Læserbrev
I 1940’erne udsendtes en række film med Bing Crosby og Bob Hope, startende med Road to Singapore i 1940. Plottet var altid det samme:
Bing og Bob, to hurtigsnakkende svindlere eller sang- og dansepartnere havner i knibe i et eller andet land, og Bing kommer ud af det ved at sælge Bob som slave (Marokko i 1942, hvor Bing lover at købe ham tilbage) eller lade ham ofre i en hedensk ceremoni og så videre. Bob går altid med til planen, og der er altid en lykkelig Hollywood-slutning, hvor de flygter sammen – og hvor Bing altid får pigen.
Da Trump lovede sine vælgere, at USA skal være “vinderen” i enhver international handels- eller finansaftale, erklærede han økonomisk krig mod resten af verden.
I de seneste par år har vi set en række lignende diplomatiske iscenesættelser med USA og Tyskland (som repræsentant for hele Europa). Vi kunne kalde det Vejen til kaos:
USA har forrådt Tyskland ved at ødelægge Nord Stream, mens Tysklands daværende kansler Olaf Scholtz (den uheldige Bob Hope-figur) gik med til det. EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen spiller rollen som Dorothy Lamour (pigen, der er Bings præmie i Hollywood Road-filmene) og kræver, at hele Europa øger sine militære udgifter til NATO ud over Bidens krav om to procent og op til Trumps fem procent.
Oven i købet skal Europa indføre sanktioner mod handel med Rusland og Kina og tvinges til at flytte sine førende industrier til USA.
Så i modsætning til filmene ender det ikke med, at USA stormer ind for at redde det godtroende Tyskland. I stedet vil Tyskland og Europa som helhed blive ofret i vores desperate, men forgæves forsøg på at redde det amerikanske imperium. Selv om Tyskland måske ikke umiddelbart ender med en emigrerende og skrumpende befolkning som Ukraine, er landets industrielle undergang godt undervejs.
Ved Davos Economic Forum den 23. januar sagde Trump:
“Mit budskab til alle virksomheder i verden er meget enkelt: Kom og lav dit produkt i Amerika, og vi vil give dig nogle af de laveste skatter af alle nationer på Jorden!”
Og ellers: Hvis de fortsætter med at forsøge at producere hjemme eller i andre lande, vil deres produkter blive pålagt toldsatser på de 20 procent, som Trump har truet med.
For Tyskland betyder det (min omskrivning): “Beklager, at jeres energipriser er firedoblet. Kom til USA og få dem til en næsten lige så lav pris, som I betalte Rusland, før jeres valgte ledere lod os lukke Nord Stream!”
Det store spørgsmål er, hvor mange andre lande der vil være lige så stille som Tyskland, når Trump ændrer spillereglerne: USA’s regelbaserede orden. Hvornår vil vi nå den kritiske masse, som ændrer hele verdensordenen?
Kan det kommende kaos få en Hollywood-slutning? Svaret er nej, og nøglen skal findes i den effekt på betalingsbalancen, som Trumps toldsatser og handelssanktioner vil have. Hverken Trump eller hans økonomiske rådgivere forstår, hvilken skade deres politik truer med at forårsage ved radikalt at forrykke betalingsbalancen og valutakurserne i hele verden, hvilket gør et finansielt sammenbrud uundgåeligt.
Mexicos pesos og maquiladora-samlefabrikker
De første to lande, som Trump truede, var USA’s NAFTA-partnere: Mexico og Canada. Trump har truet med at hæve USA’s told på import fra begge lande med 20 procent, hvis de ikke adlyder hans politiske krav.
Han har truet Mexico på to måder. Først og fremmest er der hans immigrationsprogram, som går ud på at eksportere illegale immigranter og give kortvarige arbejdstilladelser til mexicansk sæsonarbejde inden for landbrug og husholdningsservice.
Han har foreslået at deportere den latinamerikanske immigrationsbølge til Mexico med den begrundelse, at de fleste er kommet til USA via den mexicanske grænse langs Rio Grande. Det truer med at påføre Mexico, som ikke har nogen mur ved sin egen sydlige grænse, enorme sociale udgifter.
