Læserbrev
Denne artikel er baseret på Monthly Review: New Cold War on China, vol. 73, July-August 2021. Artiklen er skrevet i januar/februar 2022 og har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2022.
Igen står vi hovedrystende over for en USA-igangsat og dødsensfarlig kold krig. Denne gang mod Kina. Den kolde krig belaster det yderst nødvendige internationale samarbejde om for eksempel klimakrisen. I værste fald kan den føre til varm krig med kernevåben.
Den er samtidigt et forsøg på at destabilisere en nation med 1,4 milliarder indbyggere og hæmme dens succesrige udvikling bort fra fattigdom og underudvikling.
Kina som strategisk konkurrent
Den sædvanlige diskussion om, “hvem der begyndte”, kan vi spare os. Den startede helt officielt, da USA i 2017 udnævnte Kina til en “strategisk konkurrent” i Den Nationale Sikkerhedsstrategi og i 2018 i Den Nationale Forsvarsstrategi.
Nogle kinesiske kapitalister kan kritiseres for deres imperialist-lignende opførsel i udviklingslande, men taget under et er den kinesiske kapitalisme ikke-imperialistisk.
Møder så denne forkastelige anstiftelse af kold krig ikke stærk afvisning fra hele omverdenen? Nej! NATO slutter straks op, Australien og naboen Indien går med, EU slutter op efter nogen tøven. Mette Frederiksen har i masochistisk USA-underdanighed straks lagt begge hænder på den varme kogeplade på Danmarks vegne.
Alle, der værdsætter freden og respekten for national suverænitet, har god grund til at prøve at forstå baggrunden og de mulige konsekvenser af den opståede situation så godt som muligt for at kunne imødegå et svækket USA’s farlige, imperialistiske krampetrækninger.
100 års ydmygelse
Den udfordring har det amerikanske marxistiske tidsskrift Monthly Review taget op med et særnummer. Nummeret behandler både forholdet mellem Kina og USA og Kinas egen udvikling. Jeg vil hermed forsøge at give et indtryk af de synspunkter, der kommer til orde i magasinet.
- Tidsskriftet Monthly Review er grundlagt i 1949 af amerikanske marxister, herunder Paul M. Sweezy, altså samme år som Mao udråbte Den Kinesiske Folkerepublik.
- Monthly Review beskriver sig selv som “et uafhængigt socialistisk tidsskrift”. Det hylder marxismen som middel til at analysere udviklinger og fænomener, men påtager sig ingen forpligtigelse til loyalitet over for et parti eller et land.
- Selv om kritikken af den amerikanske kapitalisme og imperialisme dominerer Monthly Review, har tidsskriftet fra starten søgt at beskrive og forstå den kinesiske socialisme.
John Bellamy Foster, som er magasinets hovedredaktør, fremlægger den historiske baggrund for forholdet mellem de to lande:
USA har haft blikket rettet mod vest siden 1700-tallet. Formålet var dengang som nu, at Kina skulle indtage pladsen som udbytningsområde: levere billige råstoffer og arbejdskraft samt være afsætningsmarked. Den rolle har Kina modarbejdet allerede under kejserdømmet, hvilket foranledigede europæiske stormagter til at tvangsåbne landet gennem opiumskrigene omkring 1840. Amerikanerne deltog ikke, men var efterfølgende med til at udnytte mulighederne.
I Kina betragtes perioden efter opiumskrigene og frem til revolutionens sejr som de 100 års ydmygelse. Det er vigtigt at notere sig, at denne periode af fattigdom og imperialistisk udplyndring ikke er glemt i Kina. Det var så samtidig i den selvsamme periode, nemlig i 1921, at Kinas Kommunistiske Parti blev stiftet.
National genrejsning og socialisme
Den kinesiske revolutions program var at frigøre sig fra de facto-tilstanden som udbyttet koloni og på basis af marxismen påbegynde opbygningen af en suveræn, socialistisk nation under folkemagten. Med revolutionens sejr og Maos udråbelse af Den Kinesiske Folkerepublik i 1949 kunne denne udvikling begynde, de første år støttet af Sovjetunionen.
Den utrolige proces, der dermed blev indledt, kan ikke rummes her. Kun et enkelt nedslag, nemlig Deng-perioden fra 1978-92, hvor en stærk kapitalistisk sektor fik lov at udvikle sig. Det indebar efterfølgende en åbning mod de vestlige markeder, med alle de følger dette har såsom økonomisk ulighed og finansialisering – men styret af Kinas Kommunistiske Parti og med rammerne lagt af partiets femårsplaner.
