Dagbog
De tilgodeser dem selv og deres sponsorer – resten får sparekniven.
Log ind for at svareS sælger ud af velfærd og lønmodtagerrettigheder
Socialdemokratiet er med det ny regeringsgrundlag tilbage til "Corydonismens" højrekurs.
|
De langstrakte regeringsforhandlinger er endt med en centrum-højre-regering bestående af S, V og M. Regeringen kunne betegnes: “Løftebrudsregeringen”. Venstre begår løftebrud ved overhovedet at gå i regering med Mette Frederiksen. Men løftebruddet gælder også Mette Frederiksen. Ganske vist påberåber S sig udtrykkeligt at være gået til valg på “en regering hen over midten”, men det må huskes, at Socialdemokratiet samtidig også førte valgkamp på en parole om “Rødt flertal for en grøn fremtid.” Valgresultatet indebar faktisk et rødt flertal sammen med de nordatlantiske mandater, men trods hensigtserklæringen om at ville et sådant valgte Mette Frederiksen ikke at bruge det, men i stedet at samarbejde til højre. Et klart løftebrud fra S.
Borgerlig reformpolitik
På enkelte områder er der gode elementer i regeringsgrundlaget: “Ansvar for Danmark” i form af midler til løft af offentlige lønninger og til psykiatrien og til styrkelse af erhvervsuddannelserne. Men: På det lange stræk har Socialdemokratiet i regeringsgrundlaget accepteret væsentlige forringelser af velfærden og lønarbejdernes rettigheder.
Udbudsreformer, som vi kender dem fra 10’ernes borgerlige regeringer og fra Thorning–Corydon regeringen, står centralt i regeringsgrundlaget: Arbejdskraftudbuddet skal øges med 45.000 fuldtidspersoner. Men disse udbudsreformer betyder forringelser for de fattige og forkælelse af de i forvejen rige.
På skattesiden er hovedslagnummeret i denne forbindelse topskattelettelser, som går ud på, at topskattegrænsen hæves fra cirka 600.000 til 750.000 kroner, og for indkomster i dette interval sænkes skatteprocenten fra 15 til 7½ procent. Først over 750.000 bibeholdes den gamle topskatteprocent på 15. For danskere, som tjener mellem 750.000 kroner og 2½ millioner kroner, vil dette give en skattelettelse på 11.250 kroner om året.
Det må anerkendes, at også beskæftigelsesfradraget øges, men for den enkelte lønmodtager betyder det kun omkring 360 kroner mere om året. Endvidere indføres en “toptopskat” på 20 procent, men det sker først for de 5 procent højeste indkomster over 2½ millioner kroner. Endvidere nedsættes arveafgiften fra 15 til 10 procent, hvilket selvfølgelig igen de økonomisk velstillede tjener på. Den ny regerings skattepolitik er således overvejende en skattepolitik til endnu mere forkælelses af de rige, det vil sige en borgerlig skattepolitik, der vil øge den sociale ulighed.
Velfærden
For velfærden generelt må det på den ene side anerkendes som positivt, at pengene skal følge med antallet af børn og ældre (det demografiske træk), men på den anden side indføres med regeringsgrundlaget “et skattestop”, som vil forhindre, at der opkræves midler til et yderligere løft af velfærden. Tilmed vil det demografiske løft i realiteten blive undermineret og udhulet gennem krav om afbureaukratisering for milliarder i kommunerne, som i realiteten vil være spareøvelser på bekostning af velfærdens standard.
Indenfor velfærden står særligt de videregående uddannelser til forringelse, idet halvdelen af kandidatuddannelserne skal afkortes med et år, og SU’en skal beskæres med ligeledes et år. Hvilket vil øge uligheden i uddannelse ved navnlig at afholde unge fra mindre bemidlede hjem i at søge ind på kandidatuddannelser. Også beskæftigelsesindsatsen forringes gennem besparelser på tre milliarder på jobcentrene, hvilket kan vise sig nok så problematisk i en situation, hvor en international økonomisk krise er under opsejling, og stigende arbejdsløshed truer.