Der er også store betalingsbalanceomkostninger for Mexico og andre lande, hvis borgere har søgt arbejde i USA. En vigtig kilde til dollars for disse lande har været, at arbejdere sender, hvad de har råd til, tilbage til deres familier. Udvisning af immigranter vil fjerne en væsentlig indtægtskilde, som har understøttet valutakurserne for deres valutaer i forhold til dollaren.
At indføre en told på 20 procent eller andre handelsbarrierer for Mexico og andre lande vil være et fatalt anslag mod deres valutakurser. For de vil mindske den eksporthandel, som USA’s politik indledte under præsident Carter. Denne handel baserede sig på outsourcing af den amerikanske beskæftigelse til Mexico.
Da frihandelsaftalen NAFTA blev indgået under Bill Clinton, opstod en lang række maquiladora-samlefabrikker lige syd for den amerikansk-mexicanske grænse, oprettet af amerikanske virksomheder for at spare på lønomkostningerne og med lavtlønnet mexicansk arbejdskraft beskæftiget på samlebånd. Toldtariffer ville pludseligt fratage Mexico de dollars, landet modtager i pesos fra betaling af denne arbejdsstyrke, og de ville også øge omkostningerne for deres amerikanske moderselskaber.
Resultatet af disse to Trump-politikker ville være et dyk i Mexicos dollarressourcer. Det vil tvinge Mexico til at træffe et valg: Hvis landet passivt accepterer disse vilkår, vil valutakursen på peso falde. Det vil gøre import (prissat i dollars på verdensplan) dyrere i peso, hvilket vil føre til en betydelig stigning i den indenlandske inflation.
Alternativt kan Mexico sætte sin egen økonomi i højsædet og erklære, at de forstyrrelser, som Trumps toldaktioner medfører for landets handel og betalingsbalance, gør det umuligt for den mexicanske stat at betale sin dollargæld til obligationsejerne.
I 1982 udløste Mexicos misligholdelse af sine tesobono-obligationer i dollar den latinamerikanske gældskrise. Trumps handlinger ser ud til fremtvinger en gentagelse. I så fald ville Mexicos modsvar være at indstille betalingerne på sine obligationer i amerikanske dollars.
Det kan få vidtrækkende konsekvenser, fordi mange andre latinamerikanske lande og lande i det globale syd oplever et lignende pres på deres internationale handels- og betalingsbalance. Dollarkursen er allerede steget kraftigt i forhold til deres valutaer som følge af, at den amerikanske nationalbank Federal Reserve har hævet renten og tiltrukket investeringsmidler fra Europa og andre lande. En stigende dollarkurs betyder stigende importpriser på olie og råmaterialer i dollar.
Canadas bilsamlefabrikker
Canada står over for et lignende pres på betalingsbalancen. Modstykket til Mexicos maquiladora-fabrikker er bilfabrikkerne i Windsor, lige over for Detroit, men på den canadiske side af floden. I 1970’erne blev de to lande enige om en Auto Pact, som fordelte, hvad samlefabrikkerne skulle arbejde med i deres fælles produktion af amerikanske biler og lastbiler.
Okay – “blev enige om” er måske ikke det rette verbum. Jeg var i Ottawa på det tidspunkt, og de canadiske embedsmænd var meget utilfredse med, at de fik den korte ende af bilaftalen. Men den står ved magt den dag i dag, 50 år senere, og er stadig en vigtig bidragyder til Canadas handelsbalance og dermed til dollarkursen, som allerede er faldet i forhold til USA’s.
Canada er selvfølgelig ikke Mexico. Tanken om, at landet skulle indstille betalingerne på sine dollarobligationer, er utænkelig i et land, der i høj grad styres af sine banker og finansielle interesser. Men de politiske konsekvenser vil kunne mærkes i hele den canadiske politik. Der vil opstå en antiamerikansk følelse (som altid bobler under overfladen i Canada), som bør sætte en stopper for Trumps fantasi om at gøre Canada til den 51. stat.
Keynes’ principper om gensidighed
Der er et grundlæggende illusorisk moralsk princip på spil i Trumps told- og handelstrusler, og det ligger til grund for den brede fortælling, hvormed USA har forsøgt at begrunde sin unipolære dominans af verdensøkonomien. Princippet er illusionen om en gensidighed, der understøtter en fælles fordeling af fordele og vækst – og i det amerikanske ordforråd er det indhyllet i demokratiske værdier og tirader om, at frie markeder er en garant for stabilitet i det USA-sponsorerede internationale system.
