Analyse
Præsidentvalget i Venezuela den 28. juli endte med en klar sejr til den siddende præsident Nicolás Maduro, som var opstillet af det store socialistiske enhedsparti PSUV. Hans kandidatur blev støttet af en række andre partier og grupper.
Der opstillede 10 kandidater ved præsidentvalget, men kun én af dem var en reel udfordrer, nemlig Edmundo González, kandidat for højrealliancen MUD.
I denne tid er der mange mennesker på “venstrefløjen”, som er forvirrede omkring det, der sker i Venezuela. De vil have rene hænder og være kritiske i alle retninger. Deres neutralitet fører dem i favnen på imperialisterne.
Vijay Prashad, journalist og historiker
Da stemmerne var talt op, vandt Maduro med 51,95 procent af stemmerne, mens González fik 43,18 procent, og de øvrige otte kandidater delte de sidste 4,87 procent.
Det var det 31. valg eller folkeafstemning i Venezuela, siden den tidligere præsident Hugo Chávez vandt præsidentvalget i 1999 og indledte et systemskifte med Den Bolivarianske Revolution i Venezuela. Tilhængerne af Den Bolivarianske Revolution har vundet 29 af valgene, mens to er vundet af oppositionen; nemlig en folkeafstemning om ændring af grundloven i 2007 og et parlamentsvalg i 2015.
Der har næsten hver gang været konflikter i kølvandet på valg i Venezuela. Oppositionen – der støttes kraftigt af USA og EU – har i deres forsøg på at blive af med Den Bolivarianske Revolution og dermed landets antiimperialistiske politik både forsøgt sig med boykot af valg og forsøg på oprør efter afholdte valg med påstande om valgsvindel samt en række kupforsøg.
I år har oppositionens og USA’s strategi været påstande om valgsvindel og opfordring til oprør med vold og terror i gaderne.
Göbbelsk pressetaktik
Der er ingen dokumentation for valgsvindel. Og der er ingen grund til at tro, at valget ikke er okay eller ikke afspejler vælgernes holdning.
Men vestlige medier og vestlige regeringer med USA i spidsen bruger deres enorme indflydelse på meningsdannelsen til at mistænkeliggøre Nicolás Maduros sejr. Der råbes valgsvindel i en uendelighed, men der fremlægges ingen beviser.
Det er göbbelsk pressetaktik, hvor gentagelse skal få løgnen til at fremstå som sandhed og virkelighed.
Det er alarmerende! Men at opleve, at løgnen og mistænkeliggørelsen også præger partier, organisationer og personer i dele af venstrefløjen, er i særklasse dybt beklageligt.
Der var stor international folkelig opbakning til Den Bolivarianske Revolution under Hugo Chávez fra 1999 til 2013. Chávez var en stærk leder af en stærk folkelig bevægelse, som i 15 år var ustoppelig og skabte sociale, økonomiske og kulturelle forbedringer i stort, stort omfang og på rekordtid. Venezuela var dengang frontløber for det, som mange kaldte en “rød bølge” i Latinamerika.
Venezuela fik en ny grundlov og en ny valglov. Ved præsidentvalget i 2012 havde Carter-centeret fra USA, der er grundlagt at USA’s tidligere præsident Jimmy Carter, en gruppe valgobservatører med Carter selv i spidsen i Venezuela. Carter udtalte dengang, at Venezuelas valgsystem var det måske bedste i verden. Det omfatter en kombination af elektronisk stemmeafgivning med en papirkvittering.
Det er det samme system, som blev anvendt ved valget den 28. juli i år.
På valgdagen – der stort set forløb roligt – skete der to ’uheld’, som oppositionen eller deres støtter i USA sandsynligvis havde iværksat. I hvert fald har oppositionen udnyttet, at der indtraf en strømafbrydelse i store dele af landet i nogle timer, så overførsel af valgresultater blev forsinket, og samtidig blev valgmyndigheden CNE’s hjemmeside hacket og gjort utilgængelig.
Foreløbigt resultat, der holdt
Først sent på aftenen holdt CNE et pressemøde, hvor de bekendtgjorde, at den siddende præsident havde vundet valget med 52 procent af stemmerne med 43 procent til den ledende modkandidat. CNE oplyste, at dette resultat baserede sig på optælling af 80 procent af stemmerne. Valgsejren til Maduro var statistisk uomgængelig, uanset hvordan de resterende stemmer fordelte sig, fastslog CNE.
Fem dage senere oplyste CNE, at nu var 96 procent optalt. Det foreløbige resultat holdt.
Men i de fem døgn havde oppositionen kastet landet ud i et velforberedt politisk stormvejr med anklager om valgsvindel, demonstrationer, protester, vold, ødelæggelser og drab.
USA bør ikke blande sig i valg i vores region.
Ralph Gonsalves, premierminister, St. Vincent og Grenadinerne
Store demonstrationer blev indkaldt af oppositionen, og større demonstrationer samledes til støtte for valget af Maduro.
