USA's Trump og russiske Putin mødtes fredag sidste uge ved en militær flyveplads i Alaska. Mandag aften troppede ukrainske Zelenskyj op hos Trump i Washington, med en rygrad af politikere fra EU og Storbritannien. Dagsordenen hed Ukraine.
Ruslands præsident Putin går forbi et velplaceret amerikansk kampfly af typen F-35, på vej ad den røde løber for at trykke USA's præsident Trump i hånden ved det første af to topmøder om krigen i Ukraine.
FOTO: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
FOTO: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Ruslands præsident Putin går forbi et velplaceret amerikansk kampfly af typen F-35, på vej ad den røde løber for at trykke USA's præsident Trump i hånden ved det første af to topmøder om krigen i Ukraine.
Den russiske præsident Vladimir Putin gik roligt og målrettet ned ad den røde løber i Alaska. På hver side af ham to af de nyeste amerikanske F-35 kampfly. Over ham drønede et udvalg af USA’s magt i form af bombefly og jagerfly, både B-2, F-22 og F-35. For enden af den udrullede løber, USA’s præsident Trump på et podie. Scenen var sat til verdenspressen denne fredag.
Mandag fortsatte opstillingen. USA’s Trump ved et bord med en række dignitarer fra EU, der er taget til Washington for at støtte op om Ukraines præsident Zelenskyj. Samtalerne filmes. Mødet er sat i værk med kort varsel af EU og Storbritannien, og tæller en række af de tunge drenge, fra Keir Starmer til Ursula von der Leyen. Kun EU’s udenrigsminister Kaja Kallas, samt den nuværende formand for Ministerrådet Mette Frederiksen, mangler.
Kontrasten er synlig, nærmest til at tage at føle på. I Alaska var forhandlingerne gemt af vejen, og kun meget lidt er kommet ud i dryp til diverse nyhedsbureauer. I Washington tre dage efter kan vi følge med i hvert ord, hvert improviseret opkald til Rusland. Men der er intet, der minder om reelle forhandlinger.
Konflikternes rødder
De to topmøder har krigen i Ukraine som fællesnævner. En krig, der siden Ruslands invasion i februar 2022 har været en stedfortræderkrig mellem Rusland og NATO. Med Ukraine som kampgrund, som medspiller, som juniorpartner og som bytte.
De to topmøder, og over alt andet de udmeldinger og resultater, der tegner sig fra dem, skal ses på baggrund af realiteterne på slagmarken.
Selv Wallstreet Journal må konstatere, at Ukraine er i en situation, hvor det må vælge mellem at opgive territorium til Rusland eller fuldstændig miste sin suverænitet til Rusland. Rusland er ved at vinde udmattelseskrigen, den ukrainske front er tæt på kollaps mange steder, og NATO har ikke råd til at miste de sidste skud i bøssen, så længe resultaterne af oprustningen ligger år ude i fremtiden.
Vel iscenesat rundbordssamtale for verdenspressens rullende kameraer gav dignitarerne mulighed for på skift at dele deres synspunkter. Foto: Alexander Drago/Reuters/Ritzau Scanpix
For Rusland handler det om de grundlæggende årsager til krigen i Ukraine. The root causes – konfliktens rødder. De ord har Rusland og den russiske præsident Putin gentaget ved hvert eneste møde siden februar 2022, samt gentagne gange i årene efter Maidan-kuppet i 2014 og gennem bumpede forhandlinger frem til situationen i dag.
For Rusland er det sikkerhed. For Ukraine er det national sammenhængskraft og placering mellem magtcentre i øst og vest. For NATO og EU er det kampen om adgang til ressourcer, handelsveje, politisk og militær indflydelse. Det europæiske NATO har indtil videre betalt en høj pris for at holde Ukraine i krigen, og har svært ved at tåle at tabe. USA forsøger i stedet at fokusere på Kina.
Trump – Putin – Zelenskyj
Selve det faktum at de to topmøder blev holdt som to topmøder, afspejler den komplekse situation. På den side er modsætningen mellem det gamle transatlantiske og imperialistiske center, overfor voksende styrke og vilje til andre veje i resten af verden. Den unipolære verdensorden siden den Kolde Krigs afslutning, overfor den multipolære verden af i dag og i morgen.
I den modsætning er Ukraine central. NATO udvidede og rykkede frem mod Rusland, ganske vidst på trods af aftaler, men ud fra en position af styrke. Den styrke har alliancen ikke længere. Fremrykningen er stoppet. Rusland er ikke isoleret af sanktionerne, det kan snarere se ud som om den transatlantiske alliance isolerer sig selv fra verdens flertal.
Men internt i den transatlantiske alliance er der endnu en klar og tydelig modsætning. Prisen for at tabe krigen i Ukraine er forskellig fra USA og til EU og Storbritannien. USA kan både lettere lade Ukraine gå, og har samtidigt brug for at forlade Ukraine for at fokusere på Kina. EU og Storbritannien har lagt for mange æg i den ukrainske kurv. De bliver nødt til at smide mere og mere i, for at bevare håbet om at få dem hjem igen.
De to modsætninger virker derfor på den ene side som en trekant med spidserne USA overfor Rusland overfor Ukraine samt deres EU-venner. Der er et jævnt pres på hver af de tre kanter, og endnu kan vi ikke se hvor det ender. Samtidigt er der stadig modsætninger på kryds og tværs, den gamle transatlantiske alliance overfor Rusland, og mellem USA og EU samt Storbritannien.