At suspendere gældsbetalingerne er mindre destruktivt end at fortsætte med at bukke under for den Trump-baserede America First-orden.
Principperne om gensidighed og stabilitet var centrale i de økonomiske argumenter, som John Maynard Keynes fremførte under debatten i slutningen af 1920’erne, hvor USA insisterede på, at dets europæiske krigsallierede skulle betale en stor gæld for våben købt af USA før landets formelle indtræden i Første Verdenskrig.
De allierede gik med til at betale ved at pålægge Tyskland krigserstatninger og dermed flytte omkostningerne over på krigens taber. Men de krav, som USA stillede til sine europæiske allierede, og som de igen stillede til Tyskland, var langt fra mulige at opfylde.
Det grundlæggende problem, forklarede Keynes, var, at USA hævede sine toldsatser over for Tyskland som reaktion på, at landets valuta blev nedskrevet, og derefter indførte de den såkaldte Smoot-Hawley-told over for resten af verden. Det forhindrede Tyskland i at optjene den hårde valuta, der skulle til for at betale de allierede, og det forhindrede de allierede i at kunne betale USA.
Keynes påpegede, at hvis det internationale finansielle gældssystem skal kunne fungere, er en kreditornation forpligtet til at give skyldnerlande mulighed for at skaffe penge til at betale ved at eksportere til kreditornationen. Ellers vil der opstå et valutakollaps, og skyldnerne vil være tvunget til at gennemføre forkrøblende stramninger.
Dette grundlæggende princip skulle være kernen i ethvert design for, hvordan den internationale økonomi skal organiseres, så den er kontrollérbar for at forhindre et sådant kollaps.
… og et dårligt, men sejlivet modargument
Keynes’ modstandere – såsom den franske anti-tyske monetarist Jacques Rueff og den neoklassiske handelsforkæmper Bertil Ohlin – gentog det samme argument, som David Ricardo fremlagde i sit vidnesbyrd fra 1809-1810 for Storbritanniens Bullion Committee. Han hævdede, at betaling af udenlandsk gæld automatisk skaber balance i de internationale betalinger.
Teorien er noget bras, men den leverede en logik, som stadig udgør Den Internationale Valutafond, IMF’s, grundlæggende sparemodel i dag.
Ifølge teoriens fantasterier sker der det, at når gældsydelser betales, sænkes priser og lønninger i det land, der betaler gælden. Det vil så øge landets eksport, fordi den bliver billigere for udlændinge. For kreditorlandenes vedkommende vil de gældsydelser, de modtager, blive omdannet til handel baseret på pengeudveksling, så dets egne priser går i vejret og dets eksport derved reduceres. Dette prisskifte fortsætter, indtil det skyldnerland, der lider under pengeudstrømning og besparelser, er i stand til at eksportere nok til at have råd til at betale sine udenlandske kreditorer.
Men USA tillod ikke udenlandsk import at konkurrere med landets egne producenter. Og for skyldnerne betød de monetære stramninger ikke en mere konkurrencedygtig eksportproduktion, men økonomisk forstyrrelse og kaos.
Ricardos model og USA’s neoklassiske teori var blot en undskyldning for en hårdhændet kreditorpolitik. Strukturtilpasninger eller stramninger har været ødelæggende for de økonomier og regeringer, som de er blevet pålagt. Nedskæringer reducerer produktivitet og output.
Bancor-alternativet der aldrig blev til noget
I 1944, da Keynes forsøgte at modstå USA’s krav om udenrigshandel og monetær underkastelse på Bretton Woods-konferencen, foreslog han i stedet Bancor. Det skulle være en mellemstatslig betalingsbalanceordning, der indebar, at kroniske kreditornationer (nemlig USA) ikke mere kunne ophobe finansielle krav over for skyldnerlande (som for eksempel Storbritannien ville blive).
Det skulle være prisen for at forhindre, at den internationale finansielle orden polariserede verden i kreditor- og debitorlande. Kreditorerne var nødt til at gøre det muligt for debitorerne at betale – eller miste deres krav på tilbagebetaling.
