I august måned sidste år meldte Lasse Eskildsen sig i fagforening for første gang. Han var lige startet på grundforløbet på erhvervsskolen NEXT i Albertslund for at uddanne sig til anlægsstruktør, og klassen fik besøg af betonarbejder Kamilla Heiberg fra 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF).
– Jeg har tidligere gerne villet være medlem af en fagforening, men det er først nu, at jeg er et sted i mit liv, hvor det giver mening i forhold til mit arbejde, fortæller den 26-årige lærling til Arbejderen og uddyber:
– Jeg fik lyst til at blive aktiv, og jeg må sige, at jeg er blevet enorm godt modtaget i fagforeningen. Der er et super miljø, og man føler, at man bliver både hørt og set.
BJMF Ungdom har som alle andre været mærket af corona, hvilket har gjort det svært at holde gang i de faglige aktiviteter. Nu er ungdomsarbejdet så småt ved at komme i omdrejninger igen, og Lasse Eskildsen tager gerne turen til fagforeningens lokaler i Valby om torsdagen for at mødes med andre fagligt interesserede unge og aftale kommende aktiviteter.
Lige for tiden er det faktisk på vejen hjem fra arbejde, da Lasse Eskildsen arbejder i Carlsbergbyen – den tidligere bryggerigrund, der er ved at blive omdannet til en helt ny bydel i København. Lasse Eskildsen bor i Albertslund, hvor han også er født og opvokset.
– Albertslund er jo en rigtig arbejderby – en socialdemokratisk bastion. Jeg kan godt lide byen. Jeg er vokset op med, at hvis man vil opnå noget, så skal man yde en indsats. Man skal ikke forvente, at tingene kommer af sig selv.
Den bedste måde for arbejderklassen at kræve bedre forhold er igennem organisering og kollektiv styrke.
Sammen med lillesøsteren er Lasse Eskildsen opdraget til at sætte pris på lokalmiljøet. Det er helt sikkert moderens fortjeneste, mener Lasse Eskildsen. Hun er uddannet miljøplanlægger og derfor meget klimabevidst. Hun har altid gået meget op i og har lagt en masse kræfter i de lokale fællesskaber.
– Så det har jeg helt sikkert taget med mig. Fra jeg var barn og op i teenageårene, har jeg lavet en del frivilligt arbejde, blandt andet i vores boligområde – Hyldespjældet – hvor vi har en genbrugsstation drevet på frivillig basis. Ud over det har jeg også haft vagter i den lokale café og tøjbyttebod. Ja, og så har jeg hjulpet til med diverse byfester i form af teltopsætning, oprydning, uddeling af flyers og den slags.
Arbejdet som frivillig har fulgt med, og på nuværende tidspunkt arbejder Lasse Eskildsen et par weekenddage om måneden som bartender på spillestederne Stairway og Underwerket i København som en del af DIT:KBH.
Overenskomster kommer ikke af sig selv
– Arbejdsmæssigt har jeg også prøvet lidt forskelligt, fordi jeg har været usikker på, hvad jeg ville. Inden jeg startede på anlægsstruktøruddannelsen, gik jeg som ufaglært anlægsgartner til 140 kroner i timen. Mester var sgu flink nok, men firmaet havde ikke overenskomst, og når man så finder ud af, at det betyder, at du selv skal betale dine sygedage, og at du heller ikke får indbetalt pension, så er det ikke langtidsholdbart.
Tidligere havde Lasse Eskildsen den holdning, at man selv må bestemme, om man vil være medlem af en fagforening. I dag er han mere bevidst om, at det har store konsekvenser, hvis der ikke er en stærk fagbevægelse, som sørger for at tegne nye og fastholde eksisterende overenskomster.
– Kollektive overenskomster betyder noget for løn- og arbejdsforhold på arbejdspladserne og dermed for den enkelte, men også for samfundet, konstaterer den unge BJMF’er og forklarer nærmere:
– Det er et faktum, at det er en enorm ressourcekrævende opgave for hver enkelt medarbejder at skulle forhandle sine egne vilkår og sin egen løn, herunder mindstesats. Som set i andre mere liberale lande vil en sådan forhandling stort set altid ende i arbejdsgiverens favør.
– Den bedste måde for arbejderklassen at kræve bedre forhold er igennem organisering og kollektiv styrke. Hvis kampen og forhandlingen for bedre og til slut ligeværdige forhold skal vindes, bliver vi som arbejdere nødt til at stå med en tilsvarende magt som cheferne og deres lobbyfonde.
Den magt opnår man ifølge Lasse Eskildsen ikke, hvis arbejderne handler individuelt, men gennem fagforeninger, der forhandler overenskomster på arbejderklassens vegne – og på bagrund af “demokratisk styrede input”.
– Man kan hurtigt tage for givet, at har man en overenskomst, så er alt godt. Men den er jo ikke kommet af sig selv. Til gengæld kan den nemt forsvinde, hvis ikke vi gør noget for at vedligeholde og fastholde den.
Håndværksfag fortjener mere anerkendelse
Selvom Lasse Eskildsen har været i tvivl om, hvad han skulle lave, så har han altid vidst, at han gerne ville være håndværker.
– Jeg har altid været tiltrukket af håndværksfagene. I dag er der samfundsmæssigt ikke så stor respekt for folk, der tager en erhvervsfaglig uddannelse. Det kunne jeg godt tænke mig blev ændret, så at håndværkere og faglærte fik mere anerkendelse. Mange vil bare gerne tjene penge, men jeg synes, det er vigtigt, at man er stolt over det, man laver – også selvom det kan være hårdt – og derfor betyder det noget med samfundsmæssig anerkendelse.
Apropos anerkendelse, så er betydningen af at tage en uddannelse noget af det, som Lasse Eskildsen tænker en del over.
– Alternativet til erhvervsuddannelsen ville have været en gymnasial uddannelse på VUC. Jeg kunne også have fortsat med ufaglært arbejde, men det giver nu en større sikkerhed at have en uddannelse, og så giver det større selvværd og gør dig også stærkere overfor mester.
Med et svendebrev som anlægsstruktør på cv’et ser Lasse Eskildsen også flere muligheder for alternativer, hvis der skulle blive nedgang i anlægsbranchen.
– Det ser meget godt ud for tiden, men det er jo ikke sikkert, at det bliver ved. Og det er fysisk hårdt arbejde, så det er ikke sikkert, jeg kan holde til at lægge fliser og grave rør, når jeg er fyldt 55-60 år. Så jeg tænker da allerede nu over, hvad jeg så kan gøre.
International solidaritet
Indtil videre er målet at gøre uddannelsen færdig og så ellers sammen med ungdommen i BJMF lave nogle aktiviteter, der kan være med til at sætte spot på nogle af de problemer, som unge står med i dag.
Da BJMF Ungdom holdt møde torsdag den 20. maj, var det imidlertid forhold langt væk fra deres egen virkelighed, der optog de unge.
– Foranlediget af det der sker i Gaza og Østjerusalem, aftalte vi at udsende en skriftlig erklæring samt hænge et banner op offentligt om vores støtte til Palæstina, lyder det fra Lasse Eskildsen, der runder af med ordene:
– I BJMF Ungdom mener vi, at modstand mod al form for undertrykkelse er relevant både for fagforeningen og arbejderklassen som helhed. Og i kampen mod undertrykkelse er international solidaritet helt grundlæggende.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.