Hver for sig trækker og skubber modsætningerne. Skal USA øge våbenforsyninger og presse nye sanktioner mod Rusland for at tækkes EU, læs bevare dominansen over energiforsyninger og våbenleverancer? Skal EU skære båndene til USA og sørge for olie og gas og egne våbenfabrikker? Vi står i vadestedet endnu. Resultaterne af de to topmøder vil give os en række fingerpeg.
Det ene topmøde
Vi kender allerede nu til en del af resultaterne fra det første topmøde. I Alaska var der reelle forhandlinger mellem Trump og Putin, mellem USA og Rusland.
– Vi er overbeviste om, at forudsætningen for, at en aftale kan vare i lang tid, er at vi skal eliminere konfliktens grundlæggende rødder, lød ordene fra russiske Putin efter topmødet.
Han fortsatte:
– Jeg håber, at de aftaler vi har opnået sammen vil føre os tættere på det mål, at bane vejen mod fred i Ukraine. Vi forventer, at Kyiv og de europæiske hovedstæder vil erkende dette på en konstruktiv måde.
Også USA’s præsident Trump har reageret på topmødet i Alaska. På sit sociale medie TruthSocial skrev Trump kortfattet, at Ukraine ikke kommer ind i NATO, og at Ukraine aldrig får Krim tilbage. Også han gav et par kommentarer efter mødet i fredags.
– Vi blev enige om mange punkter, de fleste af dem, vil jeg sige. Der er et par stykker, hvor vi ikke helt er færdige, men vi har taget skridt. Der er ingen aftale før der er en aftale, sagde Trump, og forklarede, at han nu ville kontakte NATO, Zelenskyj og andre relevante folk. Måske det var de telefonopkald, der førte til mødet mandag.
Den vigtigste aftale var princippet om ikke at have våbenhvile i Ukraine, før der er en aftale på plads, som nyhedsbureauet Reuters beretter. Reuters melder samtidig om, at USA anerkender Krim samt to provinser i Donbas, mens Rusland skal trække sig fra to andre. Men Reuters’ beretning er ikke officielt bekræftet.
Og det andet topmøde
At USA anerkender det russiske krav om ingen våbenhvile før en aftale, hænger tæt sammen med, hvad der er foregået blandt deltagerne i det andet topmøde, det i Washington mellem USA og EU. EU og Storbritannien har i deres “koalition af de villige” holdt fast på, at de vil indsætte tropper i Ukraine den time, der er en våbenhvile.
“Koalitionen er rede til at spille en aktiv rolle, herunder gennem planer om at de der er parate, kan indsætte en forsikrende styrke, så snart våbenhandlingerne indstilles”. Sådan lyder det i en officiel udtalelse fra de villige, to dage før Trump bød Putin velkommen på flyvepladsen i Alaska.
Topmødet mandag i Washington foregik for åben skærm. Det er vanskeligt at vurdere i hvilken grad der var tale om reelle forhandlinger. Måske det største resultat var en melding fra ukrainske Zelenskyj, at han er parat til at mødes direkte med Putin, og at Trump gerne må deltage. Rusland har svaret, at de vil tage det med i betragtningerne, rapporterer britiske BBC.
Forhandlingerne fortsætter. I den kommende tid vil vi komme til at se flere tegn på modsætningerne på kryds og tværs. Under de mange politikeres udmeldinger, iscenesatte fotos og store overskrifter, er der realiteterne på slagmarken i Ukraine, og så er der resten af verden, mere og mere multipolær som den er.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Jeg tror ikke det holder med territoriel afgivelse af Krim og øst-Ukraine til Rusland. Den eneste holdbare fredsløsning vil være et neutralt Ukraine – som det var under Janukovitj, dvs. et ikke Ruslands fjendtligt Ukraine, som ikke er med i Nato (tænk blot på mulig placering af Nato atomvåben i Danmark, som Arbejderen skriver om), som har handelsforhold til både EU og Rusland, og som ikke diskriminerer og forholder sig truende til det store russiske mindretal i Donbass . Det ville jo tilsvarende være uacceptabelt for Danmark at leve med et fjendtligt Sverige, som undertrykte danskere og som opstillede atommissiler rettet mod Danmark.
Kort sagt et Ukraine, som balancerer mellem øst og vest – En teknisk balance, som selvfølgelig er svær at etablere, men det var dét Janukovitj forsøgte.
Rusland har formentlig draget den konklusion, at et Ruslands fjendtligt Ukraine og EU- (og USA imperialismen), som er blevet midlertidigt standset i dets ekspansion, ikke vil acceptere tilbagevenden til ukrainsk neutralitet, da imperialisme-konceptet jo kræver 100 pct militær, politisk og økonomisk kontrol over Ukraine – på samme måde som Nato har fået fuld kontrol over stort set hele Østeuropa efter Sovjets opløsning. Og det var jo egentlig også retablering af ukrainsk neutralitet, som USA- og EU-imperialismen afviste via Minsk 1 og ll aftalerne i 2014 og 15. Så udover krav om at Ukraine ikke bliver medlem af, og kommer under kontrol af Nato, må Rusland således mene, at ukrainsk territoriel afgivelse af Donbass og Krim er den eneste mulige løsning for at forsvare de respektive indbyggere. Og selvfølgelig også for at forhindre at Nato får økonomisk og militær kontrol over disse enklaver.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Du kan være med til at sikre, at Arbejderen fortsat kan udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Bliv abonnent eller overfør et støttebeløb.