Keynes understregede også, at hvis kreditorerne ønsker at blive betalt, er de nødt til at importere fra skyldnerlandene for at give dem mulighed for at betale.
Dette var en meget moralsk politik, og den havde den ekstra fordel, at den gav økonomisk mening. Det ville gøre det muligt for begge parter at blomstre, i stedet for at en kreditornation blomstrede, mens skyldnerlandene bukkede under for nedskæringer, som forhindrede dem i at investere, modernisere og udvikle deres økonomier ved at hæve de sociale udgifter og levestandarden.
Stop for gældsbetaling er vejen frem – men hvem tør?
Under Donald Trump bryder USA med det princip. Der er ingen keynesiansk Bancor-ordning på plads, men der er de barske America First-realiteter i det unipolære diplomati.
Hvis Mexico skal redde sin økonomi fra at blive kastet ud i nedskæringer, prisinflation, arbejdsløshed og socialt kaos, bliver landet nødt til at indstille sine betalinger på udlandsgæld i dollar.
Det samme princip gælder for andre lande i det globale syd. Og hvis de handler i fællesskab, har de en moralsk mulighed for at skabe en realistisk og endda uomgængelig fortælling om, hvilke forudsætninger der skal til, for at et stabilt internationalt økonomisk system kan fungere.
Det ville være vanvittigt ikke at afvise et system, nu hvor den fortælling, der skulle holde det oppe, er falsk, så alle kan se det.
Omstændighederne tvinger således verden til at bryde med det USA-centrerede finansielle system. Den amerikanske dollars-valutakurs vil stige på kort sigt, som følge af at Trump blokerer for import med told og handelssanktioner.
På samme måde som Mexico og Canada bliver presset, vil denne valutakursændring også presse andre lande, som har gæld i dollar. For at beskytte sig selv må de suspendere gældstilbagebetalingen i dollar.
Dette svar på nutidens gældsbyrde er ikke baseret på begrebet odiøs gæld (1). Det går ud over en kritik af, at mange af disse gældsposter og deres betalingsbetingelser fra starten ikke var i det pågældende skyldnerlands interesse. Det går ud over en kritik af, at långivere må have et vist ansvar for at bedømme deres debitorers evne til at betale – eller lide økonomiske tab, hvis de ikke har gjort det.
Det politiske problem med verdens gældsbyrde i dollar er, at USA agerer på en måde, der forhindrer skyldnerlande i at tjene penge til at betale udenlandsk gæld i amerikanske dollars.
USA’s politik udgør således en trussel mod alle kreditorer, der har gæld i dollar, ved at gøre denne gæld praktisk talt ubetalelig uden at ødelægge deres egne økonomier.
Trump forudsætter alle andres underkastelse
Ved Trump virkelig, hvad han gør? Eller har hans karruselpolitik blot utilsigtede følgeskader i andre lande? Jeg tror, at der er tale om en dyb og grundlæggende indre selvmodsigelse i USA’s politik, som ligner den, der var i det amerikanske diplomati i 1920’erne.
Da Trump lovede sine vælgere, at USA skal være “vinderen” i enhver international handels- eller finansaftale, erklærede han økonomisk krig mod resten af verden.
Trump fortæller resten af verden, at de skal være tabere – og acceptere det som betaling for den militære beskyttelse, det giver verden, hvis Rusland skulle invadere Europa, eller hvis Kina skulle sende sin hær ind i Taiwan, Japan eller andre steder.
Fantasien går ud på, at Rusland skulle have noget at vinde ved at støtte en europæisk økonomi i sammenbrud, eller at Kina beslutter sig for at konkurrere militært i stedet for økonomisk.
Hybris er på spil i denne dystopiske fantasi. Som verdens hegemon tager diplomatiet i USA sjældent højde for, hvordan andre lande vil reagere. Essensen af hybris er en forenklet antagelse om, at lande passivt vil underkaste sig USA’s handlinger, uden at det giver bagslag. Det har været en realistisk antagelse for lande som Tyskland eller lande med tilsvarende USA-servile politikere ved magten.
