Læserbrev
Boligaktionen/ GO globaloffice Politics
“Der er et klart interessesammenfald i at skabe fokus på samarbejdspolitikken, dens politikere, lobbyister, finansierer, producenter og eksportører”…🫵✨
Filosoffer og psykologer har i århundreder reflekteret over, hvorledes vi bedst kan opnå viden om og forståelse af den verden, som omgiver os. Vores forståelse af vores omgivelser bestemmer stort set vores holdning til og reaktioner på de begivenheder, der påvirker vores hverdag.
Det er altid en simpel sag at få folket på din side … Alt, du skal gøre, er at fortælle dem, at de bliver angrebet.
Reichsmarskal Hermann Göring ved Nürnbergprocessen (1)
Medierne udøver en væsentlig indflydelse på dannelsen af vores holdninger til stort set ethvert emne, inklusiv politiske temaer. Derfor bliver den fortælling, som medierne præsenterer os for, og rammen for fortællingerne af afgørende betydning for vores holdninger og handlinger.
Problemstillinger vedrørende krigen i Ukraine rejses sjældent i de vestlige medier og slet ikke, når det angår en nærmere analyse af årsagen til krigen. Fra et vestligt perspektiv er Rusland alene ansvarlig for krigen.
Ingen vil benægte, at havde Rusland ikke invaderet Ukraine, er det usandsynligt, at krigen ville være begyndt. I denne artikel rejser vi spørgsmålet om, hvad der egentlig var udslagsgivende for Ruslands invasion.
I 2008 blev det blandt NATO-landene på topmødet i Bukarest aftalt, at Ukraine skulle have ret til NATO-medlemskab. Efterfølgende har der været en uafbrudt strøm af finansiel og militær bistand til Ukraine med det formål at forberede dets medlemskab (2).
I begyndelsen bestod bistanden hovedsageligt af budgetstøtte, men blev i 2014 udvidet til at dække militæret direkte. Mindst 10.000 ukrainske soldater blev trænet årligt ved bilaterale aftaler med individuelle NATO-lande for således at sikre konformitet med NATO’s operationelle krav. For at bane vejen for en formel optagelse i NATO fremlagde USA i august 2021 en strategisk forsvarsramme med Ukraine efterfulgt af en formel aftale om strategisk partnerskab.
Medierne undgik at omtale arrangementer med Ukraine indgået før den russiske invasion i februar 2022. USA’s involvering i de voldelige demonstrationer på Majdan-pladsen i Kyjiv og andre større byer i Ukraine i slutningen af 2013, som førte til sammenbruddet af den demokratisk valgte pro-russiske regering i 2014, er heller ikke blevet behandlet særlig kritisk af de traditionelle medier i Vesten.
Fortællingen om krigen i Ukraine i de vestlige medier ligner den, der blev anvendt til at beskrive motiverne bag den amerikanske invasion af Irak i 2003. Resultatet var, at ‘koalitionen af de villige’ stod klar til at støtte den amerikanske invasion af Irak. Nonstop blev befolkningerne i de vestlige lande bombarderet af mainstreammedier med et negativt billede af den irakiske præsident, Saddam Hussein. Han blev præsenteret som et ondsindet og krigerisk monster, som var parat til at anvende masseødelæggelsesvåben på den såkaldte ‘frie’ verden.
Det viste sig, at påskuddet til at gå i krig var udtænkt af CIA – USA’s hemmelige spionnetværk, som ikke afskyr nogen midler for at nå de mål, som Det Hvide Hus har sat sig. Den vestlige verden mente, at den deltog i en værdig og ædel sag, som tjente til fremme af demokratiske og menneskeretslige mål. Få vovede at modsætte sig denne krig af frygt for at blive stemplet som upatriotiske og udemokratiske. I dag gentager historien sig i Ukraine, blot med udskiftning af navne. Hussein er blevet til Putin.
Præsident Bidens budskab til hele verden er, at præsident Putin truer Europas frihed og dermed hele den vestlige civilisation. Nøglebudskabet i de vestlige medier er derfor, at denne krig kun kan ende, når Rusland er besejret og udslettet militært som en global trussel.