Partiets kamp for at holde styr på kapitalkræfterne er i Monthly Review-magasinet beskrevet i en artikel af Sit Tsui med flere. Cocktailen af socialistisk styring og kapitalistisk foretagsomhed har ført til økonomiske vækstrater, som den kapitalistiske verden kun kunne sukke efter. Den fordelagtige adgang til en billig og i stigende grad kompetent arbejdsstyrke i Kina har gjort landet til “verdens værksted” og til verdens økonomiske stormagt nummer to efter USA.
John Bellamy Foster påpeger, at det var en uventet og ubehagelig overraskelse for vestlige ideologer, at Kinas Kommunistiske Parti fortsatte som den ledende kraft. De havde forventet, at den kapitalistiske sektors succes ville føre landet ind i den vestlige flok og underordning under USA (som Japan og Sydkorea).
USA’s modtræk
John Bellamy Foster giver et interessant billede af de amerikanske topideologers tænkning. USA’s grundfæstede krav om at indtage førstepladsen i verden gør det nødvendigt at bremse Kinas opstigning for enhver pris. Kravet om at indtage førstepladsen begrundes med, at alene USA’s hegemoni kan sikre opretholdelsen af “den vestlige, liberale internationale orden”. Derfor har USA erklæret kold krig, uanset at den vil ramme den indbyrdes handel, der er til fordel for dem begge.
Trump igangsatte handelskrigen, men da Biden blev præsident, kom den desuden til at antage en “hyperaggressiv”, ideologisk form. Kina anklages for at bryde “den internationale regelbaserede orden”, for folkemord i Xinjiang-provinsen med mere.
Det er værd at bemærke, at den “regelbaserede orden” ikke er identisk med FN-pagtens regler om respekt for nationernes suverænitet, men blandt andet indeholder en speciel amerikansk fortolkning af begrebet right to protect (retten til at beskytte befolkningen eller befolkningsgrupper i et andet land, når deres menneskerettigheder anses for at være krænket). Det udlægger USA i praksis som retten til ad libitum at intervenere i andre staters interne forhold.
USA arbejder løbende på om muligt at uddybe revner i Kinas officielle ideologi samt at opmuntre uafhængighedskrav i Taiwan, Xinjiang, Tibet og Hongkong “… for dermed at holde Beijing løbende beskæftiget med at bevare den interne stabilitet …”, som en ledende amerikansk politolog, Graham Allison, formulerer det.
Hertil kommer en omfattende amerikansk ledet militær opbygning og pagtdannelse, blandt andet under påskud af at beskytte søvejene. Ud over NATO er også Indien, Japan og Australien inddraget, de sidste gennem den såkaldte Quad-pagt med USA. Den ene flådeøvelse afløser den anden i søterritoriet ud for Kina. Det giver mulighed eller risiko for planlagte eller ikke-planlagte konfrontationer, der kan eskalere(s) og føre til krig.
Alt dette sker, samtidig med at Kina anklages for at være aggressiv og ruste op, herunder udvide sit atomarsenal. Ovenstående taget i betragtning burde det næppe overraske nogen.
Er Kina imperialistisk?
Som nævnt er Kina i dag verdens næststørste økonomi – den største, hvis man tager købekraften i betragtning. Landet har en betragtelig kapitaleksport og store statslige og private monopolvirksomheder. Det har ført til påstande om, at Kina er blevet et imperialistisk land.
Dette ville være i strid med, at Kina officielt erklærer sit samfundssystem som socialistisk, uanset at der i den nuværende fase indgår en meget betydelig kapitalistisk sektor i økonomien. Mere præcist så definerer Kinas Kommunistiske Parti landets samfundsform som socialisme med særlige kinesiske kendetegn, et folkets demokratiske diktatur.
Hvis Kina virkelig skulle være eller blive et imperialistisk land i stil med USA, vil det få afgørende negativ betydning for den internationale klassekamp. I amerikansk presse er svaret på det rejste spørgsmål ikke uventet ja. Men også marxistiske skribenter som David Harvey stiller spørgsmålet. Den første gruppes svar må ses som en følge af den ideologiske kamp mod Kina. Harveys argumentation derimod beror på en tolkning af Lenins karakteristik af imperialismen som kapitalismens højeste stadie og må tages mere alvorligt.
Lenin har defineret fem grundlæggende træk, der kendetegner imperialismen:
1. Koncentrationen af produktion og kapital er udviklet til så højt et niveau, at det har medført dannelse af monopoler, som spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv.
