USA, Japan og Sydkorea vil gøre et missilvarslingssystem fuldt operationelt “inden udgangen af december“. Selvom det er begrundet som et redskab til at imødegå Nordkoreas missilaffyringer, er det mere bekymrende, at det eskalerer spændingerne i regionen med Kina gennem “NATO-ficeringen” af alle tre lande, som blev aftalt i “Spirit of Camp David”-aftalen.
Aftalen blev hyldet som en “ny æra for trilateralt partnerskab” under pressekonferencen den 18. august efter et møde mellem statslederne fra alle tre lande. Vestlige medier gentog udtrykket og kaldte den “historisk” og “uden fortilfælde”.
Kina, der er nævnt i aftalen som et regionalt problem, beskyldte USA for at skabe et “mini-NATO i Asien”. USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan svarede eftertrykkeligt, at den trilaterale alliance “ikke er noget nyt” og bestemt “ikke et nyt NATO for Stillehavet.”
Men på trods af sådanne afvisninger lægger dette møde mellem USA og dets stærkeste allierede i regionen grunden til et militært samarbejde på NATO-niveau – en fælles trussel, interoperabilitet og sikkerhedskoordinering, som truer Kina og eskalerer spændingerne i regionen.
Kollektive interesser og sikkerhed
Mens USA har haft bilaterale aftaler under San Francisco-systemet med Sydkorea og Japan i årtier, institutionaliserede Camp David-mødet den 18. august det trilaterale samarbejde mellem de tre nationer og ændrede omfanget og karakteren af deres relationer fra de bilaterale alliancer til trilaterale årlige topmøder (der dækker finans, handel, industri, udenrigspolitik og forsvar) og fælles militærøvelser.
Som Victor Cha fra Center for Strategic and International Studies (CSIS) siger: “Denne [hidtil usete] institutionalisering af det trilaterale forhold … forvandler disse alliancer til noget helt nyt.”
Der er tale om et historisk gennembrud for USA, som først i 1950’erne søgte en alliance på NATO-niveau bygget op omkring Japan. Men uløste klager over Japans kolonialisme (muliggjort af USA’s beslutning om at prioritere sine sikkerhedsinteresser frem for at rette op på Japans krigsforbrydelser og kolonialisme) og de forskellige sikkerhedsinteresser mellem Sydkorea og Japan tvang dem til at nøjes med bilaterale aftaler med regeringer, som de havde indsat og støttet.
Ikke desto mindre, som det bemærkes i magasinet Foreign Policy, gav denne amerikanske “militære overlegenhed i Stillehavet Washington den luksus ikke at have brug for en kollektiv sikkerhedsaftale.”
I dag, hvor USA “har mistet sin overvægt af militær magt inden for det maritime område… [står USA og dets allierede over for en] trussel, der kan sammenlignes med den, NATO konfronterede i Europa under den kolde krig.”
Den konservative, pro-amerikanske Yoon Suk Yeol-regerings beslutning i 2023 om at normalisere forholdet til Japan (ved at se bort fra en sydkoreansk højesteretsdom mod japanske virksomheder for tvangsudskrivning af koreanere under krigen) banede vejen for etableringen af den trilaterale alliance, som USA havde stræbt efter i de sidste 70 år.
Selvom Camp David-aftalens ånd endnu ikke er et fuldgyldigt mini-Asien-NATO, er det et skridt i den rigtige retning at kombinere to af USA’s tætteste allierede i regionen i et militært samarbejde med hinanden.
Aftalen indeholder kimen til en trilateral alliance på NATO-niveau baseret på gensidigt selvforsvar. Mere specifikt opfordrer den til konsultation og koordinerede svar “på regionale udfordringer, provokationer og trusler, der påvirker vores kollektive interesser og sikkerhed.”
Som Kurt M. Campbell, arkitekt bag Bidens Asien-strategi, har udtalt: En “fundamental, grundlæggende forståelse” af Spirit of Camp David-erklæringen er, at “en udfordring af sikkerheden i et af landene påvirker sikkerheden for dem alle.”