Sagt på en anden måde, krigen slutter, når USA’s globale magtposition er opretholdt og helst forstærket. I denne artikel understreges det, at de vestlige mediers ‘frie presse’ ikke lever op til deres egne forventninger om, at et emne skal anskues fra alle vinkler. Det ligger uden for denne artikel at behandle spørgsmål om de russiske mediers autonomi og uvildighed.
Argumentet
Kravene fra den amerikanske ledelse om støtte til dens krig mod Rusland i Ukraine hviler intimt på de værdier, som vi gennem generationer har bygget vores identitet på. For de fleste mennesker ville det være en yderst ubehagelig oplevelse – grænsende til en identitetskrise – at indtage en kritisk og oppositionel holdning til nyheder indrammet i værdier hentet fra menneskerettighedskonventionens og demokratiets terminologier. En oppositionel holdning til krigskaldet ville være ødelæggende for vores oplevelse af at være frie og demokratiske væsener – en identitet der har været under udvikling siden slutningen af Anden Verdenskrig.
Personer, som vælger en anden position til krigen i Ukraine end den, som fremstilles i medierne, risikerer at blive udstødt fra det ’gode selskab’, og det gælder for os alle, uanset om vi sidder på tillidsposter i Folketinget eller tilhører den brede offentlighed. Det mest sikre og betryggende er at tilslutte sig mediernes krigsfortællinger.
Nøgleargumentet i dette indlæg er følgende: Medierne spiller en vigtig og afgørende rolle for krigens gang ved at fremstille nyheder til offentligheden fra fronten, således at de understøtter og bekræfter politiske beslutninger truffet af den amerikanske ledelse og NATO. Et afgørende argument i mit indlæg er, at hvis medierne havde inkorporeret informationer om aktiviteter igangsat på vestligt initiativ i Ukraine før den russiske invasion, er det sandsynligt, at sådanne reportager kunne have banet vejen for en fredelig løsning frem for de militære, som fremstilles som Vestens uangribelige reaktion.
I øvrigt kunne en mere alsidig og dermed kritisk fremstilling af konfliktens elementer have bragt den vestlige enhed mod den russiske invasion i fare. Og det måtte for enhver pris undgås, også selv om den meget omtalte ytringsfrihed derved blev truet.
Det tydeliggøres i dette argument, at nyheder og ekspertkommentarer glorificerer brugen af vold som et primært middel til at bilægge internationale tvister. Reportager fra krigens hverdag i Ukraine søger folkelig opbakning til militære løsninger ved at indramme nyheder på en sådan måde, at målgruppen føler, at den kunne være det næste mål for en russisk invasion.
Kommentarer til krigen fra eventuelle oppositionsgrupper ignoreres til fordel for fortællinger, der støtter våbenindustriens interesser. Allerede nogle få måneder efter den russiske invasion forbedrede våbenproducenterne deres sociale omdømme. I stedet for at blive betragtet som “dødens købmænd” er denne industri nu respekteret og bliver i stigende grad betragtet som en afgørende deltager i fredens tjeneste.
Billederne, der kommer ud af Ukraine eller for den sags skyld billeder fra et hvilket som helst krigshærget land, er forfærdelige. Men “at give efter for blinde følelser og omfavne den dominerende vestlige fortælling er en farlig fejl. Det styrker de værste kræfter i Washington, inklusiv forbindelsen mellem den bureaukratisk magt og kommercielle interesser, som præsident Eisenhower (…) omtalte som det militær-industrielle kompleks”. (3)
Medieindustriens rolle
De fleste vesterlændinge føler sig overbeviste om, at de har et frit valg til at bestemme, hvor de vil afgive deres stemme, skønt det er veldokumenteret, at vores politiske holdninger i høj grad er bestemt af medierne, som ejes af en håndfuld selskaber med global rækkevidde. (4)
For omkring 40 år siden forsynede 50 medievirksomheder den amerikanske offentlighed med nyheder og reportager. I dag kontrolleres de samme serviceydelser af seks medieselskaber. Disse selskaber omfatter AT&T (inklusive Time Warner), Disney, News Corporations, Fox Corporation og Paramount. Rupert Murdoch ejer News Corporations og Fox Corporation samt en række aviser med global rækkevidde. Han bestemmer indholdet af New York Post, Sunday Times og Daily Telegraph. Ejerskabet strækker sig også til tv-stationer som for eksempel Fox TV, Sky TV og filmstudiet 20th Century Fox. Murdoch er citeret for at have sagt, at “nyhederne er, hvad vi beslutter, at de skal være”.
