Reportage
Azov-militsen bliver gradvis integreret i det vesteuropæiske sikkerhedssystem. Siden den russiske invasion og eskaleringen af Ukraine-konflikten i 2022, har det tyske medie-etablissement præsenteret “emotionelt gribende” frontlinje-rapporter om enkeltskæbner i “eliteenheden”, og fremstillet dem som “nabolagets hyggelige gutter.” Springers Welt TV har til og med leveret den første hjemme-hos historie om en frivillig fra (den tyske delstat, red.) Mecklenburg-Vorpommern og hans stolte far, en tidligere Gepard-kampvognsfører i (det tyske militær, red.) Bundeswehr.
Integrationen af Azov-enheder i de ukrainske væbnede styrker og deres oprustning – hovedsagelig med tyske våben – kræver fortællinger som fremstiller krigerne som oprigtige patrioter og loyale allierede af vores “forsvarsdygtige demokrati.”
Hvidvaskning af fortiden
Azovs propaganda-apparat forsøger at levere den passende “historieskrivning”. Først og fremmest forlaget Rainshouse i Kyiv, der drives af Oleksii Rains, som blev chefideolog, efter at Azovs filosof Mikola “Kruk” Kravtsjenkos døde i marts 2022. Rains, som også tjenestegør i Azovs Tredje Separate Stormbrigade – rygraden i den ukrainske hærs tredje korps – intensiverer systematisk indsatsen for at hvidvaske den belastende fortid: forløber-organisationer, ledere, ideologi, symboler, ritualer og handlinger.
I sin bog, “What Is Azov from Ukraine? Exclusive Inside Look“, udgivet på engelsk i slutningen af 2023 og tilpasset et vestligt publikum, hævder han at ville afkræfte “myter” spredt af Rusland og andre fjender, og bevise at Azov blot består af nationalt indstillede idealister. Opgaven mislykkedes totalt. Rains undergravede ikke bare de fleste normaliserings-fortællinger om Azov, men fremhæver – sandsynligvis utilsigtet – netop den katastrofale tradition, han ville skjule for enhver pris.
I OUN’s ånd
Bogen følger Azovs historie og viser, at den paramilitære kerne, også kaldet “de små sorte mænd”, ikke opstod tilfældigt i Kharkiv i 2014.
Byen var hovedcenter for organisationen Ukraines Patriot, en af de mest indflydelsesrige højreekstreme strukturer i landet i 00’erne, en ungdomsorganisation og en militant gren af Ukraines Social-Nationale Parti (SNPU). Efter at partiet var blevet omdøbt til Svoboda i 2004, blev Ukraines Patriot opløst, men blev senere genoprettet som den militante gren af den Socialt-Nationale Forsamling. Leder for alle disse organisationer, bortset fra SNPU og siden Svoboda, var Andrij Biletsky, i dag kommandør for tredje armékorps og uofficiel leder for hele Azov-bevægelsen.
Rains udpeger Yaroslav Stetsko som Azovs historiske mentor. Stetsko var stedfortræder for Stepan Bandera, føreren af den radikale fløj af Organisationen af Ukrainske Nationalister (OUN-B), og blev hans efterfølger efter dennes død i 1959. Rains beskriver ham og OUN som “partisaner mod sovjetisk og nazitysk okkupation” og hævder, at Stetsko “nægtede at samarbejde med Hitler” og blev fængslet i Sachsenhausen.
Støtte til Nazityskland og fascisme
Næsten intet af dette stemmer med de historiske fakta: Bortset fra at Ukraine havde været en republik i Sovjetunionen siden 1922 og derfor ikke kunne have været ”besat” af den, hilste Stetsko den tyske invasion velkommen:
”Fuld af oprigtig taknemmelighed og beundring for din heroiske hær, som igen har vundet ny ære på slagmarkerne i sammenstødet med Europas største fjende, den moskovitiske bolsjevisme, sender vi dig, den store fører, i det ukrainske folks og dets regerings navn, vores hjertelige lykønskninger for at have kronet kampen med den endelige sejr”, skrev han til Adolf Hitler 3. juli 1941.
