Jeg vil i dette oplæg give et historisk overblik og argumentere for, at NATO er sikring af oprustning og uhyrlige militærudgifter til gavn for våbenproducenterne på bekostning af klima og velfærd; et værn mod socialistiske forandringer; en af en række alliancer der skal sikre USA’s verdensherredømme.
Herunder at fastholde det globale syd i fattigdom og udplyndring og at fastholde den økonomiske verdensorden.
NATO er sikring af oprustning og uhyrlige militærudgifter til gavn for våbenproducenterne på bekostning af klima og velfærd.
Jeg vil argumentere for, at alt dette strider mod Danmarks sikkerhedspolitiske interesser. Jeg vil argumentere for, at der er et alternativ til NATO, som vi skal dyrke og styrke.
1949
NATO blev oprettet i 1949. Forud var Vestunionen oprettet i 1948. Der var et ønske om, at USA skulle spille en rolle i europæisk sikkerhed. Det opnåede man så med NATO.
Danmark kom med i NATO fra oprettelsen af NATO den 4. april 1949. Det var ikke en populær beslutning. Mange danskere foretrak neutralitet og/eller et nordisk forsvarsforbund. Så før politikerne med Hans Hedtoft i spidsen kunne tilslutte Danmark til NATO, var der en heftig skræmmekampagne. Det forlød fra hemmelige kilder, at Sovjetunionen nu kort efter magtskiftet i Tjekkoslovakiet planlagde et angreb på Danmark. Frygten var så udbredt, at da der påskedag blev tåge over Øresund, som drev ind over land, flygtede de spadserende københavnere i panik fra Langelinie, overbeviste om, at nu kom russerne.
På trods af propagandaen var det ifølge Gallup de første år kun knap halvdelen af danskerne, der var for NATO-medlemskab. Indtil 1956 var der i Danmark en udbredt modstand mod NATO-medlemskabet.
1954
Sovjetunionen søgte i 1954 om optagelse i NATO. Sovjet kunne godt tilslutte sig det, der stod i NATO’s formålsparagraf, men Sovjets optagelse blev naturligvis afslået. Sådan var de pæne ord i § 1 heller ikke ment.
Artikel 1: “Deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvel som retfærdighed ikke bringes i fare, og til i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål.”
Det, der ikke står i formålet, men klart var meningen, var, at NATO skulle være et værn mod kommunismen. Der oprettedes paramilitære ventegrupper, der skulle kæmpe bag fjendens linjer, hvis kommunisterne kom til magten.
Det er ikke bare et værn mod militære angreb, men også et politisk værn. Det er et NATO-anliggende, hvis et land trues af socialistiske forandringer.
1957
NATO’s strategi bygger på atomafskrækkelse. I 1957 ønskede USA og NATO at placere atomvåben i Danmark. Danmark sagde nej til at have atomvåben i fredstid.
Modstanden var mest i ord. Der blev opstillet NIKE-missiler på Sjælland, som var beregnet til atomsprængladninger. Mandskabet til batterierne blev trænet i atomkrig. Atommissilerne blev opbevaret lige syd for grænsen, så de hurtigt kunne køres ind under en krise.
Hans Hedtoft lod amerikanerne forstå, at de ikke behøvede spørge Danmark vedrørende atomvåben på basen i Thule. Det er meget relevant, når vi nu skal have amerikanske tropper i Danmark.
1958
I 1958 sendte De Gaulle et memorandum til USA og England, der protesterede mod USA’s særlige rolle som den øverste og vigtigste i NATO og krævede ligestilling.
Da han ikke fik noget ud af det, trak Frankrig sig fra det militære samarbejde og udviklede sin egen atomslagstyrke. Siden har Frankrig været fortaler for, at de europæiske lande selvstændigt skulle varetage sine sikkerhedspolitiske interesser uden at være underlagt USA.
Danmark og Storbritannien har modsat været de stærkeste fortalere for at rette ind efter USA.
