To faglige kammerater fra 3F København har taget initiativ til en fælles diskussion af OK23, og hvad vi kan tage med os af erfaringer. Det er godt, for det styrker os som bevægelse at debattere den slags. Her kommer vores indspark i debatten og svar til vores faglige kammerater i 3F København.
Enighed om meget, men ikke om alt
John og Søren har mange gode pointer i deres analyser. En aktiv bevægelse, som er bredt favnende og aktiv, er helt central, for at vi kan få nogen som helst former for resultater til overenskomstforhandlingerne. Også hvad angår analysen af overenskomstforhandlingerne fra 2017 og fremefter samt deres effekt på OK23, har kollegerne gode pointer.
Desuden rejser de en vigtig pointe, at de dårligt organiserede brancher fortsat er på minimallønsområdet, ikke er holdbart:
“Der er ingen tvivl om, at Hotel-, Restaurations- og Serviceområdet samlet set udgør fagbevægelsens “svage” led.
Det giver derfor ingen mening, at store dele af dette område stadig befinder sig på et minimallønssystem, og det giver heller ingen mening, at arbejdsgiverne har udstyret sig selv med en såkaldt “modregningsregel”.
En regel der betyder, at aftalte lønstigninger kan modregnes i lønnen efter arbejdsgivernes forgodtbefindende.”
Det må tages til efterretning blandt andre brancher.
Når det er sagt, er vi selvfølgelig ikke enige i alt.
Vi er ikke enige i, at overenskomstresultatet var acceptabelt – faktisk langtfra. Vi havde allerede fra 2020 haft fokus på at løfte bunden, og for os var dette det vigtigste.
Hvad er formålet med at have en stor og stærk storesøster, hvis hun tillader, at hendes små søskende får tæsk i skolegården.
Vi ville hæve lønningerne markant hos de lavest lønnede grupper inden for alle brancher. Det vil sige, at der for disse grupper ikke bare skulle være tale om en inflationsregulering, men at der skulle reelle lønstigninger til. Dette har igennem mange år været et centralt krav. Også i byggeriet, hvor de højest lønnede har været beredte på at holde igen med egne lønstigninger for at sikre et mærkbart løft af de lavest lønnede og mindske lønspredningen.
Desværre så vi ved denne overenskomst endnu et resultat, som tilgodeser dem, der tjener mest. Hovedparten af stigningerne blev opgjort i procenter og efterlod reelt “bunden” med en lavere stigning end “toppen” og lønspredningen forøget. Desuden kan man i høj grad stille spørgsmålstegn ved, om reallønnen blev sikret generelt.
For størstedelen af dem, der arbejder på minimallønsområdet, blev det ikke sikret ved de centrale forhandlinger, og reallønnen skulle derfor sikres ved lokale forhandlinger. Det betyder selvsagt, at “bunden” eller “de svageste” blev efterladt med et reallønstab, såfremt de ikke formåede at hive en stor slat hjem ved de lokale forhandlinger. Hvilket i store dele af lavtlønsbrancherne praktisk talt er umuligt. Blandt andet på grund af svag organisering eller for eksempel modregningsreglerne, som vores kammerater selv påpeger i deres indlæg.
Nej-kampagnen
Utilfredsheden med resultaterne for de forskellige områder ledte til en nej-kampagne. Der blev fra flere forskellige fagforeninger og klubber landet over anbefalet et nej, og derfor blev der taget initiativ til et landsdækkende møde for at kickstarte nej-kampagnen. De kræfter, som mødtes den 1. april i Fredericia, havde forskellige forudsætninger for at anbefale et nej. Vi blev enige om en fælles udtalelse, som respekterede de forskellige branchers grunde til at sige nej. Nogle stemte nej, fordi den økonomiske ramme var for lille, andre på grund af manglende kædeansvar, manglende medlemsfordele, tyveriet af store bededag eller et manglende løft af bunden.
De to kammerater opfatter blandt andet kritikken som: “… ikke primært rettet mod overenskomstforliget, men mod selve minimallønssystemets bæreevne i lønudviklingen.” Netop minimallønssystemets svagheder blev synlige ved denne OK-forhandling, hvilket gav anledningen til kritikken af overenskomstforliget. Man kunne jo forestille sig et minimallønssystem, hvor der ikke er så langt fra bunden til de gennemsnitlige lønninger. Og at der som minimum bliver sikret en opretholdelse af købekraften ved de centrale forhandlinger. Så at lønstigningerne derudover hentes lokalt.
Man kunne ønske sig en samlet organisation, som trækker stikket allerede ved de indledende forhandlinger, når man konkluderer, at arbejdskøberne ikke har i sinde at bevare arbejdernes købekraft generelt, som vi for eksempel så den norske fagbevægelse gøre ved deres overenskomstforhandlinger tidligere i år.
Desuden mener de to kammerater at: “Det er bemærkelsesværdigt, at stem nej-bevægelsen ikke forholdt sig til lønstigningerne inden for de store lavtlønsgrupper på minimallønsområdet og på normallønsområdet – eller til den kendsgerning, at lavtlønsbunden faktisk blev hævet.
