Den gode, den onde og den virkelige fortælling
Det er dårligt nyt, at færre unge søger ind på pædagoguddannelsen, for hvordan får vi så vendt udviklingen i de skrantende daginstitutioner. Højere løn og bedre arbejdsforhold kan gøre en forskel, men det er også nødvendigt at ændre fortællingen om, hvad daginstitutioner er og nuancere fortællingerne om de reelle forhold i daginstitutionerne.
Et af mine tidligste minder er fra, da jeg gik i vuggestue. Jeg kan huske en pædagog, jeg var glad for, som jeg blev ved med at kalde Ælling, selvom jeg også kan huske, det blev rettet. Jeg kan ikke huske hvad, det blev rettet til. Jeg kan huske, at jeg en dag kommer ind på stuen til Ælling. Der er ikke ret mange andre, kun nogle børn der er mindre end mig, og jeg ved ikke helt, hvor jeg skal gøre af mig selv. Ælling smiler til mig og siger: “Du er godt nok ved at blive en stor pige, Maja”. Jeg kan huske, hvor glad jeg blev for, at hun havde set mig, og hvor rigtigt, jeg synes, det var, det hun sagde. Og så kan jeg ikke huske så meget mere.
At vi er blevet enige om et minimum af hænder på en solskinsdag, er ikke nok til at sikre arbejdsforholdene på en influenzaramt torsdag i november.
Min yngste er startet i børnehave. Efter små to år i en vuggestue, hvor jeg er sikker på, at pædagogerne har sat et varigt aftryk i min datter. Hun taler stadig om dem, og når hun er i sit kærligste hjørne og opremser alle dem, hun elsker, er de stadig med på listen.
Hun gik i en vuggestue i København, hvor jeg aldrig har været i tvivl om, at hun har haft det godt.
De kunne godt bruge flere kollegaer, det har jeg heller aldrig været i tvivl om. Det blev især synligt ved sygdom, som de sidste to år jo unægtelig bød på en del af. Derfor er det virkelig dårlige nyheder, når man kan læse, at færre unge vil være pædagog.
Et problem der SKAL løses
Når færre unge søger ind på pædagoguddannelse, er hele præmissen for, at vi kan få genoprettet de skrantende daginstitutioner ved hjælp af minimumsnormeringer, ved at smuldre.
Det skal løses! Det er for mig åbenlyst rimeligt at kræve mere i løn til pædagoger, men jeg er bare ikke sikker på, at det er nær nok. Det er arbejdsforholdene, der skal ændres, så det bliver et job, man igen kan holde ud at have igennem et liv – og på fuld tid. Det er efteruddannelse, der skal sikre, at man kan komme videre, hvis det viser sig, at man ikke var den rigtige i jobbet. Og så er det fortællingen om, hvad daginstitutioner er, der skal ændres.
Lige nu er en stor del af det narrativ, der er blevet tegnet op i medierne, at daginstitutioner er steder, hvor børn lider kommunalt omsorgssvigt, og forjagede forældre nødtvunget afleverer deres børn med lukkede øjne. Og intet kunne være mere forkert. Og rigtigt på samme tid.
Nødvendigt med nuancer
Problemet med en stærk fortælling er, at den mister nuancerne.
Jeg lagde ud med at fortælle den gode historie om min datters vuggestue. Jeg kunne også have fortalt om min mellemste søns børnehave, hvor fire lederskifte og en konstant spiral af sygemeldinger på stuen gjorde, at han faktisk kun havde én pædagog på stuen i sammenlagt cirka et halvt år af sin børnehavetid.
Han viste tegn på mistrivsel, men når jeg henvendte mig til institutionen for hjælp, var der ikke overskud, og jeg fik at vide, at det var mine bekymringer han ‘arvede’, så jeg skulle prøve at lade være med at bekymre mig. Mine oplevelser i hans børnehave fik mig til at deltage i et politisk møde (det er omkring otte år siden nu), hvor jeg med tårer i øjnene forsøgte at fortælle byrådsmedlemmer, om den virkelighed jeg så, hvor der ikke var pædagoger til stede og ingen ressourcer at sætte ind med. Det svar jeg fik var: “Nu skal vi jo huske, at der også er gode historier” efterfulgt af en lang fortælling om, hvor godt det gik i det byrådsmedlems barns institution.
Lige der fik jeg, modsat min indledende fortælling, en meget kraftig følelse af ikke at blive set.
Forskel på en solskinsdag og en influenzaramt dag
Politik drives ofte af de unuancerede fortællinger om enten det gode eller det dårlige. Den rigtige fortælling ligger som regel et sted midt imellem.
Den dårlige historie skal fortælles – men den skal også erstattes med en bedre historie. Ikke ved et trylleslag og ikke ved at bede os forældre fokusere mere på at fortælle (andres) gode historie. Men måske ved at tillade flere nuancer i debatten. Måske ved at sikre at der i daginstitutionerne er et permanent overskud af menneskelighed – så det ikke er det, der ryger, når sygdom banker på døren. At vi er blevet enige om et minimum af hænder på en solskinsdag, er ikke nok til at sikre arbejdsforholdene på en influenzaramt torsdag i november.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
83% af 750.000 DKK
619.229 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