1962
Cubakrisen i oktober 1962 blev udløst af, at Sovjet ville opstille atomraketter på Cuba som modsvar på, at USA/NATO havde opstillet atomraketter i Tyrkiet og Italien. En aftale sikrede efter en kort hektisk krise, at Sovjet ikke opstillede raketter på Cuba, mod at USA afstod fra at angribe Cuba.
Raketterne i Italien og Tyrkiet blev også fjernet, uden at det officielt var en del af aftalen. Dermed var krisen løst, uden at Kennedy tabte ansigt. Den erfaring er relevant i forhold krisen omkring Ukraine.
1969
SALT-forhandlinger om begrænsning af langtrækkende strategiske atomraketter indledes. Det begrænser truslen fra raketter, der kan nå USA, og efterlader Europa som stedet for atomkonfrontationen.
1979
Tyskland ønskede en løsning på atomkonfrontationen i Europa og ønskede forhandlinger til supplering af SALT. USA’s løsning var Pershing 2-raketter og krydsermissiler.
På NATO-topmøde vedtages NATO’s dobbeltbeslutning. På den ene side at opstille 572 atomraketter som USA ønskede, på den anden side at vente fire år med opstillingen, så Rusland i stedet kunne fjerne SS 20-missilerne og forhandle, som de europæiske NATO-lande ønskede.
1982-88
Fodnotepolitikken. Et flertal uden om Schlüter-regeringen var imod atomoprustningen og ønskede, at regeringen skule arbejde for forhandling i stedet.
1983
NATO opstiller Pershing 2-raketter i Vesteuropa.
1987
INF-aftalen indgås. Det aftales at fjerne og destruere alle landbaserede mellemdistanceraketter. For første gang fjernes en kategori af atomvåben.
1990
Tyskland genforenes, så Østtyskland kommer med ind i NATO.
For at sikre en sovjetisk godkendelse af et forenet Tyskland, der var med i NATO, blev det lovet, at udenlandske tropper og atomvåben ikke måtte udstationeres i Østtyskland, og at NATO aldrig ville blive udvidet længere østpå.
1991
Warszawa-pagten opløses. Det var en fredelig afslutning på Den Kolde Krig.
Det fjernede NATO’s primære modstander. Nu var der ikke længere nogen fjende, man skulle beskytte sig imod. Sovjetunionen var brudt sammen, og kommunismen var ikke længere en trussel.
Der var altså ikke længere brug for NATO, men militaristerne og det militærindustrielle kompleks gik i gang med en strategisk revaluering af NATO’s formål og opgaver.
NATO havde brug for en ny fjende og ny opgave. Det tog nogle år at finde.
1994
De tidligere østbloklande tilknyttes NATO via Partnerskab for Fred.
NATO håndhæver FN’s flyforbudszone over Bosnien-Herzegovina, nedskyder serbiske fly.
1995
NATO bomber i Serbien.
1999
NATO angriber Serbien med det formål at løsrive Kosovo fra Serbien på grund af en etnisk konflikt og påstande om etnisk udrensning.
Det var et ulovligt angreb på en suveræn europæisk stat med det formål at ændre på grænserne i Europa. Angrebet er blevet sammenlignet med Ruslands angreb på Ukraine for at løsrive Donbass på grund af en etnisk konflikt.
Polen, Tjekkiet og Ungarn optages i NATO.
På topmødet i april 1999 vedtog NATO et nyt strategisk koncept efter et betydeligt amerikansk pres.
For det første giver NATO med det nye koncept sig selv lov til at foretage militære angreb out-of-area, det vil sige gå i krig mod tredjelande, som ikke har angrebet eller truet NATO-området militært.
For det andet forbeholder NATO sig ret til at angribe uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd. Det begrundes med retten til humanitær intervention, sådan som det skete under NATO’s bombninger af Jugoslavien under krigen om Kosovo i foråret 1999.
Det nye koncept giver udtrykkeligt NATO ret til angreb overalt og uden FN-mandat, hvis NATO vurderer, at for eksempel forsyningen med vitale energikilder til medlemslandene er truet.