Stem nej-bevægelsen var derfor efter vores opfattelse et initiativ, som ikke fik øje på “bredden”.”
At mene, at nej-bevægelsen ikke forholdte sig til lønstigningerne, er det samme som at sige, vi ikke forholdte os til selve resultatet af OK23. Læserne må selv dømme på indholdet af nej-kampagnens materiale og den fælles udtalelse. Der er ingen, som stiller spørgsmål ved, at der var lønstigninger – kritikken var jo netop, at de var alt for små og ramte skævt.
Med henhold til at have øje for bredden, kan man stille samme spørgsmål til vores kolleger, som anbefalede et ja.
Var det solidarisk at stemme ja til sine egne resultater, når andre gruppers krav på ingen måde imødekommes af arbejdskøberne, og de dermed efterlades på perronen?
Det rejser jo et afgørende spørgsmål om, hvor vidt solidariteten skal ligge hos dem, som er tilfredse med deres OK-resultat, eller hos dem der føler sig kørt over?
Ydermere skrives der: “Denne forskellighed i anbefalingen af forliget afspejler i virkeligheden en forskellig opfattelse af, hvad “bunden” er – eller en forskellig opfattelse af virkeligheden i fagbevægelsen.”
I vores optik er det et andet centralt spørgsmål, hvor det lader til, vi heller ikke er helt enige og ligger til grund for de forskellige anbefalinger.
Det er vores opfattelse, at overenskomstforhandlingerne er en kampplads om, hvordan værdierne i samfundet skal fordeles, og hvor meget magt vi som arbejderklasse skal tage fra arbejdskøberne. At stille sig tilfreds med en delvist bevaret realløn er og bliver aldrig godt nok. Og slet ikke i den kontekst hvor OK23 fandt sted; med historisk høj inflation, lav arbejdsløshed, samtidig med at virksomhederne havde rekordstore overskud, og at regeringen stjal en fridag.
En kombination som stillede fagbevægelsen i en historisk god forhandlingsposition, som skulle have været udnyttet til at opnå nye landvindinger og rettigheder for arbejderklassen generelt. Principielle forbedringer på for eksempel løn og arbejdstid der er mærkbar for hele den brede arbejderklasse i Danmark. Ikke bare at gå i nul, men til rent faktisk at skabe nye sejre og stadfæste fagbevægelsens eksistensberettigelse.
Hvis vi i så gunstig en forhandlingsposition ikke formår at tage de store skridt fremad, hvornår skal vi så? Det er ikke nogen hemmelighed, at topforhandlerne vil gå langt for at undgå en storkonflikt. Men vi bliver nødt til at trække i en anden retning.
Vi skal som fagbevægelse i offensiven. Vi skal turde at tage kampene, ligesom kammeraterne peger på, at der blev gjort i 2018: “Læren af OK 18 er også, at alene truslen om konflikt kan skabe resultater. Vi viste, at vi turde – hvis der skulle komme konflikt.”
Vi skal tilkæmpe os flere rettigheder og en større del af kagen, især for de lavtlønnede. Det vil også gavne organiseringen på sigt.
Lad os se fremad
Heldigvis er der meget, vi kan enes om. En aktiv bevægelse, som står sammen, er grundlaget for, at vi kan sejre og hive resultater med hjem. Der er mange kampe at kæmpe. Både på arbejdspladserne, som for eksempel konflikten med Hereford Beefstouw og Brødrene Price, og i samfundet generelt. Her bliver vi nødt til at stå sammen.
Som de to skriver i deres indlæg: “Men vi har også lært, at en fælles OK-kampagne må bygge på bredde, indsigt og gensidig respekt for hinandens områder. Ingen brancheområder er vigtigere end andre”.
Så lad os rykke endnu tættere sammen op til de kommende overenskomstforhandlinger. Lad os arbejde for, at solidariteten brancherne imellem sættes højere end enkelte branchers behov for at hytte deres eget skind.
Lad os sammen lægge et pres på topforhandlerne om at indgå en musketered på tværs af brancher og forbund. En musketered som bygger på respekt for branchernes forskellige krav og et fælles løfte om, at ingen skriver under, før alle er i hus med en overenskomst, der afspejler de krav, der stilles fra arbejdspladserne.
Det er utroligt, at vi på vores side af forhandlingsbordet ikke tager samme forbehold, som vores modpart gør. Nemlig at indgå et forlig er under forudsætning af, at alle i FH-familien kommer i mål med deres forhandling. Hvad er formålet med at have en stor og stærk storesøster, hvis hun tillader, at hendes små søskende får tæsk i skolegården. Det er en ejendommelig form for solidaritet. Vi skal vise, at vi er villige til at konflikte, for at alle kommer i hus med de centrale krav, som er vigtige for netop deres brancher.
Sådan sikrer vi solidariteten og resultater for kollegerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