Men det, der sker i dag, handler om systemet som helhed. I 1931 blev der endelig erklæret et moratorium, et stop, for betaling af gælden mellem de allierede og for tyske krigsskadeserstatninger. Men det var to år efter børskrakket i 1929 og hyperinflationen i Tyskland og Frankrig.
På samme måde blev Latinamerikas gæld i 1980’erne nedskrevet med Brady-obligationer. I begge tilfælde var den internationale finansverden nøglen til systemets overordnede politiske og militære sammenbrud, fordi verdensøkonomien var blevet selvdestruktivt finansialiseret.
Noget lignende synes uundgåeligt i dag. Ethvert brugbart alternativ indebærer, at der skabes et nyt verdensøkonomisk system.
Problemet er større end Trump
USA’s indenrigspolitik er lige så ustabil. Trumps America First-politiske teater, som fik ham valgt, kan få hans bande afsat, efterhånden som selvmodsigelserne og konsekvenserne af deres regeringsfilosofi bliver erkendt og erstattet.
Hans toldpolitik vil fremskynde den amerikanske prisinflation og – endnu mere fatalt – skabe kaos på de amerikanske og udenlandske finansmarkeder. Forsyningskæderne vil blive forstyrret og afbryde USA’s eksport af alt fra fly til informationsteknologi. Og andre lande vil se sig nødsaget til at gøre deres økonomier mindre afhængige af amerikansk eksport eller dollarkredit.
På lang sigt ville det måske ikke være en dårlig ting. Problemet er på kort sigt, når forsyningskæder, handelsmønstre og afhængighed erstattes som en del af den nye geopolitiske økonomiske orden, som USA’s politik tvinger andre lande til at udvikle.
Trump baserer sit forsøg på at afbryde de eksisterende forbindelser og gensidigheden i international handel og finans på den antagelse, at USA vil komme sejrrigt ud af en kaotisk situation. Denne tillid ligger til grund for hans ønske om at trække sig ud af nutidens geopolitiske sammenkoblinger.
Han mener, at den amerikanske økonomi er som et kosmisk sort hul, altså et tyngdepunkt, der er i stand til at trække alle verdens penge og økonomiske overskud til sig. Det er det eksplicitte mål med America First. Det er det, der gør Trumps program til en økonomisk krigserklæring mod resten af verden.
Der er ikke længere noget løfte om, at den økonomiske orden, som er sponsoreret af det amerikanske diplomati, vil gøre andre lande velstående. Gevinsterne fra handel og udenlandske investeringer skal sendes til og koncentreres i USA.
Problemet er større end Trump. Han følger blot, hvad der allerede har været implicit i USA’s politik siden 1945.
USA’s selvopfattelse er, at det er den eneste økonomi i verden, som kan være fuldstændig selvforsynende økonomisk. Landet producerer sin egen energi og også sine egne fødevarer og leverer disse basale behov til andre lande eller har evnen til at lukke for hanen.
Og vigtigst af alt: USA er den eneste økonomi uden de finansielle begrænsninger, som begrænser andre lande. USA’s gæld er i landets egen valuta, og der har ikke været sat grænser for USA’s evne til at forbruge over evne ved at oversvømme verden med overskydende dollars, som andre lande accepterer som deres monetære reserver, som om dollaren stadig er lige så god som guld.
Under det hele ligger antagelsen om, at USA næsten med et snuptag kan blive lige så industrielt selvforsynende, som det var i 1945. Amerika er verdens Blanche duBois i Tennessee Williams’ Streetcar Named Desire, som lever i fortiden, men ikke ældes godt.
De herskende klasser i vildrede – og med et valg
For at få udlandet til at acceptere et imperium og leve fredeligt i det er der brug for en beroligende fortælling om, at imperiet trækker alle med sig fremad. Målet er at aflede andre lande fra at gøre modstand mod et system, som i virkeligheden er udnyttende.
Først Storbritannien og derefter USA fremmede ideologien om frihandelsimperialisme, efter at deres merkantilistiske og protektionistiske politikker havde givet dem en omkostningsfordel i forhold til andre lande og gjort disse lande til kommercielle og finansielle satellitter.
Trump har trukket dette ideologiske tæppe væk. Til dels skyldes det blot en erkendelse af, at det ikke længere kan opretholdes i lyset af USA’s og NATO’s udenrigspolitik og deres militære og økonomiske krig mod Rusland og handelssanktioner mod Kina, Rusland, Iran og andre BRIKS-medlemmer.
