EU afviser sanktioner mod Israel
Hvis vi spørger, om overgangen til en krigsøkonomi er undervejs, skal vi ikke kun spørge, om og hvornår en krig er nært forestående, men også, hvilken slags krig det vil være, hvem og hvad der vil forårsage den, og hvilken form den vil tage – for eksempel handelskrig, regional krig eller verdenskrig.
Vi kan gå ud fra, at det ikke er en retfærdig krig, som den tyske imperialisme ønsker at “forberede” os på.
I den tyske finanskapital flytter udviklingen af produktivkræfterne i øjeblikket fokus fra den bilcentrerede industri til den IT-centrerede industri.
Krigen vil heller ikke blive forårsaget af de lande, som vores monopolborgerskab peger på, altså Kina eller Rusland, men den vil blive forårsaget af monopolkapitalen selv, af tvangen til at maksimere profitten, af tvangen til at ekspandere på krympende markeder, i en stigende krise, som de imperialistiske supermagter søger en udvej fra i en ny opdeling af verden.
Modstanden mod dette kommer i stigende grad fra det globale syd, fra folkene i dets lande, det vil sige arbejderne, bønderne og det nationale borgerskab, hvis interesser objektivt set er rettet mod imperialismen.
Der er også diffus modstand i de imperialistiske og udviklede kapitalistiske lande. For heller ikke her har arbejderklassen og store dele af småborgerskabet og borgerskabet nogen objektiv interesse i krig. Men i stridighederne om sanktioner har vi for eksempel set, at mellemlagene underordner sig monopolborgerskabet på grund af arbejderbevægelsens nuværende svaghed.
Krigens form
Krigsøkonomiens form afhænger af den respektive magtbalance i imperialismen. Opstillingen i kampen for omfordeling ændrer sig med udviklingen af kapital, magt og de konstellationer, der dannes som følge heraf. Kampen udkæmpes, som Lenin udtrykte det, “fredeligt i dag, ikke fredeligt i morgen, ikke fredeligt igen i overmorgen”.
Under Den Kolde Krig: en stor stående hær. Efter kontrarevolutionen: mobile interventionsstyrker til hurtig indgriben. Og nu: Planer om indførelse af tvungen militærtjeneste, militær infrastruktur, langvarig udstationering i udlandet, det vil sige besættelse som i Litauen. Men der overvejes også andre muligheder, som debatten om atomoprustning viser.
Meget tyder på, at vejen til en verdenskrig vil blive en mulighed for finansoligarkierne.
Et afgørende spørgsmål her vil være, om NATO-blokken holder, eller om de interimperialistiske modsætninger fører til dannelsen af nye alliancer. Det ville være en fordel, ikke mindst fordi de lande, der kæmper for socialisme og uafhængighed, så ikke vil stå over for en samlet modstander.
Skal vi aktivt støtte en sådan udvikling? Hvis vi følger den italienske kommunist Palmiro Togliattis tankegang i hans tale på den 7. verdenskongres, er svaret ja, men i skarpeste opposition til det tyske monopolborgerskab. Derfor: Tyskland ud af NATO! Det er kun muligt for os, hvis vi reducerer forsvarsudgifterne. Ned med den tyske militarisme!
Den tyske imperialismes position
I den overordnede situation i verden i dag forsøger den tyske imperialisme at skabe grundlaget for strategisk suverænitet over for USA – teknologisk, økonomisk, militært og politisk. Den ønsker at opnå strategisk suverænitet i samarbejde med den franske imperialisme inden for rammerne af EU.
Både det tyske og det franske finansoligarki ved, at de alene er for svage til at konkurrere med USA om opdelingen af verden. Det blev endnu en gang meget tydeligt i Emmanuel Macrons store tale om Europa på Sorbonne i 2017, som blev koordineret med Angela Merkel.
Disse fransk-tyske planer har indtil i dag ikke haft succes. Det kan forklares med konkurrencesituationen mellem de tyske og franske bank- og industrikoncerner og deres stats- og regeringsapparater sammenholdt med USA’s indflydelse, hvis hegemoni planerne er rettet imod.
Et eksempel er Thierry Breton, en central figur i det fransk-tyske forsvarssamarbejde, og afslutningen af hans EU-karriere. Som chef for det franske IT-firma Atos organiserede han sammen med den daværende bankmand Macron fusionen af Atos’ og Siemens’ IT-konsulentfirma SIS, så de blev den næststørste IT-serviceudbyder i EU.
