Ved det netop overståede folketingsvalg savnede jeg en stemme, som talte for fred og for nedrustning. Den var desværre total fraværende.
Til gengæld fyldte den offentlige sektor og særligt sundhedsarbejderne en del i de valgløfter, som en valgkamp er så ulidelig fyldt med.
Men det vil desværre nok blive ved de luftige valgløfter. Fordi pengene allerede er brugt – til krudt og kugler. De forskellige beløb, som blev nævnt af flere partier, til at forbedre den offentlige sektor, vores velfærd og velfærdsarbejdere – er væsentlig mindre end de mange, mange milliarder, som et stort bredt politisk flertal besluttede over en enkel nat – med det såkaldte ”nationale kompromis,” som nu skal bruges på krudt og kugler. Set fra et forbund i den offentlige sektor kan vi bare desværre konstatere, at skiftende regeringer ikke har passet tilstrækkeligt på vores velfærdssamfund – og det gælder altså helt fra vugge til grav!
Et nyt våbenkapløb forstærker kun uligheden i et Europa præget af millioner af working poor – arbejdende fattige. Og krige og konflikter næres af ulighed.
Nybagte mødre som bliver udskrevet bare fire timer efter fødslen. Et hospitalssystem på sammenbruddets rand. Smertelige ventelister. Svigt af psykisk syge som tvangsudskrives til selvmord. Flere fattige som må vende hver en krone. En folkeskole hvor alt for mange elever skal undervises af studenter og andet godtfolk. Elever som ikke trives. Unge som ikke trives. Ældre som vanrøgtes derhjemme eller på plejehjem. Og listen er på ingen måde komplet.
Det skriger derfor til himmelen – ja det er nærmest forbryderisk – at vi skal være vidne til, at der i de kommende mange, mange år skal pumpes milliarder og atter milliarder i en syg våbenindustri.
Så det vil blive velfærden og de danske lønmodtagere, der kommer til at betale for denne oprustning. Så der vil ikke blive råd til en fair løn til de offentligt ansatte.
Men vi skal ikke lade stå til.
Fagbevægelsen skal kræve mere velfærd og ikke flere våben.
Oprustning styrker ikke Danmarks sikkerhed. Tværtimod er det med til at eskalere konflikter og øge usikkerheden og spændingsniveauet. For hvad mon modparten gør, når vi tømmer fælleskassen og køber flere tanks, missiler og ubåde? Køber de så ikke også flere? Og hvad er vores svar på det? Tror vi virkeligt, at vi finder en fredeligere verden for enden af den vej? NEJ!
Et nyt våbenkapløb forstærker kun uligheden i et Europa præget af millioner af working poor – arbejdende fattige. Og krige og konflikter næres af ulighed. Så fagbevægelsen må ikke glemme sin opgave med at kæmpe mod ulighed og for en retfærdig fordeling af ressourcerne. Og det gælder også kampen for freden.
Det er den offentlige sektor, der skal oprustes – og ikke militæret og dens industri.
Hvis vi taber kampen for freden – så er kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår så fuldstændig ligegyldig – så den må vi ikke tabe!
Tak til dette initiativ – tak for ordet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.