikere, som ikke tager ansvar for vores næste generationer, politikere som lader sig påvirke af sammensvorne grupper af industri- og vejlobbyister. Som arbejder intenst i lukkede rum uden for borgernes kendskab og indsigt på at udrulle megastore anlægsprojekter i det danske landskab og hav og dermed destruere biodiversitet, natur og klima.
For at nå disse mål om anlægsprojekter tilsidesættes demokratiske spilleregler – borgernes og eksperternes høringssvar ignoreres i praksis.
Politikerne kan ikke løsrive sig fra den forældede idé om vækst, og klimabelastningen og biodiversitetskrisen tilsidesættes.
Gennemføres de påtænkte projekter, er der overhovedet ingen mulighed for at opfylde en 70 procent CO2-reduktion i 2030 eller en 100 procent reduktion i 2050. Klimaloven bliver ikke gennemført. Vi er mange modstandsgrupper rundt omkring i hele landet, som vil tænde et bavnebål og advare imod denne udvikling.
Vi har valgt at tænde bålene om aftenen den 1. oktober, fordi det er den sidste søndag inden Folketingets åbning, og på denne måde råbe politikerne op og få dem til at bremse de store sorte anlægsprojekter. Vi vil symbolsk give dem en fakkel til at redde vores fremtid og slutte os til de gode eksempler i andre lande.
Med venlig hilsen, Koordineringsgruppen, “For en fremtid uden nye klima-, natur- og miljøskadelige anlægsprojekter”, Olav Scheunemann, Susanne Zimmer, Finn Vesterlund, Niels Aagaard.