Siden mandag i denne uge har tusinder af klimaaktivister fra Berlin, London, Oslo og Bergen været i aktion mod store firmaer, der bliver anset for at være hovedsynderne i den aktuelle klimakrise.
I Storbritannien er et par tusinde fra Extinction Rebellion samlet i disse timer og agter at bruge de næste to uger i Londons finanskvarter for at gennemføre ikke-voldelige aktioner mod banker og firmaer i protest mod deres andel i klimakrisen.
I Berlin er tusinder også i gang med aktioner. Blandt andet er den ikoniske byport Brandenburger Tor blevet besat.
Klimabevægelsen Extinction Rebellion i Norge og almindelige mennesker fra hele Norden er i disse dage i gang med en historisk stor civil ulydighedsaktion under parolen, “Lad olien ligge – liv før vækst”. Kampagnen er en del af Nordic Rebellion, der uofficielt kører som en række aktioner og happenings i de skandinaviske lande.
Norge er en stor olieproducerende nation. Og den syvendestørste udleder af C02 i verden, anfører Extinction Rebellion. Derfor handler de.
Vi har allerede på fire dage modtaget bøder for en million norske kroner. Men vi bliver ved.
Sylvester Langvad, aktivist
De protesterer mod, at Norge udvider sine olie- og gasprojekter, blandt andet den baltiske rørledning, der skal levere gas til Danmark.
De har i hundredvis lænket sig fast til bygninger og veje og besatte mandag Norges Olie og Energiministerium (Olje- og energidepartementet). En hel bro, Anger Broa i Oslo, har været besat siden mandag og er det stadig ved redaktionens afslutning.
Norsk politi har på fire dage uddelt bøder til klimaaktivisterne for en million norske kroner, oplyser Extinction Rebellion.
Ud for Bergen i Norge har aktivister i kajak og både torsdag blokeret for flere olietankere, beretter den 27-årige dansker Sylvester Langvad på telefonen fra Norge. Han har deltaget i adskillige aktioner i Oslo, hvor han har låst sig fast med håndjern– de såkaldte “lock-ons”, men er blevet fjernet af politiet.

Foto: Rebellen
– Uanset om det betyder en plet på min straffeattest eller ej, bliver vi nødt til at råbe op. Vi står midt i klimakrisen, der er aktuel og virkelig. Noget er galt, og alle har et ansvar for at gøre noget, siger han til Arbejderen over telefonen fra Norge.
Han har fået et bødeforlæg fra norsk politi på 12.000 kroner for ikke at adlyde politiets anvisninger om at fjerne sig under en aktion i Oslo.
Mod oliegigant
Nordic Rebellion slutter officielt søndag. Det er blevet til mange aktioner mod især det store norske statsejede olie- og gasselskab Equinor, der tidligere hed Statoil. Men de unge fortsætter efter søndag, lover aktivisterne på Facebook.
“Norge skal træffe et valg: Skal vi fortsat vælge penge, udvikling, industri og olie, hver gang det kommer i konflikt med liv og natur? Eller skal vi ændre kurs, før det er for sent?”, spørger Extiction Rebellion på sin facebookside.
De tilføjer, at verden ikke skal “raseres” af oliepenge. De kræver hurtig udfasning af produktionen af olie og gas i Norge.
Sylvester Langvad, der er uddannet kemiker, har noteret sig, at den norske statsminister Erna Solberg (Høyre) er glad for olie.
– Så længe det er rentabelt, skal vi fortsætte med at lede, sagde hun tidligere i august. For kort tid siden har hun endda udtalt, at Norge ikke har set sin sidste olieboreplatform. Hun afviste at gå bort fra olie og gas. Energiminister Tina Bru har sagt, at “Høyre er garant for, at olieindustrien også i de kommende år får adgang til at lede efter olie og gas”.
Sylvester Langvad fnyser i telefonen.
– Norge er en olienation, der stormer frem. Men det er også en kæmpe forureningskilde. Klimakatastrofen er helt, helt uacceptabel, siger han.

