“Den opfattelse, der kun betragter fordelingsrelationer som historiske bestemte, men ikke produktionsrelationerne, er en opfattelse, der på den ene side blot er karakteristisk for den begyndende, men endnu hildede kritik af den borgerlige økonomi. På den anden side beror den på en forveksling og identificering af den samfundsmæssige produktionsproces med den simple arbejdsproces, som også et abnormt isoleret menneske uden nogen samfundsmæssig bistand ville være tvunget til at udøve.
For så vidt arbejdsprocessen kun er en proces mellem menneske og natur, er dens simple elementer fælles for alle dens samfundsmæssige udviklingsformer. Men enhver bestemt historisk form for denne proces videreudvikler dens materielle grundlag og samfundsmæssige former.
Tiden er inde til at gennemføre en samfundsforandring og indføre socialistiske ejendomsforhold.
Når den har nået et bestemt modenhedstrin afkaster den sin bestemte historiske form og giver plads for en højere form. At tidspunktet for en sådan krise er indtrådt, viser sig, så snart modsigelsen og modsætningen mellem fordelingsrelationerne, og dermed også den specifikke historiske skikkelse af de dertil svarende produktionsrelationer på den ene side og produktivkræfterne, produktionsmulighederne og deres faktorers udvikling på den anden side vinder bredde og dybde. Der indtræder da en konflikt mellem produktionens materielle udvikling og samfundsmæssige form.”
De borgerlige økonomer har hidtil fortolket økonomien forskelligt, men ikke forandret den.
Marxismens kvalitet og sandhedsværdi består i, at den ser samfundsudviklingen som en historisk proces, hvor klassemodsætningerne danner grundlaget for et nyt udviklingstrin.
Man kan kun forstå den nuværende økonomiske krise set i dette perspektiv. Finanskrisen i 2008 blev løst ved at pumpe milliarder af dollars ud i banker og kreditinstitutter. Det skabte forudsætningerne for en ny bølge af spekulationer og svindel, som nu er endt med et nyt krak.
Medvirkende til den alvorlige situation i dag er finanskapitalens fuldstændige dominans og det borgerlige demokratis formelle karakter.
De afgørende beslutninger træffes i en snæver kreds af koncernledere, politikere og embedsmænd. Den grundlæggende modsætning forbliver den mellem arbejde og kapital, mens de vigtigste (hovedsagelige) modsætninger ændrer sig under udviklingen af klassekampen.
Den vigtigste modsætning i dag er den mellem de nationale interesser og imperialistisk integration.
Det oplever vi særligt tydeligt i dag med den imperialistiske krig i Ukraine, hvor milliarder af dollars, som ellers kunne være brugt på sundhed, uddannelse og andre offentlige ydelser, overføres til krigsindustrien. Undlader man at inddrage det i den økonomiske analyse, får man et falsk billede af udviklingen. De borgerlige økonomer har hidtil fortolket økonomien forskelligt, men ikke forandret den!
Det er heller ikke deres formål. Tværtimod skal de aflede opmærksomheden fra de reelle spørgsmål og forsvare kapitalismen – for enhver pris!
Når vi analysere udviklingen i kapitalismen/imperialismen, må vi skelne mellem forskellige former for modsætninger.
Den grundlæggende modsætning er den mellem den samfundsmæssige produktion og den private tilegnelse af merværdien, mellem arbejde og kapital.
Hovedmodsætningerne er dem mellem statsmonopolismen og folkets interesser; mellem den imperialistiske integration og nationens interesser; og endelig mellem kapitalisme og socialisme.
Det er i dialektikken mellem disse modsætninger, at det socialistiske samfund vokser frem; ikke som en tilfældighed, men som resultatet af en lovmæssig proces.
I bestræbelserne på at bevare magten har statsmonopolismen udviklet en ny form, den korporative stat, som er forskellig fra den i 1920’erne og 30’erne.
Den korporative stat betyder en afvikling af borgernes rettigheder og forvandlingen af det borgerlige demokrati til en illusion.
Formålet er at neutralisere klassekampen og gøre fagbevægelsen til en partner i den korporative stat. Det stiller arbejderbevægelsen over for helt nye opgaver; at afsløre opportunismen i arbejderbevægelsen og bekæmpe den.
Her kan vi hente inspiration i Lenins værk “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium”, hvor han netop behandler opportunismen i II. Internationale og kampen imod den.
Vi skal også se på, hvordan overgangen til socialisme kan foregå. I Kommunisternes Program fra 1976 blev det beskrevet, hvordan den socialistiske transformation kan realiseres. Klassekampen er selve grundlaget for at realisere socialismen, og derfor må arbejderklassen formulere de grundlæggende hovedkrav, der skal gennemføres:
Demokrati betyder folkets aktive varetagelse af sine afgørende interesser. Det sikres ikke blot gennem valg og afstemninger fra tid til anden, hvor alle påvirkningsmidler sættes ind for at appellere til “tavse flertal”s passivitet og fordomme. Demokratisk kamp kræver inddragelse af de hidtil passive i folkets aktive bevægelser.
