Læserbrev
Den 10. marts indgik den syriske, kurdisk-baserede milits SDF (Syriens Demokratiske Styrker) og de syriske magthavere fra HTS en aftale. Forud ligger en række forhandlinger, siden HTS overtog magten over Damaskus og en række byer i en tredjedel af Syrien i december. I tre artikler vil Arbejderen komme ind på udviklingen i forhold til Tyrkiet, Israel og resten af regionen.
Den eksakte ordlyd af aftalen er ikke offentliggjort, men en række punkter fra aftalen er kommet frem, som for eksempel i et tidsskrift fra Armenien. Hovedpunkter er våbenhvile, at de kurdiske institutioner i det nordlige Syrien skal integreres fuldt ud i den syriske stat, og at diskrimination af kurdere skal ophøre.
Aftalen skal efter planen sættes i værk i år. Men en del af aftalen er nærmere forhandlinger om stort set alle konkrete punkter. Afgørende punkter til forhandling er, hvorvidt de kurdisk-baserede militser under SDF samlet set kan gå ind i den syriske hær kontrolleret af HTS, eller de skal splittes op, samt kontrol over oliekilder og andre ressourcer.
Hvad lå bag aftalen
Den syriske milits HTS sidder i hovedstaden Damaskus og kontrollerer en række byer i den centrale del, tilsammen omtrent en tredjedel af Syrien. Sammen med den tyrkisk-støttede milits SNA væltede de den tidligere præsident Assad. Lederen af HTS kalder sig nu Ahmed Hussein al-Sharaa, efter at han opgav sit tidligere pseudonym fra hans tid i Al Qaeda og ISIS, Al Jolani. I weekenden indsatte en overgangsregering i Damaskus ham som midlertidig præsident.
Samtidigt fortsatte SDF deres kontrol over det nordlige Syrien. Deres område er fortrinsvis befolket af kurdere, men der er også andre mindretal såsom turkmenere og yazidi samt en arabisk befolkningsgruppe. De autonome områder i nord kaldes samlet Rojava og har oprettet sin egen styreform, beskyttet af militser kendt som YPG og YPJ, der er domineret af det kurdiske mindretal.
Netop det kurdiske element virker som en torn i øjet på Tyrkiet. Siden krigen i Syrien brød ud i 2011, har Tyrkiet gentagne gange bombet og invaderet den nordlige del af Syrien, og det tyrkiske styre har bevæbnet en række af sine egne militser og sat dem ind mod kurderne. Den største af dem er SNA, den såkaldte syriske nationale armé.
Gennem hele januar og februar intensiverede SNA, med støtte fra den tyrkiske hær i deres selvbestaltede besættelseszone langs hele grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, en ny offensiv mod kurderne i Rojava og SDF. I januar var der mange tegn på en større offensiv fra SNA og Tyrkiet mod hovedbyen Kobane. Aftalen mellem SDF og HTS i Damaskus har sat den offensiv i bero.
Tyrkiet og USA har hver sin finger med i spillet
Tyrkiske forhandlere var aktive i at formidle kontakt mellem SDF og det syriske styre, side om side med amerikanske generaler. Og allerede den 13. marts – tre dage efter aftalen mellem Damaskus og SDF – ankom to prominente tyrkiske magthavere til Damaskus. Nemlig den tyrkiske udenrigsminister Hakan Fidan samt chefen for den tyrkiske efterretningstjeneste Ibrahim Kalin.
De to ratificerede en ny og udvidet traktat om tyrkisk militær bistand. Traktaten, der går tilbage til februar, giver Tyrkiet ret til en række militære baser i Syrien samt giver tyrkisk militær ansvaret for at træne den syriske hær. Tyrkiet er forbeholdne over for aftalen mellem Damaskus og SDF, særligt hvordan de kurdiske militser skal afvæbnes.
Læs også
USA har på sin side egne interesser. USA har ulovligt udstationeret omkring 2.000 soldater i Syrien. De amerikanske soldater samarbejder med de dele af SDF-militserne, der ikke hører under YPG og YPJ, og amerikanske militærfolk formidlede kontakt mellem styret i Damaskus og SDF. USA kontrollerer dels de syriske oliekilder og transporten af olie via tyrkiske raffinaderier og dels en central del af det syriske landbrugsland.
USA’s præsident Trump har flere gange udtalt, at han vil trække de amerikanske soldater ud af Syrien. Hvis det sker, vil der være en modsætning mindre mellem de to NATO-allierede lande USA og Tyrkiet. USA har i årtier brugt kurderne i deres interesser i regionen i Syrien og Irak, mens Tyrkiet helt vil afvæbne og isolere det kurdiske folk.
Massakre på alawitter
Aftalen i Damaskus blev indgået, netop som styret sendte flere militser ind mod mindretallet alawitterne i kystområdet ud mod Middelhavet ikke langt fra den tyrkiske grænse og den russiske flådebase ved Latakaia. Op mod 9.000 alawitter blev dræbt under en ugelang massakre mod en lang række landsbyer.
Samtidigt kommer aftalen i stand, kort tid efter at den fængslede leder af den kurdiske, marxistiske modstandsbevægelse PKK, Abdullah Öcalan, den 27. februar angiveligt opfordrede til våbenhvile, og at PKK nedlægger deres våben. Öcalans erklæring findes i flere versioner med afvigende detaljer, og PKK’s ledelse har endnu ikke taget stilling til hans opfordring.
Men Tyrkiet har længe angrebet Rojava og de kurdiske militser ud fra det påskud, at de er en del af PKK. Under forhandlingerne med det syriske styre har chefforhandleren for SDF, Mazloum Abdi, ifølge medier i regionen gentagne gange erklæret, at YPG og YPJ byder afvæbningen af PKK velkommen.
I to kommende artikler vil Arbejderen belyse udviklingen i Syrien i forhold til dels Tyrkiet, dels i Israel.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
