Læserbrev
I et forsøg på at forstå afgangsvederlag som neoliberalt offentlig styringsredskab har jeg sat tre forhold i spil: Dels bliver det i Sverige, hvor jeg bor, løbende diskuteret, om det er rimeligt at fyre offentligt ansatte og give dem et afgangsvederlag, dels offentliggjorde den globale antikorruptionsorganisation Transparency International for nylig sin liste over de mindst korrupte lande i verden med Danmark øverst på listen og Sverige på en femteplads, dels har jeg netop fået besked om, at medlemsafgiften til min fagforening er steget.
Hvad har dette med hinanden at gøre? Lad mig fortælle min egen historie.
Efter at stillingen var blevet opslået internationalt, og efter den sædvanlige, eksterne bedømmelse af ansøgernes kvalifikationer blev jeg i januar 2011 ansat i en fast stilling som universitetslektor på et svensk universitet. Tre år senere blev mine kvalifikationer atter bedømt af en ekstern instans, og jeg blev antaget som docent, hvilket blandt andet indebærer, at man er generelt relevant for det fag, man er ansat på.
I praksis var det umuligt at sige nej til universitetets tilbud, som ser ud til først og fremmest at være en måde at sikre, at fagforeningens ledelse ikke støttede mig ved Arbejdsretten.
Samtidig blev jeg leder af en forskergruppe med teoretisk udgangspunkt i Bourdieus praxeologi. Bourdieus praxeologi som position i et videnskabeligt felt er stærkt truet af altdominerende positivistiske forestillinger om, at videnskaben er et spejl, og at metoden garanterer udkommet.
Men ikke alene er det problematisk, at en eksisterende tilgang forsvinder, det er også problematisk, at en teoridiversitet dermed begrænses, fordi det kommer til at se ud, som om der kun findes dén fremherskende måde at tænke på. Husk i den sammenhæng på, at en ensretning af videnskaben er en vigtig ingrediens i totalitarismens surdej.
I 2015 fik fakultetet en ny leder (dekan), som også tog magten på fakultetets eneste institut: En lektor som straks blev forfremmet til professor. I sin ansøgning anførte hun, at hendes ansættelse kunne finansieres af et projektbidrag på tre millioner kroner fordelt over tre år, som hun havde med sig efter sin ansættelse som hovedsekretær i det statslige svenske forskningsråd Vetenskapsrådet.
Samtidig indledtes en proces for at få mig fyret (til fordel for en løstansat). I en periode, hvor der blev opslået cirka 20 faste stillinger, skulle jeg efter en intern bedømmelse af mine kvalifikationer fyres på grund af mangel på arbejde i tjenesten. Fordi der var masser af arbejde, jeg kunne udføre, protesterede min fagforening og jeg selv med henvisning blandt andet til en dom i Arbejdsretten.
Vi blev dog kørt fuldstændigt over, og med udgangen af 2017 mistede jeg mit job. Efter at jeg havde fået min opsigelse, tilbød universitetet på eget initiativ, at jeg kunne få et stort afgangsvederlag, og at jeg først skulle fratræde halvanden måned senere, betinget af at jeg med kort varsel forlod mit kontor et halvt år inden fratrædelsesdatoen.
I praksis var det umuligt at sige nej til universitetets tilbud, som ser ud til først og fremmest at være en måde at sikre, at fagforeningens ledelse ikke støttede mig ved Arbejdsretten. Det samme sagde den fagforeningsjurist, som formidlede tilbuddet. Ved Arbejdsretten kunne jeg maksimalt få tildelt 24 måneders løn som erstatning, og de kunne alligevel ikke dømme arbejdsgiveren til at give mig mit job igen.
Så set fra fagforeningens synspunkt var tilbuddet langt bedre, end hvis de skulle støtte mig ved Arbejdsretten med risiko for at skulle betale, hvis jeg tabte. Desuden kunne jeg ikke under nogen omstændigheder drive en proces alene.
Likvidering af forskergruppen og af faget
Manøvrerne indebar en likvidering af forskergruppen og af alt det, som var bygget op over 15-20 år, og de bidrager til en likvidering af faget som videnskabsfag i streng forstand. Desuden er jeg også selv blevet mere og mere irrelevant for jobs, som det jeg havde. I begyndelsen blev jeg bare ikke ansat, men nu, trods mine formelle meritter, anses jeg hverken for kvalificeret eller relevant. Faste stillinger afløses af midlertidige, og typisk forlænges ansættelsen for den allerede løstansatte. Så også min karriere blev likvideret.
Endelig er det som om, fyringsgrunden “mangel på arbejde i tjenesten” er en eufemisme for politisk upålidelig. Imidlertid må en eventuel politisk opsigelse begrundes med en eufemisme, fordi en ansøgers politiske ståsted ikke må indgå i overvejelserne.