Sådanne bevægelser må uden ophør udfoldes for at ændre forholdene – først gennem diskussioner og fælles undersøgelser, videre gennem fælles formuleringer af krav og hævdelse af dem gennem fælles optræden. Gennem samfundsmæssig aktivitet drager masserne deres erfaringer om klassesamfundets virkelighed – om hvem, de har med sig, og hvem, de har mod sig. Gennem samlet og aktiv optræden gør det arbejdende folk sig til en magt i samfundet. Den første forudsætning for at sætte en ny politik igennem er, at der i det arbejdende folk skabes så bred og fast en samling om grundlæggende hovedkrav, at magthaverne nødsages til at give efter. Kravene må hævdes, uanset alle undskyldninger om “økonomiske nødvendigheder”.
Så længe storkapitalen har magten over samfundet, kan lønarbejderne kun hævde deres interesser ved at stå fast på deres krav. Når magthaverne påstår, at de så er ude af stand til at forhindre sammenbrud af samfundet, må de stilles over for et samlet program af indgribende demokratiske omformninger i samfundet, som sikrer fremskridt for folket ved at berøve storkapitalen magtpositioner og tilsidesætte dens magtbud.
De nævnte områder skal suppleres med andre problemstillinger, der skal løses, før et nyt socialistisk forsøg kan realiseres. Eksemplerne her er en inspiration til at starte debatten. De grundlæggende spørgsmål, der skal løses, er følgende:
Demokratisk nationalisering betyder samfundsovertagelse samt demokratisk styring. Samfundsovertagelserne må have et sådant omfang, at den nationaliserede sektor får tilstrækkelig vægt i samfundsøkonomien til at bestemme dens udviklingslinjer.
Den må derfor omfatte: Banker, kreditinstitutioner og forsikringsselskaber, hvorved der gives mulighed for at lede investerings- og kreditpolitikken; energisektoren og vigtigere råstofkilder, som er afgørende i forsyningspolitikken; de store monopoler, som direkte og indirekte behersker afgørende dele af produktion og handel, blandt andet byggematerialeindustri, værftsindustri, skibsfart, medicinalindustri og storforetagender indenfor levnedsmiddelindustrien; større virksomheder, som indgår i multinationale koncerner, der optræder imod det danske folks interesser.
Den demokratiske styring skal sikre, at de nationaliserede foretagender virkelig tilrettelægger deres virksomhed i overensstemmelse med samfundets interesser og ikke bliver led i en statsmonopolisme.
Det kan ikke sikres alene gennem centrale organers direktiver, men kun gennem aktiv deltagelse og kontrol af arbejdernes og personalets valgte repræsentanter, som ud over deres eget kendskab til driften skal have adgang til alle oplysninger om den.
Støttet på en sådan nationaliseret sektor foruden på forskellige former for kooperation mellem de offentlige og andre erhvervsgrene kan økonomien ledes inden for rammerne af en samfundsøkonomisk plan, som fastlægges ved politisk beslutning af folkerepræsentationen.
Den vil være fundamentalt forskellig fra de “helhedsplaner”, hvorunder storkapitalens politik er drevet. Den vil være en sammenfatning af produktions- og investeringsprogrammer og af målsætninger på den økonomiske politiks område, som modsvarer befolkningens behov, og som er udformet med aktiv medvirken af arbejderne og bedriftsrådene og efter offentlig diskussion. Planen giver også rammer for medvirken fra den bestående private sektor af erhvervslivet. Planens overholdelse må følges af nye demokratiske planlægningsorganer.
Jeg begyndte ‘Kapitalisme i 2023’ med et citat fra Marx i Kapitalen, og jeg slutter med et andet citat også fra Kapitalen, om kapitalakkumulationens historiske tendens:
“Den kapitalistiske tilegnelsesmåde – og dermed den kapitalistiske privatejendom – der fremgår af den kapitalistiske produktionsmåde, er den første negation af den individuelle, på eget arbejde begrundede privatejendom. Men den kapitalistiske produktion frembringer med en naturproces’ nødvendighed sin egen negation. Det er negationens negation. Denne reetablerer ikke privatejendommen, men derimod den individuelle ejendom på grundlag af den kapitalistiske æras landvindinger: kooperationen og fællesejet til jorden og til de gennem selve arbejdet producerede produk-tionsmidler. Forvandlingen af den opsplittede privatejendom, der hviler på individernes eget arbejde, til kapitalistisk privatejendom er naturligvis en proces, der uden sammenligning er mere langvarig, hård og vanskelig end forvandlingen af den kapitalistiske ejendom, der i realiteten allerede hviler på samfundsmæssig produktionsdrift, til samfundsejendom. I det første tilfælde drejede det sig om, at nogle få usurpatorer eksproprierede folkets masser, her drejer det sig om at folkets masser eksproprierer nogle få usurpatorer.”
Kapitalismens og imperialismens krise er betydeligt forandret i forhold til 2008. Flere og flere kan se, at systemet ikke fungerer og kun fører til yderligere lidelser for alle Jordens folk.
Tiden er inde til at gennemføre en samfundsforandring og indføre socialistiske ejendomsforhold. Dette er arbejderbevægelsens og de kommunistiske partiers nuværende opgave, at bringe anarki, kriser og krige til ophør!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Jeg bringer her en liste over citater i kronikken:
K. Marx, Kapitalen, bind III, kapitel 51. s. 1135 f.
Transskription af Marx’ Feuerbach-teserne nr. XI: De borgerlige økonomer har hidtil fortolket økonomien forskelligt, men ikke forandret den.
Kommunisternes Program, kapitel II. Tidens Forlag 1976,
Kommunisternes Program, kapitel III. Tidens Forlag 1976,
K. Marx, Kapitalen, bind l, kapitel 24, s. 1061.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