Foto: Sylvester Langvad
Der er parlamentsvalg til Stortinget i Norge den 13. september.
Oslo på den anden ende
Sylvester Langvad sover i en “klimalejr” ved Equinors hovedsæde i Oslo. Hovedindgangen er blevet besat, fortæller han. Hundreder af andre har overnattet hos lokale sympatisører. Tirsdag var han med, da hundreder blokerede et kryds i Oslo. Det tog politiet fire-fem timer at fjerne demonstranterne.
De har gennemført et bannerdrop på grænsen mellem Norge og Sverige og gennemført en “March For Livet” i Oslo.
Aktivisterne er både unge og noget ældre, tilføjer han. Flere af de, han sad i blokade med, var således 40+.
Danskeren mener, at de store firmaer er de største klimasyndere.
– Det er fantastisk, at også i London går aktivister efter de store firmaer og den finansielle magt. Det er dem, der står for al rovdriften på naturen. Vi i Extinction Rebellion tror ikke på, at vi kan løse klimakrisen ved at ændre den måde, vi som enkeltpersoner lever, men at det derimod gælder om at målrette kampen mod selve magten i regeringskontorerne og i de multinationale selskaber, der styrer alt, siger han til Arbejderen.
Extinction Rebellion skriver på Facebook, at “det er nødvendigt at ændre vores giftige system!”, og at “vi bruger civil ulydighed i vores handlinger. Det er, fordi vi mener, at det er nødvendigt at skabe hurtige ændringer. Det har vist sig at fungere før og vil fungere igen, hvis vi er mange nok”.

Foto: Rebellen.
“August Rise Up” i Berlin
I Berlin har den danske studerende danske Luna Friedrichsson været med i mange aktioner og happenings i den forløbne uge, arrangeret af Extinction Rebellion i Tyskland.
Her er Berlins ikoniske byport Brandenburger Tor blevet besat. Og der er en klimalejr ved Tiergarten Zoo i bymidten med anslået 800 deltagere.
– Jeg kan ikke risikere at blive anholdt for tiden, så jeg har delt flyers ud til forbipasserende, når der er blevet lukket veje, eller bygninger er blevet besat, fortæller 27-årige Luna Friedrichsson over telefonen.
Hun har opholdt sig i et helt år for at deltage i Extinction Rebellions aktiviteter i Tyskland på fuld tid”.
I Berlin hedder Extinction Rebellions kampagne “August Rise Up“, der startede den 16. august. En af hovedmålene for kampagneugen er fokus på energiselskabet Rheinisch-Westfälisches Elektrizitätswerk AG (RWE), der anvender olie, kul og gas, som igen skader klimaet.

Foto: Stefan Müller/Flickr/CC 2.0
– RWE får frit spil i Tyskland og har lavet aftaler med dét amt, der omslutter Berlin. De er korrupte og ødelægger naturen. De handler ikke på klimakrisen, siger Luna Friedrichsson.
Hun fornemmer, at folk generelt bakker op om aktionerne i Berlin.
– Vi siger undskyld for blokerede veje og bygninger. Men vi forklarer, at vi er midt i en klimakrise, og at vi bliver nødt til at handle. Vi har mødt stor forståelse, selv om enkelte har “en dårlig dag” på vej hjem fra arbejde, beretter danskeren.
Hun tilføjer, at folk “dytter, klapper eller giver “thumbs-up”. Der er parlamentsvalg til Bundestagen 26. september.
– Stem på andre end de, der vil støtte kul-, olie- og gasindustrien! Hold politikerne ansvarlige! Sådan siger vi aktivister til almindelige mennesker, beretter danskeren.
Hun tilføjer, at der har været en aktion mod regeringspartiet Christlich Demokratische Unions (CDU)’s hovedkontor i Berlin.
– De “greenwasher” sig selv. De siger, de passer på klimaet, men de lyver. På CDU’s valgplakater i Berlin påstår de, at partiet støtter, at folk kan investere i solceller. Men partiet fjernede for seks måneder siden lige præcis denne støtte, lyder det fra danskeren.
Danske aktiviteter
I Danmark har Extinction Rebellion været “på gaden” i København på Nørreport Station fra onsdag og vil være der frem til på søndag den 29. august.
De deltog også i “Generalstrejke for Fremtidens Liv på Christiansborg Slotsplads i København fredag”.

Foto: Rebellen

Foto: Rebellen

Foto: Rebellen

Foto: Rebellen
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.