Regeringens kommission for nye reformveje, de såkaldte 2. generationsreformer, er kommet med sin første delrapport.
Kommissionen skal komme med bud på, hvordan flere unge får en uddannelse, hvordan flere kommer i arbejde, ikke mindst i gruppen af ikke-vestlige indvandrere, og hvordan produktiviteten øges.
Finansminister Nicolai Wammen nedsatte i oktober 2020 Reformkommissionen, der skal koncentrere sig om tre temaer:
Medlemmer i kommissionen er:
Kommissionens arbejde vil løbe indtil 2022. Sideløbende vil regeringen præsentere nye initiativer, der relaterer sig til dagsordenen. Kommissionen skal inddrage ideer og forslag fra blandt andet arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet, interesseorganisationer, tænketanke og særligt sagkyndige i sit arbejde. Det skal blandt andet ske ved et antal temamøder.
Kilder: Pressemeddelelse fra Finansministeriet samt kommissorium for kommissionen
Denne første delrapport kommer ikke med konkrete forslag, men opridser problemstillingerne og stiller en række spørgsmål.
På flere områder lægger kommissionen op til en ændring i forhold til de seneste års rækker af reformer, der har været med til at opbygge et beskæftigelsessystem, som i høj grad er baseret på mistillid, kontrol og sanktioner.
Kommissionen har særlig fokus på de knap 20 procent af alle unge, der som 25-årige står uden anden uddannelse end grundskolen.
Inden da har mange haft problemer i skolen og ender med som 18-årige at søge om kontanthjælp, fordi de hverken er i arbejde eller uddannelse. Som systemet er indrettet i dag, bliver de på jobcentret mødt med krav om at tage en uddannelse.
“De får nu et uddannelsespålæg og skal vælge blandt relevante uddannelser og skal søge optagelse, påbegynde og fuldføre uddannelsen. Fordi nogen har defineret, hvad målet i deres liv er nu – og det er uddannelse. Eller er det? Spørgsmålet er: Yder systemet i den sammenhæng den rette indsats til at hjælpe de unge videre? Bidrager systemet – fordi det ikke formåede at hjælpe de unge på deres vilkår, men i stedet reagerede, som det gjorde – til at indfange de unge i en negativ spiral,” spørger kommissionen.
Når det gælder beskæftigelsessystemet som helhed, konstaterer kommissionen, at det i dag i høj grad bygger på krav, kontrol og sanktioner. Medlemmerne af kommissionen erkender samtidig, at det kolliderer med viden om, at netop et tillidsfuldt forhold mellem sagsbehandler og borger er vigtigt for at få udsatte arbejdsløse videre.
“Kan man overveje at dreje beskæftigelsesindsatsen, så den i højere grad bliver bygget op om tillid og tro på borgerens evner og vilje”, står der i rapporten.
Kommissionen blev nedsat i efteråret 2020. Dengang blev regeringens oplæg til dens arbejde kommenteret i Arbejderen af professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen samt socialrådgiver Bettina Post, der er borgerrådgiver i Høje-Taastrup Kommune.
De var dengang skeptiske i forhold til kommissionens sammensætning og oplægget til dens opgaver.
Begge to har nu læst den første afrapportering fra kommissionen.
Flemming Larsen er positivt overrasket over kommissionens tilgang. Han arbejder til daglig på Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser på Aalborg Universitet.
– Jeg var nervøs for, at kommissionen ville fortsætte med mere af de samme metoder som i rækken af arbejdsudbudsreformer. Her har øjnene været stift rettet mod arbejdsudbuddet og bygget på, at man med de rette incitamenter, især økonomiske, kan motivere folk til at komme i arbejde eller uddannelse, siger Flemming Larsen.
– Det er positivt, at kommissionen erkender, at problemet med de knap 190.000, der er langvarigt ledige, ikke job-parate kontanthjælpsmodtagere eller syge på andre ordninger, er mere kompliceret end som så. Her er man nødt til at tænke i mere tværgående, langsigtede løsninger. Der er ikke noget quick fix. Det får stor betydning, at kommissionen lægger op til at ændre perspektiv for den her gruppe, tilføjer han.
Bettina Post er mere delt mellem glæde og frustration.
– Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde. Nu er de gode mennesker i kommissionen, hvoraf flere har været med til at lave de tidligere udbudsreformer, nået frem til det, som vi er mange, der har råbt op om i årevis. At der er forskel på de unge og voksne, der er uden fodfæste i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet, og at de har brug for forskellige former for hjælp. Det er ikke nok at have fokus på, at det skal kunne betale sig at arbejde, siger Bettina Post, der er tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening.