Hvor skatteændringerne, som beskrevet, primært tilgodeser de økonomisk velstillede, forringes det sociale sikkerhedsnet til gengæld for de fattigste gennem aflysning af tilskuddet til fattige børnefamilier. Samlet vil disse ændringer i skat og overførselsindkomster øge den sociale ulighed. Endelig forringes tilbagetrækningsmulighederne, idet seniorpensionen først vil kunne søges tre år før pensionsalderen mod hidtil seks år før. Endvidere nedsættes ydelsen fra omkring 19.500 kroner om måneden fra enlige til 15.000 kroner. Det vil navnlig ramme de med mest belastende jobs.
En del af prisen for den nye alliance med Venstre ser endelig ud til at blive øget privatisering og markedsgørelse i den offentlige sektor, blandt andet gennem udbredelse af fritvalgsordninger. Hvilket erfaringsmæssigt primært er til gavn for de veluddannede og velstående. Endelig vil den nye regering med S i spidsen gennemføre Thorning-regeringens gamle ide om at øge arbejdstiden ved at sløjfe en helligdag, nærmere bestemt “Store Bededag” – uden lønkompensation. Hvilket er et klart indgreb i velerhvervede lønmodtagerrettigheder. Alt i alt indebærer grundlaget for SVM-regeringen – på trods af Socialdemokratiets fremgang ved valget og på trods af det røde flertal – et mærkbart udsalg fra Socialdemokratiets side af velfærd og lønmodtagerrettigheder.
Køb på klimaambitioner
S erklærede i sit valgprogram også at ville “skrue op for den grønne omstilling.” Det er selvfølgelig positivt, at målet om klimaneutralitet fremrykkes fra 2050 til 2045. Men der er tale om mål på den lange bane uden den store betydning for klimapolitikken i regeringsperioden. En gratis omgang med andre ord. Hertil kommer, at regeringsgrundlaget i høj grad mangler konkrete tiltag, hvad angår målet om 70 procent reduktion, navnlig på transportområdet. Passagerafgiften på indenrigsflyvning på 100 kroner er kun et symbolsk tiltag.
Og hvad angår Danmarks helt store klimasynder, landbruget, så fastslås det ganske vist, at der skal indføres en drivhusgasafgift her, men det afgørende spørgsmål om med hvilken sats forbliver ubesvaret. Hertil kommer, at landbruget tegner til at blive frikøbt for udgifter, idet provenuet af afgiften tilbageføres, og der herudover skal skatteyderpenge i investeringer i landbrugets grønne omstilling. Snarere end at skrue op for en grøn fremtid tegner SVM med “Ansvar for Danmark” i betydelig grad til at have accepteret borgerlig, fodslæbende klimapolitik.
Begrundelser for “nødvendig politik” holder ikke
Mette Frederiksen og Socialdemokratiet begrunder udsalg af velfærd og klimaambitioner med, at det er “den nødvendige politik” for at udbygge det økonomiske råderum på trods af krisen. Men begrundelsen holder ikke. Godt nok døjer danskerne lige nu med en inflations- og energikrise, men den danske samfundsøkonomi som sådan er p.t. bomstærk med massive betalingsbalanceoverskud og overholdbare offentlige finanser. Man må også spørge, hvad meningen er med fem milliarder i skattelettelser, hvis regeringen er bekymret for størrelsen af det økonomiske råderum. For disse lettelser øger jo ikke råderummet, men reducerer tværtimod dette.
2011-2015 førte den daværende S-ledede regering en økonomisk politik, der på lange stræk matchede de foregående borgerlige regeringers neoliberalistisk inspirerede politik med skattelettelser, ydelsesforringelser, privatisering og indgreb overfor lønmodtagerne. En borgerlig økonomisk politik kaldet “Corydonisme”. Med SVM-regeringen kunne Mette Frederiksen og S synes på vej tilbage hertil.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. december 2022 | 06:00
