Reportage
Jeg hedder Marie Veistrup, og jeg kommer fra Socialistisk Ungdomsfront.
Jeg har for alvor været aktiv på venstrefløjen i lidt over to år. Det er kun en tyvendedel af den tid, som Arbejderen har eksisteret som dagblad. Det synes jeg er vildt at tænke over. Som ung socialist er jeg trådt ind i en bevægelse med en rig historie og mange traditioner. Det er vi flere og flere, der gør. For 40 år siden så verden meget anderledes ud – det er i hvert fald, hvad jeg har hørt. Dengang stemte man nej til sin overenskomst og besatte de lokale huse, så man kunne gøre dem til fælleseje. Fred i verden var det vigtigste på dagsordenen, og dét kunne i hvert fald ikke opnås med hjælp fra hverken NATO eller EU. Det var stensikkert.
Uden at have levet i 80’erne tror jeg godt, jeg kan påstå, at verden – og venstrefløjen – har ændret sig siden da. Fagbevægelsen står slet ikke lige så stærkt, som den gjorde. Måske er vi endda på vej mod en arbejderklasse, hvor under halvdelen er organiseret. Og det lader også til, at de fleste danskere hellere vil gemme sig bag USA’s og EU’s militære magt end rent faktisk kæmpe for fred i verden. Man kan se den udvikling som et led i etableringen af en neoliberal verdensorden. En verdensorden hvor politik bliver til en mudret masse hen over midten, som kun resulterer i spareøvelser og dårligere arbejdsvilkår. Og hvor skabelsen af militære konflikter er en garanti.
Der er flere kriser end nogensinde før. Den måde, vi producerer på, er i gang med at forvandle vores planet til et ubeboeligt sted. Det er gået så vidt, at milliardærerne nu er i gang med at lægge flugtplaner. Mens de rigeste 0,01 procent flyver rundt i deres privatfly og udleder 383 gange så meget CO2 på et år som et gennemsnitligt menneske, forsøger vi andre at skære ned på vores forbrug, så vores børnebørn måske kan overleve. Og hvad taler politikerne om? Grøn vækst. Lad mig gøre det helt klart: Klimakrisen skyldes strukturer og ikke personlige handlinger. Og den kan ikke løses under kapitalismen. Uanset hvad virksomhederne og politikerne siger. Heldigvis er der hver dag flere, især blandt os unge, der er klar til et fundamentalt brud med systemet.
I 40 år har Arbejderen dækket de kampe, som har berørt arbejderklassen. Ikke nok med det, så har Arbejderen også opfordret os til ikke bare at se passivt til, men til at deltage i de kampe.
Samtidigt med at kapitalismen ødelægger vores klima, gør den os også fattigere. Lige nu sætter virksomhederne priserne op på livsnødvendige dagligvarer – lidt på grund af energikrisen, men mest af alt fordi de kan. Rigtig mange har hverken råd til mælk, smør eller varme. Alt imens virksomheder tjener kassen. I forvejen står vi i en ulighedskrise og en boligkrise. Som ung studerende på en erhvervsuddannelse har man knap nok råd til at overleve for sin elevløn – hvis man altså overhovedet kan finde en læreplads. Og hvis man modtager SU, bliver man nødt til at bruge mange timer om ugen på at arbejde i stedet for at fokusere på sin uddannelse – hvis man altså ikke vil stå i gæld som nyuddannet. Samtidig er overførselsindkomster blevet forringet over en årrække, og der er slet ikke en god nok behandling til dem, som er tabt af systemet. Ikke engang dem, der er i arbejde, kan føle sig sikre. For hvis man arbejder i et kvindedomineret fag, får man en ussel, ulige løn. Det kunne ikke være mere tydeligt, hvem topskattelettelserne går ud over!