Derefter blev han forfremmet til industri- og forsvarskommissær i EU og blev drivkraften bag digital suverænitet, hvilket naturligvis gjorde ham uvenner med amerikanske digitale virksomheder. Breton blev igen foreslået af Macron til den nye EU-kommission, men blev afvist af Ursula von der Leyen og droppet af Macron.
IT-virksomheden Atos er i øjeblikket under afvikling. Og ligeså: De fransk-tyske projekter for EU-clouds og Bretons plan fra 2023, om at EU i 2030 skulle sidde på 20 procent af den globale chipproduktion, ser også ud til at være i opløsning.
Det er stadig uvist, om han vil lykkes med sit satellitinitiativ, der går ud på at skabe konkurrence med IRIS2-systemet til de satellitvirksomheder, der drives i USA, især af Elon Musk. Det er ret usandsynligt, men det vil være afgørende for, om EU får en militær internetinfrastruktur, der er uafhængig af USA.
I Tyskland er især Porsche-klanen uvillig og sandsynligvis ikke længere i stand til at organisere den nødvendige kapital til at investere i den teknologiske “transformation” af Volkswagen-koncernen på egen hånd. VW-koncernen er et eksempel på den tyske finanskapitals krise og reaktion i samarbejde med stat, politik og medier.
I den tyske finanskapital flytter udviklingen af produktivkræfterne i øjeblikket fokus fra den bilcentrerede industri til den IT-centrerede industri – med Siemens, SAP, Telekom og Bosch i spidsen. Uadskilleligt fra dette og til fordel for den statsmonopolistiske fællesinteresse udvikles også den industri, som er direkte fokuseret på våbenproduktion, anført af Airbus, Rheinmetall og KDNS.
Det faktum, at monopolerne er afhængige af både det amerikanske og det kinesiske marked, skaber i dag en modsigelse i den statsmonopolistiske fællesinteresse.
Betinget underordning
Denne modsætning forsøges mildnet via det betingede tilbud om, at tysk imperialisme skal underordne sig USA med fokus på oprustning mod Rusland. Dette fremgår tydeligt i mediediskussionerne om “vendepunktet” (1) i militærudgifterne. Vendepunkt javist, men med så stor en andel som muligt til EU – og på den baggrund strid om hvor stor en andel der skal gå til den tyske eller franske rustningsindustri.
Den tyske imperialisme kan profitere på, at den på vegne af den USA-ledte fællesimperialisme skal påtage sig opgaven med at udvide EU så langt mod øst som muligt og positionere det mod Rusland. Rusland skal indsnævres og demoraliseres i en sådan grad, at det ikke længere kan støtte Kina. At opildne til en “farve”-kontrarevolution i Rusland, som det allerede er blevet forsøgt i Hviderusland, indgår i denne imperialistiske kalkule.
Som ledende magt i øst håber Tyskland at kunne opbygge det nødvendige militære trusselspotentiale – for derefter også igen at kunne tale med som en stærk EU-partner over for Frankrig ved nyopdelingen.
Som ledende magt i øst håber Tyskland at kunne opbygge det nødvendige militære trusselspotentiale – for derefter også igen at kunne tale med som en stærk EU-partner over for Frankrig ved nyopdelingen.
Tysklands rolle som ledende magt i EU skal udbygges økonomisk, politisk og militært. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om de eksisterende begrænsninger for tysk imperialisme skal opretholdes. Her er atomoprustning og hangarskibe nøgleord. Men det vil støde på fransk modstand at rokke ved disse begrænsninger.
Med et sådant tyskdomineret EU i centrum, som er nyttigt for USA, håber den tyske imperialisme at kunne spille en tilsyneladende uafhængig rolle over for Kina i en vis periode. USA’s bekymringer i den forbindelse forsøges manet til jorden ved at henvise til taktiske varianter af “forandring gennem tilnærmelse” eller “at gøre fæstningen klar til at blive indtaget indefra”, sådan som det tidligere er lykkedes med “østpolitikken” og “afspændingspolitikken”.
At vinde tid spiller en rolle, fordi forsøget på at blive en verdensmagt og konkurrere på lige fod med den amerikanske imperialisme via et fransk-tysk domineret EU endnu ikke har været en succes for den tyske imperialisme. Men en alternativ linje til at håndhæve dens overordnede interesser er ikke synlig.
