– Vi vil måske betale vores 35 billioner dollars ud, stikke dem en lille kryptocheck, ikke? Vi giver dem lidt bitcoin og sletter vores 35 billioner.
Ordene faldt fra Donald Trump, præsidentkandidat til valget i USA til efteråret, på mediet Fox Business den 5. august i år.
Tallet 35 billioner – 35.000 milliarder – er den nuværende amerikanske statsgæld. Det er svært at ramme tallet præcist. Alene i indeværende finansår, fra oktober 2023 til oktober 2024, står gælden til at vokse med 3.000 milliarder.
Statsobligationer
Tallet er så stort, at USA stifter gæld blot for at betale renterne på gælden. Gælden er sat i form af statsobligationer, der som andre værdipapirer er en vare på finansmarkedet, og som kun kan sælges, hvis den giver afkast. Afkastet falder i form af renter.
Obligationer har en løbetid: Den mest populære af de amerikanske statsobligationer har en løbetid på 10 år. Efter løbetiden skal lånet indfries. Eftersom beløbene er så enorme, bliver langt det meste af den forfaldne gæld indfriet ved at stifte ny gæld.
Problemet for den amerikanske stat er imidlertid, at pengene til at købe statsobligationer skal komme et sted fra. De kan kun tiltrække kapital til at købe obligationerne, hvis der er gode vilkår ved at investere i dem.
USA har de bedste obligationer
Der er flere kriterier, der gør de amerikanske statsobligationer unikke. Rentebetaling er én. Garanti for at USA kan indfri obligationerne i en krise, er en anden. At de er stabile og lette at afsætte før tid, fordi alle vil have dem og der dermed aldrig mangler købere, har også en stor betydning. Det er den cocktail af gode vilkår for amerikanske statsobligationer, der har gjort det muligt at oparbejde den enorme gæld.
Men der er tegn på, at selv den amerikanske statsgæld ikke kan blive ved at vokse. Ikke ind i himlen, i hvert fald. Alene størrelsen – at USA skal betale renter med ny gæld – er let at gennemskue for kapitalen som et problem. USA kan ikke længere indfri gælden, og kan kun betale renter ved nye lån. Vi ser derfor, at mange investorer og kapitalfonde går over til obligationer med en løbetid på tre måneder, hvor renten er næsten tidoblet over et par år.
Derfor er de kortfristede obligationers andel af de samlede obligationer fordoblet over de sidste ti år. De korte løbetider betyder, at staten hele tiden skal re-finansiere enorme lånebeløb – forventet 20 billioner i år – med nye obligationer, når de gamle udløber. Alene tallets størrelse giver udfordringer for det finansielle system.
Moderne monetær teori
I en årrække har den amerikanske stat fulgt en økonomisk teori, der tilbød en løsning på netop det problem. Nemlig den teori, hvis engelske forkortelse er MMT, og som kan oversættes til “moderne monetær teori”.
Implementeringen har mest været i praksis, ikke ved at amerikanske embedsmænd og politikere har erkendt at følge MMT. Men MMT postulerer, at en suveræn stat med kontrol over egen valuta aldrig kan løbe tør for penge. De kan jo blot trykke flere, eller, i den digitale tidsalder, tilføje tal i overførsler til andre konti, og de tal kan så hæves i sedler eller stå på bankkonti og bruges til at købe.
Alan Greenspan, daværende chef for den privatejede amerikanske centralbank, formulerede teorien klart i august 2011, da han til tv-stationen CNBC fortalte, USA altid kan betale sin gæld, fordi de altid kan trykke pengene.
USA kan betale enhver gæld det har, fordi det altid kan trykke penge til at gøre det, så der er nul mulighed for misligholdelse.
Det kan, ifølge MMT, fortsætte, fordi alle indbyggere i staten i sidste ende er tvunget til at have netop den møntfod, fordi de skal betale skat til staten. Så længe staten har en suveræn valuta og opkræver skat, kan den suverænt bestemme, at alt skal foregå i den valuta.
Teorien stammer fra Østrig i begyndelsen af 1900-tallet. Den berømte økonom J.M. Keynes brugte den som udgangspunkt i sine teorier om økonomisk stimulans, og politikere på den amerikanske venstrefløj som Bernie Sanders og Alexandra Ocasio-Cortez er fortalere for den, fordi den betyder, at staten kan finansiere sociale velfærdsprogrammer blot ved at skabe penge, også i en tid hvor der er modstand mod, at virksomheder og milliardærer betaler skat.
USA som stat bruger ikke formelt MMT. Men USA fører i praksis en politik om at trykke penge, både fysisk og digitalt, for at klare udgifterne og har gjort det siden præsident Bush i starten af 00’erne. Han gav gigantiske skattelettelser til de rige, eksploderede udgifter til krige og oprustning, men skar kun relativt lidt ned i sociale ydelser. Pengene kom fra salg af statsobligationer, og renterne kom ved at øge pengemængden.