2. Sammensmeltningen af bank- og industrikapital og dannelse af et finansoligarki på basis af denne “finanskapital”.
3. Eksport af kapital får særlig betydning frem for eksport af varer.
4. Dannelsen af internationale kapitalistiske sammenslutninger af monopoler som deler markederne imellem sig.
5. Fordelingen af verdens territorier mellem de største kapitalistiske magter er afsluttet.
Nettoeksportør af kapital
I sit bidrag til Monthly Review-magasinet undersøger Minqui Li spørgsmålet nærmere. Han er professor i økonomi ved Utahs Universitet i USA.
Nok er Kina eksportør af kapital, men landet er samtidig i væsentlig grad mål for investeringer vestfra. Nettoværdien af kapitaleksporten er ikke overvældende stor.
Yderligere er dens sammensætning utypisk for et imperialistisk land, som vil investere med henblik på udbytning af naturressourcer og arbejdskraft. Kina har den type investeringer i Latinamerika og Afrika, men for eksempel købet af amerikanske statsobligationer udgør en væsentlig større andel af kapitaleksporten. En del er også kinesiske kapitalisters placering af penge i skattely som Cayman Islands.
Li betragter Kinas indkøb af amerikanske statsobligationer som “en tribut (afgift, o.a.) til USA-imperialismen for dette lands privilegier som det dominerende land”. Indkøbet giver den amerikanske centralbank mulighed for at trykke løs af dollarsedler, der ikke behøver at være dækning for i produktion.
Hertil føjer Li, at afkastet af de kinesiske udenlandske investeringer bestemt ikke er “superprofitter”, som Lenin også nævner som et træk ved monopolernes virksomhed. Afkastet har typisk i mange år ligget omkring tre procent, kun halvt så meget som det, den udenlandske kapital i gennemsnit oppebærer i Kina.
Li undersøger handelen med udlandet målt i arbejdsår i stedet for pengeværdi. Han finder således for året 2017, at Kinas eksport indeholdt 91 millioner arbejdsår, mens importen indeholdt 44 millioner arbejdsår. Omvendt indeholder USA’s eksport kun 16 millioner arbejdsår, mens importen indeholdt 80 millioner arbejdsår. USA er fortsat udbytteren, og Kina og USA er ikke to giganter, der kappes på lige fod.
I handelen med lande i Latinamerika og landene syd for Sahara udveksler Kina dog ét mod to arbejdsår. Li konkluderer:
“Nogle kinesiske kapitalister kan kritiseres for deres imperialistlignende opførsel i udviklingslande, men taget under et er den kinesiske kapitalisme ikke-imperialistisk.”
Hertil skal føjes, at Kina anerkender og følger principperne for fredelig sameksistens. Det indebærer respekt for landenes suverænitet og anerkendelse af den regering, der faktisk har magten i landet. Relationerne til landet skal grundlæggende være til begge parters fordel. Vi ser også, at Kina overvejende stiller sig på de underprivilegerede landes side i det storpolitiske spil og modarbejder USA’s misbrug af right to protect-argumentet til interventioner i svage lande.
Teknologikrig
Den kolde krig føres ikke kun på felter som militær og ideologi. Et mindst lige så vigtigt element er krige inden for handel og teknologi. Hvis det lykkes at styre uden om varm krig, er det klart den vigtigste front på længere sigt.
Kina har på historisk kort tid tilbagelagt en betydelig etape på vejen fra tilbagestående uland til et stade, hvor det teknologisk er med i front på en række områder fra rumteknologi til højhastighedstog.
På især et afgørende område er landet dog stadig et stykke fra USA, nemlig integrerede kredsløb/chips, som er en helt central del af mobiltelefoner, avanceret elgrej, biler og så videre. Herom skriver Junfu Zhao, som er ph.d.’er på Utah Universitet, altså samme sted som Minqui Li, hvis artikel er citeret ovenfor. Kina er verdens største marked for chips, men Kinas egen andel udgjorde i 2020 kun 16 procent af dette, målt i pengeværdi.
Chips
Fremstillingen af chips har tre led: design, fremstilling samt samling og testning. Det er på designstadiet, at Kina er bagefter. Designstadiet stiller meget store krav til ingeniørbemanding og forskellige avancerede hjælpemidler. Værditilvæksten i dette led er langt højere end i sidste led – det led, som Kina typisk varetager.
At styrke Kinas kapacitet på designområdet vil både sikre en større del af profitten, mindske afhængigheden af USA og andre og skabe nye muligheder for fremgang på eksportområdet. Modsat vil USA gøre alt for at opretholde sit forspring. Kina forhindres eksempelvis i at opkøbe højteknologiske virksomheder i Vesten, lige som allierede presses til ikke at købe avancerede kinesiske produkter som Huaweis 5G-teknologi.
