En femtedel af de private virksomheder har afsluttet deres lokale lønforhandlinger, og indberetningerne til Dansk Industri (DI) viser, at timelønnede i gennemsnit stiger med 2,9 procent og funktionærer med gennemsnitligt 3,5 procent.
Steen Nielsen, der er chef for lønstatistik i DI, kalder lønstigningerne “i den høje ende”:
– Men det er ikke overraskende, når man tænker på den høje inflation, og at mange virksomheder har svært ved at skaffe medarbejdere, siger Steen Nielsen til tv2.dk.
Claus Jensen, der som formand for det faglige forhandlingsfællesskab i CO-industri, forhandlede industriforliget i hus ved OK23, gør opmærksom på, at det er de største lønstigninger siden finanskrisen i 2007. Han indrømmer dog samtidig, at man ikke er i mål.
Går lønforhandlingerne i de svære virksomheder, som de plejer, så får vores tillidsfolk svært ved at komme op på de lønstigninger, vi har set indtil nu.
Benny Vinther Jensen, formand 3F Aalborgs industrigruppe
– Og nej, det er vi ikke. 2,9 procent er ikke fire procent, så det er alt for lidt, siger Benny Vinther Jensen, formand for industrigruppen i 3F Aalborg, til Arbejderen.
Han forklarer nærmere:
– Da Claus Jensen og Mads Andersen (næstformand i CO-industri, red.) havde forhandlet industriforliget på plads, gik de jo ud og sagde, at nu havde de skaffet to procent centralt i 2023 og 2024. De havde også sørget for nye redskaber, så tillidsrepræsentanterne med dem i hånden vil stå bedre rustet til at forhandle det dobbelte hjem lokalt.
De lønstigninger, som tillidsfolkene i 3F Aalborg har underskrevet lokalt, flugter nogenlunde landsgennemsnittet, men det er vel at mærke de “nemme virksomheder”, hvor det indtil nu er lykkedes at blive enige om lokale lønstigninger.
– Nogle ligger under og andre lidt over. Vi mangler dog stadig de sværeste – de virksomheder, hvor der altid skal bruges ekstra kræfter på at få lønstigninger. Går de forhandlinger, som de plejer, så får vores tillidsfolk svært ved at komme op på de lønstigninger, vi har set indtil nu, lyder forventningerne fra Benny Vinter Jensen.
De lokale lønforhandlinger er indbygget i minimallønssystemet, som cirka 80 procent af alle ansatte på det private arbejdsmarked er omfattet af. Systemet indebærer, at det alene er grundlønnen eller mindstelønnen, der fastlægges centralt. Den faktiske løn forhandles derimod lokalt på hver enkelt virksomhed en eller flere gange i løbet af overenskomstperioden. De lokale lønforhandlinger er dog uden konfliktret, mens der ved de centrale overenskomstforhandlinger kan varsles og iværksættes konflikt.
Op til og under OK23-forhandlingerne var minimallønssystemet til debat, fordi arbejdsgiverne i de foregående overenskomstperioder havde holdt for meget igen med at give lokale lønstigninger. Claus Jensen og Mads Andersen advarede ligefrem om, at minimallønssystemet ikke fungerer. Man kan kun have systemet, “hvis begge parter er voksne nok til at administrere det,” sagde de til A4, inden de private overenskomstforhandlinger for alvor gik i gang,
Den vigende tiltro til minimallønssystemet blev også bragt med ind i forhandlingslokalet, og det endte med, at parterne underskrev et protokollat, hvor det bliver slået fast, at løndannelsen i industriens overenskomster skal ske lokalt, og at parterne har en fælles interesse i at understøtte minimallønssystemet.
Protokollatet beskriver også de nye redskaber, som tillidsrepræsentanterne kan bruge ved de lokale lønforhandlinger. Blandt andet kan den tillidsvalgte anmode virksomhedens ledelse om at informere om virksomhedens produktivitet, økonomiske situation, ordrebeholdning og lignende.
– CO-industri og DI har desuden indgået en organisationsaftale, som kan benyttes, hvis man ikke kan blive enige. Nu vil vi prøve, om den aftale fungerer, så vi har lige sendt den første sag afsted til fagretlig behandling, fordi vores folk ikke kunne blive enige med arbejdsgiveren, fortæller Benny Vinther Jensen.
Går det trægt med lokalforhandlingerne i år, så frygter Benny Vinther Jensen, at det bliver endnu sværere at hente de forventede lønstigninger hjem i 2024.
– Arbejdsgiverne har jo været presset i år som følge af debatten om minimallønssystemet, og jeg tænker da også, at der er nogle arbejdsgivere, der er blevet hvisket i ørerne af DI. Men til næste år vil det ikke undre mig, hvis vores tillidsfolk igen får det svært.
Lykkes det ikke for tillidsrepræsentanterne at hente to gange fire procent i overenskomstperioden, som er det, forhandlerne slog på skulle til for at genoprette købekraften og sikre reallønnen, så møder de privatansatte industriarbejdere op til de næste overenskomstforhandlinger i 2025 med et underskud.
Som en sidste krølle nævner den aalborgensiske fagforeningsmand, at man skal huske på, at lønstigninger i procenter giver størst afkast til de højestlønnede.
I alt skal cirka 230.000 industriarbejdere have lokale lønstigninger.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Der er brug for en langt bredere kamp, derfor holdt jeg dette oplæg på Enhedslistens faglige landskonference:
https://socinf.dk/kampen-for-et-vaerdigt-samfund-kraever-organisering-mobilisering-og-solidaritet-mellem-faggrupperne/
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
