Mandag sendte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen et lovforslag i høring, som vil betyde, at streamingtjenester fremover skal betale et årligt kulturbidrag på 6 procent af deres omsætning i Danmark – et såkaldt kulturbidrag.
Lovforslaget omfatter både abonnementstjenester og platforme, som lejer film og serier ud på internettet. Kulturbidraget skal gå til at styrke produktionen af dansksprogede film og serier.
– Det er vigtigt for os som land, at vi også i fremtiden har film, serier og dokumentarer af høj kvalitet på vores eget sprog, som kan samle os, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.
– I dag bidrager mange store streamingtjenester ikke nok. Det udfordrer grundlaget for danske produktioner og rettighedshavere. Med et kulturbidrag på 6 procent kommer der helt konkret flere penge til at producere gode dansksprogede film, serier og dokumentarer.
Forslaget er en del af udmøntningen af den medieaftale, der blev indgået den 21. maj 2022 mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.
Det indgik i den politiske aftale, at kulturbidraget for streamingtjenesterne medietjenesteudbyderne skulle være på 6 procent af tjenesternes omsætning i Danmark.
Aftalepartierne blev også enige om, at provenuet fra kulturbidraget skal fordeles, så 50 procent går til en public service-pulje, mens de sidste 50 procent skal øge tilskuddet til dansksprogede film.
Kulturbidragsordningen skal ifølge forslaget kun gælde medietjenesteudbydere, der har en årlig omsætning på over 15 millioner kroner.
Argumentet er, at ministeren ikke ønsker at ramme mindre virksomheder unødigt hårdt eller at begrænse nye aktørers adgang til streamingmarkedet.
Lovforslaget er i høring til og med den 12. september 2022.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.