2001
Den 11. september 2001 laver Al-Qaeda et terrorangreb mod USA.
NATO aktiverer artikel 5, så det opfattes som et angreb på alle NATO. Dermed har NATO endelig fået en ny fjende, og den verdensomspændende krig mod terror indledes.
Det første land, der blev udsat for NATO’s nye koncept, var Afghanistan. Dermed blev krigen i Afghanistan en prøve på NATO’s nye koncept. Derfor kunne NATO, indtil Rusland tog Krim i 2014 og gav NATO en ny hovedfjende, ikke tåle at tabe i Afghanistan, for så faldt det koncept, der var begrundelsen for at opretholde NATO.
2002
Bushdoktrinen fastslår USA’s særlige rolle som verdens eneste supermagt og retten til forebyggende angreb, hvis denne status udfordres.
Derefter fik vi angrebet på Irak i 2003 udført af en koalition af villige.
2004
Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien optages i NATO.
2007
I 2007 kritiserer Putin i en tale i München NATO’s ekspansion mod øst for at bryde afgivne løfter, og han kritiserer NATO-udvidelserne og missilskjoldet for at være en trussel mod Ruslands sikkerhed.
Formålet med missilskjoldet er at opnå ’first strike capability’. Det vil sige evnen til at slå først uden selv at blive udslettet bagefter. Ideen er, at man med første slag kan fjerne så mange af fjendens atomraketter, at man med missilskjoldet kan pille de resterende raketter ned bagefter.
USA og NATO påstår, at missilskjoldet er rettet mod Iran, men det passer ikke.
2008
I 2008 laves med MAP en plan for Ukraines og Georgiens optagelse i NATO.
2014
Janukovitj væltes ved Maidan-kuppet. Rusland besætter Krim. Hermed får NATO igen en europæisk hovedfjende.
Danmark forpligter sig på 2 procent-kravet. NATO har løbende kritiseret, at mange europæiske lande brugte for lidt penge på militæret, og presset på for øget oprustning. Nu binder landene sig til at nå op på 2 procent af deres BNP.
2019
Trump opsiger INF-aftalen, så der kan opstilles mellemdistanceraketter i Europa.
2021
USA, Storbritannien og Australien indgår AUKUS-pagten, som et led i at USA’s fokus nu er rettet mod Kina. Frankrig føler sig snydt for en ordre på atomubåde til Australien, som den amerikanske våbenindustri nu overtager. Der tegnes en opgavedeling, hvor USA og AUKUS-pagten tager sig af Kina, og de europæiske NATO-lande skal tage sig af Afrika.
2022
Ukraine-krigen ændrer denne opgavefordeling. Rusland er indtil videre igen den militære hovedmodstander, men strategisk er Kina den største trussel. Rusland skal besejres og nedbrydes økonomisk og militært i Ukraine, så Rusland ikke kan spille en rolle som stormagt i den strategiske kamp mod Kina.
NATO’s militærudgifter er helt ude af proportion og en trussel mod kloden
Krav om oprustning og flere penge til militæret er gennemgående i hele NATO’s historie. Under Den Kolde Krig og særligt under Reagan var det en strategi, der også havde til formål at få Sovjetunionen til at bruge flere penge på militæret, end de økonomisk kunne magte.
Ønsket om oprustning og penge til våbenindustrien. Verdens militærudgifter var i 2021 mere end 2100 milliarder dollar, og det er kun de direkte udgifter, der er konteret som militærudgifter.
Det er en ufattelig sum, NATO-landenes andel er 1,17 milliarder USD eller 57 procent, selv om de kun udgør omkring 8 procent af verdens befolkning.
Det skal holdes op mod, at FN kun har 3,2 milliarder til rådighed, og at der ikke kan findes midler til at opnå FN’s verdensmål eller løse klimakrisen. Få procent af rustningsudgifterne kunne afskaffe fattigdom eller løse klimakrisen.