Omstændighederne tvinger verden til at bryde med det USA-centrerede finansielle system.
Det ville være vanvittigt af andre lande ikke at afvise dette system, nu hvor den fortælling, der skulle holde det oppe, er falsk, så alle kan se det.
Spørgsmålet er, hvordan de kan sætte sig selv i stand til at skabe en alternativ verdensorden? Hvad er den sandsynlige udvikling?
Lande som Mexico har ikke meget andet valg end at gå enegang. Canada bukker måske under og lader sin valutakurs falde og sine indenlandske priser stige, da dets import er udtrykt i “hård valuta”.
Men mange lande i det globale syd er i samme betalingsbalanceklemme som Mexico. Og medmindre de har klienteliter som Argentina – hvor eliterne selv er de største indehavere af Argentinas dollarobligationer – vil deres politiske ledere være nødt til at stoppe gældsbetalingerne eller lide under indenlandske stramninger (deflation i den lokale økonomi) kombineret med inflation i importpriserne, når valutakurserne for deres valutaer bukker under for presset fra en stigende amerikansk dollar.
De bliver nødt til at suspendere gældsbetjeningen eller blive stemt væk fra deres poster.
Ikke mange ledende politikere har det spillerum, som Tysklands tidligere udenrigsminister Annalena Baerbock har, til at sige, at hendes grønne parti ikke behøver at lytte til, hvad de tyske vælgere siger, de vil have. Det kan godt være, at oligarkierne i det globale syd er afhængige af USA’s støtte, men Tyskland udgør helt sikkert en undtagelse, når det handler om at være villig til at begå økonomisk selvmord af loyalitet over for USA’s grænseløse udenrigspolitik.
At suspendere gældsbetalingerne er mindre destruktivt end at fortsætte med at bukke under for den Trump-baserede America First-orden. Det, der blokerer for at suspendere gældsbetalingerne, er politisk, plus en centristisk frygt for at slå ind på de store politiske forandringer, der er nødvendige for at undgå økonomisk polarisering og nedskæringer.
Europa ser ud til at være bange for at benytte muligheden for simpelthen at afsløre Trumps bluff, også selv om dette i sig selv ville være en tom trussel, der ville blive blokeret af USA’s egne interesser blandt donorklassen.
Trump har udtalt, at hvis andre NATO-medlemmer ikke går med til at bruge fem procent af deres bruttonationalprodukt på militært udstyr (hovedsageligt fra USA) og købe mere amerikansk flydende naturgas (LNG), vil han indføre toldsatser på 20 procent på dem.
Men hvis de europæiske ledere ikke gør modstand, vil euroen falde med måske 10-20 procent. Priserne på hjemmemarkedet vil stige, og de nationale budgetter vil blive nødt til at skære ned på sociale udgiftsprogrammer som for eksempel støtte til familier, der skal købe dyrere gas eller elektricitet til opvarmning og strøm i deres hjem.
USA’s neoliberale ledere hilser denne fase med klassekrig, hvor USA stiller krav til udenlandske regeringer, velkommen. Det amerikanske diplomati har været med til at lamme det politiske lederskab i tidligere arbejder- og socialdemokratiske partier i Europa og andre lande så grundigt, at det ikke længere ser ud til at betyde noget, hvad vælgerne ønsker.
Det er, hvad USA’s National Endowment for Democracy (NED) er til for, sammen med dets mainstreammedier.
Men det, der bliver rystet, er ikke kun USA’s unipolære dominans i Vesten og dets indflydelsessfære. Det er hele den verdensomspændende struktur for international handel og finansielle relationer – og uundgåeligt også militære relationer og alliancer.
Note:
1) Odiøs gæld er et begreb, der omhandler statslån, der er indgået under omstændigheder, der gør, at de ikke burde være gyldige eller forpligtende for efterfølgende regeringer.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2025. Artiklen er oprindelig offentliggjort den 26. januar 2025 af Geopolitical Global Report under titlen “Trump’s tariff threats could destabilize the global economy” . Den er oversat fra engelsk af Magasinet Arbejderen, der også har redigeret overskrift og mellemoverskrifter.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
