Det bør ikke være en overraskelse for hvem der har fulgt bare lidt med igennem snart mange år . Det er vel også almindelig kendt hvem der indenfor EU/NATO her på fastlandet er drivkraften med dagsordener der går langt tilbage .
USA fører en hemmelig sabotagekampagne langt inde i Rusland. Selve kamphandlingerne udføres af personale fra en unavngivet europæisk NATO-allieret, men under CIA’s direkte ledelse.
Det skriver den US-amerikanske journalist Jack Murphy, som 24. december publicerede en artikel baseret på oplysninger fra tidligere topfolk fra USA’s efterretningstjenester og det amerikanske militær samt en person, der er blevet briefet om kampagnen.
Jack Murphys kilder har afvist at afsløre specifikke mål for den CIA-ledede kampagne, men jernbanebroer, brændstofdepoter, ammunitionsfabrikker og kraftværker er flere steder i Rusland blevet beskadiget i uforklarlige hændelser, siden Kreml indledte invasionen af Ukraine i februar.
Mulighed for at benægte alt
Ifølge Jack Murphy deltager ingen USA-borgere i gennemførelsen af missionerne. Men hans kilder bekræfter, at det er paramilitære officerer fra CIA, der leder og kontrollerer operationerne. De paramilitære officerer er tilknyttet CIA’s Special Activities Center, men er udstationeret til CIA’s European Mission Center.
Det at missionerne udføres af en europæisk NATO-allieret giver USA en plausibel mulighed for at benægte alt. Og netop dette var ifølge Jack Murphys kilder en afgørende faktor for USA’s præsident Bidens beslutning om at godkende angrebene.
Selv om kommandoen og kontrollen med sabotageprogrammet ligger hos CIA, har den europæiske NATO-allierede en stærk indflydelse på, hvilke operationer der gennemføres, da det er deres folk på jorden, der løber risikoen.
Jack Murphys kilder afviser, at den NATO-allierede skulle være en form for stedfortræder for CIA. De fastholder, at der er tale om et tæt partnerskab.
Jack Murphy ønsker ikke at navngive den europæiske NATO-allierede, hvis agenter gennemfører sabotagekampagnen, da det kan bringe den operationelle sikkerhed for de celler, der stadig er operationelle i Rusland, i fare.
Risiko for ukontrollabel optrapning
Ifølge Jack Murphys kilder risikerer man med sabotagen dybt inde i Rusland at optrappe konflikten mellem Vesten og Rusland til et punkt, hvor ingen af parterne kan kontrollere udviklingen.
Indtil videre har målene for de agenter, som CIA styrer gennem den allierede spionagetjeneste, i vid udstrækning været af taktisk og ikke strategisk betydning.
Men det betyder langtfra, at den slags operationer er uden risiko. Sabotagehandlingerne risikerer sammen med tab på slagmarken at male Putin op i et hjørne, i yderste konsekvens kan det føre til en nuklear optrapning, vurderer tidligere CIA-officer Douglas London.
– Selv om deres militære værdi kan diskuteres, kan sådanne handlinger spille på Putins største bekymringer og have en overdreven indflydelse på hans eskaleringskalkule, citerer Jack Murphy den tidligere CIA-officer for at sige.
Efterhånden som krigen er trukket ud, har flere NATO-allierede trukket deres støtte til operationerne bag fjendens linjer. De politiske konsekvenser af sådanne operationer har ifølge Jack Murphy skræmt visse regeringer, mens USA og dets nøgle-allierede i NATO, der står for sabotageprogrammerne, har fortsat den aggressive linje.
Jo længere krigen varer, jo mere sandsynligt er det, at sabotagekampagnen vil eskalere, mener en tidligere officer med erfaringer fra specialoperationer, især hvis Putin optrapper til brug af masseødelæggelsesvåben.
– Da vi så har brug for at sende et stærkere budskab til Putin, vil man måske se operationer i Moskva og andre vigtige byer, siger den tidligere officer til Jack Murphy.
Minder om optakten til Irak-krigen
CIA har gennemført sabotageoperationer siden agenturets oprettelse i 1947. Under Den Kolde Krig planlagde og gennemførte agenturet sådanne operationer i lande som Cuba og Vietnam og i hele Mellemamerika. Lignende missioner var også en vigtig del af CIA’s planer for Vesteuropa i tilfælde af en sovjetisk invasion.
Men mens planerne for et sovjetisk besat Europa involverede såkaldte “stay behind”-netværk af civile, der skulle leve et normalt liv, indtil fjenden invaderer, hvorefter de aktiveres og begynder at udføre sabotage- og spionagemissioner, ligner den nuværende kampagne i Rusland mere de CIA-operationer, der gik forud for den amerikanske invasion af Irak i 2003, skriver Jack Murphy.
I tiden op til invasionen trænede CIA’s paramilitære officerer fra Ground Branch 70 kurdiske celler for derefter at sende dem ind i de dele af Irak, der var kontrolleret af Saddam Hussein, hvor de gennemførte sabotagehandlinger mod den irakiske infrastruktur.
“Vi endte med at have en masse hold (…) der opererede inden for irakisk kontrolleret område”, citerer Jack Murphy den tidligere CIA-operationsofficer Sam Faddis, der ledede et af agenturets hold. Sabotageaktionerne omfattede dengang afsporing af et tog med 90 vogne og sprængning af en irakisk efterretningsofficers kontor. “Det er en måde at sige, rend mig i røven, vi er her, det er slut”, citeres Faddis.
CIA benægter alt
Talsperson for CIA, Tammy Thorp, afviser over for Jack Murphy enhver involvering fra CIA’s side i den bølge af mystiske eksplosioner, der har ramt Ruslands forsvars- og transportinfrastruktur i 2022.
– Påstanden om, at CIA på en eller anden måde støtter sabotørnetværk i Rusland, er kategorisk forkert, siger talspersonen.
Ifølge afsnit 50 i den U.S. Code, som autoriserer hemmelige aktioner, kan CIA lovligt benægte eksistensen af denne type aktive operationer over for alle undtagen den såkaldte “Gang of Eight” – formændene og de højtstående mindretalsmedlemmer i kongressens efterretningsudvalg, formanden og mindretalslederen i Repræsentanternes Hus og flertals- og mindretalslederen i Senatet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.