Da Kina udløste militærøvelser med skarpe skud ud for Taiwans kyst og simulerede en ægte “genforening med magt”-operation i kølvandet på formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosis ceremonielle besøg på øen i sidste uge, fik de to ledende partiers iver for en ny kold krig med Kina og Rusland større fat i Washington.
“Ledere i begge partier”, rapporterer Washington Post-klummeskribent Josh Rogin, “forstår, at USA har en pligt og en interesse i … at slå tilbage mod USA’s modstandere i både Europa og Asien.” USA viste, at det kunne tage kampen op mod både Kina og Rusland på samme tid, tilføjer han.
Senatet stemte 95-1 for at tilføje Sverige og Finland til NATO. Loven om forebyggelse af invasion af Taiwan nyder støtte fra begge partier. Og politikere i begge partier gjorde sig umage for at give Pentagon endnu flere penge, end det havde bedt om.
Det, som et land anser for uskyldige foranstaltninger til at øge sin sikkerhed, kan et andet land opfatte som truende.
Den kolde krig er USA’s komfortzone. Vi vandt den sidste. Vi har moralen på vor side. Det er demokrati mod autoritarisme. Og vi har det største og bedste militær. Hvem kan have noget imod det?
Men der er stadig spøgelsesagtige spørgsmål. Tjener en ny kold krig – hvor Rusland og Kina angribes på samme tid – amerikanernes reelle sikkerhed? Fremmer det præsident Bidens lovede “udenrigspolitik for middelklassen”? Ville de fleste amerikanere måske foretrække, at dette land dæmper sin begejstring for udenlandske eventyr og i stedet fokuserer på at få orden i eget hus?
Den eksistentielle trussel mod vores sikkerhed er nu det ekstreme vejr forårsaget af klimaændringer, som allerede koster liv og milliarder af dollars i ødelæggelser som følge af skovbrande, oversvømmelser, pest og tørke. Abekopper minder os om, at de mest dødbringende angreb er kommet fra globale pandemier. Det hjælper ikke at kaste penge efter Pentagon.
Ville det ikke være bedre, hvis præsidentens særlige udsending John F. Kerrys rejser fik lige så meget opmærksomhed som Pelosis Taiwan-optræden? Klimaændringer og pandemier kan ikke løses uden kinesisk og russisk samarbejde, men kineserne har officielt afbrudt forhandlingerne om disse spørgsmål i kølvandet på Pelosis besøg.
Bidens udenrigspolitiske team har fokuseret på at opstille baser og samle allierede for at omringe og inddæmme Rusland og Kina. Men krigen i Ukraine har afsløret Ruslands militære svaghed. I mellemtiden har sanktionerne afskåret adgangen til russiske fødevarer, gødning og mineraler, som er af vital betydning for lande verden over, og de kan bidrage til en global recession.
Kina er en ægte “jævnbyrdig konkurrent”, som Pentagon kalder det. Men dets styrke er dets økonomi, ikke dets militær. Det er den førende handelspartner for lande over hele verden, fra Latinamerika til Afrika og Asien. Da Pelosi stoppede i Sydkorea efter sit besøg i Taiwan, blev hun ikke modtaget af Sydkoreas præsident. Præsident Yoon Suk-yeol, erfarede vi, var på “staycation” for at overvære et teaterstykke.
At en loyal allieret, der er hjemsted for næsten 30.000 amerikanske tropper, afviste Pelosi, er helt sikkert en afspejling af, at Kina er Sydkoreas førende handelspartner. USA ville gøre klogt i at fokusere – ligesom Kina gør – på at udvikle de nye teknologier, der vil definere fremtidens markeder, i stedet for at bruge mere end en billion dollars på ting som for eksempel en ny generation af atomvåben, der aldrig kan bruges.
De genoplivede kolde krigere hævder, at USA’s udstationering af styrker omkring Kina og Rusland er defensiv. Men som Stephen Walt bemærker i Foreign Policy, ignorerer dette “sikkerhedsdilemmaet”: Det, som et land anser for uskyldige foranstaltninger til at øge sin sikkerhed, kan et andet land opfatte som truende.
De amerikanske administrationer blev ved med at hævde Ukraines “ret” til at tilslutte sig NATO som sikkerhed mod truslen fra Rusland. Rusland så den mulige udstationering af NATO-styrker og amerikanske missiler i Ukraine som en trussel. Bidens kommentar om, at Putin “ikke kan forblive ved magten”, som blev gentaget af amerikanske politikere, og USA’s historie med støtte til regimeskift rundt om i verden var ikke just betryggende.
Selv om Washington formelt accepterer, at Taiwan er en provins af Kina, opruster det øen og indsætter flere styrker i Stillehavet. Pelosi beskrev sit besøg som en “utvetydig erklæring om, at Amerika står sammen med Taiwan, vores demokratiske partner, mens landet forsvarer sig selv og sin frihed”.
Beijing betragter dette som et angreb på sin nationale suverænitet, en overtrædelse af vores officielle holdning og som en provokation, der skal anspore uafhængighedsbevægelser i Taiwan.
De kolde krigere går ud fra, at det meste af verden står på vores side. Det er rigtigt, at vores NATO-allierede samledes mod Rusland efter dets invasion af Ukraine, men to tredjedele af verdens befolkning bor ifølge Economist i lande, der nægter at sanktionere Rusland.
En stor del af udviklingslandene er skeptiske eller det er er værre over for USA’s påstande om demokrati eller den regelbaserede orden. Dette gør sanktionerne mindre effektive – Kinas køb af russisk olie og gas er for eksempel steget med 72 procent siden invasionen af Ukraine. Det afspejler også den voksende styrke af den kinesiske “bløde magt” og den amerikanske militærmagts faldende valuta.
Stormagter går i høj grad tilbage på grund af intern svaghed og manglende evne til at tilpasse sig nye realiteter. I en æra med farlig fjendskab mellem parterne er den refleksive omfavnelse af en ny kold krig fra begge partiers side en slående kontrast.
Men de gamle vaner er ikke tilstrækkelige til at imødegå de nye udfordringer. Dette er næppe måden at opbygge et levende amerikansk demokrati på.
Denne artikel er distribueret af Globetrotter i samarbejde med The Nation.
Katrina vanden Heuvel er redaktionel leder og udgiver af The Nation og er formand for American Committee for U.S.-Russia Accord (ACURA). Hun skriver en ugentlig klumme i Washington Post og er en hyppig kommentator af amerikansk og international politik for Democracy Now, PBS, ABC, MSNBC og CNN. Du kan finde hende på Twitter @KatrinaNation.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
Fagebvægelsen i Esbjerg må sige utvetydigt fra over for byen som en amerikansk militærbase. Jeg opfordrer Hanearbejdernes klub af 1944 til at stoppe al transport af militært udstyr. Det er arbejderklassens stærkeste våben over for det militær-industrielle kompleks i USA og EU!
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