En håndfuld bureauer forsyner mediehusene med nyhedsstof. Under sloganet ’Vi fremmer magt og indflydelse ved formidling af fakta’ er Associated Press (AP) blandt et af de bedst kendte nyhedsbureauer. Kilden til AP’s indtægter understreger dens globale rækkevidde. Agenturet genererede for nylig omkring 30 procent af sin omsætning fra amerikanske aviser, mens 37 procent kom fra globale, traditionelle nyhedsformidlere. AP praler af at være uafhængig, og at det præsenterer fakta fra alle vinkler. Sammensætningen af bestyrelsen tyder på, at AP måske ikke er så uafhængig, som den ønsker, at vi skal tro. Bestyrelsesformanden er fra Hearst Corporation, som leverer tjenester direkte til militæret og våbenindustrien. Herved sættes der automatisk grænser for AP’s undersøgende journalistik omkring militær, våben og krige.
Blandt andre nyhedsbureauer, som forsyner den globale medieindustri, finder vi Reuters, som fører sig frem under sloganet ’information, du kan stole på’. Det ejes af det canadiske medieselskab Thomson Corporation, hvis ledelse kommer fra kapitalfondet TPG Capital. Dette firma forvalter værdier for mere end 140 milliarder US dollars for et internationalt klientel. Disse få eksempler er tilstrækkelige til at understrege medievirksomhedernes sande karakter som kommercielle selskaber, som sælger nyheder med et indhold, som bestemmes af den højestbydende.
Det militær-industrielle mediekompleks
Udtrykket ‘det militær-industrielle mediekompleks’ blev opfundet i begyndelsen af århundredet, men er blevet mere markant med krigen i Ukraine, som er blevet en sand guldgrube for investorer i våbenindustrien med aktier, som skyder i vejret takket være forsvarsbudgetternes himmelflugt i NATO-landene, medens budgetter til sundhed og social velfærd beskæres.
Administrerende direktører for globale medieselskaber overvåger ikke kun medierne. I mange tilfælde sidder de i bestyrelsen for selskaber, som intet direkte har at gøre med medierne. Undersøgelser bekræfter forholdet mellem medierne og det militærindustrielle kompleks. En undersøgelse fra 1998 viser, at 81 virksomhedsdirektører samtidig bestred 104 direktørstillinger i bestyrelser for virksomheder identificeret i en oversigt af tusinde internationale selskaber udarbejdet af Fortune (5). Med et så sammenflettet netværk er det næppe overraskende, at medierne påvirker offentligheden med et værdisæt, som harmonerer med fundamentet i det kapitalistiske system (6).
Den kendte samfundskritiker Noam Chomsky konkluderer sammen med Edward S. Herman, at medierne fastholder og forstærker den herskende klasses ideologi (7). Det sker blandt andet ved, at de prioriterer nyheder og reportager, som har kilde i statsapparatet og de transnationale selskaber. Herman og Chomsky observerer en grundlæggende tendens hos de traditionelle medier til at undgå at fornærme og kritisere magtapparatet og forgude den neoliberale markedsøkonomi.
Observatører af nyhedsdækningen relateret til krigen i Ukraine støtter Herman og Chomskys konklusioner. Stort set alle større tv-stationer i USA opfordrede i ugerne efter den russiske invasion tidligere militærofficerer til at kommentere den. Kommentarer og evalueringer fra disse eksperter udgør ofte grundlaget for krigsberetninger leveret til aviser og tv-stationer i hele den vestlige verden, inklusiv danske medier.