Det, der er synligt i øjeblikket, er den gamle linje med at forsøge at blive en verdensmagt gennem et taktisk samspil mellem Frankrig og USA, som tilsyneladende skal videreføres, men med et betydeligt øget statsmonopolistisk ressourceforbrug.
Til det formål må den tyske imperialisme ændre sin politiske positionering i denne ændrede magtsituation under den almene krise.
Krigs-keynesianisme
I perioden efter 1989 syntes den almene krises hårde greb at blive løsnet af mulighederne for ekspansion både internt og eksternt. I kapløbet om byttet blev sloganet “frit marked” lanceret. I den imperialistiske konkurrence stod den mere fredelige fase – opdeling efter kapital – i centrum, hvilket ikke forhindrede Bundeswehr i at skyde og bombe internationalt igen. Deutschland AG (2), der var opbygget defensivt i form af kapitalforbindelser vendt mod den amerikanske kapitals indtrængen, blev opløst, og en masse kapital blev frigjort til jagten på bytte.
I Tyskland blev propagandaen om det frie markeds almagt ophøjet til forfatningsmæssig status som gældsbremse under navnet “neoliberalisme” og var også med til at sikre tysk EU-dominans over Frankrig gennem EU’s gældsregler. Også her tegner der sig nu et “vendepunkt”: Rusland kunne ikke splittes op i halvkolonier, kontrarevolutionen i Kina blev slået tilbage, EU’s suverænitetsprojekt har ikke gjort nogen fremskridt.
I september 2024 præsenterede Mario Draghi EU-kommissionen for sin rapport om konkurrenceevnen i forhold til USA og Kina, altså om den globale magtposition. Draghis “whatever it takes”-netværk fra hans tid som chef for EU’s centralbank og euroens redningsmand sikrer, at han tager hensyn til EU’s finanskapitals overordnede interesser.
Rapporten opfordrer til, at der investeres yderligere 800 milliarder euro i EU hvert år for at kunne konkurrere med USA og Kina med hensyn til teknologi, energiuafhængighed og våben.
For Tyskland ville det betyde omkring 200 milliarder euro om året i overensstemmelse med landets økonomiske vægt, det vil sige det dobbelte af “vendepunkts”-beløbet!
Reaktionen fra Tyskland var mærkeligt stille, der var ingen storm i medierne. Økonomiministeriet kommenterede nøgternt, at Draghi-rapporten “sandsynligvis vil have en betydelig indflydelse på den nye (EU-)lovgivers politikudformning og -prioritering”.
Draghi opsummerer tilsyneladende EU’s finanskapitals synspunkt om, at de gigantiske investeringssummer og omstruktureringen af statsapparatet er nødvendige for at kunne blive en verdensmagt, nu hvor de tidligere planer er slået fejl.
Draghi-rapporten danner grundlag for en ny propagandaretning, som skal forsvare, at den nye gigantiske milliardbyrde lægges over på arbejderklassen og de ikke-monopolistiske lag af befolkningen, som om der ikke er noget alternativ.
Finansoligarkerne, som ikke har investeret overskuddet fra deres monopoler tilstrækkeligt i de nye teknologier til at holde trit med deres konkurrenter i USA og Kina, kræver nu, at staten mobiliserer Draghi-milliarderne. De ideologiske begrundelser skal nu ændres fra “neoliberal” – det vil sige at markedet skal ordne alt – til “keynesiansk” – det vil sige, at staten skal kompensere for den manglende efterspørgsel under krisen ved at optage gæld og investere.
For at spare har staten undladt at investere i den uddannelse og videnskab, der er nødvendig for at udvikle produktivkræfterne. I sin aggressivitet efter at sikre monopolerne maksimal profit har staten ikke engang vedligeholdt merværdiproduktionens infrastruktur.
Den 18. november 2024 beskrev Handelsblatt, hvor finanskapitalens selvopfattelse kommer til udtryk, den presserende situation i “Kommentar fra Berlin” på følgende måde:
“Seksårige starter i skolen med et massivt underskud i bagagen, fordi de ikke havde en plads i en børnehave eller ikke blev støttet dér. Vores 15-årige er styrtdykket i Pisa-rangeringen, antallet af unge uden uddannelse har nået et trist højdepunkt, og de mange migranter kan ikke integreres på den måde, som det ville være muligt med mere uddannelse. Alt dette udgør en større trussel mod Tysklands position end den manglende infrastruktur. Hvis man ikke kan udvikle moderne maskiner på grund af mangel på personale, har man ikke brug for en vej til at få dem ud til kunden.”