Stetsko og OUN-B ønskede et suverænt Ukraine som en ukrainsk satellitstat under “Det Tredje Rige”, og de havde ifølge den svensk-amerikanske historiker Per A. Rudling adopteret det “nationalsocialistiske verdenssyn” og ideen om et ”fascistisk Nyt Europa”. Dette var på ingen måde en passiv handling, betoner hans tysk-polske kollega, Gregorz Rossolinski-Liebe. Snarere havde OUN skabt en ”ukrainsk variant af fascisme”.
I modsætning til tysk nazisme måtte den operere transnationalt på grund af fraværet af eget territorium, var afhængig af camouflage-foranstaltninger på grund af manglen på en magtbase og præsenterede sig, ikke mindst af denne grund, som ”ukrainsk nationalisme” (en praksis der stadig udøves i dag, også af Azov).
Jeg støtter derfor udryddelsen af jøderne og anser det for hensigtsmæssigt at bringe tyske metoder til Ukraine.
Yaroslav Stetsko
Stetsko blev sendt til Sachsenhausen, fordi han den 30. juni 1941 havde erklæret Ukraines uafhængighed og udråbt sig selv som premierminister imod Hitlers ønske. I KZ-lejren fik han – i lighed med Bandera og andre prominente OUN’er – status som “æresfange”, egen bolig, kontrolleret bevægelses- og rejsefrihed – og sågar begrænset tilladelse til at videreføre politisk aktivitet.
Hvad Rains fuldstændig udelader i sit Curriculum Vitae, som Stetsko affattede kort efter sin arrestation 9. juli, 1941, propagerede Stetsko for et étpartidiktatur og en ”etnisk ideologi”, der er ”relateret til det nationalsocialistiske program”. Han erklærede sig overbevist om den skadelige rolle, som jøderne, ”der hjælper Moskva med at slavebinde Ukraine”, spiller. ”Jeg støtter derfor udryddelsen af jøderne og anser det for hensigtsmæssigt at bringe tyske metoder til Ukraine for at udrydde jødedommen for at forhindre deres assimilering og lignende”.
Stetsko havde allerede udtrykt tilsvarende synspunkter i maj 1939 i en guide med titlen OUN’s kampe og aktiviteter i krigstid, da han endnu ikke var under tysk overvågning. OUN-B var ikke anderledes, da de i de første dage af det tyske angreb på Sovjetunionen brugte løbesedler til at opfordre til at udryddelse af ”jødedommen”- i lighed med de andre ”fjender” af Moskva: Polen og Ungarn
En OUN-B-pjece udgivet i Lemberger Zeitung den 10. juni 1942, adresseret til den jødiske befolkning, hedder det:
“I bød Stalin velkommen med blomster. Vi vil som hilsen lægge jeres hoveder for Hitlers fødder.”
Ifølge holocaust-forskeren Karel Berkhoff bar de tyske angribere utvivlsomt hovedansvaret for de forbrydelser, der blev begået i denne periode.
Som bevis citerer han ordren fra Reinhard Heydrich, chef for (paraplyorganisationen for det tyske sikkerhedspoliti, red.) Reichssicherheits Hauptamts, til sine (styrker kaldet, red.) Einsatzgrupper om at støtte og intensivere de antikommunistiske og antisemitiske ukraineres indsats for ”selvrensning”, men understreger:
“OUN-B spillede en nøglerolle i pogromerne i det vestlige Ukraine.”
En hel del ukrainske fascister samarbejdede også med Nazityskland ved at slutte sig til de Wehrmacht-oprettede bataljoner Nattergal og Roland og SS-grenadierdivisionen Galizien – samt i en periode med den ukrainske oprørshær UPA under OUN-B.
Som Oleksii Rains, der adopterede Banderas kodenavn “Konsul” som sit nom de guerre, forklarer i sin bog, forbliver Azov-militæret solidt knyttet til OUN’s og UPA’s tradition den dag i dag.
“Socialnationalisme”
Ifølge Rains kan det teoretiske grundlag for Azov-militsens verdensbillede findes i et “politologisk værk” af Yaroslav Stetsko med titlen To revolutioner. Det blev udgivet i 1951, på et tidspunkt hvor OUN-B allerede samarbejdede med de britiske, amerikanske og vesttyske efterretningstjenester – UPA fortsatte, på deres vegne, med at kæmpe mod USSR som en stay-behind-hær indtil 1953 – og fem år efter at Stetsko grundlagde Den Antibolsjevikiske Blok af Nationer i München, den mest magtfulde paraplyorganisation af Hitler-kollaboratører på verdensplan.