Med strukturreformen tilbage i 2007 så de kommunale jobcentre dagens lys. De fik til opgave at tage sig af arbejdsløse på både kontanthjælp og dagpenge.
Nu er de gode mennesker i kommissionen nået frem til det, som vi er mange, der har råbt op om i årevis.
Bettina Post, socialrådgiver
– Her skete den opdeling i siloer, som kommissionen også taler om giver problemer. Jobcentrene skulle kun have fokus på arbejde, mens specialiserede enheder andre steder i kommunen skulle se på eventuelle problemer med børnenes trivsel, behov for hjælpemidler og så videre. Vi var mange, der råbte op dengang, om at mennesker ikke er delt op på den måde. Der er behov for et helhedssyn på mennesker med komplekse problemer, men der blev ikke lyttet til os. Vores advarsler blev fejet af banen, fortæller Bettina Post.
– Det, at jobcentrene ikke måtte have fokus på andet end job, betød, at hvis der for eksempel kom en borger og lugtede af alkohol klokken 9 om morgenen, skulle man ikke undersøge, om der var et problem her, men alene have fokus på arbejde. Den naive forestilling var, at bare arbejdsløse fik et arbejde, ville alle problemer forsvinde. Sådan er det ikke helt længere, fordi man har erkendt, at verden ikke hænger sådan sammen. Men trods den erkendelse er der stadig problemer med at få indsatserne til at hænge sammen på tværs af siloerne, tilføjer hun.
Kommissionens overvejelse om, at et uddannelsespålæg ikke er det rigtige til alle unge, falder i god jord hos Bettina Post.
– Vi skal væk fra tankegangen om, at alle skal have en form for uddannelse, og at unge uden uddannelse ryger direkte i kloakken. For nogle unge med handicap eller andre problemer kan det være fint nok at have et job med at holde rent på perronen, hjælpe til i supermarkedet eller lignende. Det skal være legitimt ikke at have et eksamenspapir, men i stedet være god til et konkret job, mener den erfarne socialrådgiver.
Samtidig er Bettina Post en varm tilhænger af STU-uddannelsen, der er målrettet unge med særlige behov. Men hun understreger, at også unge med handicap og problemer er forskellige og har brug for forskellig hjælp.
Både Flemming Larsen og Bettina Post mener godt, at det kan lade sig gøre at dreje hele beskæftigelsesindsatsen væk fra det nuværende kontrolregime, men det vil kræve politisk vilje og tålmodighed.
Det vil ikke være nemt og vil tage lang tid, understreger Flemming Larsen.
– Det kræver, at du ændrer hele systemet på en gang. Den nye tilgang skal gennemsyre systemet. Du skal genskabe tillidsbaserede relationer ikke alene til borgerne, men også til sagsbehandlerne, der i dag bliver kontrolleret ned i den mindste detalje, siger han.
Det gode spørgsmål er, hvordan vi får virksomhederne til at tage et ansvar. Arbejdsgiverne står jo ikke med åbne arme for at tage imod den her gruppe.
Flemming Larsen, arbejdsmarkedsforsker
– Det er muligt at dreje systemet i en anden retning, men det kræver politisk vilje. Det nuværende kontrolregime er skabt i nyere tid af politikerne, og det kan også afskaffes af politikerne. Det var især Claus Hjort Frederiksen, der i 00’erne fik indrettet et system med fokus på kontrol, styring, sanktioner og mistillid. Hans holdning var, at socialrådgivere ikke ville stille krav til folk, men ønskede at kvæle dem i omsorg, erklærer Bettina Post.
– Spørgsmålet er, om politikerne tør have tillid til, at medarbejderne er deres opgave voksen. Vi har de faglige kompetencer til at se, hvad folk kan og ikke kan, og vores ambition er altid at hjælpe folk fri af systemet. Hvis politikerne ønsker at lave systemet om, kan vi godt gøre det, tilføjer hun.
Når det positive om rapporten er sagt, savner Flemming Larsen nogle overvejelser over det arbejdsmarked, der skal kunne rumme de mere udsatte grupper.