En skrue uden ende
MMT hævder, at staten kan gøre det i al uendelighed uden inflation, netop fordi alle i landet i sidste ende skal bruge penge, og pengene derfor vil blive ved at være efterspurgt. Så længe pengene kommer ud som kapital til investeringer, enten direkte som erhvervsstøtte og lån til kunstig lav rente eller indirekte ved overførsler til arbejdsløse, syge og ældre, er den hellige grav vel forvaret.
Imidlertid er en udfordring ved MMT, at selv en økonomi som USA’s i sidste ende er del af en global økonomi. Staten kan ikke garantere værdien af sin valuta uden for egne grænser. Uden for landets grænser er dollarens værdi baseret på tillid – en tillid, der måles i afkast og renter på statsobligationerne.
En overflod af dollar fra staten risikerer at devaluere dens værdi i international handel. Stigende statsgæld i egen valuta samt devaluering vil kun føre til, at der skal endnu flere dollar til at betale renter og omlægge gamle lån til nye lån, hvilket kræver flere lån. Og så videre.
Den problemstilling bliver kun mere afgørende, jo mere dollarens andel af international handel falder. I 1999 var 71 procent af alle transaktioner verden over nomineret i dollar. Det er faldet til 58 procent i dag. Verden over er færre folk afhængige af dollaren i dag. USA må finde en ny måde at skabe behov for dollaren på.
Petrodollarens fald
For 50 år siden stod USA i en lignende situation. Der var krise, inflation og en dyr krig i Vietnam samt vild oprustning i Den Kolde Krig. Daværende præsident Nixon brød den gamle aftale om, at dollaren og andre af de gamle, vestlige valutaer var bundet til guld og deres værdi baseret på den mængde guld, der lå i statens kældre.
Aftalen kom i stand efter Anden Verdenskrig – Bretton Woods-aftalen – og krævede netop, at der lå guld i kældrene, for at dollaren var noget værd. Det guld kom ikke i stort nok omfang 30 år senere. Da Nixon brød med guldet, faldt dollaren i værdi i international handel. Efter et par år var faldet så stort, at noget nyt skulle til.
USA indgik da en aftale med flere store olieproducerende OPEC-lande med Saudi-Arabien i spidsen. Aftalen om den såkaldte petrodollar blev aldrig skrevet som en formel kontrakt. Men aftalen har virket. Al international handel i olie skal opgøres i dollar. Alle lande har brug for at købe eller sælge olie, og alle lande har derfor brug for amerikanske dollar.
At dollaren fik monopol på en vare, gjorde det lettere for den at have næsten monopol på en række andre varer. Alle havde dollar, og det gjorde det let at aftale priser i den valuta. Aftalen om petrodollaren havde i et halvt århundrede en selvforstærkende effekt.
Skru op for hanerne
Der var selvsagt en slagside. Hvad hvis store olielande begyndte at sælge i andet end dollar? Flere lande forsøgte i sin tid, Irak og Libyen er skoleeksempler. Men så længe Saudi-Arabien holdt aftalen, var den sikret.
Saudi-Arabien har den fordel, at deres olieproduktion er stor – så stor, at de relativt let og hurtigt kan justere efter behov. Mange lande har en produktion på højst et par millioner tønder om dagen. Saudi-Arabien har længe haft kapacitet til at justere den daglige produktion med et par millioner tønder i løbet af dage eller uger. Ingen andre lande havde den kapacitet, selv ikke Sovjet, der i lang tid producerede mere olie end Saudi-Arabien, men som ikke kunne justere op og ned med så kort varsel.
Så ethvert land der brød med petrodollaren, kunne lægges på is, uden at det betød, at der kom mindre olie ud. Saudierne kunne bare skrue på hanen. Sammen med spørgsmål som politisk orientering, let transport af olien og adgang til raffinaderier samt krige og blokader definerede dét petrodollaren. I rolige tider var de saudiske oliehaner altafgørende for USA.
Petrodollaren blev ikke fornyet
Lige indtil Saudi-Arabien den 13. juni i år lod være at forny aftalen. Aftalen var som sagt aldrig en formel, traktatfæstet aftale. Men den mundtlige aftale og forståelse udløb den 13. juni i år. Og den blev ikke genbekræftet. Saudi-Arabien er i stedet på vej ind i BRIKS som fuldgyldigt medlem, og organisationen arbejder løbende på løsninger, der skal afregne international handel uafhængigt af amerikanske banker og dollar.
Det er en enorm trussel mod den amerikanske stats økonomi, at resten af verdens behov for dollar som valuta er truet, og den saudiske vej væk fra petrodollaren er et krystalklart eksempel. Det er vanskeligt at forestille sig Saudi-Arabien tage eller gennemføre en beslutning om at afvikle petrodollaren for tyve år siden. I dag kan USA i sidste ende ikke gøre noget for at stoppe beslutningen.
Kryptovaluta
Men når nu den amerikanske stat skal finde ny kapital til statslån i dollar hele tiden, hvad gør man så? Her kommer kryptovaluta ind som en potentiel afløser for at dække udgifter og renter med nye lån. Trump som præsidentkandidat bygger i hvert fald sin retorik på den mulighed.