I To revolutioner udviklede Stetsko en angiveligt ny ideologi: “socialnationalisme”. Denne “doktrin, som blev fulgt af Azovs forgænger, Ukraines Patriot, er netop baseret på de programmatiske principper fra OUN’s førende ideologer,” forklarer Rains i forordet til den nye udgave udgivet af Rainshouse i 2023.
I denne tekst, der er gennemsyret af heroisk patos, påkalder Stetsko sine forfædres kampånd – fra Antikken til grundlæggelsen af OUN i 1920’erne og under Anden Verdenskrig. Kampånden hos jødemorderen Simon Petljura og Roman Shukhevych, kommandør for “Nattergal”-bataljonen, og senere hos UPA. Og han konkluderer:
“Uden en nationalsocialistisk revolution kan der ikke være nogen ukrainsk befrielse”.
Det er den grundlæggende tese i hans “socialnationalisme”, som – hvilket Rains på det kraftigste benægter – delvist viser sig at være en Ukraine-specifik version af den tyske “nationalsocialisme” under NSDAP (Hitlers naziparti, red.), før det tog magten.
“Det nationale og det sociale er to sider af samme sag, af det samme liv,” fortsætter Stetsko.
Et andet skæringspunkt med “nationalsocialismen”, men også med alle andre former for fascisme, er hans fanatiske antikommunisme og voldsdyrkelsen. Stetsko roser ukrainerne som en krigernation, der “fejer alt væk på deres vej som en lavine” – til sidste blodsdråbe:
“Tusinder, hundredtusinder, måske endda millioner flere vil falde, men ingen kan stoppe de mennesker, der er på march.”
Det, der egentlig adskiller Stetskos “socialnationalisme” fra “nationalsocialisme” og OUN‘s og UPA‘s ideologi indtil 1945, er: En erklæret antisemitisme forekommer ikke. Efter Hitler-Tysklands nederlag og begyndelsen på samarbejdet med sine nye vestlige herrer, forkastede OUN det stille og skjulte, og tog simpelthen afstand fra sin fortid – ligesom de gamle nazister, hvis rehabilitering Adenauers regering havde muliggjort med en ny karriere under det liberale demokratis dække.
Ukraines Patriots “socialnationalisme” er anderledes. Deres program, formuleret af Andriy Biletsky i 2008, minder om “nationalsocialisme” og opfordrede til en “racemæssig udrensning” af Ukraine fra jødisk-stemplet “under-menneskelighed” – en atavisme (genopdukken af en arvelig egenskab, red.) – som Rains fuldstændig ignorerer i sin “historiografi”. Azov-krigerne, der blev finansieret af en ultrahøjreorienteret jødisk oligark i 2014 og stræber efter at blive “den bedste militære enhed i verden” som NATO’s fremtidige SEALS, afholder sig fra sådanne åbenlyst racistiske og antisemitiske udtalelser.
Men, som det fremgår af Rains bog Azov, fortsætter de til gengæld med at støtte sig til antisemitiske tænkere, såsom Hitler-oversætterne Dmitro Dontsov og Mikola Mikhnovsky, og antisemitiske ideologer fra OUN, såsom Stepan Lenkavsky. Han er forfatter til Dekalogen, “De ukrainske nationalisters ti bud”, som alle rekrutter skal recitere som en troskabsed under indvielsesritualet den dag i dag, og endvidere Dmitro Miron, kendt som Orlik, hvis værk Ukraines idé og rolle er obligatorisk læsning.
Stormagtsdrøm og nazi-ritualer
Azov-militsen fortsætter med at holde fast ved OUN‘s idé om et Stor-Ukraine, der er modelleret efter Nazityskland.
“Den nationalistiske bevægelse er så magtfuld, at vi snart vil se fremkomsten af en stor ukrainsk stat, der strækker sig fra Det Kaspiske Hav til Tatrabjergene,” profeterede OUN-embedsmanden Roman Sushko allerede i 1939.
Azov hylder denne megalomaniske ideologi, for eksempel med Stormagtsfalken, der stadig findes på dens enheders flag og bomærker. Som Rains forklarer, er den symbol på “visionen” om en “fremtidig supermagt, der vil indtage geopolitisk lederskab”. Desuden har hans forlag udgivet en bog om “ukrainsk imperialisme” som en “orden, en lederskabshandling og et civilisations-fyrtårn for andre.” Forsiden viser et kort, hvorpå fremtidige erobringer af russiske territorier allerede er markeret.
