KØBENHAVN: STOP Lynetteholm! Demonstration

Facebook gruppen STOP Lynetteholm! arrangerer demonstration mod anlæggelse af Lynetteholm nu på TORSDAG den 1. JULI 2021, kl. 16.30-18.00 ved By & Havn på Nordre Toldbod i København.
Program:
- Kl. 16.30 Velkommen til demonstration v/ Sebbe Selvig og Nicholas Woollhead, Stop Lynetteholm
- Line Barfod, Spidskandidat Enhedslisten
- Franciska Rosenkilde, Spidskandidat Alternativet
- Tommi Raalind, Stifter Københavner Listen
- Michael Løvendal, Danmarks Naturfredningsforening, Stevns
- Rigge Nørmark, medlem af Greve byråd & formand for Strandlauget
Anlægsloven for Lynetteholm træder i kraft den 1. juli 2021. Herefter kan etableringen af Lynetteholm starte. Transportminister Benny Engelbrecht mener ikke at projektet kan vente på tilstrækkelig borgerinddragelse og planlægning. Det er der rigtig mange borgere i København der ikke er tilfredse med!
Stop Lynetteholm! gruppen har vokset med rekordfart, med helt op mod 1000 nye medlemmer om ugen, i takt med at Lynetteholm er blevet kendt blandt byens borgere.
Lynetteholm blev første gang præsenteret i oktober 2018 af statsminister Lars Løkke Rasmussen og overborgmester Frank Jensen, midt mellem to kommunalvalg, uden en forudgående offentlig debat.
“Politikerne i København har glemt at tage borgerne med på råd om Lynetteholm. Danmarks største anlægsprojekt vedtages hu-hej-vilde-dyr imellem to kommunalvalg, uden tiltrængt helhedsplanlægning, og der spilles derfor hazard med byen, havnens badevand, sejlsikkerheden og Øresunds havmiljø. Det kan vi ikke være tjent med.”
Sebbe Selvig, Stop Lynetteholm.
En god by skabes MED dens borgere, ikke kun for dens borgere. Der er fremsat en omfattende og alvorlig kritik af store dele af projektet, og alligevel er anlægsloven hastet igennem Folketinget.
Lynetteholm, er en ny bydel der skal opføres midt i indsejlingen til Københavns Havn og huse 35.000 borgere (samme størrelse som Hillerød) plus lige så mange arbejdspladser, er gennemtrumfet uden borgerinddragelse, dialog og paneldebatter, og uden inddragelse af omegnskommunerne og Hovedstadsregionen, hvilket resulterer i øget folkelig modstand og mistillid til vores folkevalgte og vores demokrati. Derfor siger vi STOP LYNETTEHOLM.
Samtidigt med Lynetteholm-demonstrationen vil sejlere S/K Lynetten fra Margretheholms Havn (hvis udsejling til Øresund vil blive blokeret i dagtimerne af en bro, hvor ca. 720 lastbiler i døgnet skal køre jord over til Lynetteholm) støtte op på vandet ved Nordre Toldbod.
https://www.facebook.com/groups/stoplynetteholm
FAKTA OM LYNETTEHOLM
FAKTA OM BADEVANDET
Vidste du, at Lynetteholm vil være en prop i havnen? Vandudskiftningen i Københavns Havn vil formindskes, således at miljøfremmede stoffer ophobes i havnen fra Slusen i syd til Trekroner i nord. Med adskillige overløb og et utal af diffuse punktkilder vil havnen hurtigt blive direkte sundhedsskadelig, og badning vil blive en reel forgiftningsceremoni. Kilde: Tænketanken GeoHav.
FAKTA OM KLIMASIKRING
Vidste du, at Lynetteholm kun er en lille del af den nødvendige klimasikring af
København? Uden dokport beskytter Lynetteholm ikke mod en stormflod fra nord. Det haster til gengæld med en sikring af København fra syd. Det beskriver Københavns Kommunes egen stormflodsplan. Kilde: Københavns Stormflodsplan 2017, rev. 2019.
FAKTA OM LASTBILKØRSLER
Vidste du, at anlæggelsen af Lynetteholm vil kræve 700 lastbilkørsler – 10 timer om dagen – hver dag – de næste 30 år? Lastbilerne skal køre fra byggepladser i hovedstadsområdet gennem København over Langebro eller Knippelsbro, over det nordlige Amager, inden de skal over den nye bro ved Prøvestenen, hvor man vil smide 80 millioner tons forurenet jord ned i Øresund. Kilde: By & Havn, Miljøkonsekvensrapport for Lynetteholm, 2020.
FAKTA OM TRÆNGSEL
Vidste du, at Lynetteholm placeres det sværest fremkommelige sted i hele København?Kombineret med byudviklingen af Refshaleøen, vil der kunne komme i alt 60.000 nye beboere og næsten 50.000 arbejdspladser. Det vil altså sige en bydel med samme indbyggertal som Roskilde. Men selv med en havnetunnel taget i brug er der estimeret 31.000 daglige køretøjer, der skal igennem et i forvejen presset københavnsk vejnet. Kilde: Rambøll, Lynetteholm – Trafikale scenarier, 2020.
FAKTA OM BOLIGER
Vidste du, at København har brug for det rigtige udbud af boliger. Med anlæggelsen af Lynetteholm får vi bare mere af det samme: Boliger, kun de færreste mennesker har råd til at bo i. Det skyldes at byggeretterne skal finansiere den meget dyre infrastruktur: havnetunnel og metro til 40-50 milliarder kroner. Kilde: Lynetteholm, principaftalen 2018.
L 220 Forslag til lov om anlæg af Lynetteholm – https://www.ft.dk/ripdf/samling/20201/lovforslag/l220/20201_l220_som_fremsat.pdf
Hvis L220 vedtages, tilsidesættes (se kapitel 3: Fravigelse af anden lovgivning) blandt andet dele af lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om kystbeskyttelse med videre, lov om miljøbeskyttelse, lov om forurenet jord, lov om naturbeskyttelse, lov om planlægning, museumsloven, byggeloven. Dertil kommer, at lov om vandforsyning med videre, lov om råstoffer, lov om forurenet jord, lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer samt regler udstedt i medfør af disse love, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
https://www.ft.dk/samling/20201/lovforslag/l220/index.htm
Lynetteholm er en ny bydel midt i Københavns Havn (i indsejlingen øst for Trekroner), med plads til cirka 35.000 beboere (svarende til antal indbyggere i Hillerød) og lige så mange arbejdspladser. Arealet omfatter et opfyld på cirka 2,8 kvadratkilometer i Øresund. Det svarer til cirka 392 fodboldbaner.
Tidsplan:
2022-2062: Opfyldning af Lynetteholm i etaper.
2024-2035: Anlægsfase inklusiv projektering for den overordnede infrastruktur.
Byggeriet på Lynetteholm vurderes at kunne påbegyndes omkring 2035.
2035-2070: Byudvikling på Lynetteholm.
https://trafikstyrelsen.dk/da/Miljoevurdering/Oevrige-omraader/Lynetteholm