– Det gode spørgsmål er, hvordan vi får virksomhederne til at tage et ansvar. Arbejdsgiverne står jo ikke med åbne arme for at tage imod den her gruppe, og vi har ikke kvoteordninger, der forpligter arbejdsgiverne til at ansætte nogle mennesker med nedsat arbejdsevne, som de har i for eksempel Tyskland, siger Flemming Larsen.
– Hvilken form for beskæftigelse taler vi om? Er det socialøkonomiske virksomheder, en udvikling af fleksjobordningen eller andre ordninger, spørger han.
Mens kommissionen lægger op til en ny kurs over for unge og andre arbejdsløse med udfordringer, er der ikke samme tilgang til arbejdsløse ikke-vestlige flygtninge og indvandrere. I denne gruppe er især færre kvinder i arbejde set i forhold til samfundet som helhed.
“Der kan peges på mange mulige forklaringer på den lave arbejdsmarkedstilknytning. En er, at de befinder sig yderst på arbejdsmarkedet – får job, når der er gang i økonomien, og er blandt de første, der ryger ud, når konjunkturerne svækkes. Men en anden er måske, at mange nye medborgere ikke er åbne nok over for at ville forsørge sig selv? Og måske er det danske arbejdsmarked for længe om at åbne sig og stille krav til mennesker, som er flyttet permanent til landet”, står der i rapporten.
– Det er som om, det er politisk opportunt at stille andre krav, når det handler om flygtninge og indvandrere. Her kører man videre i samme rille med, at det handler om det rette incitament. Der er mistillid til den her gruppe. Regeringen fastholder jo også, at de skal i 37 timers ugentlig aktivering for at få en ydelse, siger Flemming Larsen.
– Men vi skal huske på, at menneskene i den her gruppe er meget forskellige. Man kan ikke køre dem over én kam som en ens gruppe. Også her er der mennesker med ret komplekse problemer i forhold til for eksempel helbred og sprog, tilføjer han.
Regeringen sammenligner sin plan om 37 timers aktivering med den norske model.
– Men Norge har en langt dyrere model på et helt andet niveau. Her er der kastet mange ressourcer ind i opkvalificering. Den danske model vil næppe føre noget godt med sig, den vil producere nyttesløshed, konstaterer Flemming Larsen.
Bettina Post peger på, at mens anderledes familiestrukturer og andre forhold er medvirkende til, at mange midaldrende kvinder med indvandrerbaggrund ikke er i arbejde, forholder det sig anderledes med deres døtre.
– De unge kvinder vælter ind på universiteterne og får gode uddannelser. Men deres mødre har ofte helbredsproblemer, er uden uddannelse og taler sproget dårligt. Hvor er de arbejdspladser, der efterspørger dem som arbejdskraft?
Bettina Post fortæller, at synet på indvandrerkvindernes manglende deltagelse på arbejdsmarkedet har ændret sig meget gennem tiden. For årtier tilbage fik de lov til at være i kontanthjælpssystemet, mens sagsbehandlerne koncentrerede kræfterne om andre arbejdsløse, der var tættere på job.
Der blev også indført et såkaldt “forklædetillæg”, som hjemmegående indvandrerkvinder kunne få. Det blev fjernet igen i 00’erne.
– Men egentlig var det befriende ærligt i forhold til en gruppe, som arbejdsmarkedet ikke efterspørger, mener Bettina Post.
Kommissionen har også til opgave at se på indretningen af hele uddannelsessystemet. Her peger den på, at det nuværende system ikke er gearet til fremtidens arbejdsmarked.
For eksempel stiller rapporten spørgsmålstegn ved det fornuftige i, at langt den største del af uddannelsesindsatsen ligger i ungdommen, mens en forsvindende lille del bruges til voksen- og efteruddannelse, som der ellers er god brug for i et arbejdsmarked under forandring.
Ellers nævner rapporten ideer som en fælles indgang til ungdomsuddannelserne, mulighed for at kunne skifte kurs undervejs i et uddannelsesforløb, og at ikke alle universitetsuddannelser behøver ende med en kandidatgrad, hvis der skabes et arbejdsmarked for bachelorer.
Kommissionen stiller også spørgsmålstegn ved, om SU-systemet og dimittendreglerne i dagpengesystemet i dag er “indrettet optimalt”.
Det sidste område, som kommissionen er pålagt at se på, er produktiviteten. Her peger den på, at den danske flexicurity-model, hvor det er nemt for arbejdsgiverne at hyre og fyre, er udfordret på grund af længere opsigelsesvarsler, højere fratrædelsesgodtgørelser og flere tillægsforsikringer.