Rødderne til ritualerne, symbolikken og æstetikken i den “azovske” militærkultur, som er markant påvirket af germansk mytologi og nordisk hedenskab, og hvis oprindelse Rains udelukkende sporer tilbage til “oldgammel europæisk historie” og den ukrainske uafhængighedsbevægelse, kan også delvist findes i Nazityskland: Wolfsangel, bomærket for Ukraines Patriot og i sidste ende Azov, er ifølge Rains ikke andet end de kombinerede bogstaver “I” for “Idé” og “N” for “Nation”.
Wolfangel såvel som Den Sorte Sol, som siden er forsvundet fra mange, men på ingen måde alle, af hans troppeemblemer, stammer fra Waffen-SS. Både Wolfsangel og Den Sorte Sol pryder stadig de kampøkser, der præsenteres for Azovs kommandører ved deres udnævnelse under arkaiske kultceremonier i ildens skær. En særlig Khorunzha-enhed er ansvarlig for at organisere og udføre Azovs ritualer. Opgaven for sådanne ceremonimestre er ifølge Rains at “højne og opretholde moralen”.
“Det sorte korps”
I overensstemmelse med Waffen-SS’ hemmelighedsfulde eksempel ser Azov-militæret “krig, ikke som en form for arbejde eller tjeneste, men frem for alt som et kald.” Udtrykket “soldat” bruges ikke om medlemmerne, fordi kun “eksistens som kriger er evigt liv.” Dette gælder især i Rains tredje separate angrebsbrigade, hvor den nynazistiske organisation Centuria er ophøjet til at blive en kriger-superelite – dens motto er “Blod, familie, kamp” og “Ukraine for ukrainerne!” – og udfører ideologisk træning, der er en del af den grundlæggende træning i Azov-enhederne.
Selve navnet på den paramilitære kerne af Azov, Det sorte korps, blev lånt fra titlen på avisen Zeitung der Schutzstaffeln der NSDAP – Organ der Reichsführung SS, der blev udgivet som en ugeavis fra 1935 og fremefter med et oplag på op til 750.000 eksemplarer. Sammen med symboler og paroler af relevant oprindelse, primært brugt af militære underenheder (eksempelvis “Min ære er loyalitet”), er det yderligere bevis på en chokerende kendsgerning: Azov har valgt Himmlers “racekrigere” som sine idoler og fortsætter deres tradition, i det mindste i kodet form.
Våbenbrødre i Vesten
Denne kontinuitet, som Azovs chefideolog objektivt bekræfter, udgør en ny udfordring for det vestlige “værdifællesskab” – et dilemma. Det vokser med den stigende indbyrdes afhængighed mellem NATO’s og Ukraines militærindustrielle komplekser og med nazistgruppernes hastige vækst.
Den 13. august 2025 bragte The Times overskriften “Putin frygter ham – 20.000 ukrainere vil kæmpe for ham” – og fik Andriy Biletsky, lederen af ”en af Ukraines mest magtfulde kampenheder”, til at forklare mulighederne for NATO-landene som følge af Azov-militærets voksende magt.
“Vi giver ubegrænset adgang,” rapporterede han til vestlige våbenvirksomheder om åbningen af Izyum-frontsektoren, kontrolleret af hans tropper. “Vores store fordel er, at vi leverer debriefinger, testresultater og faktiske data fra slagmarken”.
Uden azoviseringen af de deserterings-plagede ukrainske væbnede styrker er det “permanent militariserede samfund”, som Biletsky forestiller sig – modelleret efter Israel – ikke muligt. For “reelt set har hæren og arsenalet i Europa vist sig alarmerende langsomt med at opbygge egne væbnede styrker”.
Budskabet i Times-artiklen: Biletsky og hans azovitter – som for nylig blev forsynet med mindst 12 AS90 selvkørende haubitsere og 42 Patria-pansrede mandskabsvogne fra Storbritannien og Letland – er for længst blevet Vestens uundværlige “våbenbrødre” i dens forberedelser til en større krig mod Rusland.
