ODENSE: Mød din politiker
Fagbevægelsens Hovedorganisation, sektion Fyn (FH Fyn), inviterer til valgarrangementet ”Mød din politiker” lørdag den 15. oktober kl. 12.30-15.30 hos HF & VUC Fyn i Kottesgade, Odense.
FH Fyn håber på stor opbakning til arrangementet, hvor alle partier er blevet inviteret, og hvor det vil være muligt dels at møde kandidaterne ved partiernes egne stande, dels at opleve nogle af kandidaterne i live debat med hinanden. Formand for FH Fyn, Helle Nielsen udtaler:
”Vi går efter et arrangement præget af en uhøjtidelig atmosfære. Vi vil gerne give folk mulighed for at tale politik, men vi vil også gerne, at man tager sine børn med. Derfor vil der være popcorn til børnene og kaffe til forældrene. Vi håber, at den centrale placering på HF & VUC Fyn lige ved Byens Bro kommer til at skabe masser af liv.”
Debatten vil tage udgangspunkt i en række af de mest aktuelle temaer, herunder arbejdsmarked, uddannelse, velfærd og grøn omstilling. I håb om at skabe en underholdende og kvalificeret debat har FH Fyn sikret sig den kendte komiker Mette Frobenius som ordstyrer. Udover en karriere på den danske stand-up-scene har Mette Frobenius gjort sig bemærket som foredragsholder og debattør med stor politisk indsigt.