Nyhedskommentar
Natten til tirsdag dansk tid blev spændingen endelig forløst. Efter at være blevet et globalt fænomen er den 34-årige Zohran Mamdani blevet valgt som borgmester i New York City for demokraterne.
Mamdani, der beskriver sig selv som demokratisk socialist, har formået at slå den tidligere guvernør i New York, Andrew Cuomo, og de mange millioner af dollars, der er blevet spyttet i Cuomos kampagne. På mange måder er det et endeligt gennembrud for en progressiv bevægelse, som i næsten ti år har været ulmende i USA.
At det er kommet netop nu, hvor Trump som præsident i højere og højere grad benytter autoritære midler mod sin egen befolkning, gør blot valgsejren mere markant.
Trump har siden han blev indsat som præsident sendt ICE (immigrationspolitiet red.) ind forskellige steder i landet med fascistiske metoder for at fjerne immigranter og sendt nationalgarden ind i byer, som han mener er “overrendt med kriminalitet” henover hovedet på de lokale guvernører og borgmestre.
I det tiltagende fascistiske politiske klima er en valgsejr til en klart venstreorienteret kandidat værd at fejre.
Der var også en stikpille til netop præsidenten i den nyvalgte borgmesters sejrstale. Han understregede, at New York “vil forblive en by af immigranter, bygget af immigranter og nu ledet af en immigrant”.
– Hvis nogen som helst kan vise en nation forrådt af Donald Trump, hvordan man slår ham, så er det byen, som skabte ham, fortsatte han.
Kandidaten vs bevægelsen
Dog er der ikke kun positive ting at sige om Mamdanis sejr, da han, som alle andre politikere, der vil deltage i valgprocessen i USA, har været nødt til at moderere sig selv og sine holdninger.
Væk er ideen om at fjerne finansieringen af New Yorks politi og bruge pengene anderledes. Han har også tidligere været stærk modstander af at bygge nye fængsler, men har sidenhen ændret holdning og støtter nu opførelsen af dem.
Men sejren handler faktisk kun i begrænset omfang om manden selv. Det vigtigste fokus er den bevægelse, han har stablet på benene.
Konkret politik til konkrete problemer. En strategi, som ikke lyder revolutionerende, men som det demokratiske parti har fejlet i at benytte de sidste mange år.
Noget særligt imponerende ved den bevægelse, som Mamdani har skabt, er, at den vandt over en langt rigere modkandidat. I amerikansk politik er logikken ellers ofte, at den kandidat, som bruger flest penge, vinder valgene.
Og Andrew Cuomo skyede da heller ikke at smide om sig med checkhæftet. Hans kampagne har haft 56 millioner dollars til rådighed i alt, sammenlignet med Mamdanis 22 millioner. Mange af pengene i Cuomos kampagne er kommet gennem donationer fra milliardærer, imens Mamdani primært har fået små donationer fra almindelige mennesker.
Alligevel, på trods af den store forskel i budgetter, vandt Mamdani. I høj grad på grund af den græsrodsbevægelse, som han formåede at opbygge, hvor over 100.000 frivillige har gået New Yorks gader tyndt og ringet på dørklokker for ham.
Det er en lignende strategi, som Barack Obama benyttede i sin præsidentkampagne i 2008.
At skabe en hær af frivillige, som oprigtigt tror på kandidatens politiske projekt, er en afgørende magtfaktor i fremtidige kampagner. Det har Zohran Mamdani slået fast med et syvtommerssøm.
Trumps egen strategi
For at skabe en bevægelse, der kunne sikre Mamdani sejren, har han faktisk stjålet et trick fra ingen ringere end Donald Trump.
Fordi imens Cuomos kampagne i høj grad har fokuseret på Mamdanis støtte til Palæstina, hans planer om at beskatte milliardærer og tidligere udtalelser om politiet, har Mamdanis eget fokus været ret simpelt: normale new yorkeres problemer.
Ligesom at Donald Trump i sin præsidentkampagne i 2024 fokuserede på leveomkostninger, har Mamdani haft samme tilgang i sin borgmesterkampagne. Det store fokus har været fastfrysning af huslejepriser, gratis børnepasning og gratis busser.
Selv med alle angrebene fra politiske modstandere har Mamdani stået fast. Det blev særligt tydeligt under en debat under det demokratiske primærvalg, hvor kandidaterne blev spurgt ind til, hvilket land de ville besøge som det første, hvis de blev borgmester.
De fleste kandidater svarede enten Israel eller Ukraine, men da turen kom til Mamdani svarede han simpelt: “Jeg vil blive i New York og adressere problemerne som new yorkerne har”.
Det er det, som hans bevægelse er bygget på. Konkret politik til konkrete problemer. En strategi, som ikke lyder revolutionerende, men som det demokratiske parti har fejlet i at benytte de sidste mange år.
Med det fokus for øje var det muligt for Mamdani at skabe en valgmaskine med sine mange frivillige.
Skuffelser fra fortiden
At fortsætte arbejdet med sin bevægelse bliver fuldstændig afgørende for Zohran Mamdani. Både i forhold til det helt konkrete politiske arbejde, der venter forude, men også for at undgå fortidens fælder.
Sammenligningen med Obama rækker længere end blot kampagneteknikker. Også han havde en massebevægelse til rådighed, som han så endte med kun at benytte i valgkampe. Det gjorde, at Obama hurtigt gik fra et lys i mørket efter Bush tiden, til at være blot endnu en neoliberal præsident, som førte stort set samme politik som sine forgængere.
Når den politiske hverdag melder sig, hvor kompromisser, pengeinteresser og valgbarhed bliver fokus, er det nødvendigt med en bevægelse, der kan holde en i kontakt med de mennesker, man repræsenterer.
Det bliver den store udfordring for Mamdani. Hans valgsejr bygger i høj grad på hans evne til at lytte til borgerne i New York, forstå deres udfordringer og omsætte dem til konkret politik.
Som det amerikanske parti Party for Socialism And Liberation skrev i en udtalelse efter Mamdanis sejr:
– Energien fra alle de mennesker, der støttede Mamdanis sejr, skal kanaliseres ind i en permanent mobiliseret massebevægelse, der kan bygge uafhængige arbejderparter og organisationer, som vil kæmpe imod de herskende kræfter og sikre, at hans reformer bliver til virkelighed, og kæmpe for endnu mere.
Det bliver nøglen for Mamdani og hans bevægelses fremtid, så den ikke ender som en moderne udgave af skuffelsen over Obama.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