Det er NATO, der driver oprustningen i vejret, uanset om det som tidligere var vendt mod Sovjet, senere Rusland eller fremover mod Kina. Så det er i høj grad NATO’s ansvar, at verden prioriterer død og ødelæggelse højere end klimaindsats og velfærd.
Vi ser det lige nu i Danmark, men det rammer i alle lande.
NATO er et værn mod socialistiske forandringer
Det er velkendt, at NATO var et værn imod Sovjet og imod kommunistisk magtovertagelse i Europa. Paramilitære ventegrupper skulle forhindre det.
NATO’s aktiviteter er ikke kun et værn imod militære angreb. NATO er også et værn imod socialistiske forandringer internt i NATO-landene.
Efter Anden Verdenskrig var der frygt for, at kommunister og socialister skulle vinde flertal ved valgene, især i Italien, Frankrig og Grækenland. De paramilitære ventegrupper forberedte om nødvendigt at lave kup, hvis der var fare for socialistiske forandringer.
Gladio og Firmaet
Operation Gladio var en hemmelig paramilitær milits oprettet i 1948 og videreført af NATO. Gladios officielle mål var at udkæmpe en guerillakrig bag fjendens linjer i tilfælde af et angreb fra Warszawapagt-landene. NATO trænede hemmelige grupper til det formål.
Gladio-programmet var tilsyneladende aktivt i alle europæiske NATO-lande og nogle neutrale lande. Gladio var involveret i nyfascistisk terrorisme for at forhindre det historiske kompromis mellem kommunister og kristendemokrater i Italien i 70’erne.
En rapport konkluderede, at massakrer, bombeangreb og militære aktioner var blevet organiseret eller støttet af personer i den italienske stat og af personer, der kunne kobles til amerikanske efterretningstjenester.
Under Franco i Spanien var Gladio aktivt allerede inden NATO-medlemskabet og var med til, at socialister og kommunister blev holdt nede af et NATO-støttet fascistisk diktatur.
I Danmark var Firmaet, eller Blikkenslagerbanden som den kaldtes, en del af Operation Gladio, der ud over at gemme våbenlagre bedrev spionage mod kommunister og socialister i samarbejde med AIC og andre grupper.
Firmaet specialiserede sig i psykologisk krigsførelse, altså påvirkning af offentligheden imod uønskede ideer samt opbygning af fjendebilleder.
Den psykologiske krigsførelse foregår stadig. Firmaet er afsløret og lukket. Vi ved ikke, om der stadig findes andre hemmelige halvmilitære grupper, der holder øje med og modarbejder socialister, eller det kun sker gennem danske og amerikanske efterretningstjenester.
Da NATO ikke accepterer grundlæggende socialistiske forandringer, er det nødvendigt at få NATO nedlagt eller komme ud af NATO, inden vi kan lykkes med vores bestræbelser på at ændre Danmark til et socialistisk demokrati. Det er ikke på dagsordenen nu, men vi må forstå, at det bliver nødvendigt.
Inddæmning, nyliberal kapitalisme og udplyndring
NATO er ikke den eneste militærpagt, USA leder.
Under Den Kolde Krig oprettedes en stribe af militærpagter verden rundt som led i USA’s strategi for inddæmning. NATO dækkede så blot den europæiske flanke.
Sidste skud på denne stamme er AUKUS-pagten, der skal dække stillehavsflanken og Det Sydkinesiske Hav.
Disse militærpagter skal sikre USA’s fortsatte verdensherredømme. Det sker ikke kun militært, men også økonomisk og politisk ved at udbrede den ’frie vestlige’ verdensorden i både Truman- og Bush-doktrinernes forstand.
Man støtter alle, der vil bidrage til inddæmningen og åbne deres markeder for amerikanske og europæiske varer og kapitaleksport.
Kendetegnet på demokrati er, som Bush sagde, “free enterprice”. Hvis der ved et valg er partier med en anden opfattelse, kan valget kun anerkendes som demokratisk, hvis Vestens nyliberale kandidater vinder.
