Klar politik og stærk musik
I slutningen af juli dukkede der et stort jordfaldshul op nær byen Tierra Amarilla i Copiapó-provinsen i Chile på Atacama-saltsletterne. Krateret, der har en diameter på mere end 30 meter, er opstået i et af Chiles mest lukrative områder for udvinding af kobber og lithium. Det nærliggende Candelaria-minekompleks – 80 procent af ejendommen ejes af det canadiske Lundin Mining Corporation og 20 procent af de japanske Sumitomo Metal Mining Co Ltd. og Sumitomo Corporation – måtte indstille sine aktiviteter i området. Den 1. august tweetede Chiles Nationale Geologi- og Minedriftstjeneste (Sernageomin), at den havde samlet et hold til at undersøge det jordfaldshul, der dukkede op mindre end 2.000 meter fra menneskelig beboelse. Borgmesteren i Tierra Amarilla, Cristóbal Zúñiga, stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor jorden havde givet efter i nærheden af Alcaparrosa-minen, og om hullets opståen havde noget at gøre med mineaktiviteterne. “I dag skete det på en landbrugsejendom,” sagde borgmesteren til radiostationen Ciudadano ADN, “men vores største frygt er, at det kunne ske et befolket sted på en gade, på en skole, og at beskytte vores indbyggeres integritet er vores største bekymring i øjeblikket.”
Regeringens embedsmænd rejste til Tierra Amarilla for at undersøge jordfaldshullet. Den 12. august besøgte mineminister Marcela Hernando sammen med Cristóbal Zúñiga og andre Alcaparrosa-minen. Inden besøget opfordrede Zúñiga myndighederne til at anvende “maksimale sanktioner” for at straffe de ansvarlige for jordfaldshullet, som tilsyneladende er forårsaget af de underjordiske mineaktiviteter, der udføres af Candelaria-minekomplekset. Det statslige organ, der er ansvarlig for undersøgelsen – Sernageomin – har suspenderet alle mineaktiviteter i området og fortsætter sin retsvidenskabelige vurdering for at finde årsagerne til, at jorden kollapsede i nærheden af minekomplekset.
Moratorium på minedrift
“Vi bør ikke tale om nogen form for udvinding i Atacama-saltsletterne”, sagde Ramón Morales Balcázar til os et par dage efter, at jordfaldshullet blev opdaget. Morales Balcázar er grundlægger af Fundación Tantí, en ikke-statslig organisation i San Pedro de Atacama, der er dedikeret til at fremme agroøkologi og social og miljømæssig bæredygtighed. “Atacama-saltsletterne er udtømt, [og er blevet] dybt påvirket af kobber- og lithiumminedrift og turisme. Vi bør arbejde på at genoprette økosystemet der”, sagde Morales Balcázar. Ordet “udtømt” er også titlen på en ny rapport, som Morales Balcázar er medforfatter til, og som giver et skræmmende portræt af udtømningen af grundvandet som følge af den globale udvinding af lithium. “Lithiumudvinding, den nyeste industri i regionen [Atacama-saltområdet], er nu endnu en måde, hvorpå de knappe vandressourcer udtømmes”, hedder det i rapporten.
Vi kupper, hvem vi vil.
Elon Musk, CEO for Tesla og SpaceX
Morales Balcázar er en del af et forskerhold, der er kendt som det Plurinationale Observatorium for Andinske Saltsletter (OPSAL). Disse forskere er engageret i detaljeret forskning om det, de betragter som et økomord på saltsletterne, der strækker sig over Argentina, Bolivia og Chile. En bog, som disse forskere skrev i 2021 – Andes Saltsletter: En Økologi af Viden til Beskyttelse af Vores Saltsletter og Vådområder – indeholder en detaljeret vurdering af det, de kalder “grøn ekstraktivisme” og “grøn vækst”. Ekstraktivisme henviser til udvinding af naturressourcer fra jorden for at skabe profit uden hensyn til den jord, der udvindes, eller til de mennesker, der bor i de områder, hvor der udvindes. “Udvinding og ekstraktivisme er ikke det samme,” sagde Morales Balcázar. Førstnævnte er den rene udtagning af naturressourcer, som kan ske på en bæredygtig måde uden at skade jorden, og som udføres med henblik på det sociale velbefindende for de mennesker, der bor i nærheden af minerne.
“Vi har ført samtaler med institutioner for oprindelige folk og fagforeninger for at forestille os forskellige udvindingsordninger”, fortalte Morales Balcázar. Da arbejderne hos Albemarle – et mineselskab fra USA – strejkede i 2021, talte Morales Balcázar og andre kolleger med dem om muligheden for at tænke på nye former for udvindingsteknikker, selv om “det virkelig ikke er noget, vi kan se i den nærmeste fremtid”, sagde Morales Balcázar. En af grundene til, at minearbejderne i Albemarle og de oprindelige folks institutioner (såsom Consejo de Pueblos Atacameños) ikke kan forestille sig noget alternativ, er, at selv om de kun får nipsting fra minedriftsrigdommen, betragtes det stadig som en bedre mulighed end at stå over for arbejdsløshed.