Den mest berømte og dominerende kryptovaluta er bitcoin. Bitcoin er baseret på komplekse logaritmer i særligt udviklede programmer, der kræver stor computerkraft for at gennemføre. Hver bitcoin, der består af disse koder, har et digitalt spor efter sig i hver eneste transaktion, den er gået igennem. Når en bitcoin skifter ejer, skal samtlige tidligere ejere verificere det.
For tiden tager det det samlede netværk af computere ti minutter at verificere en enkelt transaktion. Nye bitcoin kodes i en form for udbud, hvor millioner af computere arbejder parallelt på at gætte en løsning på de komplekse logaritmer, men kun en enkelt blok af koder vinder udbuddet og modtager de nye bitcoin.
Bitcoin
Bitcoin er i teorien skabt med et loft på 21 millioner enheder. De kodes gennem logaritmerne, men i et stadigt langsommere tempo. Der er nu kodet omkring 19 millioner enheder, men de sidste forventes først kodet efter år 2035.
Denne enorme kompleksitet i kodning og udveksling er selve grundlaget for, at bitcoin er et spekulationsobjekt, fordi de reelt set ikke kan forfalskes. Derimod kan priserne både stige og falde meget eksplosivt. En enkelt bitcoin har nu en værdi på over 60.000 dollar, hvor man knap kunne købe en pizza for dem det første år.
- Koster enorme mængder energi og computerkraft at kode
- Kun 24 lande bruger mere elektricitet end den samlede bitcoin-produktion
- Bitcoin koster fem gange Danmarks årlige forbrug i elektricitet
- Bitcoin udleder 20 gange så meget CO2 som guld pr. dollar
- Værdien af alle bitcoin svarer til 1400 milliarder dollar. Produktionen har kostet strøm for over 1100 milliarder dollars
Kilde: Bitcoin Energy Consumption Index
Samlet har bitcoin en værdi på 1400 milliarder dollars. Der findes hundredvis af kryptovalutaer, men bitcoin udgør langt størsteparten af den samlede værdi. Det er her, bitcoin er interessant for amerikanske politikere og deres bagland i finanskapitalen.
Ganske vist skal hver bitcoin være 23 gange mere værd, hvis blot USA’s nuværende statsgæld skal dækkes. Samtidigt er hele processen om handel med bitcoin så langsom og kompleks, at det vil tage mere end et år, hvis hvert menneske på Jorden hver især skulle foretage blot én handel med den digitale vare. Selve apparatet omkring bitcoin er langt mere usmidigt end statsobligationer.
ETF-børser
Men det seneste års tid har en ny udvikling sat sig i stilling til at redde projektet. Det er en slags digitale børser, kaldet ETF (Exchange-Trade Funds), hvor almindelige penge bruges til at købe værdibeviser, der garanteres i bitcoin. Spekulanten køber værdibeviser til en pris og sælger dem på et fastsat tidspunkt til en bestemt pris. Gætter man rigtigt, er bitcoin steget mere i mellemtiden, og man scorer fortjenesten.
USA har givet de store banker samt investeringsfonde som BlackRock lov til at oprette ETF baseret på kryptovaluta i løbet af det seneste års tid. Det betyder, at de fleste spekulationer i bitcoin ikke længere kræver de komplekse transaktioner med specielt udviklede logaritmer. Nu er det tilstrækkeligt at købe et værdibevis på bankens hjemmeside, gætte en pris en uge eller mere ud i fremtiden og så indkassere, hvad end gevinst der måtte være.
Den slags ETF findes allerede for en række almindelige varer. Der er ETF for kaffe, guld, olie og alt muligt andet. Handel med værdibeviserne er digitalt og har intet at gøre med, hvor den fysiske vare findes. Det er udelukkende et indhug i en forventet værdistigning. Men fordi USA’s finanssystem har åbnet for ETF i kryptovaluta efter i årevis at have forbudt dem, åbner de for en ny reserve af spekulativ kapital.
Vare uden værdi
I sig selv er kryptovaluta som bitcoin en vare uden værdi. Den eneste grund til at købe den er tiltro til, at den stiger i pris og vil blive ved at stige; alternativt, at man selv sælger, lige før varen ikke længere stiger i pris. Den sandhed gælder også for statsobligationer. USA har ikke evnen til at indløse statsobligationerne. De er kun attraktive, fordi renterne stiger.
Systemet virker, så længe der er tilstrækkeligt med kapital til at fortsætte stigning i pris ved nye køb, salg, køb, salg. Og så længe alle tror på, at priserne fortsætter med at stige. Den tiltro er under pres på de amerikanske statsobligationer.
Store lande som Kina, Japan og Saudi-Arabien køber færre obligationer fra USA, og Kina har løbende solgt ud af beholdningen det sidste år. Derfor er det i dag kun 20 procent, der ejes uden for USA, mod 35 procent ved starten af coronakrisen.
Trumps ambition om at betale den amerikanske statsgæld med en kryptocheck afspejler et håb om at finde en ny vare, der som varm luft blot bliver ved at stige op og op.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.