Kravet om at åbne markederne fastholder den tredje verden i udplyndring og fattigdom. Det er ikke tilladt landene at beskytte deres hjemmemarkeder, så de kan udvikle deres egen industri. De kan få lov at levere råvarer og billig arbejdskraft. Hvis nogen lande vil bryde det, så kan Vesten sætte militæret ind for at forsvare frihed og vestlige værdier.
De europæiske NATO-landes ansvarsområde er nu defineret som primært Afrika. Så det bliver der, Danmark fremover skal udkæmpe kolonikrige.
NATO’s politik er ikke i Danmarks interesse
NATO’s politik med at prioritere så mange penge til oprustning er åbenlyst kun til gavn for våbenindustrien og endda primært for amerikansk våbenindustri. De danskere, der ikke har en våbenfabrik, har klart mere interesse i at bruge det økonomiske råderum til at investere i klimaindsats og til at genoprette sundhedsvæsen og velfærd.
Det er derfor, vi siger velfærd frem for våben. Men den parole giver jo ikke svar til dem, der opruster for at få sikkerhed. Til dem må vi så sige, at NATO’s politik, NATO’s strategiske koncept med at forsvare vestlige økonomiske interesser overalt i verden både med politiske, økonomiske og militære midler, skader Danmarks sikkerhed. De krige, vi har deltaget i for at varetage Vestens interesser, er årsagen til, at der er en terrortrussel mod Danmark.
NATO’s politik i Europa skader Danmarks sikkerhed, fordi den øger faren for krig med Rusland, herunder også faren for atomkrig.
Det er fordi, NATO’s politik er styret eller domineret af USA. USA risikerer ikke ødelæggelse ved en krig i Europa. Amerikanerne og særligt deres militærindustrielle kompleks tjener milliarder på krig og oprustning i Europa.
Europa er nabo til Rusland, og Europas interesse er derfor at skabe en fælles europæisk sikkerhed, så vi kan leve fredeligt sammen. Det ønsker de europæiske lande, mest klart formuleret af Tyskland og Frankrig, men det må de ikke for NATO.
Det er sørgeligt, at den danske regering i stedet ønsker at varetage USA’s interesser.
Der er i øjeblikket absolut ingen forståelse blandt danskerne for et krav om, at Danmark skal ud af NATO. Derfor er det ikke den parole, vi går ud med i dag, men vi må kritisere NATO konkret på de punkter, hvor NATO er imod vore interesser. Det er forudsætningen for, at vi kan ændre folks holdning, så vi kan komme ud.
Der er et alternativ til NATO
FN er den organisation, der skal give fred, sikkerhed og udvikling, og som skal komme igennem med de 17 verdensmål.
Egentlig står to standpunkter over for hinanden:
Folkeretten og FN står over for Bushdoktrinen og NATO.
Respekt for staters suverænitet står over for retten til indblanding for at varetage Vestens interesser.
Forhandling og dialog står over for oprustning og krig.
FN’s grundlag er lige så simpelt som nødvendigt: Konflikter skal løses med fredelige midler.
FN’s magt bygger ikke på våben, men på folkelig opbakning. FN blev dannet, fordi folkene efter Anden Verdenskrigs gru ikke ville have mere krig. Sådan er det stadig, men krigslobbyen prøver hele tiden at nedbryde opbakningen til FN og fortæller os, at FN ikke duer.
I stedet for at lægge hånden på kogepladen og gå i krig for Vestens interesser skal Danmark styrke FN og arbejde for dialog, klimaindsats og udviklingsbistand. Det vil hjælpe langt mere på terrortruslen, klimaproblemerne og flygtningestrømmene.
Danmark skal arbejde for, at de europæiske lande prioriterer fælles europæisk sikkerhed og indgår sikkerhedsaftaler med vore europæiske naboer i stedet for at følge USA og søge konfrontation og fortsat krig.
Dette oplæg er udarbejdet til et debatmøde om NATO, arrangeret af Kommunistisk Parti Amager og SUF Amager, som blev afholdt i Foreningshuset, Sundholmsvej 8, den 17. januar 2023. Oplægget har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2023.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