Bolivias alternativ
Nord for Chile, i Bolivia, har begrebet “ressourcemæssig nationalisme” dannet rammen om debatten om lithiumudvinding i landet. I 1992 underskrev den daværende bolivianske præsident Jaime Paz Zamoras regering en aftale med det amerikanske selskab Lithium Corporation of America, nu kendt som FMC Corporation, som “tillod selskabet at tage alt det lithium, det kunne, og kun give Bolivia otte procent af overskuddet. Mange bolivianere var forargede over aftalen”, står der i en artikel i New Yorker fra 2010. Dette førte til protester fra Potosís borgerkomité, som til sidst ophævede kontrakten.
Da Evo Morales overtog præsidentposten i Bolivia i 2006, prægede resterne af denne kamp hans “ressourcemæssige nationalisme”-tilgang til litium og andre mineraler. “Han lovede at “industrialisere med værdighed og suverænitet” og lovede, at rå lithium ikke ville blive udnyttet af udenlandske selskaber, men i stedet blive forarbejdet af statskontrollerede enheder i Bolivia og omdannet til batterier”, noterede en artikel fra 2018 i Bloomberg. I 2007 udviklede Bolivia en politik for industrialisering af lithium. Bolivias Mineselskab (Comibol), erfarede vi dengang fra embedsmænd, opfordrede bolivianske forskere til at udvikle og patentere traditionelle metoder til udvinding gennem fordampning (selv om denne metode har kæmpet en hård kamp på grund af de høje niveauer af magnesium, der findes i det bolivianske lithium). Morales’ regering investerede kraftigt i lithiumindustrialiseringsplanen, hvilket førte til, at Bolivia kunne udvikle sine egne batterier (herunder katodeproduktion) og udvikle sin egen elbil gennem det statsejede Quantum Motors. For at kontrollere og forvalte lithiumproduktionen blev der i 2017 oprettet et selskab kaldet Yacimientos de Litio Bolivianos (YLB) af regeringen.
“Vi gjorde store fremskridt”, fortalte Evo Morales, “indtil kuppet i 2019 og derefter pandemien.” Kuppet førte i sidste ende til hans afsættelse. “Vi kupper, hvem vi vil,” skrev Elon Musk, hvis firma Tesla er afhængig af lithium til sine batterier og elbiler. Sådan er vreden mod mulighederne for “ressourcemæssig nationalisme”.
Udviklingen i Bolivia viser, at man er ved at udforske nye metoder til udvinding, selv om de ikke er perfekte. Miljømæssige udfordringer i Salar de Uyuni, verdens største saltslette, og utilfredshed fra de mennesker, der bor der, er fortsat afgørende for lithiumudvinding. Men lithiumindustrialiseringspolitikken og den store omhu, som landet udviser over for det, som bolivianerne kalder Pachamama – Jorden – under udvindingsprocessen, giver nogle forskelle i forhold til det udvindingsarbejde, der udføres af de store canadiske og amerikanske mineselskaber. I Chile skrev Lester Calderón, en fagforeningsleder i byen Antofagasta, der stillede op til guvernørvalget i 2021, en artikel i januar 2022, hvori han argumenterede for, at de oprindelige folks samfund skal bestemme over den måde, hvorpå lithium anvendes, og at ressourcerne (herunder vand) i Chile skal nationaliseres. Disse elementer er på plads i Bolivia, og alligevel er der udfordringer forude for befolkningen der.
Bolivias nuværende præsident, Luis Alberto Arce Catacora, håber at kunne forny den statsstyrede politik for industrialisering af lithium, men kan ikke finde ressourcerne til at gøre det på hjemmemarkedet. Det er grunden til, at hans regering har indledt en proces for at tiltrække investeringer udefra (i øjeblikket konkurrerer seks firmaer fra Kina, Rusland og USA stadig om at sikre sig buddet).
Kampens centrum i Bolivia er Potosí, hvor spanierne, som herskede i regionen, i århundreder havde udhulet jorden for at udvinde sølv til eksport til Europa. “Vi var centrum for [sølv]udnyttelsen, men forblev i udkanten af landets beslutningstagning”, sagde Juan Tellez, der er embedsmand i Potosí-regeringen, til Reuters. “Det er det, vi forsøger at undgå nu med lithium.” Befolkningen i Potosí ønsker ligesom befolkningen i Tierra Amarilla i Chile at forestille sig en anden form for udvinding: En udvinding der kontrolleres af dem, der lever ved metallets kilder, og en udvinding der ikke ødelægger jorden og skaber jordfaldshuller overalt.
–
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er forfatter og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er ikke-bosiddende seniorstipendiat ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet mere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Iraq, Libya, Afghanistan and the Fragility of U.S. Power.
Taroa Zúñiga Silva er skrivestipendiat og spansk mediekoordinator for Globetrotter. Hun er medredaktør sammen med Giordana García Sojo af Venezuela, Vórtice de la Guerra del Siglo XXI (2020). Hun er medlem af koordinationsudvalget for Argos: International Observatory on Migration and Human Rights og er medlem af Mecha Cooperativa, et projekt under Ejército Comunicacional de Liberación.
Oversættelse, billede, billedetekst, trompet, lead, tweet og fremhævet citat udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