I den situation indbragte præsident Nicolás Maduro valgresultatet for Højesterets Valgkammer. Her i Venezuelas højeste juridiske myndighed skulle striden om valgresultatet afgøres. Højesteret har autoritet til at kræve af parterne, at de lægger deres dokumentation frem, og at personer kan afhøres under ansvar.
Den 22. august afsagde Højesteret sin kendelse, som bekræfter, at Nicolás Maduro har vundet valget med over 51 procent af stemmerne.
Den venezuelanske advokat og valgekspert Olga Álvarez har i et interview med netmediet Peoples Dispatch forklaret, hvordan 12,4 millioner vælgere (60 procent) har afgivet deres stemme ved de cirka 30.000 valgsteder. Hvordan vælgerne identificerer sig med ID. Hvordan scannet fingeraftryk bekræfter identiteten. At vælgeren derefter stemmer elektronisk på en skærm og bagefter får en ’kvittering’ på print, hvor vælgeren kan tjekke sin stemmeafgivning. Denne kvittering dumpes efterfølgende i en boks.
Efter at valgstederne er lukket, sammenholder man de opsummerede tal fra hver valgcomputer med dennes tilhørende boks med kvitteringer. Ifølge valgloven skal mindst 54 procent af stemmerne tjekkes på denne måde. De borde/valgcomputere, der tjekkes, udvælges ved lodtrækning.
Den 22. august – en uge inden valglovens deadline på 30 dage efter valgdatoen – havde Højesterets Valgkammer afklaret, at disse procedurer med flere var fulgt, og at der ikke var modtaget skriftlig eller mundtlig dokumentation for valgsvindel eller uregelmæssigheder.
PSUV/Nicolás Maduro og andre partier/kandidater havde indleveret de dokumenter fra valgdagen, som man var i besiddelse af.
Omvendt havde Edmundo González og hans valgalliance ikke afleveret så meget som en lap papir, og González selv mødte ikke op trods tre indkaldelser til afhøring.
Når oppositionen og dens sponsorer og støtter i USA, Spanien og andre vestlige lande kan skabe en opfattelse af, at der har været valgsvindel i Venezuela – en opfattelse, der end ikke stilles spørgsmålstegn ved i mediehuse som DR – så skyldes det alene USA’s og højrekræfternes kontrol med medierne.
Det er dog vigtigt at tilføje, at det er de vestlige medier, og det er befolkningerne i Nordamerika, Europa og lande i Sydamerika, der primært bliver fyldt med løgn.
Velforberedt løgn = kupforsøg
En løgn, som er blevet grundig forberedt!
I månederne op til valget gennemførte oppositionen og borgerlige medier i Venezuela med hjælp fra nordamerikanske institutter undersøgelser af vælgernes holdning og forventede stemmeafgivning. Ofte var resultatet, at Edmundo González stod til omkring 70 procent og Nicolás Maduro til omkring 30 procent.
Det gjaldt også den meningsmåling, som flest medier har henvist til, og som blev foretaget af firmaet Edison Research med hovedsæde i New Jersey i USA. Journalisten og historikeren Vijay Prashad har undersøgt firmaets kundekreds og denne specifikke meningsmåling i Venezuela. Prashad beretter i et interview, at Edison Research’s kunder er tænketanke og fonde, som har tætte bånd til CIA, og han tilføjer, at firmaet end ikke redegør for, hvordan meningsmålingen er gennemført, antallet af adspurgte og den geografiske spredning. Det er under en troværdig standard.
Der var dog også institutter, som kom frem til en snæver sejr til Maduro. Men det, som blev fortalt i store vestlige medier og borgerlige medier i Venezuela, var historien om de 70 procent til oppositionens kandidat.
Og ”surprise!” På valgaftenen, mens alle spændt ventede på at valgmyndigheden CNE – forsinket på grund af strømafbrydelse – kom med et resultat, afholdt oppositionen et pressemøde, hvor González meddelte, at flere exitpolls fra valgdagen gav ham en klar sejr med 73 procent af stemmerne.
Så når CNE senere på aftenen fremlægger resultatet med 52 procent til Maduro mod 43 til González, så er jorden grundigt gødet for anklager om valgsvindel. Så meget mere da det angivelige resultat af exitpolls stemmer ganske godt med den sværm af ‘meningsmålinger’, som blev offentliggjort op til valget.
Ved siden af denne iscenesættelse var højrefløjen med dens støtter i Venezuela og internationalt klar til at udbrede anklagen om valgsvindel samt opfordringen til at gå på gaden og afvise valgsejren til Maduro. TV-stationer var klar med indslag, såvel som radio, netmedier og sociale medier.
Mens “vores del af verden” blev udsat for denne velforberedte manipulation, og både regeringsledere og politikere udtalte sig skeptisk om valgsejren til Maduro, var der en lind strøm af lykønskninger til Maduro fra andre dele af verden.
Støtte fra det globale syd
I mange lande i det globale syd er holdningen og mediedækningen helt anderledes.