Også mere traditionelle økonomiske fremstød som det meget omfattende såkaldte Belt And Road-projekt modarbejdes. Ideen i dette er at udbygge handelsvejene fra Kina ud i verden gennem kolossale infrastrukturprojekter. Et led i projektet er også at udbygge de involverede landes infrastruktur, således at det samtidig fremmer disses egen udvikling.
Det har dog ikke været let at bremse projektet. Mindst 138 lande er nu koblet på, herunder også EU-lande.
USA’s ekstraprofitter truet
USA’s holdning er let at forstå. Bliver Kina for alvor i stand til at konkurrere på et topniveau som designområdet, er ekstraprofitterne stærkt truede.
Profitratens tendens til at skrumpe i det lange løb vil forstærkes, og den globale økonomiske krise, der længe har luret, vil bryde ud for alvor med ødelæggende virkning, antagelig især for den vestlige verden og mange fattige lande.
Kinas Kommunistiske Parti har i 2017 klart fremlagt sit mål om at “sikre en afgørende sejr i opbygningen af et moderat velstående samfund i alle henseender og kæmpe for afgørende succes for socialismen med kinesiske kendetegn i en ny æra”. Det vil næppe kunne nås, uden at Kina fortsat nærmer sig de aktuelt højeste teknologiske standarder og fortsat kan bibeholde en betydelig vækst.
Det er også nødvendigt, set i lyset af at Kinas arbejderklasse er begyndt at manifestere sig i højere grad. Mange arbejder efter den benhårde 996-model (fra klokken 9 morgen til 9 aften, 6 dage om ugen) og kræver at kunne mærke fordelene af landets udvikling.
Junfu Zhao påpeger, at vejen frem mod teknologisk ligeværdighed med USA rejser flere dilemmaer for Kina. Hvis en forstærket teknologisk udvikling bliver succesrig, vil den kolde krig fra USA skærpes yderligere. Konkurrencen om vigtige råstoffer og energikilder – indtil videre især olie – øges med prisstigninger til følge. Junfu Zhao mener, at Kinas Kommunistiske Partis politik for at komme teknologisk i front bliver modarbejdet af “grundfæstede interesser hos kystprovinsernes regeringer, eksportfirmaer og deres lobbyister”. De kunne se deres interesser bedst varetaget, hvis Kina bevarer sin nuværende status.
Hans syn på, at sådanne modsætninger har væsentlig betydning i Kina, reflekteres dog ikke af de øvrige forfattere.
En økologisk civilisation
Kina er et land med store økologiske udfordringer. Herom skriver Lau Kin Chi med flere fra Lingnan Universitet i Hongkong.
Kina er regnfattigt mod nord og nordvest. Tværs over grænsen til Mongoliet i nord ligger Gobi-ørkenen, der har tendens til at sprede sig og med mellemrum sender vældige sandstorme ind over Kina. Situationen forværres dels af klimaforandringerne, dels af omfattende åben minedrift og overgræsning i Mongoliet.
I forsøget på at stoppe ørkenudbredelsen er et gigantisk skovplantningsprojekt i gang: Great Green Wall. Det skal løbe fra 1978 til 2050 og er ikke bare en stor, men også meget vanskelig opgave. For eksempel øger beplantning fordampningen. Det betyder, at grundvandsniveauet falder, hvis der ikke sker en øget tilførsel af vand gennem overrisling eller stigende regnmængde.
Et andet problem er smoggen i Beijing og andre kinesiske storbyer. Problemet er med held blevet begrænset ved udflytning af industri samt beplantning i og udtynding af beboelser i zoner uden om byerne. En væsentlig årsag til luftforureningen er, at landet stadig er meget afhængigt af kul til el og boligopvarmning.
Men produktionen af bæredygtig energi øges og nåede i 2020 24,3 procent (naturgas dog medregnet). Præsident Xi Jinping lovede samme år, at Kinas CO2-emission vil toppe i 2030 og netto vil være nul i 2060. Det erklærede mål er en “økologisk civilisation”.
Grænser for vækst
Junfu Zhao og Li fremhæver begge, at et Kina med dets 1,4 milliarder indbyggere ikke kan nå samme niveau af forbrug som de imperialistiske landes på grund af klodens begrænsede ressourcer og på grund af klimapåvirkningen.
Li underbygger det gennem regnestykker vedrørende olieforbrug og CO2-budget. Han foretager en simpel fremskrivning af Kinas forbrug af olie baseret på forventningerne til bruttonationalproduktvækst og sammenhængen mellem vækst og olieforbrug. CO2-emissionen øges derved i en grad, der ville umuliggøre ethvert forsøg på at holde klimaændringerne i tømme.
