Forhåbentlig migrerer toppen af Ø snart til SF eller A, hvor de jo retteligt hører hjemme.
Man skulle tro, at det gav anledning til at analysere, hvorfor Enhedslisten var gået en del tilbage ved folketingsvalget, eller i det mindste en reflektion af, om de politisk valg, som Enhedslisten har foretaget med hensyn til at blive pro-EU, pro-NATO og støtte våbenleverancer til Ukraine, var fornuftige.
Dette har ikke været tilfældet. Blandt andet har Pelle Dragsted gjort sig stor umage med at fortælle, at det ikke var de ovennævnte ændringer af Enhedslistens politik, som var årsagen til tilbagegangen på vælgertilslutningen på næsten 1,7 procentpoint.
Der er en formodning om, at den fundamentale forandring af Enhedslistens politik på de omtalte områder formentlig har været et ønske hos nogle i Enhedslisten om at kunne være med i en socialdemokratisk ledet regering.
Ved at fjerne ønsket om at forlade EU og støtte det aggressive NATO og ikke fastholde modstanden mod våbenbrug så var vejen banet til ministerbiler.
Når man flytter sig til højre, bliver det endnu mere højreorienteret.
Enhedslisten har måske ikke været opmærksom på, at der er masser af borgerlige partier (medregnet SF og S), der ønsker en dybere integration i EU (en fødernation) herunder den rabiate liberalistisk økonomiske politik og et stadig mere aggressivt NATO.
På baggrund af dette kan Enhedslisten ikke tilbyde de borgerlige vælgere noget andet end det, de i forvejen kan få hos de borgerligere.
Hvis man ikke er tilhænger af NATO, EU og ønsker en fredspolitik samt ikke støtter en økonomisk politik, der bidrager til øget fattigdom og ulighed i blandt andet Danmark, så er der ikke noget parti at stemme på til Folketinget, og der eksisterer ej heller et socialistisk parti i Folketinget.
Der må formentlig være nogle i Enhedslisten, som må føle sig skuffede og godt og grundigt snydt af Socialdemokratiet.
Men det burde ikke komme som en overraskelse i Enhedslisten, idet Socialdemokratiet siden 1970’erne har foretrukket de borgerlige partier, hvor der blev ført og fortsat ville blive ført en benhård klassepolitik.
Statsministeren er bestemt ikke fremmedgjort for at føre store og mærkbare forringelser på velfærd og det sociale sikkerhedsnet og en lige så restriktiv flygtningepolitik som de højreorienterede.
Socialdemokratiet vil støtte Venstres topskattelettelser og finansiere krigen i Ukraine (som Enhedslisten støtter). Regningen bliver blandt andet betalt af forringelser i børne- og ældreplejen og det social sikkerhedsnet.
Det forekommer hyklerisk af Enhedslisten at tale om og påstå at bekæmpe ulighed og fattigdom, når partiet støtter en liberalistisk økonomisk politik via EU og at finansiere en krig i Ukraine, der ikke er demokratisk, der tilsidesætter menneskerettigheder og med en hærenhed bestående af fascister og nazister samt med deltagelse af nazister og fascister fra USA. (Kilde: svensk tv om ekstremister i USA).
Jeg havde ikke lige set eller i min vildeste fantasi forestillet mig et såkaldt socialistisk parti stå side om side med kapitalister, fascister og nazister og som støtte til levering af våben.
Enhedslisten har formentlig med dets højredrejning i håb om at komme tættere på Socialdemokratiet og troen på deltagelse i en regering gjort det umuligt at stemme for dem, der ønsker mere solidaritet, mindre ulighed og fattigdom og at arbejde for en mere fredelig verden og en anstændig og fair udlændingepolitik samt en større hensyntagen til miljøet.
Denne svækkelse af socialismen er ikke sket på grund af de højreorienteredes evner, men på grund af nogle der betegner sig som socialister i Enhedslisten, hvis tankesæt og hjerte ser ud til at være blåt.
Derfor er der ikke kun tale om grå, men sorte skyer. Det vil formentlig åbne øjnene hos mange, som ser, hvad et klassesamfund er, og i hvert fald vil det kunne mærkes hos mange borgere.
Der er en tendens til, at når man flytter sig til højre, bliver det endnu mere højreorienteret, og på den måde er man ikke alene bevarer af klassesamfundet, men man styrker klassesamfundet.
Det illustreres i øjeblikket med den fortsatte ulighedsskabende politik.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