Krig tæt på
Og nå ja – så er der også krig i Europa. Selvom der i lang tid har været krige mange andre steder i verden, ofte startet af USA og nogle gange med Danmarks deltagelse, har krigen i Ukraine sat klart det største præg på dansk og europæisk politik. For nu er krigen tæt på, og dem, der rammes af krigsforbrydelserne, er hvide. Lige pludselig har folk sympati for flygtninge. Det er jo selvfølgelig godt. Hvis bare alle dem, der flagede med det ukrainske flag, havde lige så meget til overs for syriske flygtninge. Forskelsbehandlingen er tydelig. Og nu er den endda vedtaget som lov.
En anden konsekvens af krigen er den frygt, man ser alle steder. Den frygt der gennemsyrer europæisk politik. I mange lande ser man en øget oprustning, og nu har vi i Danmark afskaffet EU-forsvarsforbeholdet. Det er som om, at folk tror, amerikansk og europæisk imperialisme er løsningen på russisk imperialisme. Som om de forskellige former for imperialisme på en eller anden måde vil ophæve hinanden og på den måde skabe fred i verden. Sådan fungerer imperialisme desværre ikke. Oprustning skaber krig. Og stormagter i konflikt med hinanden skaber kun mere utryghed og splittelse.
Splittet arbejderklasse og profitstyrede medier
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at splittelsen i arbejderklassen er i fremgang. En større del af befolkningen tilslutter sig den reaktionære højrefløj. Den højrefløj som driver heksejagt på enhver, der udskiller sig bare en lille smule fra mængden. Som queerperson bliver man umyndiggjort. Man får at vide, at man umuligt kan kende sin egen identitet. Ventetiden til vigtige tilbud for transkønnede bliver længere og længere, og der skæres ned på normkritisk undervisning på skolerne. Alt sammen fordi højrefløjen har brug for en syndebuk for at overleve. Og desværre virker skræmmekampagnen.
Når jeg ser på det mediebillede, vi har i dag, bliver jeg meget urolig. Det er, som om der er gået en sport i at erklære sig upartisk. Eller “Unbiased”. Som om det var muligt for et medie eller en journalist at være totalt objektiv og upåvirket af personlige holdninger. Men enhver, der har oplevet at være en del af en undertrykt gruppe, ved, at det på ingen måde er muligt. Lige meget hvor umage journalisterne gør sig, kan de ikke unddrage sig deres egne fordomme eller de systemer, de er underlagt.
Vi lever i et samfund, hvor medierne i høj grad styres af profit. Det betyder, at nogle sager stort set ingen mediedækning får. Tørke i Afrika, oversvømmelser i Pakistan. Katastrofer der koster så mange mennesker livet. Katastrofer der skyldes den klimakrise, som det globale nord har skabt. Men medierne vil hellere føre en skræmmekampagne mod transkønnede børn end at dække det. Hvis det er sådan, man fører “unbiased” journalistik, så tror jeg, jeg siger nej tak.
Nye slag, samme kamp
At være aktivist på venstrefløjen i 2022 kan derfor virke håbløst. Hvad er pointen, når politikerne ikke vil lytte til én? Når de eneste resultater, man ser, er nogle få røde mandater i Folketinget, som sikkert ryger ud igen ved næste valg. Hvis altså de ikke når at blive blå inden da. Det er næsten som om, at en stor del af befolkningen har mistet evnen til at forestille sig en anden verden.
Selvom verden ser en del anderledes ud i dag, end da Arbejderen udkom for første gang, så er der alligevel mange ting, der ikke har forandret sig. Vi udkæmper måske nye slag, men de er alle en del af den samme større kamp. Kampen mod krig. Kampen mod undertrykkelse. Kampen mod det system der ødelægger vores planet. Kort sagt: Kampen mod kapitalismen.
I 40 år har Arbejderen dækket de kampe, som har berørt arbejderklassen. Ikke nok med det, så har Arbejderen også opfordret os til ikke bare at se passivt til, men til at deltage i de kampe. For vi skal kunne forestille os en anden verden. Og den verden skal vi blive ved med at kæmpe for!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
