Mandag den 17. oktober 2022 startede NATO, ifølge tænketanken Federation of American Scientists, en to uger lang militærøvelse i Europa for at træne flybesætninger i at bruge amerikanske atomvåben.
Øvelsen finder sted, samtidig med at Polens præsident har ytret ønske om at få atomvåben i landet, og at Sveriges og Finlands præsidenter har meldt ud, at de ikke vil afvise muligheden for opstilling af atomvåben på svensk og finsk jord.
NATO-øvelsen hedder Steadfast Noon og involverede 14 lande. Der deltog op mod 60 jagerfly samt nogle tankskibe og overvågningsfly i øvelsen, der blandt andet går ud på, at USA installerer atomvåben på jagerfly fra udvalgte ikke-nukleare NATO-lande og træner deres piloter til at udføre atomangreb med amerikanske atombomber.
Øvelsen, som er en årlig tilbagevendende begivenhed, er ifølge atomvåbeneksperten Hans M. Kristensen kontroversiel, fordi den indgår i sammenhæng med de brud, som NATO begår på traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT), som de involverede lande ellers alle har skrevet under på. Det fortæller Hans M. Kristensen i en artikel i Federation of American Scientists.
Hans M. Kristensen er en af direktørerne i Federation of American Scientists, som er en nonprofit forsknings- og interesseorganisation. Organisationen blev grundlagt i 1945, og formålet er nu, som dengang, at arbejde for, at videnskab og teknologi udelukkende anvendes til gavn for menneskeheden, hedder det på organisationens hjemmeside.
NPT-traktaten trådte i kraft i 1970 og blev underskrevet af 190 lande. I dag har 191 lande underskrevet traktaten, der forbyder andre lande end USA, USSR, Storbritannien, Frankrig og Kina at besidde, opbevare, transportere og træne brug af atomvåben. Det erklærede formål med traktaten er på sigt at afskaffe atomvåben i hele verden.
Donald Trump igangsatte i sin regeringstid en proces, som skulle trække USA ud af NPT-traktaten, men USA indgår nu fuldgyldigt i alle de forhandlinger, som aftalen forpligter underskriverne til.
Samtidig er der i dag, ifølge Federation of American Scientists med sikkerhed fire NATO-lande, som – sammen med USA – overtræder NPT-traktaten ved at opbevare nogle af USA’s atomvåben. Disse lande er Belgien, Holland, Tyskland og Italien. Dertil kommer, at Tyrkiet muligvis også opbevarer atomvåben for USA.
Læs også
Ifølge Federation of American Scientists mener USA ikke, at der er tale om en overtrædelse af NPT-traktaten, fordi de pågældende ikke-nukleare lande, som opbevarer USA’s atomvåben, også gjorde det under den kolde krig. Men opbevaringen er imod hensigten i traktaten, og ydermere er der heller ikke bare tale om opbevaring, men også om både modernisering af våbnene og udvidelse af deres anvendelsesmuligheder, mener Hans M. Kristensen.
De årlige Steadfast Noon-øvelser sker, samtidig med at der foretages en drastisk udvikling af såvel bombetyper, indføringssystemer, fly, landingsanlæg og opbevaringssystemer. Hele formålet er at gøre brugen og opbevaringen af atombomber lettere og smidigere.
Danmark er tilbageholdende med oplysninger om deltagelse
Jyllands-Posten fortæller, at Danmark, modsat Norge, deltog i øvelsen Steadfast Noon.
Dagbladet har fået fat i en korrespondance mellem den danske forsvarsattaché oberst Carsten Hasenfuss og en rådgiver for det svenske FN-forbund, som afslører dette.
Jyllands-Posten har efterfølgende henvendt sig til Forsvarsministeriet og Socialdemokratiet for at få deltagelsen bekræftet samt oplysning om, hvad formålet med deltagelsen var, men ingen af parterne har vendt tilbage med oplysninger om sagen.
Kristian Søby Kristensen er leder på Center for Militære Studier ved Københavns Universitet. Han fortæller til Jyllands-Posten, at politikerne i princippet ikke behøver at blive inddraget, hvis Danmark ønsker at deltage i en militærøvelse. Han tilføjer, at militære øvelser i de senere år har fået en politisk dimension som under Den Kolde Krig, og at de nu ikke kun handler om træning af militære færdigheder, men også om at sende signaler.
Enhedslistens forsvarsordfører Peder Hvelplund siger til Jyllands-Posten, at det umiddelbart overrasker ham, hvis Danmark har deltaget aktivt i Steadfast Noon. Han tilføjer, at han vil have forsvarsministeren til at afklare den danske praksis i forhold til øvelser med NATO’s atomberedskab.
– Det er jo Enhedslistens opfattelse, at risikoen for en atomar konflikt er overhængende, og derfor bør Danmark selvfølgelig ikke deltage i øvelser af den type, siger Hvelplund til Jyllands-Posten.
Danmark har en officiel politik om, at vi ikke vil give tilladelse til, at der befinder sig amerikanske atomvåben på dansk jord. Mette Frederiksen fastslog ifølge Jyllands-Posten dette forbud i marts i år.
Polen, Sverige og Finland vil ikke afvise atomvåben
Ruslands invasion af Ukraine har medført, at Sveriges og Finlands regeringer arbejder for at blive medlem af NATO, og nu har Sveriges statsminister Ulf Kristersson og Finlands statsminister Sanna Marin ifølge den norske Adresseavisen meldt ud, at de ikke på forhånd vil afvise, at der opstilles amerikanske atomvåben i deres lande, når de bliver medlemmer. Udmeldingen fandt sted på en pressekonference i forbindelse med Nordisk Råds topmøde i Helsingfors den 31. oktober.
Polens præsident Andrzej Duba går videre end sine nordiske kollegaer. Han oplyste ifølge netmediet polennu.dk ved udgangen af oktober, at han ønsker, at der stationeres atomvåben i Polen. Våbnene skal opstilles, så de kan forsvare landet mod Rusland, som præsidenten oplever som en trussel, forlyder det.
Tilbage til Hans M. Kristensen, direktør for atomvåbenforskning i Federation of American Scientists. Han fortæller til SVT Nyheter, at hans vurdering er, at NATO ikke aktuelt er interesseret i at udstationere atomvåben flere steder i Europa end i dag, men i stedet for koncentrerer sig om at udvikle de atombaser, som allerede er i Europa.
Jeppe Kofod talte for NPT-traktaten
I august måned – et par måneder inden Steadfast Noon-øvelsen – var tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i New York, hvor han i FN’s hovedkvarter holdt en tale på vegne af de nordiske lande. I talen fordømte han Ruslands invasion af Ukraine og kritiserede samtidig kraftigt, at Rusland truede med at overtræde NPT-aftalen. Han sagde blandt andet:
– Præsident Putins trusler om brug af atomvåben underminerer alvorligt og har en betydelig negativ indvirkning på den nukleare ikke-spredning og nedrustningsarkitektur.
Jeppe Kofod lovpriste i sin tale NPT-traktaten og benævnte den blandt andet som “hjørnestenen i den globale ordning for nuklear nedrustning og ikke-spredning.
Han nævnte også, hvordan det “i udfordrende tider er vigtigere end nogensinde at sikre atomnedrustning, ikke-spredning og våbenkontrolarkitektur.”
Han kom ikke ind på, hvordan NATO trodser NPT-aftalen ved at lade de nævnte europæiske lande opbevare USA’s atomvåben, og han nævnte heller ikke NATO-øvelsen Steadfast Noon i talen.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.