Men hvordan skal EU, hvordan skal den tyske stat mobilisere hundredvis af milliarder mere hvert år?
Draghi selv foreslår allerede en kombination af statslige og private midler. Von der Leyen var mere eksplicit på det berygtede Davos World Economic Forum: Der er 1.400 milliarder i private husholdningers opsparing i EU-landene. Hun foreslår en plan for europæiske opsparings- og investeringsprodukter, så de kan udnyttes i overensstemmelse med Draghi-rapporten.
Så vidt vi ved, brugte hun ikke ordet krigs- eller rustningsobligationer.
Cyklisk og almen krise
Efter finanskrisen i 2008 mistede den tyske imperialisme momentum. Året 2018 var det sidste højdepunkt i den tyske industriproduktion, 2020 var lavpunktet. Efter afslutningen af pandemiforanstaltningerne steg efterspørgslen, så faldt den igen, og så steg den igen uden dog at udløse et opsving. Industriproduktionen kom aldrig forbi sit sidste højdepunkt.
Antallet af virksomhedskonkurser stiger, og industriordrerne falder. Forbrugernes efterspørgsel er ringe, og selv nominelle lønstigninger spares væk efter de mange varslede afskedigelser.
Med et tyskdomineret EU i centrum, som er nyttigt for USA, håber den tyske imperialisme at kunne spille en tilsyneladende uafhængig rolle over for Kina i en vis periode.
Drivkraften bag opsvinget i de seneste cyklusser er kommet fra eksporten, især til EU, Kina og USA. Der forventes dog en svagere vækst i alle tre regioner, og politiske forhindringer truer.
Den almene krise har deformeret den otte- til tiårige krisecyklus, og statslige indgreb på valuta- og kapitalmarkederne har skabt nyt potentiale for kriser.
Den tyske industris kernesektor, bilindustrien, er blevet ramt af faldende efterspørgsel. Samtidig skal den omstille sig til ny teknologi: alternative drivsystemer og selvkørende biler. Kravene er blevet undervurderet, og overskuddet er ikke blevet investeret. De globale virksomheder Bosch, ZF, Conti, Schaeffler, Mahle og utallige andre er afhængige af VW, Mercedes og BMW. Efterspørgslen falder også i den højteknologiske sektor – fra Siemens til Intel – som følge heraf.
Om, hvornår og hvor dybt en krisekædereaktion vil sprede sig i EU og i Tyskland, afhænger også af de massive statsstøttede investeringer, der nævnes i Draghi-rapporten.
For at kunne mobilisere de gigantiske summer forventes det også, at det politiske lag orienterer sig i overensstemmelse hermed.
Krisen vil blive forværret af den stigende protektionisme i USA. Det kan derfor forventes, at der vil blive dannet en koalition for at blive enige om finansieringen af Draghi-milliarderne, som vil erklære en nødsituation og ændre forfatningen, i det mindste hvad angår spørgsmålet om gældsbremsen (3).
Den “neoliberale” variant af statsmonopolistisk kapitalisme, det frie kapløb om byttet i omfordelingen efter kontrarevolutionen med nøgleord som globalisering og privatisering, erstattes af en autoritær variant med nøgleord som sikkerhed, protektionisme og industripolitik, som vi i Tyskland med rette betegner som reaktionær-militaristisk statsomstrukturering.
Krise i det “sociale partnerskab”?
Ligeledes stilles der spørgsmålstegn ved, om det “sociale partnerskab” fortsat skal dæmpe de interne modsætninger, sådan som man kan se i stridighederne hos VW. Jo mere krisen udfolder sig, jo tydeligere bliver modsætningerne i det socialdemokratiske SPD. Jo mere åbent det støtter kapitalen i klassekampen, jo mere mister det indflydelse i arbejderklassen, uden hvilken det mister sin værdi for kapitalen.
Den fremtrædende SPD’er Pistorius står på kapitalens side for NATO og oprustning. Sammen med sin partifælle og næstformand for IG Metall, Jürgen Kerner, opfordrer han til mere tysk rustningsproduktion og sikrer dermed den tyske faglige landsorganisation DGB’s engagement i NATO.
Samtidig demonstrerer andre fremtrædende SPD’ere imod det sammen med Sarah Wagenknechts BSW. Petra Erler udtalte på podiet på Rosa Luxemburg-konferencen i januar, at flertallet af medlemmerne i hendes SPD ønsker at vende tilbage til en afspændingspolitik.