Fortidens krigere
Det tyske forsvarsministerium er også klar over dette. Indtil videre har det stort set været tavst om det tyske militærs forhold til Azov-militæret. I de seneste måneder er der dog gentagne gange dukket billeder af højtstående tyske officerer med medlemmer af de fascistiske Azov-enheder op på relevante sociale mediekanaler.
For eksempel blev generalmajor Christian Freuding, chef for planlægnings- og kommandostaben i Forsvarsministeriet og Situationscenter Ukraine, fotograferet den 8. maj 2025 sammen med en kommandør for Azov-angrebsbrigaden, som Rains tilhører.
Et foto fra juli 2025 viser hærens generalkirurg Johannes Backus hædre en læge fra Nationalgardens Første Azov-korps som Europas bedste læge ved en kampmedicinsk behandlingskonference i Blaubeuren. Chefen for den medicinske tjeneste i den tredje azovske angrebsbrigade er blevet modtaget af overlægen på Bundeswehr-hospitalet i Berlin mindst to gange siden 2024. Det øgede antal besøg fra azovske delegationer på NATO-faciliteter tyder også på samarbejde med Bundeswehr.
Den tyske regering har ideologisk afvist kritik fra fredskræfterne, den akademiske verden og samfundet, af dette giftige våbenbroderskab. Allerede i juni 2022 udgav det føderale agentur for borgeroplysning, der rapporterer til indenrigsministeriet, en analyse af den ukrainske politolog Ivan Gomza: Azov-regimentet og den russiske invasion. Dette foregik, mens etableringen af endnu et Azov-specialregiment, inklusive medlemmer af Centuria og det nynazistiske parti Nationalkorpset, allerede var i fuld gang. Herfra opstod den tredje separate angrebsbrigade et par måneder senere. Hvorimod Gomza hævdede, at “de fleste højreekstremistiske krigere” allerede havde forladt Azov-militæret “i 2014, da det blev integreret i Nationalgarden”. Senere førte “forbuddet mod politisk agitation i hæren” angiveligt til “yderligere afradikalisering og afideologisering”. Denne fortælling fortsætter med at danne den grundlæggende tenorstemme for næsten al politisk og mediemæssig modtagelse af Azov i Tyskland.
Ligesom den tyske regerings påstand i september 2023 om, at OUN og UPA ikke kan kategoriseres som “højreekstremister, antisemitiske, romafjendske eller på anden måde racistiske”, er dette blevet afsløret som en myte – af Azov-chefideologen selv, der ønsker, at hans “Insider”-bog skal forstås som “oplysning”. For Oleksii Rains insisterer på, at krigere fra begyndelsen af Maidan-oprøret fortsat står i spidsen for Azov-militsen den dag i dag – “de rigtige mennesker med de rigtige synspunkter,” citerer han sin forgænger Mykola Kravchenko for at sige.
Tysk imperialisme i ukrainsk forklædning
For Rains inkluderer dette at leve efter bydemåden “Ukraine frem for alt!”. I juli 2025 gik han endnu videre og præsenterede en “urokkelig” azovsk “Nationalistpyramide”: familie, nation, stat. Han definerede den ukrainske nation som et “evigt blod-åndsfællesskab af de døde, de levende og de ufødte.” Han kritiserede soldatens ed: “Jeg tjener Ukraines folk.” Han understregede, at Ukraine ikke er “folkets” land, men et “konkret folks”. “Krigen udkæmpes ikke for abstraktioner.”
For nylig annoncerede Rains installationen af symboler for “nationens idé” (Wolfsangel) og SS-divisionen Galicia på forskellige steder – som “altre for vores ideologi” for at markere territorier, hvor forsamlinger, militær træning og ritualer skal afholdes. Hans angrebsbrigade havde allerede på 80-årsdagen for grundlæggelsen af Galicierne i 2023 proklameret:
“Vi ærer fortidens krigere.”
Ikke mindst gennem en sådan traditionsopbygning stræber Azov-militæret og dets tilhængere efter at bygge en historisk bro fra “nationalsocialismen” til NATO. Fascismens genfærd kompromitterer således igen den tyske imperialisme og vestlige politik på Østfronten – denne gang under kampråbet “Aldrig mere!”
Denne artikel blev først udgivet af det tyske dagblad junge Welt.
Artiklen er blevet oversat til Arbejderen af Arne Lennartz.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
