Angrebet af bosættere
Knap var første fase af våbenhvilen i Gaza trådt i kraft, før den israelske besættelsesmagt vendte blikket – og hæren – mod en række byer og flygtningelejre på den besatte Vestbred. Jenin, Tubas, Tulkarm, og lejrene Nour Shams, Al-Far’a og Tamoun var blandt de samfund, det gik ud over.
Israelerne indledte deres operation om etnisk udrensning i slutningen af januar. Den foregår stadig, og ingen af de fordrevne har fået lov at vende hjem. Arbejderen har talt med tre personer, Islam, Ward Dridi og Dex, der gennem ugerne har set og fortsat ser ødelæggelserne med egne øjne i Tulkarm og de omkringliggende flygtningelejre.
Mindst 40.000 mennesker er fordrevet. Hundreder af bygninger er totalt ødelagt og andre hundreder beskadigede. Veje er revet op med specialudrustede bulldozere, som på dette klip fra Ward Dridi i Tulkarm, og vand, kloakker og elnet sønderrevede. Et ukendt antal mennesker er enten taget som gidsler af israelerne eller slået ihjel.
Første dag i Tulkarm
– Folk i lejren i Tulkarm er så vrede nu, fordi de er blevet fordrevet og ikke ved, hvornår de kan komme hjem, eller om deres hjem eksisterer til den tid.
– Flere folk forlader stadig lejren, fordi den israelske hær har meddelt, at de vil ødelægge en masse huse og lave en vej ned midt gennem lejren, lød det fra Islam i byen Tulkarm, kort efter offensiven satte ind. Islam ønsker kun at optræde med fornavn af hensyn til sin sikkerhed. Hans fulde navn er redaktionen bekendt.
Over den krypterede app Signal tikkede Islams beskeder ind med flere lange og uforudsigelige pauser. Islam var i selve byen Tulkarm, hvor der ligger to flygtningelejre. Lejren i selve Tulkarm samt Nour Shams lidt udenfor. De blev begge oprettet i årene efter Nakba og Israels oprettelse i 1948 til at huse nogle af de dengang 750.000 fordrevne palæstinensere.
Ingen mad, ingen vand
– I selve lejren er der ikke adgang til mad eller vand eller medicin. Det civile selvforsvar forsøger at komme ind med hjælp. De civile selvforsvarsstyrker forsøger at orientere de israelske styrker, når de leverer hjælp, fortalte Islam tilbage i januar, mens fordrivelsen stadig fandt sted. I dag er flygtningelejrene helt tømt.
I ugerne efter det israelske angreb var sammenlagt 26.000 palæstinensere fordrevet fra de to flygtningelejre. Arbejderen har også kontakt med Ward Dridi, der er central i at organisere hjælp til de fordrevne. Det arbejde foregår gennem pSCC – hvilket er en forkortelse for den koordinerende komite for den folkelige modstand, der er en del af Fatah.
– Vi står nu med 26.000 fordrevne folk. De er blevet jaget fra deres hjem og til nabolagene, forstæder og de omkringliggende landsbyer. Langt de fleste af dem var tvunget til at flygte uden at have så meget som lidt ekstra tøj med, fortæller Ward Dridi over den krypterede app Signal.
Lukket for hjælp fra UNRWA
– Vi har fået folk ind i moskeerne og skoler eller andre institutioner. Vi gik rundt og så på bygningerne i Tulkarm – hvor er der store huse, der kan rumme folk? UNRWA – FN’s hjælpeorganisation for palæstinenserne – kan ikke udføre deres pligt på grund af den amerikanske og israelske embargo. Så vi har formet komiteer i alle dele af byen for at hjælpe de fordrevne, fortæller Ward Dridi.
– Vi begynder at modtage tæpper og tøj fra andre byer på Vestbredden samt palæstinensere i staten Israel. Men vi skal ikke glemme, at Jenin, Tubas, Al-Far’a lejren, lejren i Jenin og Tamoun er udsat for det samme. Vi forsøger at få både internationale NGO’er og de lokale forretningsmænd til at give hjælp, når UNRWA ikke kan, fortæller Ward Dridi til Arbejderen. Han har sendt Arbejderen et filmklip af deres folkekøkkener til de fordrevne.
Vi beder ikke om mad og forsyninger, vi ønsker frihed og retfærdighed.
Ward Dridi fra det besatte og etnisk udrensede Tulkarm
– Men de fordrevne palæstinensere ønsker ikke at få mad og vand. De ønsker at vende tilbage til deres hjem. Også selv om lejren nu har brug for alt – der skal laves ny kloakering, ny forsyning af el og vand og bygges hundreder af nye huse, efter at Israel har smadret dem, fortæller Ward Dridi, der har sendt et klip af besættelsesmagtens styrker.
International fredsvagt
Arbejderen har også været i kontakt med en international fredsvagt fra ISM, der befandt sig i Tulkarm, netop da israelerne rykkede ind den 27. januar. Fredsvagten ønsker blot at fremstå med sit kaldenavn, Dex, af hensyn til sin sikkerhed og er ikke længere i det besatte Palæstina. Arbejderen er bekendt med vedkommendes navn og nationalitet.
Dex fortæller, hvordan han og en gruppe andre internationale om morgenen den 27. januar var ude på en palæstinensisk gård og hjælpe med arbejdet i marken, da de under en pause hører store eksplosioner. Dex finder hurtigt ud af, at det er et luftangreb på en bil, som de går forbi vraget af.
– Vi kunne se, hvad der var tilbage af bilen, og så blod blandet med vand og mudder løbe ned ad vejen. Mens folk omkring begynder at gå hver til sit, lægger jeg mærke til en dreng, jeg vil tro seks eller syv år, der går rundt om bilvraget med et tomt udtryk i ansigtet.
– På det tidspunkt formoder jeg, at han er søn af en af de dræbte i bilen. Jeg finder aldrig ud af, om det er sandt eller ej, men jeg ved, at jeg aldrig vil glemme det udtryk på drengens ansigt, beskriver Dex, der sammen med de andre internationale fredsvagter blev tvunget til at forlade stedet og truet af de israelske soldater til aldrig at komme igen.
Bombeangrebet er startskuddet til den invasion, hvor de mange tusinde palæstinensere bliver fordrevet. Andre palæstinensere bliver dræbt eller fængslet uden rettergang af de israelske styrker.
Vi kan ikke komme ind i vores by
– Den direkte vej ind i min by er lukket, fordi en bosætter nu græsser sine får over for indgangen og har slået sit telt op der, forklarer Ward Dridi. Han kommer fra den lille landsby Beit Lid, tæt ved Tulkarm. Efter den 7. oktober 2023 har bosættere stjålet en del af landsbyens jord, deres får og har brændt både huse og telte i landsbyen.
Han fortæller, at den israelske besættelsesmagt er begyndt at bruge nye begreber for de over 100 små bosættelser, der er kommet i området siden den 7. oktober. Det er termer som “pastoral settlement” – et stjålet græsningsareal – der supplerer udposter, og som alle bliver beskyttet af besættelsesmagtens soldater.
– Vores budskab til den frie verden er: Vi er ikke okay, vi er under belejring og er udsat for den største etniske udrensning. Vi beder ikke om mad og forsyninger, vi ønsker frihed, retfærdighed og vores egen stat. Vi ønsker jeres støtte til at nå vores uafhængighed, lyder den foreløbige afslutning fra Ward Dridi.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