Rapporten nævner til gengæld ikke den faldende dagpengedækning og forringelserne af dagpengesystemet som en udfordring for flexicurity-modellen. Det gør ellers store dele af fagbevægelsen.
Fra arbejdsgiverside er der stor tilfredshed med den første delrapport fra kommissionen. Både Dansk Erhverv, DI og Dansk Arbejdsgiverforening har i pressemeddelelser hilst rapporten velkommen. Samtidig understreger de enstemmigt, at der ud over langsigtede reformer er brug for reformer her og nu, der øger arbejdsudbuddet, som for eksempel åbning for mere udenlandsk arbejdskraft.
Efter planen skal kommissionen komme med sin endelige rapport i 2022. Sideløbende med dens arbejde vil regeringen komme med forskellige initiativer, der relaterer sig til kommissionens arbejdsområder.
– Regeringen forbereder nu et ambitiøst reformprogram. Vi vil øge væksten og velstanden. Gøre Danmark til et både rigere og grønnere samfund. Først og fremmest: Dygtigere. Vi vil sætte reformarbejdet i gang med et 10-årigt perspektiv, sagde statsminister Mette Frederiksen ved Folketingets afslutningsdebat den 2. juni.
Statsministeren pegede konkret på tre problemstillinger, som efter regeringens mening kræver reformer: De mange unge der ikke får en uddannelse, et arbejdsmarked der for nogle bliver mere usikkert og mindre organiseret, og at alt for mange særligt med ikke-vestlig baggrund er på kontanthjælp.
– Jeg tror, vi er nødt til at tage hul på en mere grundlæggende diskussion af vores uddannelser. For nogle børn er vores skole blevet for akademisk. Alt for teoretisk, sagde Mette Frederiksen.
– Er sandheden måske den, at selvom vi på mange måder har en god skole, så passer den ikke lige godt til alle? Måske skal vi lade nogle børn starte senere? Måske skal de, der bliver mest skoletrætte, gå i skole på en anden måde med bedre mulighed for at komme ud på en arbejdsplads undervejs? Få en tilknytning til arbejdsmarkedet tidligere, tilføjede statsministeren.
Derefter kom Mette Frederiksen ind på problemet med, at det i dag er næsten hver tredje på det danske arbejdsmarked, som ikke arbejder i en fast fuldtidsstilling. Et stigende antal er for eksempel løstansatte, tilkaldevikarer, platformsarbejdere, har nultimekontrakter eller arbejder i ulønnet praktik.
Det betyder usikker indkomst. Ingen eller ringe pensionsordninger. Dårlige barselsvilkår. Ingen efteruddannelse og ringe dækning ved arbejdsskader, understregede statsministeren.
– Vi skal have løst den udfordring: At vi er klar til at gribe fremtiden. Give vores virksomheder mulighed for at finde nye forretningsmodeller. Tiltrække investeringer. Men samtidig at grundlaget for den danske model er et velorganiseret arbejdsmarked. Barsel og pension. Arbejdsmiljø og en ordentlig løn, konstaterede hun.
Regeringen er også meget optaget af, at kun fire ud af ti kvinder med baggrund i Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan eller Tyrkiet er i arbejde.
– Vi skal insistere på, at når man har fået ophold i Danmark, så skal man selvfølgelig forsørge sig selv. Hvis det i en periode alligevel ikke kan lade sig gøre, vil regeringen foreslå, at man – til gengæld for sin ydelse – som det helt klare udgangspunkt får pligt til at bidrage med, hvad der svarer til en almindelig arbejdsuge på 37 timer. Møder man ikke op, når man skal, får man ikke sin betaling. Vi vil indføre den arbejdslogik, erklærede Mette Frederiksen.
For en enlig, der er på den såkaldte selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, vil det betyde 37 timers arbejde for en indtægt på 6219 kroner om måneden før skat.
Regeringen vil i løbet af sommeren spille ud med sine bud på løsninger af de tre problemstillinger.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
altså Mette mener det er helt i orden OK at man tilbyder kvinder på selvforsørgelse og hjemrejseydelse (kr. 6.219,oo FYRSTELIG ydelse) der svarer til ca 40,00 i timen (TAG DEN Dansk fagbevægelse) og samtidigt bliver sat til et arbejde der direkte konkurrerer mod det eller de virksomheder der skulle “leve” af det samme arbejde GOD lobbyisme fra DANSK INDUSTRI inc., Bahamas
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
