Det er helt afgørende, at fagbevægelsen melder sig ind i fredskampen. Ellers vil imperialismen med Biden i spidsen igen splitte fredsbevægelsen ad – som Bush gjorde i forbindelse med Irak-krigen.
I relation til den aktuelle krig i Ukraine skal man dog gøre sig klart, at Putin faktisk tog et omfattende fredsinitiativ, resulterende i Minsk I- og II-aftalen – som Frankrig, Tyskland og Ukraine ikke ville overholde.
Nytter nye fredsinitiativer, hvis ikke de bliver koblet med et socialistisk perspektiv?
For imperialismen betyder fred forberedelse til næste krig, som Lenin skrev, og som historien jo har givet ham ret i.
Imperialisme og permanent fred står således i modsætning til hinanden. Så nytter nye fredsinitiativer, hvis ikke de bliver koblet med et socialistisk perspektiv?
I relation til Ukraine mener jeg i øvrigt ikke, at Putin havde noget valg. Via statskuppet i 2014 var Ukraine på vej til at blive en fremskudt NATO-trussel mod Rusland, og Putin havde – for at tækkes sine “partnere”, primært USA – set passivt på massakren af det store russiske mindretal i Donbass gennem otte år.
Så sammenfattende undrer man sig over, at dagbladet Arbejderen, Jan Øberg og de fleste på freds-/venstrefløjen – helt på linje med USA og NATO-landene – fordømmer den russiske invasion. Hvad skulle Putin ellers – langt om længe – have gjort?
Derudover undrer det også, at flere på venstrefløjen kalder Rusland, der som arvtager af Sovjet har fået indskrænket sin sikkerhedssfære betydeligt, for imperialistisk, når det endelig, otte år efter et USA-Kyjiv-organiseret statskup forsøger at bevare resterne af sin sikkerhed.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