ALBA-landene med Bolivia, Nicaragua, Cuba og seks caribiske østater anerkender valgresultatet. Fra et ekstraordinært topmøde udtales en fordømmelse af USA’s økonomiske og politiske sanktioner mod Venezuela (930 konkrete sanktioner) samt den politiske indblanding i landets indre anliggender.
Cubas præsident Miguel Diaz-Canel sagde på mødet, at Cuba “støtter det valg, som Venezuelas vælgere har truffet” – altså det resultat, som CNE har fremlagt. Bolivias præsident Luis Arce fordømte den kampagne med misinformation og nedgøring af præsident Nicolás Maduros regering, som “bringer fred og stabilitet i fare”. Premierminister Ralph Gonsalves fra østaten St. Vincent og Grenadinerne kritiserede USA’s indblanding i Venezuelas valg:
– USA bør ikke blande sig i valg i vores region […] Jeg opfordrer USA til at indstille sine fjendtligheder mod Cuba, Venezuela og ethvert andet land, som modsætter sig imperialismen.
Kina har også helt utvetydigt anerkendt valget. Kina kræver respekt for valgresultatet og kritiserer forsøgene på at blande sig i landets indre forhold. Den 6. august udtalte Kinas præsident Xi Jinping, at Kina støtter “Venezuelas kamp for at værne om den nationale suverænitet, værdighed og sociale stabilitet samt Venezuelas retfærdige mål om at afvise udenlandsk indblanding”.
Tillykke-telegrammer kom også fra Honduras, Tyrkiet, Iran, Rusland og Sydafrika med flere.
Argentinas ekstremt neoliberale og højreorienterede præsident Milei har naturligvis sammen med kuppræsidenten i Peru og et par andre præsidenter i regionen – heriblandt Chiles Gabriel Boric – afvist at anerkende genvalget af Maduro.
Men blandt de folkelige kræfter i Argentina og andre lande i regionen er der udtalt og klar støtte til Maduros genvalg.
Den anerkendte argentinske forfatter og sociolog Atilio Borón udtrykker en stærk kritik af de latinamerikanske ledere, der opportunistisk bøjer sig for presset fra Washington. Borón kalder det “endnu et eksempel på styrken af den propaganda, som den USA-baserede løgne og fake news-mølle har udsendt i måneder med påstande om valgsvindel ved valget i Venezuela […] Det gør de med samme uansvarlighed og straffrihed, som da de sagde, Irak havde masseødelæggelsesvåben”.
Atilio Borón understreger, at USA’s utrættelige fjendtlighed over for Venezuela kun kan forstås som en kamp for at genvinde kontrollen med Venezuelas olie – en kontrol USA mistede ved valget af Hugo Chávez til præsident i 1999, hvor Den Bolivarianske Revolution nationaliserede olien.
Den indiske journalist og historiker Vijay Prashad drager samme konklusioner. Det er olien, det handler om. Valget i Venezuela er i orden, og sejren er gået til Nicolás Maduro – og i øvrigt kan USA bare holde snuden for sig selv.
Vijay Prashad var i Venezuela før og under valget. På valgdagen var han en af knap 1000 indbudte “græsrodsvalgobservatører”, som over en bred kam beretter om en rolig og velordnet valgdag.
Venstrefløj på afveje
Prashad er meget fortørnet over, at dele af den internationale venstrefløj ikke har mod, evne eller vilje til at gennemskue løgn og manipulation. Han formulerer det således:
– I denne tid er der mange mennesker på “venstrefløjen”, som er forvirrede omkring det, der sker i Venezuela. De vil have rene hænder og være kritiske i alle retninger. Deres neutralitet fører dem i favnen på imperialisterne – det er for dumt. Enten står du sammen med millionerne af chavister, sammen med arbejderklassen, eller også støtter du det grimme ekstreme højre, som har bidt sig fast i en fantasi om at genoprette oligarkiet. Der findes ingen tredje vej. Det her er klassekamp, ikke snak i en forelæsningssal.
Til slut: Denne beretning kommer naturligvis ikke omkring alle elementer og aspekter, men søger at give svar på det vigtigste og give et grundlag for at danne sig en mening.
Der mangler blandt andet historien om, at Edmundo González slet ikke er den egentlige leder af oppositionen, men at han blot er stråmand for Maria Corina Machado, der fik forbud mod at opstille ved præsidentvalget på grund af klokkeklart landsforræderi. (González har nu forladt Venezuela og er rejst til Spanien. Forinden underskrev han et brev om at anerkende alle institutioner i den venezuelanske stat og at efterkomme afgørelsen fra højesteret vedrørende valgresultatet).
Denne redegørelse kommer heller ikke omkring de løsagtige påstande, der fremsættes om, at Nicolás Maduro kontrollerer Venezuelas højesteret.
Konflikten mellem PSUV og Venezuelas Kommunistiske Parti (PCV) er heller ikke behandlet her.
Og vigtigst af alt: USA’s brutale sanktioner og den ukonventionelle krig mod Venezuela er helt utilstrækkeligt belyst her i forhold til hvilken kolossal og ødelæggende virkning, det har på levevilkårene i landet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