Eventuelt politiske opsigelser er måske især problematiske på universitetet, hvis legitimitet er afhængig af, at mange perspektiver, teorier og tilgange repræsenteres, og af at man, med formand Maos ord, lader “hundrede blomster blomstre og hundrede tankeretninger mødes”. Udmøntningen af paroler om mange perspektiver, teorier og tilgange blev dog den samme, som i sin tid blev Maos slogan til del, ensretning. Og i det hele taget kan udviklingen på for eksempel universitetet bedst sammenlignes med en kulturrevolution. En neoliberal kulturrevolution.
Det er næppe afgangsvederlag, der tænkes på, og som afgør placeringen på Transparency International’s korruptionsliste. Det er dog som om, det, der skete i mit tilfælde, og som er sket i en række tilfælde i de svenske kommuner, ligger så nær på en korrumpering, at det bør overvejes, at det medregnes som korruption.
Ved at betale et beløb til den som – af skjulte eller hemmelige årsager – skal fyres, kan fagforeningen indirekte, og uden at nogen får økonomisk vinding, købes til ikke at støtte den fyrede i en retssag. De slipper dog for at arbejde. Ikke alene likvideres en politisk og i mit tilfælde også en videnskabelig mangefold, det fagretslige system sættes også ud af kraft.
Fyringer bliver legitime
Konsekvensen af anvendelsen af afgangsvederlag er den nedslående, at disse fyringer bliver legitime, fordi retten aldrig afgør, om de faktisk er det. At dømme efter omfanget som de ses i antallet af omtaler i medierne, vinder fremgangsmåden frem, hvilket er foruroligende.
I klartekst var retfærdigheden til salg, om end kun for arbejdsgiveren. Samtidig understreges to ting: Dels at det er en demokratisk nødvendighed, at et fagretsligt system er uafhængigt af både økonomiske og politiske interesser, dels at det er direkte i regimets interesse, at der ikke fra statens side, direkte eller per mellemmand, øves pression over for det fagretslige system.
Alternativt er der risiko for, at regimet hersker despotisk, og at dets legitimitet udhules. I sit essay om striden mellem fakulteterne fra 1798 gav Immanuel Kant samme begrundelse for, at et moderne universitet skal rumme produktion og formidling også af videnskab i streng forstand, som tester sandhedsværdien af den formålsrationelle forskning, som også skal findes, samt at aktive forskere underviser i deres egen forskning.
Nu, i samfund efter det moderne er det formålsrationelle omdefineret til grundforskning og videnskab stort set væk, og underviserne opfattes som generalister, der kan undervise i alt. I mit tilfælde, præcis som i de svenske kommuner, er arbejdsgiveren en offentlig myndighed, som betaler afgangsvederlag med skattemidler. For det første ligner et system med afgangsvederlag altså en indirekte korruption, jævnfør det den svenske professor i forvaltningsret Olle Lundin kalder venskabskorruption.
… demokratisk problem, at der ikke findes en solidarisk mulighed for at holde arbejdsgiverne i skak, fordi fagforeningssystemet er blevet eksploiteret af en kaste af politikerbureaukrater.
For det andet agerer staten per sine delegater i både et universitært og et kommunalt bureaukrati præcis som en hvilken som helst anden mafia. At sammenligne staten med en mafia er i øvrigt en af pointerne i bogen Sur l’état, Pierre Bourdieus posthume værk om staten fra 2012.
At min svenske fagforening spillede fuldstændigt fallit, da det gjaldt, gør mig skeptisk over for funktionen af fagforeninger som sådan. Vel at mærke som de ser ud nu. Alternativt må man tørt konstatere, at ligesom politikere og bureaukrater tilhører også fagforeningernes pampere den særlige kaste af personer, som jeg tidligere har kaldt for politikerbureaukrater. Og man må lige så tørt konstatere, at de står i vejen for retfærdigheden, og at de har den sociale funktion at sørge for reproduktionen af en eksisterende, vilkårlig fordeling af materielle og symbolske goder og dermed af magt. Og nu stiger medlemsbidraget tilmed.
Under de givne omstændigheder må jeg altså vælge mellem to umulige alternativer: Bidrage yderligere til politikerbureaukraternes underhold eller klare mig selv. Det er helt uacceptabelt. Som en livsstilsklub kan min fagforening sikre mig billig vin og rabat på alt muligt, jeg ikke har brug for, men når det virkelig gælder, gør de ikke det, som legitimerer betegnelsen “fagforening”.
Det er et enormt demokratisk problem, at der ikke findes en solidarisk mulighed for at holde arbejdsgiverne i skak, fordi fagforeningssystemet er blevet eksploiteret af en kaste af politikerbureaukrater.
Og imens hærger kapitalen frit.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