CDU-lederen Friedrich Merz (4) præsenterer sig selv som åben for dialog med alle dem, der ønsker en stærk stat, og som den tyske imperialisme kan reagere på krisens udvikling sammen med.
Merz er også åben for dialog med et SPD med ledere, som signalerer, at de har fagforeningerne under kontrol på vejen mod en stærk stat, der kræver ofre i form af levestandard og demokratiske og sociale rettigheder. Denne offervilje for det tyskledede EU’s verdensmagtposition vil være kriteriet for Merz’ vilje til at gå i dialog.
I finansoligarkiets rækker er striden i fuld gang om, hvilken rolle socialdemokratiet stadig skal spille, eller om fascistiske kræfter allerede nu skal spille en rolle for at flytte de påtænkte byrder. Om og i hvilket omfang, det så vil lykkes, afhænger først og fremmest af, om der opstår en effektiv modbevægelse blandt dem, der skal bringe ofrene.
Hvad skal vi være forberedt på?
Helt bortset fra at kapitalismen som sådan og imperialismen i endnu højere grad er en krigsøkonomi – dens fred er, som Bertolt Brecht sagde i 1939, lavet af det samme stof som dens krig – er der selvfølgelig faser, hvor der hersker relativ imperialistisk fred, og tider, hvor forberedelserne til åben krig i militær forstand intensiveres.
Den imperialistiske lejr gik ind i denne sidste fase omkring 2010 med “Pivot to Asia” – drejepunkt mod Kina – og det tilhørende Ukraine-kup. Med en vis forsinkelse bliver dette nu også tydeligt i den tyske imperialisme.
Så hvis vi på denne baggrund må antage, at den imperialistiske lejr er på vej mod en storkonflikt – også militært – med det formål at eliminere, underkue og opdele Kina som konkurrent og som systemisk, socialistisk trussel, så må vi spørge: Hvad mener imperialisterne er nødvendigt for dette, og hvordan skal det opnås?
Varianten med, at imperialisterne i lyset af de antiimperialistiske kræfters voksende styrke verden over vil blive “fornuftige” og erkende tidens tegn, er efter vores erfaring urealistisk. Selv om kapitalisterne også ved, at jo mere kapital der akkumuleres, jo større er faren for krise, kan de ikke holde op med at akkumulere – og selv om de ser, at aktiemarkedet er overophedet, fortsætter de med at spekulere. Akkumulation, krise, krig – det er kapitalismens lov. Hvis de ikke kan besejre Kina eller bevæbne sig til døde, bliver de nødt til at slå hinanden ihjel, de bliver nødt til at dele verden op mod hinanden igen, og imperialisterne vil kannibalisere hinanden.
Dette perspektiv kræver faktisk et skift til en krigsøkonomi i den forstand, at man forbereder sig på en langvarig militær konflikt med det formål at eliminere modstanderne over en lang periode. Den tyske imperialisme er stadig langt fra at opnå dette.
Noter
1. Begrebet “vendepunkt” henviser til det tyske Zeitenwende, der er blevet til overskriften på en tale af daværende kansler Olof Scholz i det tyske parlament den 27. februar 2022. Her annoncerede han en ny æra – Zeitenwende – af oprustning.
2. Deutschland AG var et netværk af store aktieselskaber, der eksisterede fra 1896 til 2010, hvor størstedelen af aktieselskaberne nu var ejet af institutionelle investorer, og bankerne havde trukket sig ud af netværket.
3. Det tyske parlament, Forbundsdagen, stemte den 18. marts for en forfatningsændring for at komme den såkaldte gældsbremse til livs. Gældsbremsen havde ellers sat et loft over, hvor meget gæld staten kan optage i Tyskland, og det var skrevet ind i forfatningen. I parlamentet stemte 513 for, mens 207 stemte imod. Det tyske Bundesrat har siden givet sin godkendelse med 53 stemmer for ud af de 69 medlemmer.
4. Friedrich Merz er formentlig Tysklands kommende regeringsleder. Ved redaktionens afslutning pågår der stadig forhandlinger om en koalition mellem SPD og CDU.
Indlægget er oprindelig et foredrag på det tyske DKP’s Karl Liebknecht-skole i Leverkusen. Det blev den 7. februar offentliggjort i en forkortet og lettere redigeret form. Magasinet Arbejderen har oversat fra tysk og bringer her størstedelen af indlægget med fokus på tysk imperialisme efter tilladelse fra Unsere Zeit. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2025.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