Da tv-stationen MSNBC inviterede den forhenværende Homeland Security-chef til at kommentere Ruslands invasion, undlod stationen at informere seerne om, at eksperten sidder i bestyrelsen for Lockheed Martin, verdens største våbenproducent. Dette er ikke et enestående tilfælde. Et andet eksempel er våbenproducenten Raytheon Technologies, som får stor mediedækning i New York Times, en respektabel kilde til ‘objektive’ nyheder. New York Times beretter om betydningen af Raytheons produktionskapacitet for udfaldet af krigen i Ukraine. Den forhenværende amerikanske udenrigsminister Cyrus Vance var medlem af bestyrelsen for New York Times.
Det mest flagrante tilfælde af sammenfald af interesser mellem ledelsen i et medieselskab og det militær-industrielle kompleks er, når en våbenproducent ejer et medieselskab. Dette var tilfældet, da General Electric ejede tv-stationen NBC. Det sponsorerede også nyhedsprogrammer på tv-stationerne CBS, ABC og CNN – som alle nyder global rækkevidde. Hvis offentligheden var bevidst om våbenindustriens direkte deltagelse i nyhedsdækningen, er det velbegrundet at antage, at den ville forholde sig mere kritisk til krigen og holde regeringer ansvarlige for deres bidrag til krigens fortsættelse.
Fortielser om årsagerne til krigen i Ukraine
John Mearsheimer og Benjamin Abelow er blandt de få i Vesten, der har turdet stille spørgsmålstegn ved de krigsberetninger, som udgår fra Ukraine. Mearsheimer, en kendt professor fra Chicago, holdt en tale til European Union Institute den 16. juni 2022 med titlen “Årsager til og konsekvenser af krigen i Ukraine”. Et par måneder senere udgav Abelow bogen om, “Hvordan Vesten bragte krig til Ukraine”. Abelow kendes i USA for sit lobbyarbejde i Kongressen mod udbredelse af atomvåben.
Substansen i afsløringen hos dem begge lyder som følger: Vesten er forblindet af dens kritikløse forestilling om Ukraines ret til at tilslutte sig NATO. Dette blev af Rusland betragtet som den røde linje, hvis overtrædelse ville medføre alvorlige konsekvenser. Rusland meddelte gentagne gange til Washington og europæiske ledere, at det betragtede Ukraines tilslutning til NATO som en eksistentiel trussel. Abelow skriver i sin bog, at den tidligere amerikanske ambassadør i Rusland og den nuværende chef for CIA, William J. Burns, allerede i 2008 havde meddelt det amerikanske udenrigsministerium, at optagelse af Georgien og Ukraine i NATO af Rusland ville blive betragtet som ‘en linje, der ikke burde overskrides’. Vestens forberedelser af Ukraine til fuld medlemskab i NATO ville sandsynligvis fremprovokere alvorlige og uforudsigelige russiske reaktioner, rapporterede Burns hjem til sit ministerium. Abelow afslører for sine læsere, at Rusland et par måneder før invasionen af Ukraine, over for Washington havde foreslået en fredelig løsning på krisen. Dette forslag affødte en hurtig reaktion fra den amerikanske udenrigsminister, Blinken, som i december 2021 svarede, at “der er ingen ændring, og der vil ikke komme til at ske nogen ændring”.
De to forskere finder ikke noget belæg, som understøtter præsident Putins formodede imperiale motiver, selvom dette er blevet gentaget i mainstreammedier og af alle politiske ledere i vestlige lande, inklusiv Danmarks statsminister Mette Frederiksen. Hans interesse var alene at undgå, at Ukraine skulle blive et springbræt for NATO’s militær. På dagen for invasionen den 24. februar 2022 udtalte præsident Putin: “Det er ikke vores plan at besætte ukrainsk territorium; men Rusland kan ikke føle sig tryg, udvikle sig og end ikke eksistere, mens det står over for en daglig trussel, som udgår fra det ukrainske territorium”.
