Det er på tide, at Danmark stiller Israels fascistiske regering til ansvar
Den danske regerings håbløse dobbeltmoral er en de facto støtte til Israels regering, der voldsomt optrapper volden mod palæstinenserne, skriver Anders Fenger.Israel har fået den mest ekstreme, fascistiske, homofobiske – og på alle måder – diskriminerende regering nogensinde.
Hvorfor i himlens navn reagerer den danske regering ikke?
Sidste år dræbte israelske soldater 50 børn på den besatte Vestbred, og overalt er volden øget. De seneste to måneder har set voldsomme tab af menneskeliv, senest ni unge i Nablus skudt ned som fasaner.
Israel skal holdes ansvarlig for brud på international lov.
Anders Fenger
2022 var det dødeligste år for palæstinenserne siden 2005.
Med den nye højreekstreme israelske regering ved roret er der blæst op til endnu mere vold. Den besluttede at udvide de ulovlige bosættelser i det besatte Palæstina, mens den nye sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir har givet politiet ordre til at fjerne det palæstinensiske flag fra alle offentlige bygninger.
Med overvældende flertal vedtog det israelske parlament 12. februar at legalisere ni forposter på Vestbredden og gøre dem til regulære bosættelser.
Samme parlament har også vedtaget, at hvis palæstinensere i Østjreusalem bliver dømt for “terrorisme”, kan de blive deporteret. Næste lovforslag handler om, at også “terroristernes” familier kan blive deporteret.
Den israelske regering kalder i øvrigt al modstand mod besættelsen for “terror”.
Dansk regering sidder på hænder
Den danske regering kan ikke længere sidde stille i båden og absolut intet foretage sig! Båden kommer bestemt ikke fremad ved at sidde på hænderne.
Israel skal holdes ansvarlig for brud på international lov.
Men den danske regering gør fortsat absolut intet. Og det i sig selv er faktisk en støtte til Israels fascistiske regering og dens apartheid-politik.
Senest så vi Danmarks ynkelige repræsentant ved FN’s generalforsamling i september sidste år undlade at stemme, da et flertal besluttede at lade FN bede den internationale straffedomstol (IJC) om at vurdere lovligheden af den israelske besættelse.
I stedet vedtog det danske forsvarsministerium i januar at købe artilleri og raketkastere fra det israelske militære selskab Elbit Syestems, der til alt held for de danske generaler har afprøvet våbnene i Gaza!
Selv om der kommer kritiske ord om Israels bosætterpolitik fra den den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, under Folketingets onsdagsspørgetid i januar, er det tankevækkende, at skiftende danske regeringer igen og igen enten tier eller udtaler sig henholdende om Israels politik overfor palæstinenserne.
Danmark handler med fascister
Danmark handler fortsat lystigt med Israel – og alt fra appelsiner til dadler, SodaStream og rødvin er fortsat at finde i danske butikker.
Danmark er, som medlem af EU, ansvarlig for, at samarbejdet med Israel fortsætter. At EU stadig er Israels største handelspartner med 34,4 procent af al import er en skandale.
Så batter nogle spage protester fra EU-kommissionen – og derved den danske regering – imod Israels bosættelser ikke meget.
Heller ikke USA’s “fordømmelse” af bosættelsespolitikken får Israels høge til at ændre kurs. Hvert år får Israel 3,8 milliarder dollars fra USA, kvit og frit.
Gør noget!
Det er – selv om det kan se sort ud – ikke umuligt at ændre galskaben. Det viser kampen mod apartheid i Sydafrika for over 30 år siden.
Barcelonas byråd gik forrest 9. februar ved at afbryde alle officielle bånd til Israel og fjerne Tel Aviv som venskabsby.
Sydafrika og Algeriet tog senest initiativ til, at de 52 medlemslande udviste Israels “observatør” ved den Afrikanske Unions møde 20. februar. Unionen suspenderede Israels observatørstatus
Her er 100 ting, du selv kan gøre for at støtte palæstinenserne.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.