Det var en hård dom, der fredag eftermiddag faldt over USA på et internationalt tribunal i Bruxelles:
USA’s blokade mod Cuba er i strid med international lov, den må straks stoppe, og USA må betale erstatning til den cubanske stat, til Cubas indbyggere og til berørte firmaer for over 60 års uretmæssigt påførte lidelser.
Desuden er blokaden af en sådan karakter, at den kan sammenlignes med folkemord.
Den opsigtsvækkende dom blev afsagt af et dommerpanel anført af Norman Paech, professor i international ret fra Hamburg Universitet. Og den blev ikke afsagt på baggrund af politiske synspunkter eller moralske anfægtelser, men med udgangspunkt i en minutiøs gennemgang af gældende international ret.
Forud for dommen gik vidnesbyrd fra over 30 enkeltpersoner og organisationer, der på hver deres felt kunne berette om den amerikanske imperialismes ødelæggende indflydelse på Cuba og den cubanske befolkning – og på andre stater, virksomheder og organisationer der begrænses af USA’s ensidige anticubanske lovgivning.
Et hold af anklagere, anført af Jan Fermon, fremlagde et anklageskrift, som dommerpanelet i det store og hele fulgte. Jan Fermon er en legendarisk belgisk advokat, der har ført stribevis af sager om krigsforbrydelser, terrorlovgivning og mod forsøg på at kriminalisere arbejdskampe.
Mest opsigtsvækkende er det, at dommerne mente, at USA’s blokade mod Cuba kan sammenlignes med folkemord. De henviste her til Genevekonventionen fra 1948. Her hedder det i artikel II, at det ”bevidst at påføre en gruppe livsbetingelser der er beregnet til at medføre dens fysiske ødelæggelse helt eller delvist”, er en folkedrabshandling.
Dommerne konkluderer, at den mere end 60 år lange blokade er ”den længste, mest sammenhængende og brutale blokade mod et folk overhovedet”. Blokaden har ”direkte og indirekte resulteret i tab af mange menneskeliv” og den har til hensigt på lang sigt ”at medføre fysisk ødelæggelse af i hvert fald en del af det cubanske folk. En sådan holdning kan være ensbetydende med folkedrab,” skriver dommerne i deres slutdom.
I domsafsigelsen indgår et citat fra 1960 af den amerikanske viceminister Lester Mallory. Han plæderer for, at ”alle mulige midler bør straks tages i brug for at svække Cubas økonomiske liv … at nægte penge og forsyninger til Cuba for at sænke penge- og reallønninger, for at skabe sult, desperation og omstyrtning af regeringen”.
Tribunalet blev holdt i EU-parlamentet, og udover anklagere, dommere og vidner deltog 263 tilhørere fra 21 lande.
Arbejderen vender i de kommende dage tilbage med uddybende materiale fra tribunalet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.