Kina må derfor gennemføre en gennemgribende elektrificering. Men den vil også støde ind i problemet med begrænsede ressourcer, for eksempel af grundstofferne kobolt og litium, der indgår i batterier til biler og andet. Hvis det ikke i dette forløb lykkes Kina at opnå et teknologisk niveau på højde med USA’s, vil der, mener han, opstå økonomisk krise i Kina på grund af de mindre profitter, der kan hjemtages.
I så fald sætter han sin lid til Kinas historiske, revolutionære arv og landets politiske tilknytning til den tredje verden. Den kinesiske arbejderklasse vil blive “en antikapitalistisk og antiimperialistisk revolutionær kraft, der vil ryste det kapitalistiske verdenssystem”. Man kan her spørge, om den udvikling ikke tog sin start allerede i 1949?
Det er svært at tyde, hvad Li præcis mener. Tænker han, at arbejderklassen gennem sit parti, Kinas Kommunistiske Parti, tager det endelige opgør med kapitalismen, eller tænker han på et slags ultravenstreoprør uden om og imod partiet?
Et moderat velstående samfund
For fremskrivninger som Lis er problemet, at de bygger på simple forudsætninger, som er bundet til, hvad man i dag kan forestille sig. Han ser bort fra, at der både teknologisk og kulturelt er meget store variationsmuligheder i den konkrete kinesiske udmøntning af ordene “moderat velstående”, som Kinas Kommunistiske Parti formulerer sit mål for Kina. Ordene peger ikke nødvendigvis mod et forbrugssamfund i vestlig forstand.
Afgørende er også den udvikling, der samtidig sker i vores del af verden. Uanset om det lykkes Kina at nå helt op på eller endog overhale USA’s teknologiske niveau, vil det langsigtede pres på imperialismens profitrater utvivlsomt fortsætte. Det vil igen skærpe klassekampen i Vesten. Kapitalismen slås i forvejen med flere kriser, den ikke har nogen løsning på.
Udviklingslandenes stilling i forhold til Vesten vil forbedres, idet de gennem Kina har fået et alternativ for handel og udvikling. Det kunne blive chancen for et løft for ulandenes fattige masser. Om Kinas relationer til udviklingslandene bringer magasinet i øvrigt en artikel af Sit Tsui med flere.
Altafgørende er det at forhindre, at USA’s trusler leder over i varm krig. En varm krig kan blive en realitet, hvis de ledende kredse i USA vurderer, at kold krig og boykot ikke er nok til at stoppe Kina. “Succesen” med at afmontere socialismen i Sovjetunionen og hos dens europæiske allierede uden krig lader sig ikke nødvendigvis gentage.
Ja, Kina forandrer verden
Frem for alt må man ikke glemme Kinas historie. Landet har i flere tusind år haft en avanceret kultur.
Med kapitalismens og kolonialismens fremvækst for omkring 250 år siden i Europa og siden i USA har landet været tvunget ud i en barsk kamp mod underkastelse og udnyttelse, en kamp der først blev vendt til sejr i midten af forrige århundrede under Kinas Kommunistiske Partis ledelse. Efter nogle tumultariske årtier er det lykkedes at bringe hundreder af millioner mennesker ud af fattigdom og bane vejen for en videre udvikling fremad.
Det tegner nogle muligheder for mennesker, først og fremmest for de fattige masser i ulandene, men også for en mere retfærdig og mere bæredygtig løsning for fremtidige generationer. Det ville – på længere sigt i alt fald – også gavne de imperialistiske landes arbejderklasser. Den kinesiske udvikling rummer således et perspektiv – hvad USA og USA-imperialismen netop ikke gør.
En artikel i Monthly Reviews Kina-magasin har titlen: “Is China Transforming the World?” (Vil Kina forandre verden?) Svaret må blive: Ja, og det er nødvendigt!
Note:
Naturligvis afspejler tallene både forskelle i teknologisk niveau og et ulige bytteforhold, der påtvinges af den imperialistiske part. Men en arbejdstime er uanset dette en indsats af et menneskes muskler og nerver i en time. I en vis forstand er der et imperialistisk moment i både at reservere den avancerede teknologi for sig selv, (jævnfør den vaccineimperialisme der har udfoldet sig under coronaen), og i at overlade arbejderne i disse lande de arbejdsopgaver der ikke er lette at automatisere. Det er også værd at tage med i regnestykket, at utroligt mange arbejdsår leveres inden for USA’s grænser af underbetalte migranter fra Mexico med flere.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