Ruslands baser på USA’s grænser
Situationen i Ukraine ligner til forveksling Cuba-krisen i 1962, da USSR krydsede den røde linje, således som den var defineret af USA. USSR var i al hemmelighed ved at installere missiler i Cuba. Dengang sagde den amerikanske præsident John F. Kennedy til præsident Khrushchev, at det ville få alvorlige konsekvenser, hvis missilerne ikke straks blev trukket tilbage. Putin anvendte samme fremgangsmåde som Kennedy. Men i modsætning til Khrushchev reagerede den amerikanske præsident Biden slet ikke. Han antager, at verdens befolkning endnu engang vil acceptere USA’s unikke position og slippe godt fra det.
Hvad ville den offentlige reaktion have været, hvis rollerne mellem de to lande blev vendt om, og hvis det var Rusland, som forberedte militære installationer i Mexico eller Canada på grænsen til USA? Hvis en sådan situation opstod, ville mainstreammedier helt sikkert præsentere os for nyhedsrapporter, som ville retfærdiggøre et forebyggende angreb fra USA med retfærdiggørelse i den 200 år gamle Monroe-doktrin.
Monroe-doktrinen indebærer, at enhver indblanding af fremmede magter i USA’s politiske interesseanliggender vil blive betragtet som en potentielt fjendtlig handling mod USA. Rex Tillerson, tidligere udenrigsminister, svarede på et spørgsmål fra en journalist i februar 2018, at “jeg tror, den [Monroe-doktrinen] er lige så relevant i dag, som den var den dag, den blev skrevet”.
I 2002 opsagde USA ensidigt ABM-traktaten, som havde været en aftale mellem Rusland og USA, som forbød opstilling af antiballistiske missiler. Herefter installerede USA i Rumænien missilaffyringsramper parate til at bære atomvåben. Lignende anlæg blev planlagt til opstilling i Polen. Medierne undlod fuldstændig nogen debat af konsekvenserne af disse installationer for Rusland. I 2019 ophævede USA traktaten om mellemdistanceatomraketter og nægtede at reagere på Ruslands forsøg på at forhandle et bilateralt moratorium for installation af affyringssystemer.
Kunne krigen have været undgået?
Uden folkelig opbakning går fornuftige magthavere ikke i krig. Når den folkelige opbakning til en krig ophører, søger modstridende magter politiske løsninger frem for militære. Hvis denne antagelse er gyldig, så er det logisk at antage, at jo bedre den rette sammenhæng for en krig forstås, jo mere sandsynligt er det, at den folkelige støtte vil blive splittet. Abelow antager, at krigen aldrig ville være startet, hvis følgende aktiviteter ikke var blevet udført:
– USA søger at udvide NATO til Ruslands grænser.
– USA installerede atomsmarte missilaffyringsramper i Rumænien og planlagde dem for Polen.
– USA bidrog til faldet af den demokratisk valgte ukrainske regering i 2014.
– USA ignorerede russiske forsøg på at forhandle et bilateralt moratorium for opstilling af antiballistiske missiler.
– USA gennemførte fælles operationelle retningslinjer med Ukraines militær.
Hvis disse amerikansk-initierede aktiviteter, med støtte fra NATO-alliancen, ikke havde fundet sted, er det meget sandsynligt, at Rusland ikke ville have invaderet Ukraine. Men når først disse fem aktiviteter var blevet gennemført, burde de såkaldte frie medier i Vesten have inkluderet dem i deres fortællinger om, hvad der motiverede den russiske invasion. Sådanne fortællinger kunne have banet vejen for fredelige løsninger på konflikten. Abelows antagelse understøtter nøgleargumentet i denne artikel om, at en voldelig løsning på krisen i Ukraine kunne have været undgået. Nu hvor det har fundet sted, burde medierne præsentere hele historien og dermed skabe diskussioner om et mere fredeligt alternativ til, hvordan man kan bringe krigen til ophør.
