Udtalelse
Meget god velstand og stærk økonomi i Køge Kommune er ikke ensbetydende med, at den nære velfærd er i top. Snarere tværtimod bevæger Køge Kommune (ligesom en del andre kommuner) sig langsomt mod bunden, især når det gælder børne- og ældreplejen og handicapområdet.
I de forudgående mange år er det især ældre- og børneområdet, som Køge Kommune systematisk har valgt at spare på.
Der er blandt andet tale om de mest ressourcesvage medborgere, som ældre og børn er.
Lige efter finanskrisen begrundede Køge Kommune besparelserne på blandt andet hjælpehjælpen med lavere skatteindtægter.
Derfor var de økonomiske ressourcer ikke tilstrækkelige til at opretholde velfærden på de nævnte områder, så det var nødvendigt at spare på kernevelfærden.
I øjeblikket er Danmarks økonomi bundstærk. Der har ikke været så mange i beskæftigelse som i dag.
Det er en matematiske gåde, at politikerne taler om forbedring af ældreområdet.
Det er nok ikke at skyde helt ved siden af, at Køge Kommune (kommunerne) har fået gevaldigt øget skatteindtægterne og færre udgifter til kontanthjælp med mere.
Derfor skulle man tro, at der ikke var behov for besparelser og forringelser, der mærkbart rammer medborgere, der har plejebehov og tryghed i hverdagen.
Besparelserne på blandt andet ansatte kan næppe alene være begrundet i, at det er svært at rekruttere medarbejdere til plejesektoren. Besparelser medfører tværtimod, at det er sværere at tiltrække arbejdskraft.
At presse medarbejderne til det yderste medfører ofte, at ansatte får stress. Derefter bliver de syge for til sidst at stoppe inden for arbejdsområdet.
Der er formodning om og nyere eksempler på, at besparelserne har medført og vil øge risikoen for vanrøgt og uhensigtsmæssig pleje og omsorg.
Det har på en eller anden besynderlig måde vist sig, at kommunalbestyrelsen undgår både politisk og juridisk ansvar, når konsekvensen af besparelserne slår igennem, og ansvaret tit bliver tørret af på nogle af de ansatte.
Plejen og omsorgen af ældre og børn kan nemt ende med at blive varetaget kun af vikarer.
Dermed er der ikke et fast personale, som kender til modtagernes behov.
Der en formodning om, at den tryghed ved et fast personale, der blandt andet ligger i opmærksomheden på den enkeltes plejebehov og eventuelle helbredsændringer, lider væsentlig skade og i sidste ende bliver dyrere økonomisk for samfundet og heldbredsmæssigt dyrt for den enkelte borger. (Besparelserne på blandt andet børn og handicappede har også mærkbare negative konsekvenser).
Ud fra en økonomiske synsvinkel er det svært at få øje på legitimiteten af besparelserne, især når der bliver afsat 154 milliarder kroner til militæret og foreløbig 24 milliarder kroner til blandt andre fascister og nazister i Ukraine.
Desuden er to af regeringspartierne på banen med forslag om yderligere skattelettelser til den rigeste del af befolkningen.
Det forekommer noget ensidigt og ideforladt at lade ældre- og børneområdet samt handicappede stå for de så massive og mærkbare besparelser.
Det kan opfattes som et mål om omend ikke at afskaffe velfærden fuldstændig, men at gøre ydelserne så ringe, at det vil få mange pårørende til at afstå fra at ansøge om berettiget hjælp eller for nogle, at de ikke får en rimelig afslutningen på den sidste del af livet.
Det kan også opfattes, at det er kyniske valg fra kommunalpolitikernes side, idet der er en stærk formodning om, at ældre på plejebolig eller på plejehjem ikke har helbredsmæssige ressourcer til at demonstrere eller skrive klager.
Det skal nævnes, at det udelukkende er personalet i ældreplejen og i sundhedsvæsenet med deres store arbejdsindsats, imødekommenhed og positive væremåde, som giver begge områder et godt image i offentligheden – men imaget falmer, når der tages et dybere spadestik, og vi ser på, hvorledes folkevalgte i kommuner, regioner og Folketing økonomisk nedprioriterer ældre, børn, handicappede og syge, blandt andet set i forhold til militæret og Vestens krig mod Rusland.
Ved valget 2022 blev der gjort et stort nummer ud af, at de ville øge udgifterne til ældreområdet med én milliard kroner.
Næsten på samme tidspunkt annoncerede kommunerne, at der skulle spares for 3 milliarder kroner på samme velfærdsområde.
Det er en matematisk gåde, at politikerne taler om forbedring af ældreområdet.
En del borgere vil formodentlig med god grund havde svært ved at indse, at besparelser, der forringer deres levevilkår, er en forbedring.
Det må konstateres, at højredrejningen hos tidligere arbejderpartier har banet vejen for virkeliggørelse af Venstres minimalstat – eller, som en Venstre-borgmester sagde i TV Avisen, at borgerne ikke skulle sætte forventningerne for højt med hensyn til kernevelfærd, selv om det går godt med samfundsøkonomien som helhed.
Hvis velfærd, demokrati (hvor borgerne har indflydelse på deres levevilkår), solidaritet og kampen mod ulighed er værdier at kæmpe for, så må man håbe/ønske, at det er socialister, der er mere til gavn for blandt andet velfærden, end dem der nu er af navn.
Husk livskvalitet!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
