AARHUS: Demokrati og vilkår for mennesker med handicap i Aarhus
Enhedslisten Aarhus Nord og Enhedslisten Region Midt står bag et offentligt møde om brugerinvolvering og borgerinddragelse. Alle er velkomne, der er gratis adgang, coronaregler overholdes.
Vi har igennem de senere år set mange groteske eksempler på, hvad mennesker med handicaps bliver udsat for: Døgnobservationer i flere dage med henblik på hvilken hjælp de skal have, manglende borgerinddragelse, forkerte afgørelser, store forskelle i kvaliteten af ydelser fra kommune til kommune.
Samtidigt er der i disse år fokus på at inddrage og involvere borgere på andre og nye måder, også når det drejer sig om de store velfærdsområder. Der er dog stadig langt fra de mange ord til konkrete handlinger.
På baggrund af to forskningsprojekter fra et kommunalt og regionalt bosted for psykisk handicappede unge vil Annemette Digmann og Lise Lotte Helm fortælle om, hvilke faglige kompetencer og organisatoriske rammer der skal til for at gøre de politiske visioner til virkelighed.
Først vil Annemette give en kort indføring i emnet og ved hjælp af eksempler pege på, hvor langt vi er fra at omsætte ordene til konkrete handlinger. Hvilke krav stiller det til politikere, hvis samskabelsen skal være reel.
Herefter vil Lise Lotte dykke ned i en konkret case. Hvad skal der til for at inddrage/involvere psykisk sårbare unge på et bosted i de beslutninger, der træffes på bostedet.
Derefter vil Anne Keld Pedersen fra LEV i Aarhus komme med et oplæg om, hvordan mennesker med handicaps oplever mangel på borgerinddragelse, og hvor det går galt i en helhedsorienteret indsats.
Efter de tre oplæg på hver 20 minutter inklusiv afklarende spørgsmål skal vi mere konkret diskutere, hvordan borgerinvolvering, borgerinddragelse, demokrati og bedre vilkår kan blive en realitet med henblik på en konkretisering af krav og politik på området.
Oplæg ved:
Lise Lotte Helm, forsknings- og udviklingsmedarbejder, ph.d. i pædagogisk psykologi, kunst- og psykoterapeut, MPF.
Annemette Digmann, cand.mag. og ph.d., selvstændig aktionsforsker i ledelse, tværsektorielle samarbejder og samskabelse, innovationschef i Region Midtjylland 2006 til 2016. Tidligere flere lederansættelser i det offentlige.
Anne Keld Pedersen, formand for LEV i Aarhus, tidligere skoleleder på Hørningskolen, som er en specialskole for elever med vidtgående behov for specialundervisning.