Efter næsten to års forhandlinger har verdenshandelsorganisationen WTO indgået en aftale om midlertidigt at suspendere patenterne på coronavacciner.
Verdens fattige lande – med Indien og Sydafrika i spidsen – har siden 2020 presset på for at få lov til at producere deres egne, billige vacciner, så de har råd til at vaccinere befolkningerne i deres lande.
Ngo’er raser over aftalen.
– Det her er absolut ikke den brede dispensation fra den intellektuelle ejendomsret, som verden har brug for for at sikre vacciner og behandling til alle. Det har EU, Storbritannien, USA og Schweiz blokeret for. Det såkaldte kompromis gentager stort set bare ulandenes ret til at tilsidesætte under visse omstændigheder, siger Max Lawson fra det internationale netværk People’s Vaccine Alliance.
People’s Vaccine Alliance er en koalition af over 100 sociale- og ulandsorganisationer fra hele verden, der kræver patenterne på coronavacciner afskaffet, så verdens fattigste også kan få adgang til at blive vaccineret og behandlet.
– Sydafrika og Indien har ført en 20 måneder lang kamp for udviklingslandenes ret til at fremstille og få adgang til vacciner, tests og behandlinger. Det er skammeligt, at de rige lande har forhindret WTO i at levere en meningsfuld aftale om vacciner. De svigter deres ansvar for at sikre behandling, mens mennesker dør uden adgang til vacciner og behandling, konstaterer Max Lawson.
Tests, teknologier og behandling er ikke omfattet
Aftalen omfatter kun visse former for vacciner – og ikke testudstyr, teknologier og behandling.
Derfor advarer flere eksperter om, at aftalen ikke er tilstrækkelig til effektivt at bekæmpe pandemien.
“Der er ikke kun brug for at give afkald på de intellektuelle rettigheder på vacciner for at sikre udvikling og produktion af vacciner. Der er også brug for at overføre knowhow. Desuden er andre sundhedsteknologier ikke en del af aftalen”, konstaterer tænketanken Medicines Law & Policy i en analyse af WTO-aftalen.
Læs også
Kun syv procent af verdens fattigste er færdigvaccinerede
I efteråret 2020 satte verdens rigeste lande sig på stort set alle tilgængelige coronavacciner. Det førte til massiv mangel på vacciner – og tusindvis af døde – i verdens fattige lande.
Det fik Indien and Sydafrika til at fremlægge et forslag i WTO om, at medicinalfirmaerne i de rige lande skulle give afkald på deres intellektuelle ejendomsret og tillade, at fattige lande kunne producere deres egne, billige vacciner.
I alt har ikke mindre end 100 – især verdens fattige – lande krævet, at WTO ophæver patenterne på coronavacciner, så de fattige lande får adgang til selv at producere og distribuere vaccinerne og flere mennesker blive vaccineret.
Det er skammeligt, at de rige lande har forhindret WTO i at levere en meningsfuld aftale om vacciner. De svigter deres ansvar for at sikre behandling, mens mennesker dør uden adgang til vacciner og behandling.
Max Lawson, People’s Vaccine Alliance
Det har store konsekvenser for verdens fattige lande, at de ikke har adgang til vaccinen, fordi de ikke har råd til den – mens store medicinalfirmaer har holdt på deres patenter og tjent milliarder på vaccinerne:
Kun syv procent af de mennesker, der lever i ulande, er færdigvaccineret. Og kun 14 procent af befolkningerne i Afrika er færdigvaccineret.
På trods af det lave antal vaccinerede vurderer en undersøgelse fra Imperial College, at vacciner har reddet 446.000 liv alene i Afrika.
– Ulandene vil ikke vente på resterne fra de rige lande. De ønsker selv at være i stand til at producere deres egne vacciner. Det er skamfuldt, at de rige lande har trukket forhandlingerne i langdrag, så medicinalindustrien kunne maksimere deres profitter, mens mennesker er døde uden adgang til vacciner, siger Julia Kosgei fra People’s Vaccine Alliance.
– De rige lande har vist, at de ikke er til at stole på, når det gælder om at sikre sundhed for alle.
People’s Vaccine Alliance har tidligere afsløret, at medicinalindustriens patenter og monopol på vacciner har gjort det fem gange så dyrt at vaccinere verdens befolkninger.
EU sætter profit over menneskeliv
To parlamentarikere fra den venstreorienterede GUE/NGL-gruppe i EU-parlamentet kritiserer EU for at sætte medicinalindustriens profitter over folkesundheden i WTO-forhandlingerne mellem de rige og de fattige lande.
– EU blokerede for Indiens og Sydafrikas og resten af ulandenes forslag i WTO om at suspendere medicinalindustriens intellektuelle rettigheder. EU’s uforsonlighed, når det gælder om at give afkald på intellektuelle rettigheder på coronavacciner, koster millioner af liv og vil også påvirke mulighederne for at bekæmpe fremtidige pandemier, siger medlem af EU-parlamentets GUE/NGL-gruppe for det tyske parti Die Linke, Helmut Scholz.
På grund af især EU’s modstand står verden tilbage med en “skandaløs” WTO-aftale, mener han.
– WTO’s aftale vil ikke føre til en øget produktion af vacciner, for landene vil ikke få adgang til hverken opskriften på vaccinerne eller detaljer om, hvordan de bliver produceret. Og hvad værre er: Aftalen indfører en række nye restriktioner på produktion og forsyning af vacciner, der kan hindre ulandenes evne til at håndtere fremtidige pandemier.
Han uddyber:
– Aftalen er en sejr for industriens lobbyister over forsøget på at redde liv. Vi kan ikke acceptere, at store virksomheder dikterer verdens evne til at producere den nødvendige medicin, der skal til for at bekæmpe en global pandemi, fordi de “ejer” forskningen bag vaccinerne – som i øvrigt i høj grad er finansieret af offentlige midler.
Hans belgiske kollega kritiserer også EU og WTO.
– WTO svigter og vil ikke give afkald på intellektuelle rettigheder til sundhedsteknologier. Aftalen forsøger endda at begrænse de nuværende, begrænsede rettigheder til at tilsidesætte patenter under visse omstændigheder. Aftalen tilsidesætter princippet om, at sundhed er vigtigere end medicinalindustriens profitter. Ansvaret for denne fiasko ligger delvist hos EU. Universel adgang til effektive sundhedsteknologier er en rettighed og kræver et opgør med intellektuelle ejendomsrettigheder, siger medlem af EU-parlamentets GUE/NGL-gruppe for det belgiske arbejderparti PTB, Marc Botenga.
Læs også
EU danner fælles front med medicin-lobby for patentrettigheder mod verdens fattige
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.