Integreret afskrækkelse
En af NATO’s fordele, som forbedrer og udvider USA’s magtprojektion i regionen, er den synergi, der opnås ved større interoperabilitet (det vil sige evnen til effektivt at “opnå taktiske, operationelle og strategiske mål“) mellem medlemslandene. Alle disse ting bliver opbygget og forfulgt gennem den trilaterale sikkerhedssamarbejdsaftale.
Denne aftale lægger grunden til trilateral interoperabilitet for at opnå “integreret afskrækkelse” mod Kina. Denne integrerede afskrækkelse er nøglen til USA’s inddæmning af Kina. Den giver USA mulighed for at gennemføre provokationer (for eksempel den tidligere formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosis besøg hos Taiwans præsident i august 2022), samtidig med at Kinas svarmuligheder begrænses.
En nøglekomponent i integreret afskrækkelse er fælles militært samarbejde og koordinering gennem et fælles operationsbillede. Med andre ord skal alle parter se på det samme operationelle billede, der ligger til grund for deres operationelle beslutninger.
Yoon-administrationens nylige normalisering af General Security of Military Information Agreement (GSOMIA) lægger grundlaget for dette. Tidligere, under den trilaterale aftale om informationsdeling fra 2014, blev sydkoreanske og japanske efterretninger delt mellem hinanden gennem USA og var begrænset til trusler fra Nordkorea.
GSOMIA, der først blev underskrevet i 2016 og genindført af Yoon (efter at tidligere præsident Moon lod den udløbe i 2019), tillader omfattende efterretningsdeling direkte mellem Sydkorea og Japan, herunder “trusler fra Kina og Rusland.”
Den 29. august afholdt USA, Sydkorea og Japan fælles ballistiske missilforsvarsøvelser for at “lokalisere og spore et computersimuleret ballistisk missilmål og dele relateret information.” Systemet forventes at være fuldt operationelt i slutningen af december 2023.
Selvom det tilsyneladende er rettet mod nordkoreanske interkontinentale ballistiske missiler, kan dette missilforsvarssystem i betragtning af GSOMIA’s omfang lige så godt anvendes på Kina.
I en tid, hvor regional magt opretholdes gennem “udvidet afskrækkelse” for at afgøre udfaldet, uden at der overhovedet er affyret en kugle mod en modstander, giver USA’s missilforsvarssystem landet mulighed for at projicere sin magt i regionen ved at neutralisere Kinas evner til at forhindre adgang og afvise trusler i området. Desuden truer det med at neutralisere Kinas evne til at reagere på et førsteangreb fra USA’s side. USA’s “udvidede afskrækkelse”, der inddæmmer Kina, og Kinas “udvidede afskrækkelse”, der sikrer landets økonomiske fremgang, gør, at begge kæmper om militære fordele.
I virkeligheden udløser USA’s handlinger et sæt af handlinger og modhandlinger, som eskalerer spændingerne i regionen.
Medlemmer af Biden-administrationen hylder Camp David-aftalen som historisk og uden fortilfælde og som et kvalitativt spring fremad i USA’s, Japans og Sydkoreas militære samarbejde og koordinering. Samtidig modsætter de sig, at den karakteriseres som et mini-asiatisk NATO. Og selvom aftalen endnu ikke har nået NATO-status, lægger den klart grunden til det mål. Det har også fået Kina, Nordkorea og Rusland til at styrke deres egen koordinering, hvilket effektivt konsoliderer en modsatrettet blok. I sidste ende er kampen for at etablere en konkurrerende “udvidet afskrækkelse” begyndelsen på krig. For at stoppe krig må vi skifte fra militær opstilling og eskalering til diplomatiske løsninger og respekt for alle landes sikkerhedsproblemer.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Jeffrey Wagner er underviser i Sydkorea og medlem af International Strategy Center.
Dae-Han Song er ansvarlig for netværksteamet på International Strategy Center og er en del af No Cold War-kollektivet.
Oversættelse, trompet og billede udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.