For nogle var det en overraskelse, da Mette Frederiksen skød valget i gang med en erklæring om, at Socialdemokratiet gik til valg med henblik på at danne en “bred regering” – hen over midten, forstås.
Således inviterede hun højrefløjen ind i regeringskontorerne og tilkendegav dermed, at det er hendes hensigt at dreje partiet endnu mere til højre, end det allerede har været tilfældet indtil nu med hende som formand.
Man kan måske godt opfatte den socialdemokratiske udmelding som ren taktik. Der er sikkert nogle fokusgrupper, der har vist, at budskabet om en bred regering og samarbejde mellem blå og røde partier bliver taget godt imod i vælgerhavet. Lars Løkke har tilsyneladende succes med det samme budskab, så det peger i samme retning.
Men det er nu ikke første gang, at Mette Frederiksen har understreget, at hun ikke er til blokpolitik, men gerne samarbejder med de blå partier. Det har hun faktisk udtalt flere gange både fra Folketingets talerstol og ved mange af de konferencer, hvor hun har optrådt som gæstetaler.
Og den sidste regeringsperiode, hvor hun har været statsminister, har da også i den grad budt på mange brede aftaler, hvor de borgerlige partier har fået alt for stor indflydelse. Jeg tænker blandt andet på de mange aftaler på klima- og energiområdet og på transportområdet med den store infrastrukturaftale i centrum. Det har just ikke speedet processen op i den grønne omstilling.
Hvor om alting er, med et eller flere borgerlige partier i regering vil den (ny)liberalistiske politik, som jo ikke er Socialdemokratiet fremmed, få et stærkere fundament og udgangspunkt i dansk politik.
Der bliver mere “frit valg” (læs udbud og privatiseringer – især i sundhedsvæsnet, i plejehjemssektoren og på daginstitutionsområdet). Vi vil se undergravning af velfærden, angreb på fagbevægelsen, skattelettelser til de rigeste (og i hvert fald ikke til dem på kontanthjælp og andre overførselsindkomster) og mere klimanøl – herunder beskyttelse af landbruget for skrappe, men nødvendige klimakrav.
Med lidt god vilje kan man betragte blokpolitik som den bedste måde at forsøge at repræsentere de dele af befolkningen, som man påstår, man repræsenterer, og som har stemt på én. For Socialdemokratiets vedkommende arbejderklassen. Men klassepolitik bliver det jo aldrig, når det politiske og ideologiske grundlag er lagt om til et eller andet socialliberalt projekt.
Er der nogen, der for alvor tror på, at Lars Løkke har opgivet sin liberalistiske grundholdning og sin almindelige modvilje mod “de røde” – herunder såmænd også Socialdemokratiet?
Det er vel også derfor, at socialdemokraterne hopper rundt i den politiske manege. Der mangler et klart budskab om, at det nu er arbejderne – i bred forstand – der skal til fadet i dette land. Klare budskaber om højere løn til personalet i sundhedssektoren, om tilbagerulning af forringelserne af dagpengeretten, om kamp mod EU’s minimumsløn til sidste blodsdråbe, om nedsættelse af arbejdstiden, om sikring af de erhvervsfaglige uddannelser og AMU-indsatsen, og om at arbejdsgiverne må til lommerne for at finansiere velfærd og grøn omstilling.
Det er blot nogle af de budskaber, der kunne højne kampgejsten i arbejderbefolkningen.
Som nævnt kan det være taktik, når Socialdemokratiet nu igen betoner det brede samarbejde og regering hen over midten, men de åbner en flanke, der er unødvendig. Det centrale i diskussionen i valgkampen bliver således regeringskonstellationer og ikke substans. Ikke det politiske indhold. Ikke forskellen mellem “de røde” og “de blå”.
Og kommentatorerne elsker det. For dem er politik langt hen ad vejen et skakspil. De boltrer sig i den uforudsigelige situation, vi er i ved dette valg. Alle spørgsmål kommer til at dreje sig om, hvem dette eller hint parti peger på som statsminister efter valget. Kritiske spørgsmål om indholdet i partiernes politik er der langt imellem.
Her er Lars Løkke Rasmussen i den grad kommet i fokus, båret som han er på hænder og fødder af de selvsamme kommentatorer og journalister. Lars Løkke kommer aldrig til at pege på Mette Frederiksen som statsminister eller Socialdemokratiet som leder af en “bred regering”! Han kommer selvfølgeligt til at fastholde lige til den 1. november, at han ikke peger på nogen, men på noget. Hvad for noget?
Er der nogen, der for alvor tror på, at Lars Løkke har opgivet sin liberalistiske grundholdning og sin almindelige modvilje mod “de røde” – herunder såmænd også Socialdemokratiet? Lars Løkke kommer til i dagene efter valget at pege på en blå regering, som det bredeste der er muligt. Men en nem undskyldning om, at Socialdemokratiet ikke var kompromisvillige nok til en regering hen over midten.
Så her skal blot gentages, hvad jeg ofte har nævnt i mine klummer: Det er kun brede bevægelser i befolkningen, der skaber forandringer. Og her har vi et problem. Klimabevægelsen har endnu ikke genvundet fordums styrke. Fagbevægelsen ligger noget underdrejet og lider under det dalende medlemstal.
Det gør det jo sværere at presse partierne på Christiansborg til at ændre retning. Selvfølgelig ikke mindst Socialdemokratiet, som faktisk er påvirkelig for pres af en vis størrelse. I den forbindelse har Enhedslistens 13 mandater ikke været nok, men situationen taget i betragtning synes jeg faktisk, vi er lykkedes nogenlunde.
Det kunne jeg skrive en hel blog om. Den mulighed har jeg ikke, da dette er min sidste blog. Jeg udtræder af Folketinget ved dette valg og tænker at fortsætte som faglig aktivist i efterløns- og pensionistklubben i min fagforening, 3F Esbjerg Transport.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
11. oktober 2022 | 22:37
Boligaktionen
Det sker jo bl.a. fordi Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti ikke har formået at fastholde og præge Socialdemokratiet i en progressiv socialistisk retning. Kald det centrum venstre; med det er et mudret miskmask. Enhedslisten og SF er jo selv ude i et ideologisk skred mod højre.👊
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