Krigens fortælling i Danmark
Misinformation og fortielser karakteriserer også nyhedsformidlingen i Danmark, hvor man med alvorlige miner fremhæver ytringsfrihedens velsignelser. Men alligevel diskuterer man ikke krigens reelle årsager og begrundelsen for Danmarks generøse bidrag til den ukrainske krigsmaskine. Uden hemmeligholdelserne er det sandsynligt, at vi ville have haft en mere dynamisk debat om krigen og specielt om Danmarks bidrag til krigens fortsættelse. I danske medier skjuler man også relationen mellem nedprioriteringen af velfærdsydelser, specielt til ældre borgere, til fordel for store gaver til Ukraine, som til gengæld retfærdiggøres med brug af superlative adjektiver af landets eksperter fra Forsvarsakademiet, ihærdigt assisteret af DR’s egen forsvarsanalytiker.
Hvis den danske befolkning indså, at nyheder og reportager fra krigen i Ukraine bliver fortalt i en politisk ramme, som tjener andre formål end danskernes prioriteringer, er det meget troligt, at dele af offentligheden ville begynde at argumentere imod krigen. Hvis krigsrapporter havde dækket synspunkter fra et bredere perspektiv, ville de amerikanske frygtbaserede fortællinger ikke have mødt en sådan ensidig underdanighed hos borgere såvel som hos politikere.
Propagandastrømmen, der udspringer fra de traditionelle medier, koncentrerer sig om at skabe frygt, fordi den bidrager til at forene mennesker med forskellige overbevisninger og værdier. Det er en strategi, som den nazistiske leder Herman Göring udøvede i sin tjeneste for Adolf Hitlers nazi-Tyskland over for den tyske befolkning. I dag anvendes den samme strategi til at forene nationale og internationale forskelligheder, således at Vesten kan opretholde sin globale dominans. På hjemmefronten har vi et eklatant eksempel på, at denne strategi stadigvæk er effektfuld. Før den russiske invasion var Enhedslisten fjendtlig stemt over for NATO, men i dag er det blevet våbendrager for Danmarks fortsatte medlemskab.
På vej mod en fredelig løsning ?
En russisk sejr over Ukraine og dens vestlige NATO-allierede ville være utålelig for USA. De moralistiske argumenter, som præsident Biden anvender, når han opfordrer vennerne i EU til militære bidrag til den ukrainske krigsmaskine, gør en forhandlingsløsning på denne konflikt næsten umulig.
Bag USA’s og dets allieredes position genkender man de frie markedskræfters ideologi forklædt som demokrati og menneskerettigheder. Den neoliberale privatiseringsideologi har domineret politisk tænkning gennem de sidste mange årtier og er drivkraften overalt, hvor USA blander sig. Strategien er at lade militæret forberede jorden for de transnationale virksomheders indtog, mens det militær-industrielle kompleks høster den umiddelbare profit.
Hvilken værdi har ytringsfriheden, hvis de traditionelle medier fortier kendsgerninger, som er af afgørende betydning for borgernes beslutninger? Kommercialiseringen af nyheder og vigtige reportager fra krigszoner gør det umuligt for borgeren at holde regeringen til ansvar for dens holdninger, da man er uvidende om, hvad der rent faktisk sker. Krigen i Ukraine har gjort journalistikken til en farce, og i stedet for at stille politiske beslutningstagere til ansvar er den blevet et lobbyinstrument, som primært tjener våbenindustriens interesser.
Kristian Laubjerg er medlem af Kommunistisk Parti og har arbejdet med udviklingsproblematikker i Udenrigsministeriets Danida over en ti-årig periode, hvorefter han arbejdede hos UNICEF i 18 år.
Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2024.
Noter
- Gustave Mark Gilbert, Nüremberg Diary, Farrar Straus, 1947 , p. 9
- Benjamin Abelow, How the West brought war to Ukraine, Massachusetts, 2022, p. 22.
- Benjamin Abelow, How the West brought war to Ukraine, Massachusetts, 2022,
- Ben Bagdikian, Former Assistant managing editor for the Washington Post.
- Fortune is an American global business magazine headquartered in New York City.
- Robert W. McChesney, Digital Disconnect: How Capitalism is turning the Internet against Democracy, New York, NY: Free Press, 2013.
- Edward S. Herman and Noam Chomsky, Manufacturing Consent, 1988.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
