Kronik
I slutningen af april og begyndelsen af maj oplevede Sydasien de forfærdelige virkninger af den globale opvarmning. Temperaturerne nåede op på næsten 50 grader Celsius (122 Fahrenheit) i nogle byer i regionen. Disse høje temperaturer kom samtidig med farlige oversvømmelser i det nordøstlige Indien og i Bangladesh, da floderne gik over deres bredder, og der var oversvømmelser i steder som Sunamganj i Sylhet i Bangladesh.
Saleemul Haq, der er direktør for International Center of Climate Change and Development, er fra Bangladesh. Han er en veteran fra FN’s klimaforhandlinger. Da Haq læste et tweet fra Marianne Karlsen, medformand for FN’s tilpasningskomité, hvori hun sagde, at “det er nødvendigt med tid for at nå frem til en aftale”, mens hun henviste til forhandlingerne om finansiering af tab og skader, tweetede han: “Den eneste ting, vi er løbet tør for, er tid! Klimaændringerne har allerede konsekvenser, og fattige mennesker lider tab og skader på grund af de riges emissioner. Snak er ikke længere en acceptabel erstatning for handling (penge!)”
USA’s militær er den største institutionelle forureningskilde på planeten. Vedligeholdelsen af dets mere end 800 militærbaser rundt om i verden betyder for eksempel, at USA’s militær dagligt forbruger 395.000 gallons olie.
Karlsens kommentar kom i lyset af den utroligt langsomme proces med at nå til enighed om dagsordenen for “tab og skader” på den 27. COP27-konference (COP27), der skal afholdes i Sharm el-Sheikh, Egypten, i november 2022.
I 2009, på COP15, blev verdens udviklede lande enige om en årlig tilpasningsstøttefond på 100 milliarder dollars, som skulle være udbetalt inden 2020. Denne fond skulle hjælpe landene i det globale syd med at omstille deres afhængighed af kulstof til vedvarende energikilder og tilpasse sig klimakatastrofens realiteter. På tidspunktet for COP26-mødet i Glasgow i november 2021 var de udviklede lande imidlertid ikke i stand til at opfylde denne forpligtelse. De 100 milliarder dollars kan virke som en beskeden fond, men er langt mindre end den “Trillion Dollar Climate Finance Challenge”, som vil være nødvendig for at sikre en omfattende klimaindsats.
De rigere lande – med Vesten i spidsen – har ikke blot nægtet at finansiere tilpasningen seriøst, men har også brudt de oprindelige aftaler, eksempel Kyoto-protokollen (1997); USA’s kongres har nægtet at ratificere dette vigtige skridt i retning af at afbøde klimakrisen. USA har flyttet målene for reduktion af sine metanemissioner og har nægtet at redegøre for det amerikanske militærs massive udledning af kulstofemissioner.
Tysklands penge går til krig, ikke til klimaet
Tyskland er vært for sekretariatet for De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer. I juni afholdt FN som optakt til COP27 en konference om klimaændringer i Bonn. Forhandlingerne endte i bitterhed om finansiering af det, der kaldes “tab og skader”. EU har konsekvent blokeret for alle drøftelser om kompensation. Eddy Pérez fra Climate Action Network, Canada, sagde: “Opslugt af deres snævre interesser kom de rige nationer og især landene i EU til klimakonferencen i Bonn for at blokere, forsinke og underminere indsatsen fra folk og samfund i frontlinjen, der tager fat på tab og skader forårsaget af fossile brændstoffer.”
Hykleriet er på dagsordenen i lande som Tyskland, der hævder at være førende på disse områder, men som i stedet har indkøbt fossile brændstoffer i udlandet og har brugt stadig flere midler på deres militær. Samtidig har disse lande nægtet støtte til udviklingslande, der står over for ødelæggelser som følge af klimainducerede superstorme og stigende havvandstande.
Efter det seneste tyske valg blev der skabt håb om, at den nye koalition mellem Socialdemokraterne og De Grønne ville løfte den grønne dagsorden. Den tyske kansler Olaf Scholz har imidlertid lovet 100 milliarder euro til militæret, “den største stigning i landets militærudgifter siden afslutningen af Den Kolde Krig”. Han har også forpligtet sig til at “[bruge] mere end to procent af landets bruttonationalprodukt på militæret.” Det betyder flere penge til militæret og færre penge til klimabeskyttelse og grøn omstilling.
Militæret og klimakatastrofen
De penge, der bliver opslugt i de vestlige militærinstitutioner, flyttes ikke kun væk fra ethvert klimabudget, men fremmer også en større klimakatastrofe. USA’s militær er den største institutionelle forureningskilde på planeten. Vedligeholdelsen af dets mere end 800 militærbaser rundt om i verden betyder for eksempel, at USA’s militær dagligt forbruger 395.000 gallons olie.
I 2021 brugte verdens regeringer to billioner dollars på våben, og de førende lande er de rigeste (og de mest skinhellige i klimadebatten). Der er penge til rådighed til krig, men ikke til at håndtere klimakatastrofen.
Den måde, hvorpå våben er strømmet ind i Ukraine-konflikten, giver mange af os stof til eftertanke. Den forlængede krig har ifølge FN-agenturernes rapport om “Hunger Hotspots” gjort, at 49 millioner flere mennesker i 46 lande risikerer at sulte som følge af ekstreme vejrforhold og konflikter.
Konflikter og organiseret vold var de vigtigste kilder til fødevareusikkerhed i Afrika og Mellemøsten, navnlig i det nordlige Nigeria, det centrale Sahel, den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien, Somalia, Sydsudan, Yemen og Syrien. Krigen i Ukraine har forværret fødevarekrisen ved at drive priserne på landbrugsråvarer op. Rusland og Ukraine tegner sig tilsammen for cirka 30 procent af den globale hvedehandel. Så jo længere krigen i Ukraine fortsætter, jo flere “sult-hotspots” vil vokse, hvilket vil føre fødevareusikkerheden ud over Afrika og Mellemøsten.
Der har allerede fundet et COP-møde sted på det afrikanske kontinent, og et andet vil finde sted senere i år. Først var Abidjan, Elfenbenskysten, vært for FN’s konvention om bekæmpelse af ørkendannelse i maj, og derefter vil Sharm el-Sheikh være vært for FN’s klimakonference. Det er vigtige fora for de afrikanske stater, hvor de kan fremlægge de store skader, som klimakatastrofen har påført dele af kontinentet, på bordet.
Når repræsentanterne for verdens lande samles i Sharm el-Sheikh, Egypten, i november 2022 til COP27, vil de høre vestlige repræsentanter tale om klimaændringer, afgive løfter og derefter gøre alt for fortsat at forværre katastrofen. Det, vi så i Bonn, er en optakt til det, der vil blive en fiasko i Sharm el-Sheikh.
Denne artikel er udarbejdet af Globetrotter.
Murad Qureshi er tidligere medlem af London Assembly og tidligere formand for Stop the War Coalition.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
